En uges vandreferie i Slovenien gav flotte naturoplevelser og masser af solskin. I Triglav Nationalpark findes vandreruter i alle sværhedsgrader og længder, og der er nem adgang med bus fra hovedstaden Ljubljana.
En uges vandreferie i Slovenien gav flotte naturoplevelser og masser af solskin. I Triglav Nationalpark findes vandreruter i alle sværhedsgrader og længder, og der er nem adgang med bus fra hovedstaden Ljubljana.
På vejskiltet over lyskrydset kan vi se, at vi ikke er langt fra hverken Østrig, Kroatien eller Italien. Vi er i den slovenske hovedstad Ljubljana på vej mod landets eneste nationalpark, Triglav Nationalpark.
Parken har navn efter Sloveniens højeste bjerg, Triglav, på 2864 meter. Vores plan er en uges vandreferie med dagsture i denne del af alperne, som kaldes de julianske alper.
Vi sidder i bussen på vej mod Lake Bohinj, hvor vi har besluttet at have vores base. Den offentlige bus kører lige til søen, så vi har ikke lejet en bil. Ved søen ligger Camping Zlatorog – en lille campingplads, hvor mange vandreruter i parken starter.
Her er plads til både store komfortable telte, campingvogne og camp-let’er. Hvis du gerne vil have et fast tag over hovedet, kan du indlogere dig på Hotel Zlatorog, der ligger lige i nærheden, inden du begiver dig op i bjergene, hvor du kan gå fra hytte til hytte.
Vi slår vores telt op, med det samme vi kommer frem, og så tager en iskold dukkert i Lake Bohinj. Det er juli måned og tæt på 30 grader, så det gør ikke noget, at vandet er koldt. Vi er lidt bekymrede for, om det bliver ulideligt at vandre i varmen.
Heldigvis viser det sig næste dag, at der blæser en køligere vind, så snart vi kommer lidt op i bjergene, så vejret er perfekt til vandreture – så længe man husker masser af solcreme.
Parken har mange godt afmærkede stier og betjente hytter. Det gør det nemt at vælge en rute, som passer til vores formåen og ønsker om udfordringer.
De første dage vælger vi nogle dagsture op på forskellige toppe i 1500 til 2000 meters højde. Udsigten udover parkens bjergtoppe på den ene side og søen på den anden er fantastisk.
Læs denne artikel
OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.
Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.
Allerede eller tidligere medlem?
På toptur
Efter et par dage opdager vi en lift, der tager vandrere og paraglidere op til vinterskisportsstedet Vogel, hvor flere vandreruter udgår fra. Liften har sin start et par hundrede meter bag campingpladsen, så vi beslutter at tage op og gå en tur langs en bjergkam på en mærket rute.
Turen er fantastisk! Det meste af vejen er der frit udsyn hele vejen rundt, og til tider går det så stejlt ned på begge sider af stien, at vi er glade for, vi ikke lider af højdeskræk. Kammen ligger det meste af vejen i 1800 meters højde, og vi kommer op på en række toppe undervejs, den højeste hedder Rodica og er 1966 meter over havet.
Hen på eftermiddagen trækker skyerne sammen på den ene side af kammen. Vi bliver lidt bekymrede for, hvor vi kan gå i læ, da det begynder at tordne i det fjerne. Heldigvis er vi ved at være ved slutningen af kammen og har bare nedturen gennem skov og krat tilbage.
Vi nærmest løber ned fra bjergene, og da vi kommer ned til den nærmeste landsby er der sol og skyfrit – uvejret er blevet deroppe. Vi er temmelig trætte efter cirka 20 kilometers vandring op og ned i den bagende sol, og vi finder en bus ud til campingpladsen, hvor aftensmaden smager ekstra godt ovenpå den flotte vandretur.
På campingpladsen spørger vi efter den flotteste vandrerute i området, og får beskrevet en todagestur gennem ”Valley of the Seven Lakes”. Vi slutter ugen af med denne tur. Forinden har vi spurgt, om vi bør booke overnatning i en bjerghytte på forhånd. Det behøver vi ikke, får vi besked om. I hytterne finder de plads til alle, der kommer frem.
De syv søers dal
Den morgen vi skal af sted på turen, står vi tidligt op, for at have god tid. Der ligger en tæt morgendis over dalen, men vi kan allerede mærke, hvordan solen er ved at brænde igennem. Vi starter med en brat opstigning og sætter stor pris på, at der stadig er skygge på bjergsiden.
I løbet af de første kilometer stiger vi over 700 højdemeter. Til tider må vi bruge både ben og arme for at komme frem, men alle kritiske steder er der fastgjort jernwirer, man kan holde fast i, så vi føler os hele tiden på sikker grund.
Efter opstigningen når vi hurtigt den første af de syv bjergsøer på ruten. Den lille sø ligger smukt omringet af klipper og træer, og vi er nødt til lige at finde kameraet frem. Derefter går turen hastigt videre – vi glæder os til at nå op over trægrænsen ved cirka 1500 meters højde, så vi kan begynde at nyde den storslåede udsigt.
Resten af dagen vandrer vi fra den ene sø til den anden. Vi stopper ofte for at nyde udsigten bag os, da hele turen går jævnt opad. Langs stien er der fyldt af blomster i alle farver, og efterhånden som vi kommer opad, ligger der også store klatter af sne her og der. Den sidste sø ligger i 2000 meters højde og er stadig temmelig frossen her midt i juli.
Da vi får øje på den bjerghytte, vi har planlagt at overnatte i, bliver vi lidt nervøse. Den ser meget lille ud, og vi har jo ikke bestilt plads. Et par hundrede meter længere fremme ad stien bliver vi dog mere rolige igen.
Det viser sig nemlig at være toilethytten, vi først fik øje på. Den betjente bjerghytte ser fin og stor ud, og vi får da også uden problemer to køjer og en enorm portion suppe med masser af bønner og store stykker pølse. Vi nyder aftensmaden udendørs, og bliver siddende til solen er gået ned bag bjergtoppene og har farvet himlen i flotte røde og orange farver.
Næste dag går turen ned igen af en lidt mindre stejl rute. Tilbage på campingpladsen gør vi klar til morgendagens hjemrejse – godt mætte af oplevelser og flot natur.
To returbilletter: 4600 kr.
Seks overnatninger i telt: 800 kr.
En overnatning for to på sovesal i bjerghytte: 350 kr.
Madbudget (indkøbt lokalt og tilberedt på trangiaen): 1500 kr.
Offentlig transport til og fra Ljubljana: 200 kr.
I alt per person: 3725 kr.
En af Sloveniens største turistattraktioner er området omkring Lake Bled. I søen ligger en smuk lille ø, hvor der ikke er plads til meget andet end en kirke. Efter signende er det et populært sted at blive gift.
Kulisserne fås i hvert fald ikke meget mere romantiske: På den ene bred ligger der en flot gammel borg højt oppe på en klippeafsats og turen ud til øen foregår for de fleste i gondol eller en lejet robåd.
Bled ligger kun en lille times kørsel fra Lake Bohinj, og der er flere daglige busafgange mellem de to søer. Bled er væsentligt mere turistet end Bohinj, men også et meget smukt område.
Søen er kun et par kilometer lang, så en gåtur omkring søen kan de fleste klare. Der er flere badestrande langs søbredden og også en topmoderne campingplads, hvis man skulle få lyst at blive en ekstra dag.
Her er fem gode råd, der kan højne sikkerheden på din vandretur:
Hvordan kommer jeg frem?
Det slovenske flyselskab Adria Airways flyver direkte fra København til Ljubljana til fornuftige priser. Det nemmeste er at finde billetter via www.momondo.com, men de kan også bookes direkte på www.adria.si.
Hvor overnatter jeg?
Der findes et par campingpladser inde i nationalparken. Camping Zlatorog ved Lake Bohinj er et godt udgangspunkt for dagsture i området. Det er ikke lovligt at slå telt op udenfor campingpladserne, men der er masser af hytter, hvor man kan overnatte, hvis man vil på fleredagestur. Læs mere på www.eurocampings.dk/da/europa/slovenien/campingplads-zlatorog-101500/.
Du kan booke værelse på Hotel Zlatorog gennem www.booking.com.
Hvornår skal jeg tage af sted?
Den bedste tid at vandre er fra midt i juni til midt i september, hvor man kan være rimelig sikker på at undgå snebyger i bjergene. Til gengæld kan det være meget varmt i disse måneder, og vandreture over trægrænsen kræver masser af solcreme, da der ikke er meget skygge.
Hvem kan klare turen?
Da der er mange mærkede ruter, vil de fleste finde ture, de kan klare. På vores vandreture så vi en blanding af børnefamilier, lokale pensionister og hardcore klatreentusiaster med det helt store udstyr.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS