Norge lægger bjerg til hundredvis af små og store gletsjere, som kan opleves på nært hold, hvis man har respekt for isgiganternes enorme kræfter. I sommeren 2024 krydsede jeg tre af disse i nationalparkerne Skarvheimen, Jotunheimen og Breheimen.
Mine fingre danser over kortet. Kilometerne spiser sig selv. Det har de for vane at gøre, når jeg ikke skal gå dem lige nu og her, men bare sidder og planlægger min tur i en solbeskinnet dansk sommerhushave efter en kølig dukkert. En mindre sti fanger min opmærksomhed. Den ligger i bunden af den lange Midtmaradalen i den norske nationalpark Jotunheimen, nærmere bestemt i bjergområdet Hurrungane. Modsat de fleste andre vandrestier på kortet er den ikke markeret af Den Norske Turistforening (DNT).
Stien er blot markeret som en række prikker, der mellem tre gletsjere leder over et af områdets højeste pas. Jeg tænker ikke videre over stien, før jeg 14 dage senere befinder mig på den og ville ønske, at jeg havde skænket den netop én tanke mere.
Jeg synes ellers, at min kæreste Johanne og jeg har lagt en god plan. Vi vil bruge 14 dage på at gå fra Finse på fjeldplateauet Hardangervidda til hytteområdet Grotli 250 kilometer længere mod nord. Undervejs vil vi krydse tre gletsjere.
Sammenlignet med de gletsjere, vi har set på billeder af fra Indlandsisen og Antarktis, er de mikroskopiske, men med vores lille erfaring med netop gletsjervandring virker de rigeligt udfordrende. Solidt understøttet af DNT’s omfattende netværk af hytter og markerede ruter i området vil vi samtidig nyde det bedste, Norge har at byde på af friskt fjeldvand, varme vafler og den særlige kiksechokolade Kviklunch.
Hvad kan gå galt?
