Til fods mellem Andalusiens hvide landsbyer

Floden bruser gennem det andalusiske bjerglandskab, hvor træer strækker deres lavthængende grene over vandrestien som et naturligt tag. Selv her sidst i oktober nægter de fleste træer stadig stædigt at smide bladene, og landskabet er stadig grønt og frodigt. Himlen er klar og blå, efterårsluften har en særlig skarphed over sig, men temperaturen er stadig behagelig, og solen skinner på vores bare arme.

Vi er tidligere på dagen ankommet til den evigt charmerende by, Ronda, som ligger højt hævet over dalen på en klippe med udsigt over de støvede bjerge, der rejser sig i baggrunden hele vejen rundt om byen. Ronda er delt i to af en dyb kløft, som havde en arrig kæmpe kløvet byen midt over med sit sværd i forhistorisk tid. En ikonisk bro forbinder de to bydele.

Flodens rislen følger os dagen lang her på kanten af nationalparken Grazalema med de grønne bjerge, der rejser sig omkring os. Højere oppe forsvinder træerne, og de grå klippesten kommer til syne på toppene over trægrænsen. Vi har fået følgeskab af Alfredo, der bor i Ronda, og som for cirka 15 år siden var med til at grundlægge ruten GR141 ud fra et eksisterende netværk af æselstier og gamle gangstier, der forbinder områdets landsbyer.

”I gamle dage lå bjerglandsbyerne utroligt isoleret, og folk var helt afhængige af vandrestierne mellem dem. Al transport foregik til fods eller på æselryg,” fortæller Alfredo, mens flere hundrede år gamle brosten titter op gennem gruset på stien.

Vi passerer en nedlagt vandmølle ved floden, hvor et par runde møllesten læner sig op ad hinanden. Den gamle mølle er flot restaureret og udgør med et par håndfulde værelser logi til vandrefolket. Det er dog ikke alle bygninger, der har været så heldige at få en kærlig hånd. Forladte bygninger langs stien vidner om fortidens hårde tider, hvor folk forlod deres hjem for at søge lykken andre steder.

Af og til åbner landskabet sig langs den grønne floddal, og en af Andalusiens ’Pueblos blancos’ åbenbarer sig for os. De Hvide Landsbyer ligger lige på trægrænsen med den grønne skov under og grå kalkstensbjerge over, og mange af landsbyerne har hvert sit speciale. En landsby producerer lufttørret skinke. En anden høster kastanjer. I en tredje plukker man kork af korktræerne.