Til tops på mytiske Mt. Ararat

På den ene side af vejen er der lavamarker som på Island, på den anden side ligger grænseposterne til Iran oppe på bakkekammen. En skarp kontrast mellem fredelig, ukontrolleret natur og kontrolleret menneskelig magt.

Vi er i det østlige Tyrkiet, på vej i bil fra Van til Dogubeyazit, og kører i lang tid på den flade højslette. Pludselig stiger vejen op gennem et pas, og vi kan se det – Mount Ararat: en stor mørk silhuet, der tager op mod den dybblå himmel.

De eneste skyer på himlen, er dem omkring selve toppen, som holder de truende vagt og beskytter bjerget. Eneste formildende ved synet er den hvide top, der står i kontrast til alt det mørke. 

Vi kører slalomkørsel mellem hunde, får og køer og når frem til Dogubeyazit, der ligger midt i Kurdistan.

Men er vi i Tyrkiet eller Kurdistan? Befolkningen siger, at de er kurdere, men de taler ikke om Kurdistan. De siger heller ikke, at de bor i Tyrkiet. De siger ”vores land”. Forholdet mellem Tyrkiet og kurderne er én stor balancegang.

På trods af døre, der går i baglås, manglende lys og håndklædeholdere der falder ned, kommer vi godt på plads på hotellet. Der er ikke mange turister i byen, og folk kigger underligt på os, som om de tænker: ”Hvad har fået dem til at rejse hertil?” Vi dykker ind på et af de lokale te-steder.

I forhold til sollyset udenfor, er lokalet ret dunkelt. Mørke vægge og spartansk indrettet med små, mørke, kvadratiske borde langs væggene. Alle stolene står også langs væggene, så alle kan se alt hvad der foregår.

Da vi går ind, bliver der helt stille og de seks-syv lokale gæsters øjne rettes mod os. Vi sætter os ved et bord og bestiller sort te. Langsomt tør stemningen op, og et par børn vover sig også til at sige hej.