30 ting du skal overveje når du skal vælge en stor rygsæk
Når du skal vælge rygsæk, er der overordnet to ting, du skal holde øje med: pasform og egenskaber.
Vi har samlet en liste på de 30 vigtigste ting at overveje, når det kommer til valg af rygsæk, og peger desuden på tre forskellige rygsække til fjeldturen.
Den vigtige pasform
For at få en god vandreoplevelse er det vigtigt, at rygsækken kan finjusteres, så den passer lige netop til dig. Når du kigger efter rygsæk, bør du derfor vælge efter pasform og komfort fremfor egenskaber.
Hvis ikke rygsækken sidder, som den skal, kan det ødelægge en tur, mens en lomme mere eller mindre måske ikke betyder så meget, når det kommer til stykket. Her er, hvad du skal være opmærksom på, når det kommer til pasformen:
Ryglængde: En rygsæk skal tilpasses din højde. Derfor fås de enten i forskellige størrelser, eller også kan de justeres i ryglængden. Det er vigtigt, at skulderremmene følger dine skuldre, og hverken sidder for højt eller for lavt.
Hoftebælte: En rygsæks bæresystem er opbygget til at lede vægten ned i hofterne. Vægtfordelingen skal være omkring 80% vægt i hofterne og 20% på skuldrene. Hoftebæltet skal centreres på overkanten af dit hofteben, så rygsækken holdes på plads. Er du smallere eller bredere end et standard hoftebælte, så producerer mange fabrikanter flere størrelser, så man kan få det, der passer til én.
Vinkel på topstrammer: Topstrammeren er spændet mellem skulderremmene og selve rygsækken, der bestemmer afstanden mellem ryg og rygsæk. Topstrammeren bør have en vinkel omkring 45 grader for at sidde bedst muligt. På nogle rygsække har man mulighed for at flytte topstrammeren op eller ned for bedre at kunne tilpasse flere højder. Topstrammeren bør ikke overspændes, da det vil løfte skulderremmene og få rygsækken til at sidde forkert.
Brystrem: Jeg tror ikke, der findes større rygsække uden brystremme i dag, men der er dog forskel på, hvordan de er udført. Det er nemlig muligt at justere placering af brystremmen enten ved hjælp af en skinne, eller inddelinger man flytter spændet i mellem. Hvor skinnen er nem at justere, er fordelen ved inddelingen, at spændet bliver på sin plads. I sidste ende handler det om smag og behag.
Ventilation: Det er en kendsgerning, at ens ryg bliver varm, når man vandrer med rygsæk. Der er stor forskel på udformningen af bæresystemet og dermed også, hvor ventilerende en rygsæk er. Nogle systemer har en afstand mellem rygsækken og ryggen ved hjælp af mesh, hvilket giver bedre ventilation. Men det gør også, at vægten kommer længere væk fra ryggen, og dermed kan rygsækken føles tungere.
Damemodel/kortere ryg: Oftest fås rygsække i en herre- og dameversion. Forskellen er som regel en kortere ryglængde, tilpassede skulderremme og hoftebælte til kvindelige former. Er du meget spinkel eller ikke så høj som mand, vil en damemodel måske sidde bedre på dig.
Polstring: Når du kigger efter rygsæk, er der stor forskel på mængden af polstring på hoftebælte og skulderremme. Er du spinkel, er det en god ide at finde en rygsæk med god polstring, hvilket oftest findes i de lidt tungere rygsække.
Egenskaber & funktioner
Fjeldture med mad, telt, brænder og sovegrej medfører en del vægt og dermed er der brug for plads og mulighed for organisering i rygsækken. Man kan købe meget letvægtsgrej, der kan hjælpe en ned i vægt, men når det kommer til stykket, så er det ofte maden, der kommer til fylde og veje mest alt efter turens længde, og om du har mulighed for at få fyldt forsyninger op undervejs.
En anden faktor er selvfølgelig klimaet: jo koldere vejr, jo mere grej og mad. Her er en række rygsækegenskaber og hvad de kan gøre for oplevelsen på tur:
Volumen: En 70 liter i et mærke er måske lige så stor som en 60 liter i andet mærke. Der er desværre ingen præcis standard for literstørrelse af rygsække, så vær opmærksom på at selv med literangivelse kan størrelsen variere.
Materiale og tykkelse: Jo lettere rygsækken er, jo tyndere er materialet ofte. De mest brugte materialer til rygsække er nylon eller polyester, hvor tykkelsen måles i denier; jo højere tal desto kraftigere materiale.
Toplåg: På nogle rygsække kan toplåget laves om til en lille dagsturstaske eller en bæltetaske. Hvis ikke låget kan laves om til en lille dagsturstaske, er det også muligt at købe en lille kompakt rygsæk løst.
Frontåbning: Mange rygsække har en åbning på fronten eller på siden for at give lettere adgang til hovedrummet. Åbningen er udformet på mange forskellige måder, og nogle er nemmere at tilgå end andre.
Regnslag: Mange rygsække har et regnslag inkluderet. De fleste rygsække er ikke vandtætte, og regnslag er derfor nødvendigt ved nedbør, medmindre du vælger at pakke alle dine ting i drybags.
Flightbag: Hvis du skal ud og flyve med din rygsæk, er en flightbag en rigtig god investering. En flightbag er en kraftig pose, hvori du ligger din rygsæk, så stropper og løse dele ikke kommer til skade under transporten. Nogle flightbags kan også bruges som regnslag, og dermed sparer du på vægt og pladsen i rygsækken.
Mere plads: Toplåget på en stor del rygsække kan løftes, så der opnås mere plads, samtidig med at vægten fordeles rigtig.
Plads til førstehjælpsgrejet: Mange rygsække har en lomme i toplåget, der er ideel til nemt at kunne komme til et førstehjælpssæt. Det er vigtigt, at dem, man følges med, ved, hvor i rygsækken førstehjælpsgrejet ligger, hvis nu uheldet skulle være ude.
Opdeling af hovedrummet: Hovedrummet kan oftest deles i to ved hjælp af en lynlås eller nogle stropper. Det lille rum kaldes for soveposerummet, og mange pakker deres sovegrej der.
Udvendige lommer: Sidelommer eller andre udvendige lommer med lynlås gør det nemt at holde styr på smågrejet. Samtidig er det nemt at finde sin pandelampe, kaffekop og lignende, som gerne skal været let tilgængelige.
Lomme til vådt grej: Flere rygsække har en elastisklomme på fronten eller et rum med mesh, hvor du kan ligge vådt grej, så det har mulighed for at dryppe af. Lommerne kan også bruges til meget andet, f.eks. pausejakken.
Lommer på hoftebæltet: Gør det nemt at komme til småting med rygsækken på.
Udvendige spænder: Gør det muligt at fastspænde ting på ydersiden af rygsækken. Dog skal man kun fastspænde lette ting og sørge for at placere sovepose, telt og lignende inde i selve rygsækken for den bedst mulige vægtfordeling og dermed komfort.
Lomme til vandblære: Er der langt mellem vandoptankning, kan en vandblære være en god ide. I de fleste rygsække er en speciel lomme til vandblære med udgang til slangen. Lommen er oftest indvendig i rygsækken, men kan også sidde på ydersiden for nemmere påfyldning.
Sidelommer til drikkedunk: På de fleste rygsække sidder to elastiske sidelommer på siden inden for din rækkevide, når du har rygsækken på ryggen. Der er forskellige måder at opbygge sidelommerne på, og det er en god ide at mærke efter, hvor nemt det er at komme til vandflaskerne, så du ikke er afhængig af, at andre skal tage flaskerne op for dig.
Stropper til vandrestave/isøkser: På fronten af rygsækken er der normalt stropper til vandrestave og isøkser. Nogle mærker har udviklet specielle løsninger til montering af stave, så du enten nemmere kan komme til dem, mens du er på farten, eller at stavene fæstnes i en speciel fod, så du ikke risikerer at tabe dem.
7 hurtige tips til pakning
- De tungeste ting skal pakkes mod ryggen.
- Pak hellere smalt og højt end bredt.
- Komprimér rygsækken, når du har pakket.
- Pak mad efter hvornår det skal bruges.
- Undgå at pakke for meget – mindre rygsæk gør, at du pakker mindre.
- Prøv rygsækken på med vægt i, inden du vælger rygsæk.
- Bær højest omkring 1/3 af din egen vægt. Vejer du 60 kilo, så skal du højest bære 20 kilo.
3 gode tilkøb til fjeldturen
- Pakkeposer/drybags.
- Flightbag.
- Lille sammenpakkelig dagstursrygsæk, hvis ikke rygsækkens toplåg kan omdannes.
Skrevet af Rasmus Simonsen