Ukendt Land – Den yderste grænse

+ interview med bogens forfatter - Bjørn Harvig

'Ukendt Land – Den yderste grænse' handler om en række vilde danske og udenlandske opdagelsesrejsende og eventyrere.

Ukendt-Land.jpg
Skrevet af: Redaktionen
Opdateret den 31. jan 2025
Læst af: 1369

'Ukendt Land – Den yderste grænse' handler om en række vilde danske og udenlandske opdagelsesrejsende og eventyrere.

Bogen består af en række mindre historier om mænd og kvinder, som brød med, hvad folk troede var muligt og begav sig ud i det ukendte. Mange drog ud for fædrelandet eller videnskaben, mens andre var på jagt efter berømmelsen – eller blot drømmen om eventyret. De fleste kom hjem igen, men for nogne af dem gik det skæbnesvangert galt. 

I ’Ukendt land’ finder man bjergbestigere, polarfarere og skibbrudne. Man følger i sporene på geniale forskere, eventyrlystne lykkejægere, en dødsforagtende linedanser, kvinden der rejste Jorden rundt hurtigere end Jules Vernes’ romanhelt og selveste verdens ondeste mand. Eventyrene går over isdækkede vidder, gennem hede ørkener og fugtige jungler. De går til de højeste punkter på jorden, til dybt under havets overflade og til sindets mystiske afkroge. 

Bjørn Harvig, der er tidligere formand for Eventyrernes Klub, har samlet bogens historier, som bliver fortalt af museumsinspektører fra Nationalmuseet, journalister, videnskabsfolk, forfattere og eventyrere. Bogen bygger på podcasten ’Den Yderste Grænse’ med netop Bjørn Harvig som vært.

'Ukendt Land – Den yderste grænse' af Bjørn Harvig. 288 sider. Gads Forlag. 329,95 kr.


Interview med bogens forfatter - Bjørn Harvig

Hvorfor er historierne om fortidens eventyrere og ekspeditioner relevante i dag?

”Mit allerstørste ønske med bogen er, at den kan begejstre og fascinere alle dem, der læser den. At endnu flere vil blive interesserede i eventyr og ekspeditionshistorie. Jeg mener, der er ikke noget galt i at have fodboldspillere og rockstjerner som idoler. Det havde jeg selv som knægt.

Men tænk, hvis de kommende generationer også kan have nogle originale rejsende som forbilleder. Finde ud, at det er okay at være anderledes, at gøre noget skørt og vildt, og at livet kan leves på mange forskellige måder. At vi kan lære at ved at skubbe til grænserne, skubbe til det eksisterende og ved at gøre noget for andre kan vi få skabt store og vigtige ting.

Jeg håber sådan, at bogen kan gøre op med nogle af de ting, jeg ser i tiden i dag, hvor alt er planlagt. Hvor kun få rejsende selv tegner stregerne på kortet. Jeg håber sådan, at UKENDT LAND kan ’slå læseren lidt ud af kurs’”.

Hvordan ser du eventyret i dag – lever det stadig, som det gjorde dengang før internet og adgang til al den information, vi har i dag?

”Om eventyret stadig lever? Jeg tvivler!

Jeg frygter, at vi kun sjældent er ægte til stede og oprigtigt nysgerrige på andre ude i verden. Jeg synes, at mange rejsende altid er på vej videre. Vi er blevet for hurtige, vil for meget og stopper sjældent og kigger op.

Jeg fornemmer, at de fleste er blevet for trygge som rejsende. Fordi langt de fleste planlægger alt i forvejen og præcis ved, hvad de skal opleve, hvor og hvornår. En kammerat fortalte mig forleden, at han havde mødt nogle, der bruger to år på at cykle gennem Sydamerika, og at de havde planlagt, præcis hvor langt de skal cykle hver dag og hvor de skal overnatte de næste måneder. Det er jo helt skørt!

Og hvis kernen i eventyret er at opleve det ukendte, at opsøge tilfældighederne, at stoppe op og blive overrasket – så har det altså trange kår i en verden, hvor man har set og læst alt om stederne, før man selv sætter foden der.”

Hvad er et par af dine yndlingshistorier i bogen?

Det er nok i overkanten at sige, at jeg er blevet besat – men jeg er i hvert fald frygtelig fascineret af de mest excentriske og de mest vanvittige opdagelsesrejsende. Her skiller to karakterer sig særligt ud i UKENDT LAND.

Alister Crowley eller ’Verdens Ondeste Mand’, som han bliver kaldt i bogen, var britisk okkultist, filosof, magiker, poet, maler, forfatter og bjergbestiger og gjorde oprør mod alt og alle i sin samtid. Han forsøgte at blive den første på verdens 2. og 3. højeste bjerge, K2 og Kanchenjunga, og trak på et tidspunkt en pistol mod en af de andre ekspeditionsmedlemmer. Så helt let har han nok ikke været at være sammen med.

En anden vild karakter var Tom Harrison. Vi kalder ham ’Den antropologiske rebel’. Han var også en ’larger than life character’ – soldat, ornitolog, dokumentarisk, miljøforkæmper, museumsinspektør, opdagelsesrejsende og provokatør. Han havde lange ophold på Borneo og Vanuatu, hvor han boede hos lokale og med stor respekt studerede de oprindelige folk.

Mest opmærksomhed fik han dog, da vente de antropologiske briller om og studerede englænderne gennem et kæmpe projekt, som han kaldte for Mass Observation. Hvorfor spiste de som de gjorde? Hvorfor røg de piben på den måde? På hvilke måder kunne manden holde på kvindens ryg mens de dansede?

Englænderne blev forfærdede og gik total bananas: fint at studere de ’mærkelige mennesker’ på den anden side af jorden, men det var for galt at gøre sådan noget i England.

Efter min mening er det faktisk ofte sådan, at selve historien selvfølgelig er vigtig, men det vigtigste er, hvordan den bliver formidlet, og hvem der fortæller den. Og med fabelagtige fortællere som Morten Beiter på Crowleys historie og Mikael Rothstein, som har skrevet om Tom Harrison, så er man som læser i meget trygge hænder.”

Hvis du selv kunne vælge at have været på en af ekspeditionerne i bogen, hvilken en skulle det være?

”Det må være den med kamelerne og Robyn Davidson gennem Australien.

En helt ubegribelig stærk og smuk fortælling om den her unge kvinde, der alene, med sin hund og et par kameler, krydser den australske ørken fra Alice Springs til Det Indiske Ocean. En rejse på ni måneder og næsten 3000 kilometer. En rejse, der blev en stor indre rejse, men som også gav Robyn en dybere forståelse for Australiens natur og oprindelige folk.

Jeg elsker historien om at rejse med dyr. Robyns fanden i voldskhed. En historie fuld af drama, for Robyn bliver angrebet af vilde kameler, og hendes hund dør, men også en historie om kærlighed til naturen og andre mennesker. Det største problem ville nok være, at Robyn med garanti ikke ville have mig med. Hun havde ikke brug for hjælp. Hun ville gøre tingene selv!”

ikon hængelås

PRØV DANMARKS BEDSTE
OUTDOORFÆLLESSKAB

Opdag Verden Magasinet

Bliv medlem af Opdag Verden
fra 299 kr. om året.

Du får:

Allerede medlem?

Andre spændende artikler


Guide til shelterture

Guide til shelterture

Info-video: Vandreture på Isle of Skye

Info-video: Vandreture på Isle of Skye

Kom i form til dagsture på 10 km

Kom i form til dagsture på 10 km

Kundeservice

Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.

Send os mail: Klik her...

 


© 2020 Opdag Verden ApS

Betalingskortlogoer