Vandretur på tværs af Jylland

Jeg sætter af sted fra havnen, og det første jeg møder, er et par gæve gutter, som sidder uden for et værtshus og nyder solen. ”Hvor skal du så hen?” spørger den ene af fyrene. 

”Vesterhavet,” svarer jeg glad.
”Nåh ja, men du skal vel ikke gå hele vejen,” griner den anden. 
”Tjoh, det var egentlig meningen,” svarer jeg kækt med et smil på læben.

Det er sagt mange gange før, men jeg siger det lige igen; man behøver ikke tage til udlandet for at få sig nogle skønne vandreoplevelser. Godt nok har vi hverken bjerge eller bjørne, og kragerne når vel aldrig rigtig at vende, men vi har en smuk og varieret natur og et rigt dyreliv, som sagtens kan tilfredsstille et stort friluftshjerte.

Ådalens lyksaligheder
Vejle Ådal strækker sig fra fjorden og ind i landet til den lille by Spjarup. Det er klart den smukkeste af de dale, der præger den jyske østkyst, og området er spækket med historie (se boksen). 
Vel af sted på stien gennem ådalen begynder stilheden at trænge sig på. Det eneste jeg kan høre, er mine støvler mod underlaget, fuglenes kvidren og åens klukken de steder, hvor den løber ved siden af stien. Det er varmt, luften er fuld af sommerlige dufte, og hvor er her grønt over det hele. 
Det slår mig hvert år. Jeg synes altid, at det hele virker endnu grønnere end året før, som om vinterens grålighed har visket farverne fra det forgangne år ud i min hukommelse, og de skal males på ny. Men mon ikke det er det samme, og bare mig som har glemt, hvor smukt det plejer at være?

Jeg slår mit lille telt op på lejrpladsen ved Bindeballe Station og indtager min aftensmad, mens solen går ned bag skoven i vest. Dagens etape på 22 kilometer får mig til at falde hurtigt i søvn, men natuglen vækker mig med dens skrig, og holder mig vågen en del af natten. 
Klokken syv om morgenen går en gartnerdame i gang med en kratrydder lige udenfor mit telt – så er jeg da oppe! Solen skinner ufortrødent videre fra en knaldblå himmel, vinden er let og Danmark dejlig.

Fortidens spor
Grusveje, jordbærmarker og rapsmarker så gule, det næsten gør ondt i øjnene. Ved Klebæk høje, lidt før Bække, kommer jeg forbi et par ret imponerende fortidsminder: To gravhøje fra Bronzealderen, en imponerende skibssætning fra Vikingetiden og Hamborggårdstenen, som er en kæmpestor vandreblok. 

Stenen er omkring en milliard år gammel, vejer 50 ton og blev bragt hertil af isbræerne østfra under sidste istid for omkring 15.000 år siden.

I følge Saxo var Harald Blåtand engang i gang med, ved hjælp af soldater og okser, at slæbe denne sten fra stranden og op til sin mors grav i Jelling. Men da han fik nys om at hans søn, Svend Tveskæg, havde gjort oprør, lod han stenen ligge. 
Ganske imponerende, og bare tanken om at skulle slæbe sådan en stor sten, gør mig pludselig meget sulten. 

Frihed og dansk wildlife
På de første knap 40 km er underlaget asfalt og grus, men efter Bække drejer ruten af, og nu venter mange kilometer på græs langs med Holme Å. I starten er Holme Å blot en lille, fin bæk, og det er sjovt at følge dens udvikling, som den bliver til et større og større vandløb. For første gang på turen føler jeg mig væk fra det hele. Her er kun mig, bækken, engen, fuglene, himlen og solen. 

Pludselig ser jeg en ræv, som hverken har set eller lugtet mig. Vinden er lige rigtig. Den jagter mus, tror jeg, og det ser virkelig sjovt ud. Halen stikker lige bagud, og jeg får lov at iagttage den i flere minutter, før den opdager mig og stikker af.

Midtvejs mellem Bække og Hovborg ændrer landskabet sig drastisk igen, og det er som om, man går lige i skellet mellem to landskabstyper. Ravnhøj Plantage mod nord er domineret af nåleskov, åbne områder med sand og lyngbakker med enebær. Området mod syd er en frodig eng.

Jeg har læst, at der i dette område er en del stålorme og hugorme, og der går da heller ikke længe, før jeg er lige ved at træde på en lille, fin stålorm. Den ligger stille og poserer for mig i vel 15 sekunder, men jeg kan simpelthen ikke få mit kamera til at stille skarpt på den, øv.

En halv kilometer længere fremme ligger endnu én, og på en lille gangbro endnu længere fremme ligger pludselig to hugorme i en bunke og slikker sol, men de er desværre hurtigt væk, da jeg begynder at fumle med mit lille kamera. Den smukke maj-gøgeurt – en af de få vilde orkidéarter vi har i Danmark – står pludselig over det hele, og der er virkelig mange af dem. 

Alle disse skønne oplevelser er med til at flytte fokus fra mine fødder, som efterhånden er godt brugte. Varmen får dem til at hæve som balloner, så Holme Å bliver brugt som køleelement flere gange på turen.

Europas centrum
Jeg går igennem Hovborg og passerer endnu et stort dambrug. Dem ligger der virkelig mange af i området, faktisk helt inde fra Vejle. Jeg ved, at de før i tiden har været en stor kilde til forurening af vandløb i Danmark, men det ser ud til, at der er blevet strammet lidt op.

Dagens etape på 34 km er vel overstået, og jeg slår mit telt op på lejrpladsen udenfor Hovborg under skarp overvågning af en lille pony, som står på marken ved siden af. Jeg døber hende, meget originalt, ’Conny the Pony’, men når ikke at hilse ordentlig på hende, før en fyr fra nabolaget kommer forbi med sin hund. Han beretter længe om områdets historie og kulturarv og fortæller stolt, at Hovborg faktisk er Europas centrum. Byen ligger åbenbart lige midt mellem London, Paris og Moskva.

Da jeg næste morgen stikker hovedet ud under teltdugen, står Conny igen ved hegnet og betragter mig. Jeg hilser godmorgen og giver hende mit sidste æble. Hvis jeg slog mig ned her, er jeg sikker på, vi kunne blive rigtig gode veninder. 

På Hovborg Camping kan man købe sig til et bad for en tyver. Jeg får også vasket lidt strømper i håndvasken, og inden jeg fortsætter, møder jeg Eilif, den eneste anden vandrer jeg møder på min tur tværs over Jylland. Han har gået fra Vejle til Hovborg i ét hug, 56 kilometer. Det var meningen, at han også skulle videre samme dag som mig, men hans fødder er helt ødelagte af vabler – det forstår man godt.

Endnu en sten og to flinke herrer
Turen videre mod Varde går gennem skove, langs marker – og en stadigt voksende Holme Å. Jeg har læst om endnu en sten fra fortiden, men denne gang er den ikke helt så stor og gammel som Hamborggårdstenen. Det er Treherredsstenen, et monument som er rejst i 1912, hvor tre herreder dengang stødte sammen. Den står lige i kanten af Holme Å, og jeg tror ikke, der går mange somre, før vandet har gnavet så meget af åbrinken, at stenen vælter i vandet. Jeg ved ikke helt hvorfor, men stenen gør et særligt indtryk på mig, og jeg hænger ud ved den i næsten en time, inden jeg fortsætter.

Jeg passerer mange markhegn via stenter, og selvom jeg vandrer alene, føler jeg mig på intet tidspunkt ensom med alle de køer, der er overalt langs ruten. De er utrolig nysgerrige og følger mig nogle gange over lange stræk, så jeg nærmest føler mig som en hel studedriver. En enkelt gang må jeg at gå en lille omvej for at undgå en lidt for nysgerrig tyr. Når afstanden til den slags ’behornede herrer’ bliver under to meter, foretrækker jeg at holde lidt lav profil.

Før Holme Å løber ind i Karlsgårde Sø, ligger den smukke Tambours Have, der blev anlagt i 1940’erne af Gerhard Tambour – en skrædder fra Esbjerg. Tambour elskede naturen og samlede planter fra hele verden, som han fik til at vokse i sin have, der i begyndelsen blot var 1000 m2. I dag fylder den godt 25.000 m2. Jeg overnatter på lejrpladsen ved bredden af søen og vælger dagen efter at gå en kilometer i modsatte retning for at se, om haven tilfældigvis skulle have åbent. 

Det har den ikke, men en ældre herre, som tusser rundt med en rive, byder på kaffe og røverhistorier. Jens Oluf på 82 år fyrer op for piben og underholder mig i næsten to timer med historier fra de 28 år på en gård ved Ringkøbing Fjord, fisketure med kutter fra Hvide Sande, søsteren på 92 år, som bor i Amerika og egnens seværdigheder. Jeg elsker disse møder med fremmede mennesker, disse glimt af andres liv. Det er faktisk en stor del af grunden til, at jeg ofte vælger at vandre alene.

Og enden er god 
Strækningen fra Varde til Ho Bugt er varm. Solen brænder ubarmhjertigt fra den stadig skyfri himmel, og kilometerne er begyndt at kunne mærkes i bentøjet. Et øjeblik er jeg faktisk fuldstændig indstillet på en hurtig amputation af underbenene, men en lille kold fiskesø redder mine stakkels stylter.

Syd for Oksbøl vælger jeg at stikke af fra Kyst til Kyst Stien og i stedet vandre op gennem Ål Klitplantage udenom de militære øvelsesområder. Det er næsten helt vemodigt at tage afsked med Kyst til Kyst-skiltet. Stien er jo blevet en allieret, en daglig beskæftigelse at holde øje med, en tavs ven.

Efter stilheden gennem plantagerne slår Henne Strand mig i ansigtet som en larmende storby med et virvar af bagerbutikker, supermarkeder, iskiosker, restauranter, cafeer, outlets, og ikke mindst tyske turister med vaffelis i hænderne. 

Det eneste, der ikke er, er en fiskehandler. Og jeg havde ellers gået i flere timer med en ret så hed fantasi om friskfangede fiskefrikadeller! Nå, men SuperBest har tilbud på karrysild, og de smager fantastisk.

Efter den obligatoriske vaffelis går jeg ned gennem klitterne, og dér ligger det så og glimter i horisonten; Vesterhavet. Det er fromt som et lam, små fine bølger ruller ind på kysten og mine fødder trygler mig endnu en gang om at smide skoene og slippe dem løs i vandet. Endnu en fantastisk vandretur i Danmark får ende, men drømmen om en ny er allerede født.

Vejle Ådal

I Vejle Ådal var det sjovt at gå og forestille sig, hvordan området havde set ud efter isen forsvandt for ca. 15.000 år siden. Dengang levede her både sumpskildpadder, rensdyr, mammut og urokser i området. Hvis bare man lige kunne knipse med fingrene og få en halv times fortids-safari. Det kunne være fantastisk.

I ådalen er der også fundet spor af beboelse (i form af flinteredskaber), der kan dateres helt tilbage til for 9000 år siden, da stenalderjægerne drev jagt og fiskeri i ådalen. Langs med kanterne i ådalen ligger også flere bronzealderhøje, hvor Egtved storhøj måske er den mest kendte. Det var her Egtvedpigen blev fundet i en velbevaret egekiste, som hun blev gravlagt i for snart 4000 år siden.