Ski-krydsning af Grønlands indlandsis

27 dage i dybfryseren

Vanvittige snestorme, snævre snehuler, verdens værste diarré og ikke mindst ugevis i et ubeskriveligt, enormt, øde landskab af is. En krydsning af indlandsisen i Grønland er et eventyr af de helt store.

Indlandsisen-2.jpg
Skrevet af: Elsa Lysgaard Ranzau - Foto: David Katznelson, Erik B. Jørgensen, Per Henriksen, Rasmus Vejersøe Gregersen og Elsa Lysgaard Ranzau
Opdateret den 30. mar 2022

Vanvittige snestorme, snævre snehuler, verdens værste diarré og ikke mindst ugevis i et ubeskriveligt, enormt, øde landskab af is. En krydsning af indlandsisen i Grønland er et eventyr af de helt store.

Helikopterens rotorblade drejer hurtigere og hurtigere rundt med en metallisk hvinen, mens byger af let frostsne står som en sky omkring den. Som en tyk humlebi letter helikopteren fra den frosne jord og efterlader os i Isortoq, en lille bygd på kanten af Grønlands indlandsis.

Nu er der kun én vej herfra, og den går på ski mod vest, tværs over 600 kilometers frossen ødemark med is og sne så langt øjet rækker. Jeg mærker et sug i maven, for hvad er det egentligt, jeg har kastet mig ud i?

Vi kigger os omkring og får øje på små, farvede træhuse, enorme isbjerge som er frosset fast i fjordisen, og først får lov at sejle frit engang efter sommerens issmeltning. Der er hylende slædehunde og en fanger, der kommer trækkende med en død sæl i en snor.

Det her er vores hjem de næste dage, mens vi gør klar til vores ekspedition over den frosne vildmark. Vi har sluttet os til en gruppe med i alt otte deltagere, heraf en erfaren ekspeditionsleder, Erik, som både er jægersoldat og har været i Slædepatruljen Sirius. Det er en beslutning, som vi i løbet af kort tid bliver ufatteligt glade for.

 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Indlandsisen 1Opstigning på isen
Vi bliver i Isortoq et par dage, mens vi får pakket al maden i portionsposer og testet, at alt udstyret fungerer korrekt. Teltene bliver slået op, brænderne bliver testet, satellittelefonerne afprøvet, og de sidste ekspeditionstilladelser kommer på plads.

Og så en morgen står vi klar med ski under fødderne og pulkene pakket. Som den mindste deltager i gruppen trækker jeg to pulke på i alt 65 kilo, mens flere af de store gutter har omkring 85 kilo i pulkene. Heldigvis bliver oppakningen lettere, efterhånden som vi spiser af maden og bruger af vores brændstof.

Den første dag får vi hjælp af de grønlandske fangere Lars og Salo og deres mange hunde, som på hundeslæder kører nogle af vores tunge ting op på isen. Det er vi glade for, da opstigningen på indlandsisen er meget stejl, og vi må virkelig lægge os i selen for at komme op.

Da vi har sagt farvel til Lars og Salo, bliver der helt stille – nu kommer vi ikke til at møde andre mennesker den næste måneds tid, tænker vi, og går i gang med at rejse lejren og de mange gøremål, der er med madlavning, snesmeltning, bygning af toiletmur, rejsning af læmur bag teltene og så videre.

Næste dag er det strålende solskin. Vi kampsveder, mens vi trækker de tunge pulke op ad bakke. Det går stadig stejlt op ad isen. Faktisk så stejlt, at vi hver især må koble den ene pulk fra, og gå op med en pulk af gangen, mens tøjet ryger af lag for lag, og flere går med T-shirt og bare arme.

Da vi går i teltene om aftenen, er det med klar himmel og udsigt til østkystens nunatakker, forrevne bjergtoppe, som stikker op gennem isen, mens himlen langsomt farves blodrød af solnedgangen.

Vi kan ikke komme ud af teltet ved egen hjælp, så vi bruger nødfløjten til at tilkalde hjælp.

Indlandsisen 6En afsindig snestorm
Nogle timer senere vågner min teltmakker, min kæreste Rasmus, og jeg til en hylende snestorm, en ægte grønlandsk piteraq. Sneen pisker ind på teltet, som svarer igen med en arrig, knurrende lyd af blafrende teltdug og knækkende teltstænger.

Vi er ude og grave sneen væk omkring teltet et par gange, men på et tidspunkt kan vi ikke længere komme ud af teltet. Da vi åbner teltdøren, kigger vi ind i en massiv, hvid mur af sne, som vi begynder at grave væk med vores spisekar, men der er ingen steder at gøre af den bortgravede sne, for efterhånden som flere teltstænger er knækket, er teltet blevet mindre og mindre.

Der er snart ikke plads til os i teltet længere, mens snemasserne forsøger at trykke det fladt. Vi kan ikke komme ud af teltet ved egen hjælp, så vi bruger nødfløjten til at tilkalde hjælp, og snart efter er vores ekspeditionsleder i gang med at grave os ud med en sneskovl.

Da vi kommer ud af teltet, er snefygningen så tæt, at vi ikke kan se naboteltet, som er slået op cirka en meter fra vores eget telt. Rasmus må holde på vores telt med den ene hånd, mens jeg har fat i hans anden hånd og i blinde rækker ud efter naboteltet. Endelig får vi fat i det.

Da vi er kommet ind i naboteltet, finder vi ud af, at der nu kun er ét telt tilbage ud af de tre, vi plejer at have. De to andre er kollapset under snemasserne. Tre mand er i gang med at grave en snehule, som vi skal evakueres til.

I mellemtiden skal vi forsøge at holde det sidste telt stående, så der skal konstant graves omkring det. Uvejret er så voldsomt, at man knapt kan tro det. Man må stå lige ved siden af hinanden og råbe, hvis man skal gøre sig håb om at blive hørt, og sneskovlene er ved at blæse væk, når de løftes for at kaste sneen bort.

Indlandsisen 12Reparation af lejren
Endelig kommer vi ned i snehulen, hvor der er helt stille i forhold til uvejrets rasen. Vi begynder langsomt at få varmen igen. Det har taget otte timer at grave snehulen. Tre har fået lettere forfrysninger, og vi er alle trætte, sultne og forskrækkede over uvejret.

Snestormen varer endnu et døgns tid, hvor vi søger tilflugt i snehulen uden at kunne komme udenfor. Det betyder også, at samtlige toiletbesøg finder sted i snehulen foran resten af gruppen – en noget grænseoverskridende oplevelse.

Da vi efter et døgns tid stikker hovederne op af snehulen, er det strålende solskin. Blå himmel og helt vindstille. Vi bliver mødt af synet af enkelte stykker grønt og orange stof, der stikker op af sneen – resten af vores lejr er dækket af cirka halvanden meter sne.

Nu venter et større grave- og reparationsarbejde. Teltene bliver gravet fri, teltstænger repareret, ødelagte lynlåse fikset og flænget teltdug syet. Hvad der kort tid tidligere lignede en håbløs situation, bliver takket være vores ekspeditionsleders store overblik vendt til, at vi næste dag er klar til at fortsætte vores vandring mod vest.

Indlandsisen 11Videre mod vest
De næste mange dage går det stadig op ad bakke mod ’summit’, indlandsisens højderyg i cirka 2500 meters højde. Præcist hvor højt ved vi ikke, da det afhænger af snelagets tykkelse og kan variere fra år til år, men vi er ved at vænne os til belastningen og kan efterhånden øge dagsetapernes længde. Nogle dage er det som at gå på et hav med frosne bølger. Andre dage går det bare jævnt op ad bakke.

De fleste dage har jeg en følelse af at være verdens heldigste menneske, at jeg får lov at have denne fantastiske naturoplevelse, at være på ekspedition på indlandsisen, og jeg er konstant imponeret over landskabets storslåethed, barskhed og uberørthed. Men bare et par timer senere kan jeg være så udmattet, at jeg forbander mig selv for ikke at have valgt en lidt mere magelig hobby.

Indlandsisen 93½ døgn vejrfast
Gruppen kender efterhånden hinanden ret godt, og vi er heldigvis kommet af sted med en flok flinke folk, som oven i købet kan være ret underholdende at være sammen med. Der er højt humør i madteltet om aftenen.

Hver aften spiser vi samlet aftensmad i det ene telt, mens snakken går livligt. Nogle aftener er der ’surprise’, hvor vi skiftes til at tage en overraskelse med til gruppen, for eksempel cola, lagkage eller endda en hindbærsnitte fra bageren, som først må tøs op over brænderen.

Nogle dage senere rammes vi af endnu en snestorm, men denne gang klarer teltene heldigvis at blive stående. Vi ligger vejrfast i teltene i tre-et-halvt døgn, mens vi sover med søvnbehov som små hundehvalpe, læser og spiller yatzy.

Snestormene har efterhånden stjålet mange dage fra os, så hvis vi vil nå vores mål, må vi sætte tempoet i vejret. De næste mange dage står vi på ski cirka 11 timer dagligt, men heldigvis kører vores rutiner rigtigt godt nu, og vi kan hurtigt rejse lejren. Vi skiftes til at være indendørsmand og udendørsmand.

Udendørsmanden sørger for at skovle sne om kanterne på teltet og bygge snemur, mens indendørsmandens opgave er at begynde at smelte sne til drikkevand og komme på plads i teltet, så der er varm kakao og knækbrød klar, når udendørsmanden rykker indenfor.

Hver eneste dag er det en sand nydelse at komme i teltet og få tørre sokker og varme filtsko på, mens der er varm kakao i koppen, og tænderne klapper sammen om knækbrød med tandsmør.

Indlandsisen 13Pølsevogn på indlandsisen
Ved midnatstid, lige inden vi går i seng, er der nogle af de smukkeste øjeblikke på hele turen. Himlen er helt rød ude i vest, for solen er ikke gået ret langt ned bag horisonten, og i tusmørket kan man se enkelte klare stjerner på den ufatteligt store himmel.

På dette tidspunkt af turen bliver det efterhånden ikke rigtigt mørkt længere, mens vi i starten af turen så nordlys om aftenen. Heroppe får lyset hurtigt magt.

Selvom vi får god turmad undervejs, hjemsøges vi efterhånden alle af de vildeste madfantasier. En morgen bliver jeg vækket, lige i det øjeblik, hvor jeg i min drømmeverden står på en sandwichbar og skal vælge den lækreste sandwich på en menu, der dækker en hel væg. En anden turdeltager ser i et fatamorgana en pølsevogn stå parkeret midt ude på indlandsisen.

På en top 10-liste over verdens værste steder at få diarré må indlandsisen i stormvejr komme ind på en topplacering.

Verdens værste diarré
Vi oplever flere gange, at termometer er i bund, og da skalaen kun går til minus 30, ved vi ikke, hvor koldt det reelt har været. Efterhånden er mange af os ramt af dårlig mave, og en dag bliver det også min tur til at fare væk fra sporet med et forpint udtryk i ansigtet og en spade og en toiletrulle under armen.

På en top 10-liste over verdens værste steder at få diarré må indlandsisen i stormvejr komme ind på en topplacering. I løbet af et splitsekund er mit undertøj fyldt med fygesne, og fingrene er stivfrosne, da vanterne kortvarigt må af.

Som om det ikke er nok, vælger lynlåsen i mine bukser lige netop i dette øjeblik at lyne sig fast i stoffet, så jeg ikke kan få bukserne lukket. Ud af øjenkrogen ser jeg min toiletrulle, som i topfart accelererer ud over indlandsisen med papiret flagrende som en hale efter sig, og pludselig er jeg underlagt toiletpapir-rationering på resten af turen.

Indlandsisen 5Fugl i lejren
Da jeg en dag stikker hovedet ud af teltet, sidder der en fugl midt i vores lejr og spiser de kiksekrummer, vi har spildt ved siden af pulkene. Jeg føler mig som en langturssejler, der efter at have krydset et enormt ocean, får øje på de første fugle og dermed ved, at land nærmer sig.

Også vi har krydset en form for frosset hav, og fuglen bebuder, at land også snart er i sigte for os i form af vestkystens fjelde. Endnu er der dog over 100 kilometer til indlandsisens vestlige kant, så fuglen har også været på langtur.

Hver dag spejder vi efter fjeldene, og endelig kan man ikke længere være i tvivl: Nu har vi vestkystens fjelde i sigte. Vi mangler kun at navigere ned gennem bræfaldet.

Indlandsisen 4Frossen labyrint
De sidste 20 kilometer af isen er et utroligt kuperet område, hvor der både kan være gletsjerspalter og store kupler af blank is. Vi navigerer rundt i et eventyrlandskab, en frossen labyrint. Vi kan ikke længere stå fast på skiene på de blanke isskråninger, så vi må have crampons på og hjælpe hinanden med at trække pulkene op af de glatte, frosne isskrænter.

En enkelt gang må vi krydse en snebro over en stor spalte, men ellers er isen god i år, og vi slipper for at gå bundet sammen i reb.

De sidste meter ind til fjeldene er en bevægende oplevelse. Nu har vi virkeligt gjort det. Vi har krydset Grønland på ski efter 27 dage, trodset to voldsomme storme og gået de 600 kilometer fra den ene kyst til den anden over et af jordens mest øde og ugæstfrie områder.

Da vi er fremme og for første gang kan røre ved fjeldene, falder vi hinanden om halsen. Alle får kæmpe knus, og jeg er ikke langt fra at måtte knibe en enkelt tåre af glæde. Dog også af vemod over at turen er slut.


Indlandsisen 8Ekspedition over Indlandsisen

Med mindre dine vinterfjeldsfærdigheder er på allerhøjeste niveau, vil jeg stærkt anbefale at tage af sted i en gruppe og med en erfaren ekspeditionsleder. Der ligger en stor sikkerhed i at være af sted med ekspeditionsleder, og i en gruppe kan man nemmere aflaste hinanden, hvis en person for eksempel bliver skadet.

Derudover har ekspeditionslederen tjek på en masse praktiske ting så som ekspeditionstilladelser og forsikringer, som er meget tidskrævende selv at stå for, og du får masser af råd og vejledning i forhold til træning og udstyr.

Andre spændende artikler


Vinterfjeld på Svalbard

Vinterfjeld på Svalbard

Ski i British Columbia & Alberta, Canada

Ski i British Columbia & Alberta, Canada

Ranulph Fiennes opgiver iskold ekspedition

Ranulph Fiennes opgiver iskold ekspedition

Log ind