Vandring i Marokko

Inden vi sætter kursen mod Atlasbjergene, vil vi fare vild i Marrakech. Tage billeder af menneskemylderet og travlheden, der straks kaster tanker mod såvel Mellemøsten som Østafrika, som jeg tidligere er rejst gennem på cykel. Her er ældre mænd med prægtige fuldskæg og traditionelle kjortler, der ofte falder helt ned til anklerne. Bønnekaldene fra moskeerne gjalder ud over byens flade tage. Sidegaderne er fulde af markeder og små forretninger, hvor sælgerne tilbyder alt, hvad hjertet kan begære – kød, grøntsager, frugt, tøj, elektronik.

Krydderimarkedernes dufte er fremmede for os. Gaderne summer af folk og liv. En fyr, der har et værksted, hvor han farver tøj, spørger, om vi er faret vild – og sætter straks te over. Selvfølgelig er vi faret vild. Det var planen. Vi har hverken købt guidebøger eller undersøgt meget på nettet; går blot i tilfældige retninger – gerne væk fra de andre turister – og svinger ned ad små sidegader på jagt efter spontane oplevelser.

En simpel gåtur uden en planlagt retning er en god metode til gode oplevelser og resulterer i det her tilfælde i en kop te med en lokal fyr og ny viden om, hvordan man farver tøj uden at benytte sig af den senest nyeste teknologi på området.