Månen lyser, og pandelampen er zoomet ind på de forsigtige bevægelser, som foregår højt over mit hoved. For højt, for alt, hvad jeg kan se, er et alt for tyndt reb, som leder op til Sveinung. Jeg slukker pandelampen, da den alligevel kun kan henlede opmærksomheden på, hvor langt han har ned til sidste sikring. I mørket kan jeg bedre ud fra lydene og hans pandelampes flakkende skær danne mig et indtryk af, hvilke problemer han kæmper med.
Ni dage efter ankomsten til Peru sidder jeg her midt i juli sammen med Sveinung Skoglund fra Norge i 5700 meters højde. Vi befinder os midt på bjerget Ranrapalcas 900 meter høje nordvæg, klokken er tre om natten, og vi har klatret i seks timer.
Egentlig skulle det bare have været en blid tur for at akklimatisere. Vi ankom i bus fra hovedstaden Lima til Huaraz i 3050 meters højde efter otte svedige timer, hvor vi havde kørt fra den støvede Lima-slum ved kysten, over sandsletter og udtørrede flodlejer til det stadigt frodigere højland.
Efter to nætter i Huaraz er vi klar, udrustet til ti dages højdetilvænning i dalen Quebrada Ishinca blandt 6000 meter toppe. Det lykkes os efter lidt gestikuleren at praje en taxi til den afsidesliggende landsby Collon - når chaufføren øjner en god handel, kan en halvfyldt taxi hurtigt blive tømt. Alt går lidt hurtigt, og snart står vi ved hjulsporets afslutning med mere bagage, end vi selv magter at bære. Men vi får fremskaffet et æsel, to æseldrivere i lømmelalderen og en ledsagende hund. Opstigningen kan begynde.
