Du er her:
  • ARTIKLER
  • På eventyr i Perus Cordillera Blanca

På eventyr i Perus Cordillera Blanca

Månen lyser, og pandelampen er zoomet ind på de forsigtige bevægelser, som foregår højt over mit hoved. For højt, for alt, hvad jeg kan se, er et alt for tyndt reb, som leder op til Sveinung. Jeg slukker pandelampen, da den alligevel kun kan henlede opmærksomheden på, hvor langt han har ned til sidste sikring. I mørket kan jeg bedre ud fra lydene og hans pandelampes flakkende skær danne mig et indtryk af, hvilke problemer han kæmper med.

aw23_klat_i_peru_17--600.jpg
Skrevet af: Allan Christensen
Opdateret den 07. maj 2022

Månen lyser, og pandelampen er zoomet ind på de forsigtige bevægelser, som foregår højt over mit hoved. For højt, for alt, hvad jeg kan se, er et alt for tyndt reb, som leder op til Sveinung. Jeg slukker pandelampen, da den alligevel kun kan henlede opmærksomheden på, hvor langt han har ned til sidste sikring. I mørket kan jeg bedre ud fra lydene og hans pandelampes flakkende skær danne mig et indtryk af, hvilke problemer han kæmper med.

Ni dage efter ankomsten til Peru sidder jeg her midt i juli sammen med Sveinung Skoglund fra Norge i 5700 meters højde. Vi befinder os midt på bjerget Ranrapalcas 900 meter høje nordvæg, klokken er tre om natten, og vi har klatret i seks timer.

Egentlig skulle det bare have været en blid tur for at akklimatisere. Vi ankom i bus fra hovedstaden Lima til Huaraz i 3050 meters højde efter otte svedige timer, hvor vi havde kørt fra den støvede Lima-slum ved kysten, over sandsletter og udtørrede flodlejer til det stadigt frodigere højland.

Efter to nætter i Huaraz er vi klar, udrustet til ti dages højdetilvænning i dalen Quebrada Ishinca blandt 6000 meter toppe. Det lykkes os efter lidt gestikuleren at praje en taxi til den afsidesliggende landsby Collon - når chaufføren øjner en god handel, kan en halvfyldt taxi hurtigt blive tømt. Alt går lidt hurtigt, og snart står vi ved hjulsporets afslutning med mere bagage, end vi selv magter at bære. Men vi får fremskaffet et æsel, to æseldrivere i lømmelalderen og en ledsagende hund. Opstigningen kan begynde.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Tre og en halv times vandring fører os gennem en frodig indsnævring i dalen til en åben dalslette i godt fire kilometers højde. Måske lidt højt for den tredje overnatning i området. Det betaler sig - skulle vi senere finde ud af - at lægge lejren imellem træerne neden for den øverste sandslette, hvor der optræder voldsomme sandstorme.

En ide fødes
Efter to overnatninger er det tid til en opvarmningstur til Urus Este (5420 m.o.h.). Trods de bedste intentioner om en tidlig start lykkes det os ikke at komme af sted før solopgang, men heldigvis holder morgenkulden sig under det meste af opstigningen. På toppen mødes vi af en fantastisk udsigt til adskillige bjerge over 6000 meter - længst mod syd fanges vores blikke af nordvæggen på Ranrapalca (6162 m.o.h.). Vi betragter den indgående, idet der ned gennem den løber en mulig klatrelinie, som vi ikke har set beskrevet nogetsteds. Det er som om en ide langsomt men sikkert tager form. Linien gennem væggen forekommer så indlysende, at vi helt glemmer, at vi kun har medbragt reb og sikringsudstyr til lettere ruter.

aw23_klatring_i_peru_08.jpg

Vel nede pakker vi det nødvendigste, gemmer resten under en samling store sten og drager næste dag op i en idyllisk sydlig sidedal, hvor vi kan være alene om udsigten til “vores” væg. Vi lægger lejren i lidt over fem kilometers højde og tager næste dag en rekognosceringstur op til et pas 300 meter højere, hvor klatringen begynder. Vi efterlader klatregrej og vand i passet, da vi regner med at vende tilbage samme aften. Kort før afgang begynder det at sne, og Ranrapalcas top indhylles for første gang på turen i skyer. Vi tilbringer endnu et døgn i lejren for næste aften at bryde op ved sekstiden.

I nattens mulm…
Klatringen starter kl. 21 i buldrende mørke, som dog snart blødes op af lyset fra månen.

“Natten genlyder af hammerslag, men lyden afslører alt andet end fast klippe. Det er efterhånden blevet tydeligt, at det er frosten, som holder på bjergets former. Så vi klatrer på lånt tid. Solen venter ikke”.

“Et signal til at jeg kan komme, river mig ud af mine tanker. Jeg er hurtigt oppe ved den stejle klippevæg, hvor klatringen foregår - med isøkser i hænderne og steigeisen under fødderne – på tynde lister og smalle hylder. Nydelig klatring, men hvert eneste riss i klippen afslører, at den er issprængt. Boltene, som Sveinung har banket ind for at forkorte et eventuelt fald, kan trækkes ud som søm med en lægtehammer. Frosten har gjort sit arbejde grundigt, og sprængt klippen i stykker, men samtidigt er det den, som holder sammen på skidtet”.

“Jeg når op til Sveinung, som for at få fodfæste har hakket en lille platform i isen inderst i et klippehjørne. Han trygler mig om at finde en god sikringsplacering hurtigst muligt, idet jeg fortsætter op forbi ham. Jeg får sat en nogenlunde isskrue efter 25 meter…”.

Vi har tilbagelagt halvdelen af klatredistancen til toppen og tilsyneladende resterer kun ét langt snefelt til toppen. Klatringen ser let ud. Jeg begynder at regne på, hvor lang tid, der er igen til toppen. Det begynder snart at lysne, men jeg er overbevist om, at vi når op, inden sneen bliver blød. Vi klatrer nu samtidigt på en lige linie med 60 meters afstand. Snefeltet strækker sig opad i det uendelige. Hver gang jeg laver et overslag over vore fremskridt, rykker “ankomsttidspunktet” i den forkerte retning.

Noget er galt
Vi mødes og holder råd. Sveinung har problemer med at holde tempoet. Vi klatrer på en sneskråning med en hældning mellem 55 og 60 grader, hvor overfladen består af “hajfinner” - store skæl af ustabil sne, som rager en halv meter vinkelret ud fra det underliggende lag af is. Her gælder det om at have lange ben! Sveinung kommer til kort; han må kæmpe, hver eneste gang han skal fra det ene skæl til det næste med fare for, at sneen kollapser under ham. Vi fortsætter. Solen når os, og samtidig nærmer vi os bunden på vore vandreserver. Vi har kurs mod et klippeparti over os. Hvor går det uafbrudte snefelt, som vi skulle følge til toppen, og som vi havde udpeget nedefra?

aw23_klatring_i_peru_19.jpg

Snart står jeg på en sneklædt bjergkam, som løber op i klippen over os. Herfra kan jeg se, hvordan vi må ud i toppen af den store løse rende, som splitter Ranrapalcas nordvæg i to. Kun tyve meters klatring i en løs blanding af is, sne og klippe adskiller os fra den sidste sneskråning, som fører det sidste stykke op til topplateauet. Det er med tunge skridt i den opblødte sne og en usigelig tørst, at  vi når topplateauet og kan skue ned over bjergets nordøstvendte væg. Vi har klatret i 15 timer…

aw23_klatring_i_peru_08.jpgNedstigning til det ukendte
Det er her vi skal ned. Men under os ligger en is-/sneskråning, som tiltager i stejlhed - op mod 60 grader - inden de første klippepartier dukker op af sneen. Dér må vi ned for at finde et punkt at fire os ned fra. Men rebet kan ikke nå ned, når det er lagt dobbelt, hvilket er nødvendigt, hvis vi skal trække det ned efter os. Vi vil nødigt efterlade rebet heroppe. Jeg firer derfor Sveinung ned for derefter selv at klatre ned over ispartiet. Nu skiftevis abseiler og klatrer vi ned over klippepartiet, indtil vi når en gigantisk gletscher. Vi tumler videre. Blandt kolossale sprækker og isvægge må vi mønstre den sidste rationelle tankevirksomhed for at vælge en nogenlunde direkte og sikker rute. Solens sidste stråler farver himlen i sarte rødlige pasteller, mens vi vælger at fire os ned over gletscherens nederste front. Nu skal vi bare krydse det flade gletscherterræn under nordvæggen, hvor vi klatrede, før vi igen er på kendt område!

“Jeg er så træt, at jeg falder i søvn, hvis jeg sætter mig ned for at hvile. Lejren nås kl. 21.30 efter en tur på 27 timer. Lidt at spise og drikke, og så skvatter vi i dyb søvn”.

Andre eventyr

Hovedbyen i området - Huaraz - er Sydamerikas svar på Chamonix. Men i Huaraz trækker bjergene om muligt endnu mere, fordi stanken i byen til tider er fæl. Naturen præger i det hele taget dalens historie - det sidste store jordskælv i området dræbte hen imod 80.000 mennesker i 1970. At besøge byen Yungay, som blev begravet i en gigantisk mudderlavine udløst fra isvæggene højt oppe på bjerget Huascarán, gør et uudsletteligt indtryk. Særligt når man selv har oplevet at blive rystet voldsomt i nogle sekunder og set klippevæggene omkring sig blive indhyllet i skyer af faldende sne.

Huascarán er et populært mål for bjergbestigere. Med sine 6768 meter er bjerget det højeste i Peruaw23_klat_i_peru_18.jpg og blandt de højeste i Sydamerika. De tekniske vanskeligheder på den normale rute er ikke meget større end under en traditionel bestigning af Mont Blanc, men højden gør, at man skal have en solid klatreerfaring for at give sig i kast med projektet. Men oplevelsen af at se solen bryde frem over Amazonas og tegne bjergets profil i atmosfæren er storslået.

Cordillera Blanca, den hvide bjergkæde, byder med sin længde på knap 200 km og flere end 20 toppe på over 6000 meter på uanede muligheder for bjergbestigere og vandrere. Det er muligt at købe organiserede ture, men det er også muligt at tage af sted helt på egen hånd. Man kan hyre æsler med drivere eller slæbe det hele selv. Som klatrer har jeg tit oplevet, at de største oplevelser kommer, når man går lidt væk fra de mest brugte stier, men så stilles der også store krav til gruppens evne til at være selvhjulpen. Det kræver erfaring at vurdere vejr, terræn og egne evner samt en god indsigt i førstehjælp, hvis uheldet skulle være ude.

Andre spændende artikler


Alle 8000+ meter bjerge på to år

Alle 8000+ meter bjerge på to år

Elizabeth Hawley, Himalayas “Sherlock Holmes” er død

Elizabeth Hawley, Himalayas “Sherlock Holmes” er død

Til tops på Mount Kilimanjaro

Til tops på Mount Kilimanjaro

Log ind