Du er her:
  • ARTIKLER
  • På cykel i Kinas Yunnan-provins

På cykel i Kinas Yunnan-provins

Lysår fra Lijiang

Jeg har ofte hørt en myte om, at Kina er besværligt at rejse i. Det er ikke sandt. I hvert fald ikke i Yunnan, Kinas mest etnisk spraglede provins, hvor vi cykler gennem smukke bjerglandskaber, oplever et land i rivende udvikling og (for det meste – der er misforståelser) kan gøre os forståelige.

Skrevet af: Tore Grønne
Opdateret den 12. jun 2021

Jeg har ofte hørt en myte om, at Kina er besværligt at rejse i. Det er ikke sandt. I hvert fald ikke i Yunnan, Kinas mest etnisk spraglede provins, hvor vi cykler gennem smukke bjerglandskaber, oplever et land i rivende udvikling og (for det meste – der er misforståelser) kan gøre os forståelige.

UNESCO-byen Lijiang minder mig på alle måder om, hvorfor jeg elsker at opleve verden på cykel. Nok er Lijiang fin med de klassiske, kinesiske rispapirlamper, der kaster et sprødt, rødt skær over de gamle, krogede brostensgader langs kanalerne, men menneskehavet (langt de fleste kinesiske turister) drukner hyggen og kvæler charmen, og den gamle by er nu et gadetivoli med basdunkende beats bankende ud fra restauranter med fordoblede priser.

Men på cyklen kan vi slippe væk fra det. Komme ud på landet. Være frie. 

Snart hjuler vi op ad bakke mod et lille pas, kommer ud på små, snævre landeveje, væk fra Pizza Hut og McDonald’s, trafik og turister i tusindfold.

Her midt i januar er luften kølig og klar, stilheden sænker sig over markerne og landsbyerne langs vejen, hvor hvide bondehuse har kinesiske tegn malet på murene og ornamenterede, bølgende tage.

I vejkanten trasker bønder med brede stråhatte hjem fra markerne under træerne, der er foruden blade og står som sovende, krogede kæmper mod en kold vinterhimmel. En absurd langstrakt traktor med mutter, fatter og et bjerg af hø rasler forbi.

De vinker. Vi vinker tilbage. Vi er blot få kilometer men adskillige lysår fra Lijiang. Planen er at holde os til små veje, holde kursen mod syd og sol til Xishuangbanna på grænsen til Laos.

Der er dog langt fra styret i Beijing til manden på gaden – heldigvis.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

IMG 0004Hvad venter der?
Vi slutter dagen med at trille ind i en landsby langs landevejen, efter vi har frosset fingrene i stumper og stykker på en isnende nedkørsel fra et pas med udsigt ned over en klar sø under snedækkede tinder mod nord og de tibetanske grænseområder.

Vi kommer deroppe fra, fra Tibet, hvor verden på den her tid af året er frosset til. Vi længes efter varme. Og måske endda en smule komfort. Men vi aner ikke, hvad vi kan forvente langs de små veje, vi har valgt.

Mørket trænger sig på, vi møder en teenagedreng og spørger efter et sted at sove (det vil sige, at jeg lægger håndfladerne sammen, placerer dem ved siden af hovedet, som jeg lægger let på skrå, hvor efter jeg nikker ind mod byen).

Han sætter straks i løb og leder os ned til en overdimensioneret landhandel, der sælger det, der senere viser sig at være det normale udvalg i butikker langs vejen: syltede kyllingefødder og syltede vagtelæg, krydret chili-tofu pakket i plastic, ristede solsikkekerner (som vi udvikler et afhængighedsforhold til), tørre doughnutlignende brød og kager, tyggegummi, sodavand og Red Bull.

Ved siden af varerne står lave borde, hvor en lille flok mænd konkurrerer i, hvor hårdt de kan tæske kort i bordet, og hvor hårdt de kan pulse på deres cigaretter.

Nede for enden af en dunkel gang ligger et par værelser, og jeg er mere eller mindre henrykt over overhovedet at finde noget i sådan en lille flække. Det lover godt. Da det viser sig, at sengene har elektriske varmetæpper bliver det endnu bedre, og da mor og datter, der kører stedet, hiver os ind i køkkenet, hvor en bunke forskellige, friske grøntsager, svampe og kød ligger fremme, er min lykke gjort.

For selvom vi intet sprog har til fælles, så fejler vores pegefingre intet, og snart skovler vi et lækkert måltid lynstegte grøntsager, som vi selv har udpeget, inden bords.

IMG 0102Myten om Kina
Der er en myte om at rejse i Kina, som jeg igen og igen har mødt hos folk, der ellers er vante til at rejse.

Den synger sangen om, hvordan Kina er åh så besværligt at rejse i. Den sproglige barriere er højere end en vis mur, at bestille et måltid mad ude på landet grænser det umulige, og skal du – gud forbyde det! – med en bus, er det et projekt af uoverskuelige proportioner, for alt er skrevet med uforståelige tegn, og det er op til Lykkens Gudinde, om du ender i Guangzhou, Ganzhou eller Quanzhou.

Som Cassie og jeg cykler længere og længere mod syd, kan jeg ikke genkende historierne og besværet. Overhovedet ikke. Tværtimod skaber der sig snart et billede af, at det er nemt at rejse her.

Samtidigt er landskaberne smukke, landsbyerne skifter udseende, som vi triller ind i områder med nye etniske minoriteter, og der er aldrig for langt mellem spisesteder og steder at proviantere.

Den helt store overraskelse viser sig dog at være, at byerne som oftest viser sig at være små metropoler steder med hoteller, der ligger langt over den standard, vi er vante til at sove på andre steder i Asien. Jeg var henrykt over vores første overnatningssted. Der viser sig at blive det mest primitive på turen.

Jeg tygger i en kyllingefod med en grum, sort negl.

IMG 0173Kina rykker frem
Det er næsten som om, man kan se, hvor meget fart Kina har på i disse år. Vi startede turen her med næsten fem måneder i Indien, og det kan godt være, at Kina og Indien bliver nævnt i det samme åndedrag, når snakken falder på det økonomiske boom i Asien, men Kina er årtier for Indien.

Skal man bruge Yunnan som målestok, lader det slet ikke til, at der er nogen basis for sammenligning. Selv herude i Det Vilde Vest, som Yunnan på mange måder er, er kineserne milevidt foran Indien, hvor vi gang på gang oplevede, at der ikke var elektricitet, vejene var elendige, korruptionen omfattende, og fattigdommen næsten allestedsnærværende.

Sådan er det ikke her. Efter smukke dage i sadlen bliver rismarker og store udsigter til grønne bjerge udskiftet med boulevarder og neonreklamer, skinnede rene butikker med computere og køleskabe, store supermarkeder, høje hoteller med hvide lagner, rene badeværelser og af og til endda wifi. Selvom livet garanteret er hårdt på landet, ligner det ikke, at der er armod.

På den anden side er her heller ikke demokrati eller basale menneskerettigheder. Den kinesiske befolkning er i den samme båd som tibetanerne – de ligger også under for et styre, der ikke har noget problem med at omskrive historien (i aviser læser vi for eksempel, hvordan det er tilfældet, når det kommer til Tibet, og hvordan Dalai Lama fremstilles som en ond mand, en separatist, en ulv i fåreklæder og en fjende af fred).

Det er selvfølgelig ikke noget, vi oplever på gaden, men det er noget, vi igen og igen taler om. Hvad ville vi selv helt have – velstand eller frihed?

IMG 0044Langt fra styret
Der er dog langt fra styret i Beijing til manden på gaden – heldigvis. For det kan godt være, vi ikke kan tale med langt de fleste mennesker på vores vej, men det, vi møder, er intet andet end tålmodighed, smil og venlighed.

Når vi triller ind på små spisesteder langs vejen, møder vi altid tålmodighed, bliver hevet ind i køkkenet og peger på det, vi gerne vil spise. Og dem, vi kan tale med, insisterer høfligt på at hjælpe os og få os til at føle os velkomne.

Som den unge, kvindelige studerende i Jingdong, der taler fint engelsk og aflyser en aftale med en veninde for at hjælpe os med at finde hotellet, vi leder efter, og egentligt helst vil have os med hjem til sin mors kødgryder, som vi dog (i retrospekt desværre) afslår, da vi er trætte efter en lang dag i sadlen. E

ller da vi senere på turen skal med en bus, og en kvindelig engelsklærer, (som vi møder nær klagedisken, der her har fået den pudsige engelske titel ’Dishonouring Desk’) ikke viger fra vores side, inden alt er på plads, vi har billetter, fundet et sted at sove, og der er mad på bordet. Endnu engang bliver jeg mindet om, at et lands styre langt fra er lig dets befolkning.

IMG 0009Sprit i flasken
Vejen bølger op og ned gennem dale med rismarker på terrasser, hvor de grønne nuancer skifter for hvert lille plateau.

Som vi kommer længere mod syd, bliver de nøgne træstammer udskiftet med bananpalmer, der er stadig af og til udsigt til sneklædte bjerge, og for hver dag bliver det varmere og varmere og varmere, flere og flere lag ryger af, og snart ligger huen og handskerne, der var brug for oppe omkring Lijiang, på bunden af cykeltaskerne.

Selvom der er masser af vilje til at kommunikere uden et fælles sprog, så er der selvfølgelig misforståelser. I en landsby køber vi vand i en butik og skal til at hælde det på cykelflaskerne, da en ældre man kommer ilende med et stort grin og hævede øjenbryn, stopper os og forklarer, at den klare væske ikke er vand – det er lokal brændevin. Ups.

På et natmarked, hvor vejen er flankeret med den ene grill efter den anden, og der bliver grillet grøntsager, kød og svampe, opdager jeg, at jeg tygger i en kyllingefod med en grum, sort negl, da jeg er skrupsulten og ikke har inspiceret grillspyddet ordentligt, men blot regner med at det er kyllingekød à la det, jeg er vant til. Men det er alt sammen til at grine af. Blot underholdende.

Den ene dag tager den anden. Den ene by afløser den anden. Landskaber bølger op og ned, vi krydser små pas, drøner ned af dejlige bakker, gennem smalle dale langs rolige floder, klædedragterne skifter med landsbyerne, og vi begynder at løbe tør for tid.

Yunnan har været perfekt med super cykling, overraskende byer og venlige mennesker. Ingen af os har lyst til at stoppe. Overhovedet. Og det er vel et meget godt kriterium for en vellykket tur.


IMG 0012Den kinesiske virkelighed

Det er et interessant lille projekt at læse kinesiske aviser og se, hvad det er for en virkelighed, der her bliver skildret. Prøv engang at tjekke den engelsksprogede, kinesiske avis China Daily (www.chinadaily.com.cn), lav en søgning på ’Dalai Lama’, læs et par artikler og se, hvad det er for et billede, der bliver tegnet af ham. Jeg tror ikke, du vil kunne genkende det. Prøv også en søgning på nobelfredsprisprisvinderen Liu Xiaobo. 


På cykel i Kina – praktisk talt

Alt i alt er det nemt at rejse på og med cykel i Kina. Vi holdt os til de mindre veje, der generelt var i god stand, oplevede at trafikken ikke var slem, og at bilister og lastbilchauffører tog hensyn.

Vi havde ingen problemer med at få cyklerne på busser, der har store bagagerum ned langs siden – cyklede blot til busstationen og viste dem frem, når vi købte billetter. Det kan anbefales at pakke lidt værktøj (unbrakonøgler, svensknøgle, kassetteaftrækker, værktøj til kæde og eger), ekstra eger, gear- og bremsekabler, lidt ekstra skruer og lappegrej.

Det er også nemt at flyve med cyklen. Tjek hos flyselskabet, hvad deres regler er – skal cyklen pakkes i en kasse, eller er det ikke nødvendigt? – og vær opmærksom på, at de for det meste kræver et ekstragebyr, som du kan tjekke på selskabets hjemmeside under regler for bagage.


IMG 0006Super Shaxi!

Vi lægger vejen forbi Shaxi, der er en traditionel landsby, som de store grupper af rejsende endnu ikke har fået øjnene op for endnu.

Det er en af de mest velbevarede karavanebyer på den gamle te-rute mellem Yunnan og Burma samt Tibet med en hyggelig brostensgade flankeret af et par små butikker, et par guest houses og nogle få steder at spise.

Her er gamle huse med husdyr i haverne, fred og ro, og så er der den gamle, atmosfærefyldte plads med teatret og templet. Der sker ikke meget i Shaxi, men det er et perfekt sted at slappe af et par dage og undslippe horderne i Lijiang og Dali. Hver fredag er markedsdag.


25 etniske grupper

Når man rejser gennem Yunnan, kan man ikke undgå at lægger mærke til, hvordan folks udseende, beklædning og sprog ofte ændrer. Provinsen er nemlig den etnisk mest spraglede i Kina og hjemsted for 25 ud af Kinas 56 anerkendte etniske minoriteter.


IMG 0155Aldrig sulten i seng

Yunnan har et herligt køkken, og det er en sand fornøjelse at fylde de sultne cykelmaver på spisesteder langs landevejene. I de mindre byer er der ofte markeder, hvor du f.eks. kan spise hjemmelavede nudler med grøntsager for omkring to kroner per portion.

Der er vejkantsrestauranter, der på nul komme fem bikser diverse wok-retter med friske grøntsager (broccoli med hvidløg, æg og tomat, alskens grønt osv.) sammen, og de serveres med ris samt oceaner af te.

Spiser du kød, er der rigeligt med overraskelser som hund, indvolde, skiveskåret kaninhoved, komave og de altid populære syltede kyllingefødder – det er bare med at gnaske løs. 

Andre spændende artikler


Landeveje på Sardinien

Landeveje på Sardinien

Vild ekspeditionshyldest til Göran Kropp

Vild ekspeditionshyldest til Göran Kropp

Island på cykel

Island på cykel

Log ind