Du er her:

Tropisk vandring på Hawaii

Den, der strejfer omkring

’Den, der strejfer omkring’ Der er smukt mange steder på Hawaii, men på øen Kauai taber du underkæben. Her er svedig regnskov, frodige bjerglandskaber, smalle stier på kanten af klipperne og endeløse udsigter over Stillehavet. Du oplever det hele på den legendariske Kalalau Trail.

IMG_2813-kopi.jpg
Skrevet af: Paul Klitnæs
Opdateret den 13. apr 2022

’Den, der strejfer omkring’ Der er smukt mange steder på Hawaii, men på øen Kauai taber du underkæben. Her er svedig regnskov, frodige bjerglandskaber, smalle stier på kanten af klipperne og endeløse udsigter over Stillehavet. Du oplever det hele på den legendariske Kalalau Trail.

De første meter af Kalalau Trail er dekoreret med advarselsskilte: Der er store bølger og stærk strøm ved strandene, risiko for flash flooding, hvor vandløb uden varsel bliver til rivende strømme, og der falder sten ned fra de stejle bjergvægge. Jeg passerer skiltene og tænker, at det nok er advarsler, man hverken skal tage for let på eller tage for tungt. Hvis man holder øje med vejrforholdene og er opmærksom, er det ikke farligt.

 

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

IMG 2619-kopiJeg kommer hurtigt op i højden gennem regnskoven. Underlaget er store sten, ofte anlagt som trin. Der er vådt og smattet. Sveden render øjeblikkeligt ned ad kroppen og ned i øjnene, men belønningen er der også næsten med det samme: Den ene udsigt efter den anden ud over regnskov, strande og længere fremme den forrevne Na Pali-kyst.
Den eneste færdselsåre her er Kalalau Trail på små 18 kilometer, som jeg vandrer på. Stien blev anlagt i 1860 for at skabe kontakt med de landsbyer, som dengang lå inde i dalene langs kysten. Stien ender i en klippevæg for enden af en strand og er i dag en af verdens mest berømte vandreruter.

Når sådan et møgdyr har sat sine kæber i dit flæsk, falder du ikke lige i søvn igen de første par timer.

IMG 2723-kopiNat i regnskoven
Jeg er først kommet af sted ved middagstid, og der går meget tid med at beundre udsigten. Kombinationen af bjerge og hav gør et stærkt indtryk. Rygsækken er fyldt med mad til fem dage, og stien går for det meste enten opad eller nedad, så hver kilometer bliver meget lang. Aftenen nærmer sig hurtigt. Det bliver mørkt, rigtig mørkt omkring klokken halv syv, og det passer med, at jeg kan nå lejrpladsen i Hanakoa Valley efter ti kilometer.
Undervejs er jeg faldet i snak med Ryan og Cat fra San Francisco – det sker meget let, når man vandrer i USA – og vi slår lejr sammen på de flade pletter af bar jord på de gamle landbrugsterrasser, man finder på begge sider af Hanakoa Stream. Vi er midt i regnskoven, jeg er klistret af sved, og tøjet er vådt, men jeg får lige vasket mig, inden myggene dukker op. Jeg ligger bare i min lagenpose under en presenning, da jeg har fravalgt telt for at spare vægt. Det kan jeg ikke anbefale. Ud over myg og myrer kan der både være kakerlakker, spændende edderkopper, og ikke mindst 10-15 centimeter lange tusindben, der gemmer sig i bladene. Når sådan et møgdyr har sat sine kæber i dit flæsk, falder du ikke lige i søvn igen de første par timer.

IMG 2795-kopiWorkout i drivhus
Om morgenen tager ukendte fuglelyde over efter nattens kor af frøer. En af fuglene siger præcis, som når man slår to teltpløkker mod hinanden. Ellers er lyden af regnskov tit lyden af ting, der falder ned: gule guava-frugter, bær, grene, kastanjelignende nødder og nogle gange en sten fra en klippevæg.
Temperaturen stiger hurtigt til de 30 grader igen. Det føles som en workout i et drivhus, og jeg må bare vænne mig til at kunne lugte mig selv. På den dårlige måde. Her er det kun dejligt, når solen nogle gange forsvinder bag en sky. Efter Hanakoa-dalen arbejder jeg mig ud af regnskoven, og her kommer turens giftigste passage. Stien er ret smal, og der er bratte, nogle steder tæt på lodrette, fald ned til havet. Der er også ret kraftig erosion med løse underlag flere steder. Ved første øjekast ser det grimt ud, men når man tager det skridt for skridt, koncentrerer sig og lader være med at jokke på kant af stien, så eksisterer faren reelt kun oppe i ens hoved. I stormvejr med våde, glatte stier er det her dog ikke et sted, jeg ville have lyst til at vandre.

IMG 2768-kopiI et kraftfelt
Stien fortsætter gennem syv mindre dale, skoven er ikke længere så tæt og frodig, træerne står spredt, skovbunden er dækket af blade og små bække klukker. Så åbner landskabet sig igen. Stien bliver igen eksponeret over de stejle skrænter ved Pohakuao, og det går ned over Red Hill, der lever op til sit navn. Her er den røde jord blotlagt, og de lokale taler om ’red dirt’. Lægger du din rygsæk i det blot én gang, så ved du hvorfor. Jeg hopper fra sten til sten over Kalalau Stream og får øje på to små vandfald. Det perfekte boblebad, tænker jeg, og lader vandet massere mine ømme skuldre og ryg i lang tid.
Bjergene rejser sig næsten lodret, forrevne, men er dækket af grønt. Foran dem er lavere, porøse forbjerge af jord og sten. Nogle steder brækker sten løs og falder ned, andre steder eroderer skråningerne, og jord skrider ud. På den måde er det et levende landskab. Et landskab i bevægelse, der udstråler en voldsom kraft. Det mødes med Stillehavets tordnende bølger på stranden. Og midt i dette ubegribelige kraftfelt står jeg.

Her er helt stille bortset fra lyden af insekter, fugle og nogle gange et vindpust.

IMG 2755-kopiStille stranddage
Man kan slå lejr hvor som helst under træerne bag den kilometerlange strand. De bedste pladser ligger i den fjerneste ende, hvor du er langt fra lokummerne og tæt på appelsintræerne og vandfaldet, som leverer drikkevand og korte brusebade. Korte fordi der også falder sten ned. Det er samtidig den del af lejrområdet, som er længst fra strandkanten og brændingen, der larmer som en mellemstor jetmotor. Nu er det ellers bare at nyde livet og finde roen i sig selv. Jeg står længe på stranden og stirrer med åben mund på bjerglandskabet. Mon ikke de fleste her tænker: ”Jeg har aldrig set noget så fantastisk.”
Om morgenen går jeg ud mod grotterne med stenskulpturer og klippevæggene for enden af stranden. Igen og igen er jeg fascineret af de enorme bølger, der hamrer mod kysten. Der hænger en konstant vandtåge over de sorte klipper.
Der opstår hurtigt samtaler og kontakter i lejren. Nogen deler ud af en flaske rom, andre laver mad sammen og alle samler sig om et bål om aftenen. Jeg snakker med Scott, en af de lokale hippier. Han har boet på stranden i over et halvt år, selvom det maksimum er tilladt at overnatte her i fem dage, og skifter mellem forskellige små lejre afhængigt af vejret. Af og til er han er nødt til at gemme sig for rangerne, der laver en kontrol. Andre har slået sig ned i en lille lejr et stykke oppe ad den sti, der fører to-tre kilometer op i dalen. Drømmen om at vende tilbage til naturen lever her – måske er det ikke tilfældigt at kalalau betyder ’den, der strejfer omkring’. Men de omstrejfende her køber stadig ind med EBT-kort, der er den amerikanske måde at administrere bistandshjælp til mad på, og får varer fragtet ind med en illegal båd, der betjener stranden.

IMG 2838-kopiNed i Waimea Canyon
Et par dage senere, efter en lang omvej på øens veje, står jeg ved udgangspunktet for Kukui Trail, der fører ned i bunden af kløften Waimea Canyon. Foran de brunlige, lodrette klippevægge rager udløbere op på dalsiderne, som forrevne tunger med rød jord. Træerne står spredt som grønne pletter. På den modsatte side af dalen knækker et vandfald ud fra en højtliggende dalsænkning og falder måske 50 meter, inden bevoksningen opsluger det.
Der er fire kilometer og 600 højdemeter ned til flodens smalle stribe af blinkende vand, der løber i et grønt bælte rundt om bjergformationer i bunden af kløften. Her er helt stille bortset fra lyden af insekter, fugle og nogle gange et vindpust. I et eller andet hjørne af panoramaet er der altid tætte, grå skyer som har samlet sig. Det regner altid et eller andet sted.

IMG 2603-kopiTryg i Wiliwili
Lige her brænder solen dog på mine skuldre, men jeg kan ikke holde ud at have en T-shirt på. Jeg er også ved at være en smule træt af at kunne lugte mig selv, og den står på en alvorlig afvaskning med sæbe og det hele, når jeg kommer ned til floden. Stien slynger sig nogle gange i serpentiner, andre gange over eroderede, røde skrænter, hvor regnskyl har efterladt dybe spalter. Landskabet virker porøst og skrøbeligt. Når jeg pirker til skrænterne, løsner sten og jord sig med det samme.
Stien slutter ved lejrpladsen Wiliwili. Her er en behagelig, tryg stemning med skoven, dalen og vandet, der klukkende strømmer mellem stenene i floden. I skoven er der masser af myg, men nede ved floden blæser det, så der kan jeg ligge i fred på de lune sten og tørre efter det store bad. Til begge sider rejser kipperne sig. Farverne er rødlige, sorte og støvet grønne. Kun langs floden er bevoksningen lysegrøn.

IMG 2861-kopiZen
Om morgenen ryster jeg nogle appelsintræer og samler taknemmeligt frugterne sammen. Der er nok til et stort glas juice. Rart, da vandet her i dalen smager alt andet end godt. Vandrestien gennem kløften er nærmere en skovvej beregnet til firehjulstrækkere. Jeg vandrer i den kølige morgen under træerne. Konstant hører jeg det strømmende vand. Det er totalt afslappet zen-vandring. En art agerhøns, grå frankolin, flyver nu og da op, ellers bidrager zebra doves, små duer, der oprindelig kommer fra Malaysia, og de allestedsnærværende høns til lydkulissen. Jeg ser også den knaldrøde røde kardinal og dens fætter, den grå kardinal, som er grå og hvid med rødt bryst og hoved.
Vejen krydser floden igen og igen, et sted sidder en stor Auku’u, en nathejre, og kigger efter fisk. Denne hejrefugl er sit navn til trods aktiv om dagen på Hawaii. Den meditative vandring bliver afløst af koncentrerede spring fra sten til sten på vej over floden, som efterhånden bliver op til ti meter bred. Vejen fjerner sig fra floden, fører opad og ud i åbent landskab. Det gode er, at her ikke er myg. Det dårlige er, at himlen er brutalt blå, og solen tæsker ned på mig. Jeg tvinger mig selv til at drikke det uappetitlige vand, men jeg ved godt, at jeg ikke drikker nok. Det bliver 17-18 forbandede lange kilometer. Kun langsomt bliver klippevæggene afløst af blødere bakker med knastør vegetation – og bagefter er der fem kilometer mere ned ad den kogende varme asfaltvej Menehune Road. Heldigvis rammer den Waimea lige præcis ved byens to supermarkeder. Jeg ved nøjagtig, hvad jeg skal have: Den største øl, der findes. Og en pose chips. Bagefter tager jeg en kop kaffe med ud på den gamle, overdækkede mole og sætter mig i skyggen. Og så tager jeg støvlerne af.

Andre spændende artikler


Roadtripping, vandring og cykling i Arizona og Utah

Roadtripping, vandring og cykling i Arizona og Utah

Vandring i Alaskas vildmark

Vandring i Alaskas vildmark

John Muir Trail

John Muir Trail

Log ind