• Hjem
  • Artikler
  • ”Udstyr skal fortjene sin plads i verden”

”Udstyr skal fortjene sin plads i verden”

Interview med Cam Brensinger fra Nemo Equipment

Nemo Equipment har 20 år på den amerikanske bag og har nu også gjort sit indtog herhjemme. Vi har talt med stifteren, Cam Brensinger, om at sætte en ære i at designe, udvikle nye funktioner på ellers klassiske stykker grej og skabe udstyr, som fortjener sin plads i verden.

NEMO-s25-Lifestyle_DSC09761.jpg
Skrevet af: Tore Grønne
Opdateret den 06. jul 2025
Læst af: 648

Nemo Equipment har 20 år på den amerikanske bag og har nu også gjort sit indtog herhjemme. Vi har talt med stifteren, Cam Brensinger, om at sætte en ære i at designe, udvikle nye funktioner på ellers klassiske stykker grej og skabe udstyr, som fortjener sin plads i verden.

Ideen til Nemo Equipment blev født under en urolig nat på skråningerne af Mount Washington, hvor Cam Brensinger tilbragte fem søvnløse timer i en dårligt designet bivuak. Han studerede dengang industrielt design og tænkte, at det måtte kunne gøres bedre, så snart efter en ekspedition til toppen af Nordamerikas højeste bjerg, Denali, stiftede han Nemo Equipment.

Cam Brensinger

Cam Brensinger stiftede Nemo i 2003 med et mål om at skabe unikt udstyr til alskens former for eventyr.

”Jeg tror ikke, at du kan skabe godt outdoorgear, hvis du ikke selv er bruger og kender den friktion, der opstår på tur. Udfordringen er at forbedre oplevelsen. Nemo er gennemsyret af skabertrang, og der ligger projekter, tegninger og gear overalt,” fortæller han på sit kontor i New Hampshire, hvor han er omgivet af ting, han selv har designet – fra metalstolen, han sidder på, over den hjemmesmedede økse, de håndlavede skåle og skeer til et lille bord og en boks, der indeholder den første version af en Legoklods. 

”Vi har et mantra: Vi producerer ikke udstyr, som ikke er unikt, og som ikke forbedrer oplevelsen på eventyr. Vi kopierer aldrig blot en konkurrents produkt og tilføjer et par mindre modifikationer,” fortæller Cam, som begyndte at vinde priser for sit udstyr allerede året efter, han stiftede Nemo. 

Han indså hurtigt, at vil man skabe udstyr, der skiller sig ud, skal der være plads til at eksperimentere. Til at bringe alle ideer på bordet.

”At være i stand til at gøre det, kræver, at vi understøtter den proces i alle firmaets facetter, og det kræver først og fremmest, at hele organisationen er bygget op om kreativitet. Det handler om at skabe en kultur, hvor medarbejderne føler sig trygge ved konstant at komme med ideer. På den måde opfordrer vi også folk til at fejle, for uden fejlene får vi ikke de bedste produkter.”

Design Like You Give a Damn 
Skriften på en sticker i Nemos møderum.

Ny slags sovepose og stjernekiggeri

”Jeg er først og fremmest en skaber. Min største tilfredsstillelse i livet kommer af at skabe og bygge ting,” siger Cam og fortæller, at Nemos Spoon Bags er et af de produkter, han er særligt stolt af.

Inden de kom på markedet, var der en form for konsensus om, at soveposer kun kunne have to former: rektangulære eller mumieformede. Problemet er bare, at ingen af de to former tager hensyn til, at mange folk sover på siden en del af natten – og det er bare ikke særlig behageligt i nogen af de soveposer.

”Derfor skabte vi en ny form på soveposen, hvor der er mere plads ved albuerne og knæene. Det er ikke raketvidenskab, men det første år, vores Spoon Bag var på markedet, stod den for en tredjedel af vores salg,” fortæller Cam, som ved, at det kræver tålmodighed at bryde med vanetænkning, og at der kan gå adskillige år, fra ideen til et nyt produkt opstår, og til den rammer markedet. 

Omkring 2012, hvor hængekøjer var blevet populære, fik han f.eks. ideen til at lave en stol inspireret af hængekøjer. Han lavede en simpel prototype, viste den til holdet, men Nemo havde ikke designerne til at føre stolen ud i livet – de kom først til et par år senere.

”Designerne lavede først et slideshow om, hvordan stole har udviklet sig gennem menneskehedens historie, for vi ville være sikre på at lave noget, man aldrig havde set før. Og der var ingenting, der lignede det, som endte med at blive Stargazer,” fortæller han.

Cam håbede på, at Nemo kunne sælge 4.000 eksemplarer, da den hængende stol kom på markedet i 2018. Det første år blev Stargazer solgt i 45.000 eksemplarer, selvom den var næsten dobbelt så dyr som andre camp fire-stole på markedet. Men det tog også seks år at udvikle den, og det krævede, ligesom det er tilfældet med alt andet godt udstyr, at et helt hold arbejdede på produktet, bød ind med ideer, lyttede til kritik. 

”Evnen til at have en god samtale bliver ikke bifaldet nok her i landet for tiden. Man laver de bedste produkter, når man lægger egoet på hylden og samarbejder. Prøver ting af og virkelig lytter til hinanden. Det handler om at skabe et kollektivt mindset, hvis man vil opfylde den drøm, der altid har ligget bag Nemo: At lave unikt udstyr, som fortjener sin plads i verden.”

Designerne lavede først et slideshow om, hvordan stole har udviklet sig gennem menneskehedens historie, for vi ville være sikre på at lave noget, man aldrig havde set før

Nemo Dagger OSMO

Nemo Equipment Dagger Osmo Lightweight Backpacking Tent

Et godt eksempel på funktionelle, innovative features på Nemo-udstyr er den lille ’Landing Zone’, man kan sætte i forteltet på det her fritstående kuppeltelt. Hylden, som spændes ud i apsis, er vandtæt, så man kan opbevare rygsækken eller småting uden for kabinen uden at skulle bekymre sig om, at de bliver våde, hvis vejret raser. Den er også oplagt til de mudrede, stinkende vandrestøvler. Pris 5.899 kr.


Nemo Fillow Wide

Nemo Equipment Fillo Wide Camping Pillow

Det er så uhyre simpelt, men gør så stor en forskel. Hvor mange gange har man ikke prøvet af forstørre puden på tur for at få hovedet lidt højere op, ved at vikle fleecetrøjen rundt om sin oppustelige pude (eller hvad man nu engang har til at hvile hovedet på)? Og hvor mange gange er man ikke vågnet, når det er gået i kage? Ved at tilføje en elastisk snor kan man nemt spænde trøjen fast til den oppustelige pude her. Simpelt og smart. Pris 499 kr.


Nemo Disco

Nemo Disco Mens Endless Promise Down Sleeping Bag

Den særlige ’skeform’ på dunsoveposen her gør, at der er mere plads til skuldre og knæ, så man behageligt kan sove på siden – noget, der er problematisk i mange andre soveposer. En anden original feature er Blanket Fold, som er en form for isoleret krave, der giver lidt den samme følelse, som når man trækker dynen godt op over hagen derhjemme i sengen. Endelig kan man regulere varmen med Thermo Gills, som har lynlåse, man kan åbne og lukke, uden der bliver skabt kuldebroer. Pris 2.499 kr.


 Nemo DoubleHaul 55L Lake

Nemo Equipment Double Haul 55L Convertible Duffel & Tote

Tasken her er såvel en duffel som en form for ekstra solidt indkøbsnet (tote bag), som kan bæres på ryggen. Den er nem at pakke, da taskens åbning er særligt stor, og under Opdag Verdens test kom vi da også frem til, at Double Haul er ”en god løsning på den ultimative alsidighed.” Den kan bruges på såvel rejsen, som når man nemt skal slæbe gear til shelterpladsen. Pris 1.799 kr.


 

Nemo stargazer

Nemo Stargaze Reclining Camp Chair

Man får en hængekøjelignende oplevelse, når man sætter sig til rette i den foldbare stjernekiggerstol, som følger kroppens bevægelser, så man blot skal læne sig tilbage, og himlen åbenbarer sig over en. Den stabile stol kan bruges på såvel hårde som bløde overflader. Pris 2.999 kr.


Redaktionen anbefaler

Tore Grønne

Tore Grønne

Tore Grønne er chefredaktør på Opdag Verden. Han har skrevet flere bøger om sine cykeleventyr og er medlem af Eventyrernes Klub. Tore har cyklet 50.000 kilometer rundt i verden, vandret lange ture...

Andre spændende artikler


75 dage med kompasnålen mod nord

75 dage med kompasnålen mod nord

”Vinteren er det allerbedste tidspunkt!”

”Vinteren er det allerbedste tidspunkt!”

15 tips & tricks til vandring i mørke

15 tips & tricks til vandring i mørke


© 2020 Opdag Verden ApS

Betalingskortlogoer