Vi er mange, der sværger til merino på vandreturen, men det var først i 1990’erne, at man for alvor fik øjnene op for den fine ulds vidunderlige egenskaber i outdoorbeklædning. Læs her historien om, hvordan uld gik fra at være kradsende til at være cool – og hvordan du i dag kan finde produkter, hvor der stilles strenge krav til bæredygtig og etisk produktion.
En merinouldfiber er blød og kun omtrent en tredjedel så tyk som et menneskehår.
Historiske kilder beskriver, at straffen for at smugle et merinofår ud af Spanien engang var døden. Selvom du måske elsker at trække din T-shirt i merinould over hovedet, når du sætter ud på vandrestierne, så virker det nok en anelse ekstremt. Men faktisk var der en smule mening med galskaben. I flere hundrede år var merinofår nemlig omtrent lige så vigtige for den spanske konge som det sølv, der blev fragtet hjem fra de dybe miner i Sydamerikas Andesbjerge.
Den, der kontrollerede fårene, kontrollerede Europas mest eftertragtede tekstilfiber, og i Spanien vogtede man over de kostbare merinofår som en statshemmelighed, da de bar på et af Europas mest værdifulde råstoffer: en uld så fin, at konger og købmænd ville gå langt for at få fingrene i den. Merinoulden kunne spindes til meget tyndt og blødt garn, der kunne trylles om til eksklusive stoffer, som overklassen var villige til at betale kassen for.
