Samerne i Sveriges Lapland

Mathis tilhører den tiendedel af samer, der stadig ernærer sig ved deres traditionelle erhverv, rendrift. I dag har rensamerne snescootere og andre tekniske hjælpemidler, men på mange områder har livet som rensame ikke ændret sig synderligt, siden de for 500 år siden begyndte at leve som nomader.

Rensamerne lever i små grupper. Mathis’ gruppe tæller ti personer med seks voksne og fire børn. Dertil kommer 10.000 rener. De bor i lavvu’en, samernes traditionelle bolig. Den ligner nærmest indianernes tipi og er fremstillet af renskind. Et bål i midten holder kulden ude og adskiller samtidig mændenes og kvindernes soveafdelinger. Tre gange om året - forår, efterår og vinter - pakker de lavvu’en sammen, spænder 10-12 rener for pulken og begiver sig afsted til renernes græsningsområder. Sommer er renernes kælvningstid. Her bliver de på samme sted, fordi renerne behøver ro under kælvningen. I vintermånederne befinder Mathis og hans gruppe sig i nærheden af den lille by Karajok. I den tid besøger de byen én gang om måneden for at proviantere, mødes med venner og familie og for at få den sidste sladder på den lokale bar Aja. Resten af året er kontakten til omverdenen ganske begrænset. Kun få gæster slår vejen forbi deres lejr, og dækningen på Mathis’ mobiltelefon er meget dårlig på disse kanter!

Gæster er således velkomne, så længe det ikke er i form af én af områdets rovdyr. De er yderst upopulære blandt rensamer, fordi de angriber og æder renerne. Det er imidlertid forbudt at skyde dem, og det koster store bøder at overtræde det forbud. Samernes fortsatte overgreb på rovdyrene har skabt konflikt mellem dyreværnsfolk og samer.

En enkel levevis
“Rensdyrkød, rensdyrkød og rensdyrkød!” Svaret kommer prompte, da Mathis bliver spurgt til deres kulinariske verden. Udover brød bagt på flade sten på bålet samt stærk kaffe om morgenen er rensdyrkødet rensamernes altovervejende spise. Takket være et utal af tilberedningsmuligheder bliver Mathis dog aldrig rigtig træt af rensdyrkødet.

Renerne spiller naturligt nok en dominerende rolle i rensamernes liv. Alt fra dyret udnyttes. Udover lavvu’en fremstilles også tøj og støvler af renskind. For at holde de hårde frostgrader ude går rensamerne en stor del af året klædt i renskind fra inderst til yderst. Hårene fra renerne flettes til lassoer. Af gevirerne laves skafter til knive, og efter fem-seks timer i gryden er marven fra renernes klove lige til at spise!

Frem i lyset
Samerne har i mange århundreder haft svære vilkår og er blevet negligeret af de forskellige nationale regeringer og set ned på af den øvrige befolkning. Først i 1978, da det norske storting vedtog regeringens plan om at udbygge vandkraften ved Altaelven i Kautokaino, kom der for alvor fokus på samernes vilkår. Beslutningen medførte stærke protester fra samer og andre som mente, at vandkraftudbygningen ville ødelægge muligheden for at fortsætte rendriften i området.

Omverdenes kendskab til samerne øgedes yderligere, da atomkraftværket i Tjernobyl eksploderede og sendte radioaktive skyer indover Sameland. De aprildage i 1986 blev et vendepunkt for samerne. Fra at være et nærmest ikke-eksisterende folkefærd kom samerne og deres renflokke pludselig på alles læber. På den ene side stod de midt i århundredets værste miljøkatastrofe, der truede med at ødelægge deres eksistensgrundlag. På den anden side er det paradoksalt nok takket være atomulykken i Tjernobyl, at de omsider har vundet offentlighedens bevågenhed.

Nye tider
Selvbestemmelse for samerne er en udvikling, som er kommet relativ sent. Da Mathis var dreng, var det ikke fint at være same, og det var bedst at gemme sin samiske identitet, når man var ude blandt ikke-samer. Mathis, der er født og opvokset i den norske del af Sameland, beretter om, hvordan samerne i mange år er blevet diskrimineret i skolerne: “Indtil 1980’erne blev samerne stadig kun undervist i norsk. Man forsøgte at fornorske samerne og gøre dem til en del af den norske befolkning. Samebørnene lærte dermed hverken at læse eller skrive samisk, ligesom det var forbudt at tale samisk i klasseværelserne eller i skolegården.”

Langsomt blomstrede bevidstheden om samisk sprog, kultur og krav om selvbestemmelse igen op blandt samerne. Den bølge blev stærkere og stærkere, hvilket blandt andre den norske regering reagerede på. Det norske Sameting i Kautokeino er et resultat af denne bevægelse. Samebørn bliver heller ikke længere diskrimineret og modtager i dag modersmålsundervisning i skolen. I dag er man som same i højere grad politisk set accepteret, selvom det i visse situationer stadigvæk er hensigtsmæssigt at underspille sin samiskhed. I hvilket omfang hænger i høj grad sammen med hvilke holdninger, de respektive regeringer udstikker, for derigennem skabes den offentlige attitude.

Selvom Norge officielt set fører en lempelig politik over for samerne, er der imidlertid stadig masser af konflikter samer og nordmænd imellem. Særligt rendriften og ønsket om særrettigheder til græsningsarealer er løbende genstand for opildnede debatter. En konflikt hvis løsning ikke umiddelbart er til at få øje på.

Turist i Sameland
Både norske og udenlandske rejseselskaber er begyndt at få øjnene op for Sameland som et alternativt rejsemål. De norske rejseselskaber er begyndt at presse på. Mathis mener dog, at hvis samerne skal indvilge i en eller anden form for turisme, så er det bedre at gøre det selv. “På den måde bliver det på vores præmisser. Vi vil ikke have masseturisme. For penge er ikke alt, og hvis vi finder ud af, at det er til skade for os, vores natur og vores rendrift, så vil vi det ikke”, fastslår Mathis. Han vægrer sig ved scenariet af busser fulde af larmende turister, der uden fornemmelse og respekt for naturens forfinede og skrøbelige væsen vil forstyrre renernes trivsel, og svine området til. Masseturisme i området risikerer desuden at fortrænge de samer, der bor i området, men ikke lever af rendrift. En situation, der potentielt indebærer yderligere konflikter samerne imellem.

Mathis tilbud til det københavnske rejseselskab er i stedet, at mindre grupper på maksimalt ti personer i nogle uger får mulighed for at indgå i det daglige liv sammen med ham og hans familie og for en stund opleve livet som renavler i den barske samiske vildmark. En intens oplevelse af ægte vildmarksliv, hvor turisterne indgår på samme vilkår som samerne. Hotellet med badekaret og de bløde senge vil være uden for rækkevidde, når kulden bider, og rensdyrkødet på ottende dagen truer med at sætte sig fast i halsen.

Turismens konsekvenser
Mathis vil således sælge ud af samernes traditionelle og eksotiske levevis. Det kan sikre ham og hans familie økonomisk overskud samt skabe en bedre indsigt i og forståelse for livet som rensame. Der er penge at tjene. Men Mathis har også haft etiske overvejelser om, hvilke konsekvenser turismen kan have for samernes liv. Turismen skal derfor ske på samernes præmisser og ikke på rejsebureauernes. Kun tiden kan dog vise, om Mathis og hans fæller formår at holde masseturismen fra livet, og formår at styre udviklingen selv.

I turismen ligger muligheden for at overleve økonomisk. Hvis området overrendes af turister, risikerer rendriften imidlertid at blive forstyrret. I værste fald indebærer turismen desuden risikoen for, at samernes livsstil med tiden vil blive dikteret af rejsebureauernes og turisternes behov. Risikoen er, at samerne dermed ender som omvandrende museumsgenstande.

Hvad med fremtiden?
Om rensamerne også om tyve år stadig kan tilbyde turister en oplevelse af traditionel samisk levevis er uvist. For ikke kun rovdyrene lurer lige rundt om hjørnet. Politisk modvilje, diskrimination og nu også turistbureauerne interesse i Sameland kan true samernes traditionelle levevis. Ifølge Mathis er der imidlertid ingen tvivl om, at samefolket vil bestå i en eller anden form. Selvfølgelig er rendrift en vigtig del af samernes kultur, og det vil være et stort tab, hvis politiske bestemmelser eller miljøkatastrofer fratager samerne muligheden for at holde rener. Men samerne forsvinder ikke med renerne. For som Mathis udtrykker sig, så kan man principielt godt være same, selvom man aldrig har kløet en ren bag øret, og selvom ens liv udspiller sig blandt storbymennesker i Oslo.

Her og nu er der imidlertid intet, der tyder på, at rensamernes levevis er ved at uddø. Til foråret spænder Mathis atter sine rener for pulken og driver - med eller uden turister - gruppens 10.000 rener til det næste græsningsområde. I påsken skal han deltage i den årligt tilbagevendende begivenhed - samernes kulturfestival i Kautokeino, hvor samer fra hele Sameland samles for at feste og dyrke den samiske kultur. Rener eller ej. Samerne består, for det er følelsen, der tæller …

Artiklen er første gang bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 41 2000