Sommer i Saltfjeldet

Gennem grønne enge og mægtige landskaber

Naturen er smuk og overvældende i Saltfjeldet, men en vandretur her er ikke blot en dans gennem en idyllisk blomstereng. Enorme myggesværme og synsbedrag er blot et par af udfordringerne, der skal overvindes på denne tur.

4881367535_8540328ac7_o.jpg
Skrevet af: Kim Wagner
Opdateret den 18. jan 2018

Naturen er smuk og overvældende i Saltfjeldet, men en vandretur her er ikke blot en dans gennem en idyllisk blomstereng. Enorme myggesværme og synsbedrag er blot et par af udfordringerne, der skal overvindes på denne tur.

Allerede under togturen, begynder vi spændt at indstille os på det, som ventet fremme bagved togstationen i Lønsdal. Vi ved, at det er en stor, flot og mægtig natur, der venter, men det skal vise sig, at er den fantastiske oplevelse, vi lige nu har i vente, skal blive langt større end vi overhovedet har turdet håbe på.

Roen, storslåetheden og vandreglæden, vi skal oplever her, er så fjern fra den stressende byhverdag, at du kun kan forestille dig det, når du står midt i det og niver dig selv i armen, for at forsikre dig selv om, at det ikke er en drøm, som er for god til at være sand. Men ednu sidder vi i toget og har kun vores forventninger at forholde os til.

Efter otte timer i toget ankommer vi til Lønsdal station på Saltfjeldet, og eventyret kan begynde. Smilende fra øre til øre tager vi forsigtigt de første skridt på vores lange vandretur i Saltfjeldet.

Ruten går inden om Sulitjelma, inden vi fortsætter ind i Sverige igennem nationalparkerne Padjelanta og Sarek, for til sidst at ende op i Ritsem.

Hele vejen vandrer vi gennem grønne enge – bogstaveligt talt. Vi går mangfoldige variationer af grønt. Fra stier dækket af birkegardiner, gennem blomsterenge, som når os til over brystet, til en million typer af græs i mindst lige så mange forskellige højder.

Det grønne bliver af og til pyntet med livlige lilla farveeksplosioner, gule perler og hvide skønheder i form af små øer af blomster.

ikon hængelås

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

4881937310 413e7a430e o

I takt med at vi langsomt bevægede os op gennem landskabet, forandrer vegetationen sig. Den er fortsat grøn, fortsat ufattelig mangfoldigt, men lidt mere jordnær end den blide drømmeeng længere nede i dalen. Livet her i det nordlige Skandinavien er kort, da det kun er i få sommermåneder naturen får lov at sprudle, men i den korte tid er livet her også en dans på roser i grøn idyl.

Lige siden vi første gang vandrede i dette landskab, har der været noget eventyrligt og vidunderligt over det. Noget, som jeg ikke helt formår at sætte fingeren på, men som alligevel gør et enormt indtryk hver eneste gang.

Landskabet er på mange måder unikt. Men det mest slående er uden tvivl naturens storslåethed og det faktum, at naturen har fået lov til at stå uberørt hen – nøjagtig sådan som den altid har været.

Her findes ingen veje, ingen dæmninger, og der er kun yderst få tegn på, at der i det hele taget findes mennesker her på jorden. Det er netop det, der gør en tur i Saltfjeldet så fantastisk, og heldigvis har vi masser af kilometer tilbage af vores tur endnu.

5008209058 aedc144861 oOp mod naturen
Men som alle andre steder i livet, er der også her skår i idyllen. På samme fantastiske vis som naturen er smuk og storslået, er den også voldsom, ødelæggende og herskende. I magtkampen mellem den bidende, vedvarende vinter og blide, sommer er der kun overladt få måneder til mulighederne for ture med vandrestøvler, hvor der ikke er behov for ski og pulk. Enorme arealer ligger brak.

Store blokke af jord bliver revet løs, så de ligger vendt op ned, med den grønne idyllen i mudder og rødderne vender magtesløse op mod den sommerblå himmel. Grå sten i alle størrelser og former, nogen på størrelse med personbiler er flyttet oppe fra fjeldet og ligger nu strøet som slatflager på en æggemad nede over engen i dalene.

Nu er der dog kun idyl at finde i Saltfjeldet og elven risler som uskyldigheden selv under den store hængebro, som måtte repareres efter vinterens hærgen. Som de små mennesker, vi er, er der ikke noget som helst at stille op, hvis vi havde befundet os her, mens det bragede løs i vinter.

Vi kan måske føle os som verdens herskere, når vi bestiger endnu en stejl bjergtop og bygger endnu en bro, men sådanne tegn på naturens kræfter giver en klar pegepind om, hvor lidt vi egentligt har at stille op, når naturen virkelig brager løs.

I løbet af et par minutter forlader vi den grønne dal og vandrer op langs elven, som render nøjagtig der, hvor den har lyst til det. På kryds og tværs af dalen, nogen gange i den ene retning, andre i den modsatte. Mægtige bjerge rejser sig rundt om os, og de giver det hele en perfekt ramme for resten af vandreturen.

4964067671 8beeb9d7e6 oSlut med idyl
Indtil nu har turen været ren idyl, og vi har hele tiden haft smukke dage med godt vejr og vidunderlig natur omkring os. Men idyllen får desværre ikke lov til at vare ved.

De kommer snigende, summende og bidende. Vi når kun lige at registrere, at der er noget, der ikke er, som det plejer, før vi er omringet, magtesløse og fuldstændig sat ud af spil. De er bitte små, kan moses mellem to fingre uden at bruge kræfter, og de kan få hvem som helst til at gå ud af sit gode skin.

Vi ser ikke længere den grønne, dramatiske og smukke natur. Al vores opmærksomhed rettes nu udelukkende på de grå masser af myggesværme, de kløende stik på vores svulmende krop samt sveden, der nu render ned ad os på grund af vores forgæves forsøg på at gå os væk fra problemet.

Redningen bliver et bad i en iskold kilde, en sol som går ned bag bjergene og et myggetæt telt. Særligt det iskolde kildevand skal ikke undervurderes i kampen mod myg.

Størstedelen af vores tur går gennem den svenske Padjelanda Nationalpark, der er et sted, hvor du roligt kan bruge lang tid. Landskabet virker til at være lavet i en større dimension end det, vi er vant til.

Det, som ved første øjekast ser ud til at være et par kilometer væk, kan i virkeligheden vise sig at være en dagsmarch borte. Bjergene, som vi vurderer til en hyggelig aftentur, viser sig at have en stigning på over 1000 højdemeter, og samtidig var distancen til selve opstigningen langt længere væk, end vi først antager.

Efterhånden som vi får fejlbedømt den ene distance efter den anden i disse mægtige omgivelser, begynder vi efterhånden at tvivle på alt hvad vi ser og fornemmer. Naturen er helt sin egen herude, hvor civilisationens øjemål åbenbart ikke kan stille noget op mod den mægtige natur.

Hist og her møder vi alligevel spor på, at vi ikke er de første til at betræde denne vildmark. Heldigvis. For elvene er også overdimensionerede og uden bro ville det være ganske umuligt for os at passere flere steder.

4964645564 8a665648aa o

Samisk landsby
Padjelanda er også speciel af en anden årsag. Dette er nemlig et område hvor samerne bor. Her er det dem, der styrer. Den svenske turistforening har ingenting at skulle have sagt her. Ud af ingenting støder vi derfor også pludseligt ind i en samisk landsby efter at have rundet en bjergside.

Det er som at træde ind i en anden verden af civilisation, selv om landsbyen er opbygget efter ægte samisk tradition. En håndfuld hytter ligger tilsyneladende tilfældigt spredt langs et lille delta, og landsbyen fungerer ganske udmærket uden tilgang til hverken vej, strøm eller internet.

I sommersæsonen tilbyder samerne overnatning og lokale specialiteter til de vandrere, der slår vejen forbi. Varme smil, smitsom latter og godt humør deler de også ud af i rigelige mængder. Måske især fordi humøret også for samerne, der lever herude året rundt, får et hak opad i de få lyse og milde sommermåneder, der er på disse breddegrader.

I landsbyen står de gamle traditioner fortsat stærkt. Vikaren i den lille samerbutik, vi er inde at kigge i kunne blandt andet smilende fortælle os, at her tager vi imod alle betalingsformer bortset fra plastickort.

Området omkring landsbyen byder på mange lignende positive oplevelser, og samerne bliver for os et levende bevis på, at materiel rigdom og luksus ikke nødvendigvis er det, som gør os mest lykkelige.

Det bliver vi i hvert fald enige om aftenen, da vi sidder uden for vores telt. Lige nu er lykken i hvert fald for os den smukke natur og samernes glade og gæstfrie sind. Vi mærker aftenvinden i hele kroppen, mens vi læner os tilbage og bliver tilskuere til skyernes vilde fest mellem bjergtoppene og solens sløve dyk ned mod horisonten.

Imens lusker en ren forbi vores telt og højt oppe over vores hoveder kvidrer fuglene i en lystig dans over himlen. Lige nu – i dette øjeblik føler vi os som både rige og lykkelige små mennesker blandt naturens mægtige landskabsformationer.


4964518968 84c76b7071 oOpfindsomt tip mod myg

Vi møder på turen en fyr, som fortæller os, at myggene gik ham så meget på nerverne, at han hoppede ud i vandet med alt tøjet og myggenettet på. Så dykkede han under for at tage tøjet af, mens han hele tiden passede på at komme op og trække luft lige der, hvor myggenettet lå og flød. Sådan, fortæller han triumferende, fik han vasket både sig selv og tøjet samtidig med at han narrede myggene.


4963912689 53534b9c07 o

Hjemmelavet myggemiddel

Myggemiddel er uundværligt på en tur i sommerfjeldet, men det er ofte en giftig omgang. Hvis du vil undgå kemikalierne, så prøv denne opskrift på hjemmelavet myggebalsam.

  • En halv liter vand
  • En teskefuld timian i en tepose eller si
  • En teske hvidløgspulver
  • Seks dråber citronsaft

Kog vandet, læg teposen med timian i vandet, og lad det simre i et kvarter. Tilsæt så hvidlågspulver samt citronsaft og rør rundt. Hæld væsken på flaske , og du har nu din hjemmelavede myggespray.

Det lugter lidt som en marinade, og redaktionens testpersoner har haft lidt forskellige oplevelser af, hvor meget det rent faktisk skræmmer myggene væk. Men sjovt er det i hvert fald at brygge sin egen myggespray uden giftstoffer.

Find din næste tur her


Priser fra 2.795,-
Fællesture
Vandretur i Jotunheimen

Vandretur i Jotunheimen

Ruteforslag
Blefjell

Blefjell

Ruteforslag
Skarvheimen (Massiv 3)

Skarvheimen (Massiv 3)

Andre spændende artikler


Weekendvandring: Gaustatoppen i Norge

Weekendvandring: Gaustatoppen i Norge

Norges 10 mest populære vandreruter

Norges 10 mest populære vandreruter

3 vandreture i Norge for nybegyndere

3 vandreture i Norge for nybegyndere

Log ind