Til tops på mytiske Mt. Ararat

Højt over Kurdistan

I det nordøstlige Tyrkiet ligger vulkanen Ararat. Ifølge biblen var det her Noahs ark strandede efter Syndfloden, men i dag er det mest ganske almindelige døde – dog med hang til højder – man finder på de stejle bjergsider. Ole Busk Poulsen drog af sted for at bestige det mytiske bjerg.

IMG_4768.jpg
Skrevet af: Ole Busk Poulsen
Opdateret den 04. mar 2022

I det nordøstlige Tyrkiet ligger vulkanen Ararat. Ifølge biblen var det her Noahs ark strandede efter Syndfloden, men i dag er det mest ganske almindelige døde – dog med hang til højder – man finder på de stejle bjergsider. Ole Busk Poulsen drog af sted for at bestige det mytiske bjerg.

På den ene side af vejen er der lavamarker som på Island, på den anden side ligger grænseposterne til Iran oppe på bakkekammen. En skarp kontrast mellem fredelig, ukontrolleret natur og kontrolleret menneskelig magt.

Vi er i det østlige Tyrkiet, på vej i bil fra Van til Dogubeyazit, og kører i lang tid på den flade højslette. Pludselig stiger vejen op gennem et pas, og vi kan se det – Mount Ararat: en stor mørk silhuet, der tager op mod den dybblå himmel.

De eneste skyer på himlen, er dem omkring selve toppen, som holder de truende vagt og beskytter bjerget. Eneste formildende ved synet er den hvide top, der står i kontrast til alt det mørke. 

Vi kører slalomkørsel mellem hunde, får og køer og når frem til Dogubeyazit, der ligger midt i Kurdistan.

Men er vi i Tyrkiet eller Kurdistan? Befolkningen siger, at de er kurdere, men de taler ikke om Kurdistan. De siger heller ikke, at de bor i Tyrkiet. De siger ”vores land”. Forholdet mellem Tyrkiet og kurderne er én stor balancegang.

På trods af døre, der går i baglås, manglende lys og håndklædeholdere der falder ned, kommer vi godt på plads på hotellet. Der er ikke mange turister i byen, og folk kigger underligt på os, som om de tænker: ”Hvad har fået dem til at rejse hertil?” Vi dykker ind på et af de lokale te-steder.

I forhold til sollyset udenfor, er lokalet ret dunkelt. Mørke vægge og spartansk indrettet med små, mørke, kvadratiske borde langs væggene. Alle stolene står også langs væggene, så alle kan se alt hvad der foregår.

Da vi går ind, bliver der helt stille og de seks-syv lokale gæsters øjne rettes mod os. Vi sætter os ved et bord og bestiller sort te. Langsomt tør stemningen op, og et par børn vover sig også til at sige hej.

 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

shutterstock 239143801 AnnaFra Kebnekaise til Toubkal
For en del år siden vandrede jeg en del i Sverige og Norge og har bl.a. været flere gange i områderne ved Kebnekaise og Jotunheimen. Siden jeg som 16-årig første gang stod på toppen af Kebnekaise, har jeg altid synes, at det er fascinerende at stå på det højeste punkt i et område og kunne se ud over det næsten uendelige landskab.

Så da min svoger tidligere på året begyndte at tale om en vinterbestigning af Toubkal i Marokko, var jeg straks interesseret. Turen var en stor succes og gav mod på mere både i forhold til turens længde og bjergets højde. Så da muligheden for en tur til Mount Ararat bød sig, slog jeg til.

De to minibusser, der transporterer os ud til foden af bjerget, hvor Noahs ark i følge biblen strandede, kører vi om kap. Da vi drejer væk fra hovedvejen, forstår jeg hvorfor. Den bagerste bus bliver indhyllet i fint støv fra den forreste. Her er knastørt.

Vi fortsætter ad et hjulspor overstrøet med store sten, og efter en lille time er vi fremme. Endelig kan vi komme ud på stierne. Vejret er superfint, måske lidt for varmt. Det støver, og snart er alle gråbrune af støv.

Det kommer ind alle vegne: øjne, ører og mund. Tidsellignende planter er stort set det eneste grønne i et landskab præget af sten og jord. Længere oppe på bjerget forsvinder de. Vi kan se bjerget hele vejen, og en del af turen kan vi se både Base Camp og Camp 1. De ser ud til at være meget langt væk.

IMG 4726Sandet vælter ind
I base camp bliver vi mødt af et overdådigt anrettet kaffebord i spiseteltet: Kiks, småkager, vindruer, dadler, te og kaffe. Temperaturen daler hurtigt, så vi går fra shorts og T-shirts til lange bukser, mellemlag og skaljakke.

I løbet af natten viser vejret tænder. Jeg vågner ved, at det blæser så meget, at jeg tror, teltet blæser væk. Så begynder det at regne. Giver det nysne på toppen, er det rigtig fint. Det kan gøre bestigningen lettere.

Næste morgen er der sand og støv overalt. Oversiden af soveposen er helt dækket, og da jeg lyner op ud til apsis, vælter det ind med sand. Tasker, støvler og vandflasker, alt er dækket af sand.

Dagen står på akklimatisering. En tur op i 4000 meter og tilbage igen. Vejret er perfekt, og der er en imponerende udsigt over dalen. Så langt øjet rækker er der… ingenting. Kun sten og bjerge i et uendeligt månelandskab.

Samtidig kan vi se tilbage mod base camp. Det ser ud som om, den ligger isoleret på en kant og er lige ved at vælte ned ad bjerget. Halvvejs oppe er der et papskilt med teksten ’Ararat Cafe’, hvor en dreng sælger kolde øl, vand og cola.

Det er det eneste sted mellem Dogubeyazit og toppen, hvor vi kan købe noget, så de fleste får sig en cola. Ararat er meget lidt kommercielt, og bortset fra en enkelt bod med hjemmestrik er ’Ararat Cafe’, det eneste vi støder på.

IMG 4639En homogen gruppe
Tilbage i base camp bliver vi igen mødt af det overdådige kaffebord. Det er superhyggeligt at sidde i spiseteltet, hvor taburetterne er så små, at man sidder lige så sammenkrympet, som når man er til forældremøde i børnehaven.

Vi er 17 deltagere samt en dansk rejseleder og to lokale guider på bestigningen. En af de spændende ting, ved at tage af sted på en grupperejse, er, at man ikke kender alle de andre på forhånd, og der er god mulighed for at lære nye mennesker at kende.

Som sædvanligt består gruppen af vidt forskellige mennesker. Aldersmæssigt er der en jævn fordeling fra tyverne til tresserne. Nogle har været på flere ture både i Nepal og Afrika, mens det for andre er en af de første ture.

Der er dem, der går meget op i udstyr og mærker, og der er dem, der har købt brugt udstyr af et ukendt mærke på eBay. Der en klar overvægt af mænd, og på trods af alle forskellighederne er vi en meget homogen gruppe. Socialt er der en god stemning, og vi går i nogenlunde samme tempo og rytme.

Op i højderne
Base camp ligger i cirka 3200 meter, og efterhånden kan jeg godt mærke højden. Nogle gange sidder jeg bare, men må alligevel trække vejret hurtigt et par gange. Bare det at kravle i eller ud af min sovepose giver også lidt åndenød.

Inden morgenmad pakker vi alt sammen, så hestene kan bære det op til Camp 1 ad samme rute som akklimatiseringsturen i går. Vi ankommer til lejren ved 13-tiden og slår teltene op. Der er sten over det hele, så der er ikke meget plads, men der er ryddet enkelte pladser.

Pløkker kan vi ikke bruge, så vi binder bardunerne omkring nogle af de store sten. De 900 højdemeter kan mærkes. Tempoet er sat yderligere ned, og resten af eftermiddagen står på ren afslapning. Der bliver læst, tjekket udstyr og så småt pakket til topforsøget.

Vi kan se lyset fra det første holds pandelygter bevæge sig op ad bjerget som en slange.

shutterstock 1080680 JKEn urolig nat
Vi får serveret aftensmad allerede klokken 17.30, da vi skal tidligt op og af sted. Efter maden er der briefing om topforsøget. Vi bliver delt op i to hold. Ét hold, der går lidt langsommere, end det andet, og skal starte klokken 2.00.

Holdet, som går lidt hurtigere, starter først klokken 2.45. Går alt efter planen, mødes vi i cirka 4700 meters højde. Efter briefingen går snakken om, hvor meget tøj man skal have på. Hvad har den danske guide på, og hvad tager den lokale guide på? Jeg beslutter mig for at tage lange underbukser og vandrebukser på samt langærmet undertrøje, T-shirt, et langærmet tyndt mellemlag og skaljakke på overkroppen. Uldhue på hovedet og tynde løbevanter på hænderne.

I rygsækken har jeg skalbukser, en tynd fleece og store luffer. Inden klokken 19.00 ligger alle i soveposerne. Det bliver en urolig nat. Måske er det spænding. Måske er det blandingen af stenskred, lyn og torden.

Ararats skygge
Jeg er på Hold 2 og er klar til afgang klokken 2.45. Der er lidt koldere, end jeg havde forventet, men tror alligevel, jeg har taget passende med tøj på. Stemningen er spændt og forventningsfuld.

Der bliver ikke udvekslet mange ord. Vi kan se lyset fra det første holds pandelygter bevæge sig op ad bjerget som en slange. Det første stykke er hårdt. 200 højdemeter i grus. Ét skridt frem og ét halvt tilbage.

Endelig skifter underlaget. Desværre til blokmark, så vi tvinges til at tage så store skridt, at pulsen kommer op. Det tærer på kræfterne og øger risikoen for, at musklerne syrer til. Næsten hele vejen op til gletsjeren skifter underlaget mellem grus og store sten.

Vi møder som planlagt Hold 1 og følges ad op til gletsjeren, hvor vi tager steigeisen på. Da solen er ved at stå op, ser vi skyggen af Ararat på den modsatte bjergside. Imponerende. Efterhånden kan vi mærke kulden, og flere har problemer med at få steigeisen på, fordi deres hænder er så kolde.

IMG 4805Som i en flyver
Turen hen over gletsjeren starter relativt fladt, men det sidste stykke er så stejlt, at vi zigzagger. Endelig når vi toppen. Én efter én kommer vi op. Alle modtages med high-fives og et tillykke. Nogle kaster sig ned i sneen, mens andre nyder det imponerende syn over mod Lille Ararat, der ligger på siden af Ararat og er en såkaldt parasitvulkan.

Længere væk skimtes bjergene i Iran, som her oppe fra ikke ser særligt store ud. Det er imponerende at stå på den højeste top i et område og kigge ud over og ned på landskabet. Det er pivkoldt, så vi tager hurtigt det obligatoriske topbillede og begynder nedstigningen.

Det er hårdt, og da vi når Camp 1, har stort set alle hovedpine. Dem, der endnu ikke har taget en panodil, gør det nu. Efter lidt at spise og en lille lur pakker vi lejren sammen, og efter 1000 meter op og 1000 meter ned, tager vi endnu 1000 meter ned.

Mens vi venter på minibusserne, kigger jeg op på Mt. Ararat. Bjerget ser stort og imponerende ud, og det er allerede lidt svært at forstå, vi lige har været på toppen. Stået deroppe og kigget ud over landskabet, som sad vi i en flyver.


IMG 4644Mt. Ararat

Mt. Ararat ligger i det nordøstlige Tyrkiet nær grænserne til Armenien og Iran og er med sine 5165 meter det højeste bjerg i Europa uden for Kaukasus. Mount Ararat er bedst kendt for at være bjerget, hvor Noahs Ark strandede efter Syndfloden. Det er desuden en sovende strato-vulkan med det sidste udbrud den 2. juni 1840.


Derfor bestigning i gruppe

Jeg tog turen her som en grupperejse. En af fordelene ved en grupperejse er, at du møder nogle nye mennesker, som har samme interesse som dig selv. For mig betød det ny inspiration og ideer til udstyr og ture.

En anden fordel ved en grupperejse er, at alt det praktiske er arrangeret. Du skal ikke selv bestille fly, hotel og guide. Ruten er planlagt, al maden bliver serveret, og du kan helt koncentrere dig om selve oplevelsen. Hvis jeg selv skulle have planlagt alt, ville jeg helt sikkert ikke være kommet af sted.


IMG 4807

Partnerlinks

www.kiplingtravel.dk 

Find din næste tur her


Priser fra 11.998
Fællesture
Mount Ararat 5.165 meter

Mount Ararat 5.165 meter

Andre spændende artikler


Ny langdistancesti i Kaukasus

Ny langdistancesti i Kaukasus

Trekking i Tyrkiets Kaçkarbjerge

Trekking i Tyrkiets Kaçkarbjerge

Langs Lykiens gamle stier

Langs Lykiens gamle stier

Log ind