Vandretur på tværs af Kaukasus

Få turister, mange oplevelser

Hvorfor vælger du at rejse gennem det urolige Kaukasus, når der er så mange andre fede og lettere tilgængelige steder at vælge imellem her på jorden?

Jeg ville gerne have historien om, hvordan der ser ud i Kaukasus lige nu, for det eneste vi hører fra området, er om krig og ødelæggelse, og jeg var sikker på, at der også måtte være smukke historier at finde.

Det var de historier, jeg drog ud for at finde, og det er dem, jeg nu kommer hjem for at fortælle. Jeg har for eksempel mødt masser af unge mennesker, og deres historier er fantastisk positive.

For selv om de har oplevet noget af det værste ved krig, mistet forældre og set byer blive smadret, så har de stadig de samme drømme som et hvilken som helst ungt menneske i Danmark. De vil gerne have sig en kæreste, en uddannelse og få et godt job.

Hvorfor er det lige de mennesker, du møder, der interesserer dig mest, når nu naturen i Kaukasus også er så storslået?

Jeg rejser her for at samle historier, møde fremmede venner og høre om deres dagligdag. Om deres stolthed, ære og fremtidsdrømme. Naturoplevelser og at prøve kræfter med mig selv er også en del af rejsen, noget der gør mig klogere på verden og mig selv. Men det er ikke lige så vigtigt som mødet med mennesker.

Jeg tænkte tit, at det her bliver interessant at fortælle om, når jeg kommer hjem. Ja, jeg følte næsten, at det er en forpligtigelse – altså med positivt fortegn – at fortælle om de mennesker, jeg møder, uanset hvor smukke eller grusomme deres historier er.

Hvad var så den oplevelse, der rørte dig mest på din tur?

Den voldsomste oplevelse, rent følelsesmæssigt, var at besøge skole No. 1 i Beslan. Jeg besøgte stedet med en lokal, som ikke tidligere havde ønsket at se skolen. Da jeg satte en flaske vand i gymnastiksalen, til ære for de 331 – primært børn – som døde, knækkede han helt sammen.

Det var nemlig vand, de manglede i de tre dage, de var holdt som gidsler, og mange drak deres eget urin for at overleve. Det var en meget voldsom oplevelse at være der. Skolen er næsten uberørt siden massakren i 2004, men der er hængt billeder op af de personer, som blev dræbt, og blomster og bamser står langs de delvist udbrændte vægge.

Anholdt af FSB

Du har fortalt, at der er politi og militær på hvert et gadehjørne i dette område, og at du blev anholdt af FSB. Det lyder ret uhyggeligt. Kan du ikke fortælle, hvordan du oplevede det?

Anholdelsen af FSB kunne være en slags højdepunktet på turen. For det var satme nervepirrende. Tænk hvis jeg var blevet smidt i fængsel eller ud af landet.

Men egentlig kom det ikke bag på mig, for jeg havde forudset, at det meget sandsynligt kunne ske med alt det militær, alt det politi og alle de restriktioner. De testede mig, prøvede at spille hårde. Jeg bestod testen, og så drak vi øl sammen bagefter.

Fortæl lidt mere om, hvordan du blev anholdt. Og hvordan slap du i øvrigt uden om at komme i fængsel?

Jeg var vandret ud i Fiagdon-dalen og op til de høje vagttårne i sten. Her sad jeg længe og skrev og kiggede ud over dette utrolige sted. To timer senere – omkring klokken 16 – blev jeg samlet op af fire velklædte unge mænd i skjorte og solbriller. Det var FSB.

Jeg blev anholdt, fordi jeg vandrede i en lukket grænsezone, hvilket ingen havde oplyst mig om. Men der er jo ingen turister her, så hvorfor sætte skilte op? De kørte mig 30 kilometer til den nærmeste politistation. Der blev taget foto. Fingreaftryk blev taget. Der blev tilkaldt en tolk, skrevet rapport og jeg blev afhørt.

De fortalte, at jeg klokken 10 skulle møde i retten for at få afgjort, om jeg skulle deporteres ud af landet. Det var et drama uden lige. Neonrøret i loftet blinkede, strømmen gik, jeg prøvede at være cool, de ransagede mine ting, kiggede billeder igennem, og jeg svedte som en gal.

Først da de via internettet fandt ud af, at jeg har skrevet en rejsebog, og at jeg er i gang med en ny om Kaukasus, løsnede de op. "Så skriv om hvor gode folk er her i Ossetien – okay," sagde Azamat, den ene af betjentene.

Jeg fortalte selvfølgelig, at jeg er meget imod Georgiens aggression mod Sydossetien, og det kunne de lide. Det hele blev afgjort med min underskrift på tvivlsomme papirer og en mindre bøde.

Dagen endte endnu mere vanvittigt, da de kørte mig tilbage mod Vladikavkaz omkring midnat. Vi stoppede 50 meter fra stationen og købte kolde øl.

Badir, den anden af betjentene, snakkede om damerne i Vladikavkaz, og om hvor meget de kostede for en time. Jeg sank hen i en næsten religiøs lykke på bagsædet, med en øl i hånden, i FSB's Lada Niva, på vej tilbage til storbyen og væk fra dette helvede.

Smuk natur

Kaukasus er jo en meget bjergrig region, hvor vi blandt andet finder Europas højeste bjerg, Mount Elbrus. Der må være masser af fantastiske naturoplevelser at hente her?

Naturen i Kaukasus er vanvittigt smuk. Men det er besværligt at rejse her, så hvis naturoplevelser er det eneste, man kommer efter, så er det ikke det hele værd.

Skulle jeg pege på et enkelt område, der har gjort det største indtryk over længere tid, så må det være Abkhasien. Her er der hundredvis af kilometer kystlinje, og kun et stenkast fra vandet er der himmelstræbende bjerge og dybe dale. Helt utroligt.

Hvad er så den smukkeste oplevelse, du har haft undervejs på din 10 uger lange ture?

Den smukkeste oplevelse, jeg har haft, har faktisk intet med naturen at gøre. Jeg var blevet inviteret hjem hos Murat, som boede i det værste Sovjet-beton i en lille by uden for Tjerkesk. Han boede her sammen med sin kone og lille datter på 20 kvadratmeter.

Næste morgen, da jeg skulle af sted spurgte han, om jeg skulle have penge med til min rejse, for han ville være sikker på, at jeg kom godt frem. Dér fik jeg en klump i halsen og begyndte næsten at tude over det overraskende spørgsmål.

For mig som ikke kaukasier var det vanvittigt, at han spurgte om det. Det burde vel være omvendt!? Tænk en stolthed, og en gæstfrihed, han viser en fremmed. Hvor kommer det fra? Det er oplevelser som disse, der overvinder savn til familie og venner derhjemme gennem alle de 10 ugers strabadser.

Bjørn Harvig

Eventyreren Bjørn Harvig er medlem af Eventyrernes Klub, og han har blandt andet været på en 6000 kilometer lang cykeltur fra København til Teheran. Her kom han blandt andet forbi Tjernobyl og ind gennem Rusland, inden han endte i Iran. Efter turen har han skrevet bogen ”Igors Æblehave” om sine oplevelser.