Verdensklasse: Trekking til toppen af Toubkal i Atlasbjergene

Omvej, ja tak
Vi lægger ud fra Imlil med vores guide, Rachid, i front. Allerede fra første skridt går det stejlt opad, og snaksagligheden i vores gruppe på 16 personer, der netop er begyndt at lære hinanden at kende, falder i takt med at åndedrættet bliver tungere.

Støvet danser dovent fra jorden, idet vi skridt for skridt bevæger os opad. Flere gange må vi dukke os for æbletræers grene, der tungt hænger ned over vandrestien. Jeg tror ikke, det kun er mig, der tænker, at der lige nu er lang vej til toppen af Toubkal. Heldigvis flader stigningen en smule ud, og småsnakken begynder igen at simre ned gennem gruppen.

Inden vi når frem til førstedagens mål, Tachendirt, hvor vi skal overnatte i et traditionelt berberhus, der nu er lavet om til gæstehus, får vi tilbudt at tage på en ekstra omvej forbi et nærtliggende vandfald. Der er overskud i gruppen, og alle går med på den lille omvej, selv om enkelte allerede melder om begyndende vabler.

Det er derfor også ganske trætte, vi når frem til gæstehuset få timer før solnedgang. Kort tid efter står der marokkansk myntete, der traditionen tro skal drikkes med masser af sukker, og til vores store begejstring vælter det ind med stor fade fyldt med safranpandekager, som vi søler til i syltetøj og honning, og begejstrede guffer disse energibomber i os. Depoterne skal jo fyldes op inden morgendagens strabadser.

Salaam Aleikum
Det bliver også den sidste nat i en fast seng, for de næste fire nætter skal foregå i telt, som bliver båret på muldyr sammen med alle vores tungeudstyr og al den mad, som de lokale muldyrsdrivere skal forberede til os på hele turen.

Dagen efter går gennem en række små berberlandsbyer, der næsten forsvinder ind i bjergsiderne. Det ser ud som om, at man har forsøgt at kamuflere landsbyerne, men det er blot sådan det naturligt ser ud. Kun moskeerne i de enkelte landsbyer stråler frem i en lidt klarere orange-brun-malet farve.

Rachid, vores guide, er derimod anderledes farverig. Det er tydeligt, at han er velbevandret i disse landsbyer: ”Salaam Aleikum,” siger han til hver og én, han møder.
Fred være med dig. Og flere får hjertelige krammere og kys på kinden af ham, og vi andre får glade smil og ihærdige vink med på vejen.

Vi får vores obligatoriske te i en af landsbyerne, inden vi en times tid senere når frem til en lille plet i skyggen under nogle store træer, lige ved den rislende flod. Her har muldyrsdriverne, der var gået i forvejen, dækket op til et festmåltid af en frokost. Salater, fisk, pasta, brød og bønnesauce. Et godt nærende måltid, som vi på turen hurtigt skal vænne os til, venter os, når vi her sidst på formiddagen begynder at kunne mærke trætheden i benene. Der er da også flere af os, der fejrer det veloverståede måltid med en lille blunder i skyggen. 

Den smukkeste lejr
Opstigningen efter frokost op til vores lejr i 3000 meter går op over en rød klippe, der giver mig associationer til den australske outback. Den røde klippe træder tydeligt frem mellem de grå klipper, der præger det vulkanske landskab i Atlasbjergene. Den særegne bevoksningen er også begyndt at vise mere præg af højderne, ligesom de efterhånden trætte ben også snart kunne trænge til et hvil.

Solen hænger lavt på himlen, og en times tid før den helt forsvinder, kommer vi op over en falsk top til et stort åbent plateau. Her står vores lejr foran os. Der er to store telte; et til madlavning og et messetelt – og hvor vores guider og muldyrsdrivere samtidig overnatter – og ved siden af står der to snorlige rækker af orange telte til os. Det ser ud som om, at teltene står her permanent, men det er vores guider, der efter frokost overhalede os op ad bjergsiden, som nu har sat hele lejren op. De er nu i gang med en munter fodboldkamp, inden de skal i gang med aftensmaden. Den søde myntete står allerede klar, og vi sætter os ned og snakker om dagens smukke oplevelser.

Mens mørket falder på bliver aftensmaden serveret. Desværre trækker et tæt skydække ind over os og spolerer den stjerneklare aften, jeg ellers havde håbet på. Træt og mættet af oplevelser går jeg derfor tidligt i seng. Næste morgen, mens vi pakker sammen i solopgangens røde skær, fortæller et par af de andre i gruppen dog om, at det klarede op senere på aftenen, og at det var en helt fantastisk stjerneklar nat. Kun nattefrosten havde afholdt dem fra at hive soveposen ud af teltet og sovet ude under stjernerne, som flere af muldyrsdriverne havde gjort. Heldigvis er der tre nætter mere telt, og jeg glæder mig allerede til den kommende aftens stjernehimmel. Inden er der dog en lang dag på trekkingstierne i vente.

Den smukke dal
Dagen starter med en kort opstigning til en saddelryg, inden turen går ned til dalen på den anden side, hvorefter det atter går op. Selvom sveden presser sig frem, skal det vise sig at blive en af turens allersmukkeste dage. Vi kommer gennem to små berberlandsbyer, der ligger trygt nede i den grønne dalbund, inden vi fortsætter den lange seje opstigning gennem dalen, mens det så småt tynder ud i de grønne planter.

Igen har muldyrsdriverne selvfølgelig overhalet os, og pludselig kommer vi frem til det smukkeste frokoststed. Der er dækket op til frokost på et lille, plant plateau, hvorfra vi har udsigt til et stort vandfald, og lige neden for os er der en lille sø, hvor flere fristes til at få vasket støvet af kroppen i det ellers iskolde vand.

Om eftermiddagen går det endnu stejlere op, mens stenene under vores støvler bliver større og større og bjergformationerne bliver mere rå. Nogle timer senere står vi på et smukt plateau i 3200 meters højde. Herfra kan vi se hele vejen ned gennem dalen, hvor det røde klippefremspring, som vi gik ned ad i formiddags, stikker ud, som om det på mystisk vis var havnet det helt forkerte sted. Men smukt er det i hvert fald.

Og skuet bliver endnu bedre, da skyerne begynder at rulle ind i dalen under os og lægger sig som et stort duntæppe over dalen. Imens fyldes himlen af solnedgangens røde og orange farver, og vi imponeres alle. Vi glemmer de ømme muskler og de tunge ben – vi står bare helt stille og nyder den smukke solnedgang. Kort tid efter de sidste stråler er forsvundet, begynder de første stjerner at titte frem på himlen, og efter aftensmaden får jeg endelig den imponerende stjernehimmel at se. Lidt modvilligt, men ramt af trætheden, kryber jeg i soveposen.

Dagen efter byder på et stejl, stejl opstigning og en lige så stejl nedstigning til Toubkal Base Camp. Det bliver en kort dag for gruppen, da vi alle skal være friske til den udfordrende topdag dagen efter.

Hiver efter vejret
På topdagen bliver vi vækket i vores frostramte telte, allerede før det bliver lyst, og oppe ad bjergsiden kan vi se slanger af pandelamper, der snor sig vej mod en saddel, der giver adgang til den videre tur op mod toppen af Toubkal i 4167 meters højde.
På grund af de små timer og den forventningsfulde spænding i gruppen bliver der ikke snakket så meget hen over morgenmaden. Men der er en blanding forventningens smil og fokuseret beslutsomhed at spore i de morgentrætte ansigter omkring mig. Det er dét her, vi er kommet for.

Vi begynder opstigningen, og ret hurtigt begynder vores åndedræt at blive tunge. Det er også helt underligt, at der lige pludselig vrimler med trekkere på vores rute, da vi har gået de første fire dage nærmest uden at møde andre end lokale berbere.
Det går kun langsomt opad, og jeg kommer helt i tvivl, om vi overhovedet kan nå toppen og komme ned igen i dag med det tempo. Men på den anden side tør jeg heller ikke gå hurtigere, for jeg kan mærke, at hvis jeg tager bare to hurtige skridt, så kommer mit åndedræt helt op i det røde felt.

Den grønne bevoksning er helt forsvundet heroppe, og stenene, vi vandrer på, bliver stadigt større. Klippevæggene omkring os bliver også stejlere og stejlere. Det har udviklet sig til en seriøs trekkingtur. Det er tydeligt, at alle i gruppen er mærkede af den tynde luft og de trætte ben, men der er ingen skader, og alle har det godt. Det er derfor også med kæmpe smil på læben og sporadiske jubelbrøl, at vi efter godt tre timer når helt op til toppen af Toubkals 4167 meter. Vi gjorde det, og alle nyder vi den smukke udsigt og knipser løs ud Atlasbjergenes smukke tinder.

Stenski
Efter en lille snack begynder nedturen, og der er åbenbart to veje ned. Vores guide, Rachid, deler gruppen op i to, og tager selv dem med, som han mener kan følge ham på sin ”Crazy way down”. Og det er den tur, er jeg blevet udpeget til, og det bekymrer mig en smule, da jeg aldrig har været så meget for nedture. Men på den anden side vil jeg heller ikke afslå oplevelsen.

Det første stykke ned fra toppen er der flere steder, vi må klamre os til bjergsiden, for ikke at få overbalance og styrte ned ad en nærmest lodret skrænt, men efter 10-15 minutter kommer vi til et stort stenskred.

”Here comes the fun,” råber Rachid og løber ned over skrænten.

Han står nærmest vinkelret ud fra bjergsiden. Stenene ruller under hans fødder, og for hvert skridt han tager, glider han yderligere halvanden meter ned ad bjergsiden. Det ser vildt ud.
Min første tanke er, at det er alt, alt for farligt. Men efter et par nervøse skridt ned ad stenskreddet begynder jeg at få selvtillid og ender selvfølgelig i fuldt firspring ned over de løse sten. Ved bunden af det store stenskred mødes vi alle og griner højlydt af den super-sjove nedstigning, der lige satte kronen på en i forvejen fantastisk tur til toppen af Toubkal.

TAG MED KIPLING TRAVEL PÅ TREKKINGTUREN

Efterårsvandring: Høje Atlas & vandrebestigning af Toubkal 
8 dages vandretur i Marokko - Pris: 7.980 kr. 

Tag med Kipling Travel på tur på den måske allerflotteste rute til Toubkal.

Turen starter i Imlil og Imnanedalen, og man vandrer gennem små berber-landsbyer og forbi små fine agerlandsområder.

Senere er der forrygende bjergpas, den smukke Ifni-sø, Atlasbjergenes største sø, Lac d'Ifni og - ej at forglemme - vandrebestigningen af Atlasbjergenes højeste top, Toubkal.

Læs mere om turen til Toubkal her