Du er her:
  • ARTIKLER
  • Vandring ad Hærvejen fra Viborg til grænsen

Vandring ad Hærvejen fra Viborg til grænsen

Hærvejen - middelalderens E45 på Jyllands højderyg - frister med naturindtryk fra land, hede og i skov. Historiens århundredgamle vejspor går mellem oldtidshøje og skibssætninger med runesten fra vikingetiden. Og så er der ikke mindst alle de uventede oplevelser.

AW3_HAERVEJEN_136.jpg
Skrevet af: Peter Nordholm Andersen
Opdateret den 09. jan 2017

Hærvejen - middelalderens E45 på Jyllands højderyg - frister med naturindtryk fra land, hede og i skov. Historiens århundredgamle vejspor går mellem oldtidshøje og skibssætninger med runesten fra vikingetiden. Og så er der ikke mindst alle de uventede oplevelser.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

AW38_HAERVEJEN_133.jpgJeg har planlagt en tolv dage lang vandretur ad Hærvejsruten fra Viborg ned til den dansk-tyske grænse. Der er kun gået et par timer, da de første gamle vejspor toner frem i Hedeplantagen syd for trafikknudepunktet Viborg. Under skovbundens visne fyrretræsnåle trækker 5-10 centimeter dybe aftryk en hel række af langstrakte linier parallelt med hinanden med omtrent en meters afstand. Det er resterne af den ældgamle Hærvej, landets ældste og længste færdselsåre - en vældig midtjysk trafiknerve, der har strakt sig fra Vendsyssel ned til Dannevirke og Ejderen, kongerigets gamle sydgrænse.

Hærvejen var ikke blot én vej, men flere sideløbende mudrede eller sandede vejspor - formet af hestevogne og kærrer, samt geografisk bestemt af årstider, af vadesteder, broer og landskabets stigninger og fald.

Det brede vejstrøg havde sin storhedstid i middelalderen. Vejen førte folk fra alle samfundslag; pilgrimme, røvere, oksedrivere, adelsfolk, soldater, konger, handelsfolk og andre rejsende nogenlunde tørskoede fra det nordlige Jylland gennem øde og vildsomme egne til og fra hellige kilder, tingsteder, store markeder eller militære kamppladser i Sønderjylland og det nuværende Nordtyskland. Ja, for nogle pilgrimmes vedkommende endog videre til valfartssteder som Rom eller Santiago de Compostela i Spanien.

Vrads Sande
Hærvejen er ikke blot en arkæologisk og historisk sjældenhed i sig selv. Dens fredede strækninger fører vandreren gennem et varieret landskab med hede og store plantager i nord. I syd går den ad landveje gennem skove og forbi mange fortidsminder som skibssætninger, stenbroer og flotte middelalderkirker.

Efter to overnatninger på naturlejrpladser fører ruten mig igennem det mest eventyrlige stykke hede i Jylland: Vrads Sande. Det er et højtliggende, barskt landskab, hvor vinden rusker i håret, det violette lynghav og de sært formede enebuske. Her er også gamle indlandsklitter fra sandflugtstiden, en flot sø spejler himlen og mellem lyngen gror gyvel, bølget bunke og velsmagende blåbær. Jeg er lidt forsigtig med at stikke hænderne ned i lyngen, for i udkanten af heden så jeg flere hugorme slange sig i den lave vækst.

Midt ude på heden får jeg øje på gamle vejspor. Jeg tænker straks, at de må høre til den ældgamle vej, men min medbragte bog om Hærvejen fortæller mig, at heden ikke direkte har noget med Hærvejen at gøre. I nærheden af sporene findes nogle firkantede, tomtlignende volde, men der er ingen rester af bygninger eller sten. Måske har det været dyrefolde på en alternativ eller lokal rute over heden i studedriftstiden? I hvert fald lavede mange vejfarende ofte deres egne ruter for at undgå at betale bygherrens eller kongens told- eller bropenge. Hvis det altså kunne lade sig gøre i det udrænede og vildsomme landskab - der dengang var væsentligt sværere fremkommeligt til fods eller med tunge vogne og okser, end i dag.

Naturvejledning på Koutropgård
AW38_HAERVEJEN_135.jpgTo morgener senere pakker jeg teltet sammen efter en nat på teltpladsen ved Koutropgård nær Gudenåens og Skjernåens udspring. Gården er én af de gamle Hærvejskroer, hvor studedriverne lod dyrene græsse i de omgivende folde, mens de spiste eller fuldede sig på kroen efter hårde dagsrejser på 30-40 kilometer. I dag er kroen for længst lukket, men Koutropgård er opkøbt af staten og indrettet som naturskole. Den giver også bolig til den stedlige naturvejleder, som jeg tilfældigvis møder, da jeg sidder og spiser morgenmad på en bænk ved gården. Han fortæller, at hans titel er misvisende, da naturen i området er manipuleret.

“Der er mere tale om kultur end natur. Her har Skov- og Naturstyrelsen valgt at satse på egekrat, åbne enge og bevarelsen af de gamle overdrevsarealer, mens den satser på anderledes naturtyper andre steder. Vi vil jo gerne vil have et varieret naturbillede i Danmark.”
Han fortæller dog, at man også gør noget for at genskabe den “naturlige” natur. De første 100 meter af Gudenåen er f.eks. ført tilbage til sit oprindelige leje efter at være blevet rettet ud i begyndelen af 1900-tallet.

“Med de reetablerede sving og strøg er der opstået mange små biotoper dernede i dalen, som virkelig er til gavn for dyrelivet. I sidste ende også for menneskene.”

Fornemmelse for kvæg
Efter endnu nogle dages vandring kommer jeg ind på den flotte Oksevej mellem Røde Kro og Kliplev. Grusvejen bugter sig langs marker og skovlunde. En flok sortbrogede køer kommer nysgerrige hen mod mig. De vil se nærmere på, hvad det er for et underligt tobenet væsen med stor opbakning, som kommer gående. Køerne følger med indtil stødhegnet i den modsatte ende af marken. På de få hundrede meter har jeg fornemmelsen af at være en gammel studedriver på vej med mine kreaturer sydover. Med ét er jeg 300 år tilbage i tiden, midt i et helt andet samfund, hvor rejsens og tilværelsens vilkår var langt mere brutale end i dag. I hvert eneste skovbryn kunne røvere eller onde ånder ligge på lur, og det var ikke sikkert, at der var råd til at spise hver dag - i hvert fald ikke for de mange tiggere og fattigfolk i vejkanten.
Jeg nærmer mig efterhånden den dansk-tyske grænse. Jeg følger et oprindeligt stykke vej gennem Bommerlund Plantage. Her betragter jeg rækken af vejpligtssten fra årene 1770-1900, der markerede de enkelte gårdes vejstykke, som bønderne havde pligt til at holde ved lige.

En brat slutning
Min tur får en uventet og brat slutning én dag før planlagt. Da jeg kommer ud af plantagen ved Hovedvej 8 mellem Padborg og Tønder, tror jeg, at jeg ser syner. Det er dog ikke onde ånder fra de store skove, men derimod mine gamle højskolevenner Erhardt og Randi, der helt tilfældigt står i vejkanten og blaffer! De kommer fra Prag ad de store europæiske vejstrøg. Inden længe sidder vi alle tre på bagsædet i en bil på vej mod en fælles veninde i Tønder, mens jeg tænker på et citat af John Lennon: “Life is what happens to you while you’re busy making other plans.”

Hærvejens placering og historie
AW38_HAERVEJEN_137.jpgI århundreder har Hærvejen slynget sig ned gennem den jyske halvø og forbundet Skandinavien med kontinentet. Hærvejen følger hovedvandskellet på toppen af den jyske højderyg. Her 60-90 meter over havets overflade har mange jyske åer og bække deres udspring og strømmer enten mod øst eller vest mod havet. Dette ses særligt tydeligt ved Det Store Vandskel i Tinnet Krat, hvor Gudenåen, Danmarks længste med 160 kilometer, og Skjern Å, den mest vandrige, har deres udspring få hundrede meter fra hinanden. Man anlagde vejstrøget mellem de spæde kilder, så pilgrimme og oksedrivere ikke skulle forcere brede, sumpede ådale eller vandre gennem store skove, hvor røvere lå på lur.
Vejen blev først og fremmest brugt til kvægtransport i middelalderen - deraf navnet Oksevejen. Okserne var landets største eksportartikel fra omkring år 1000. Selve vejen, eller i hvert fald dele af den, er dog meget ældre. Man kan se 4-5000 år gamle gravhøje, der igennem tiderne har tjent som vejvisere - ligesom kirkerne også udgjorde sikre fikspunkter for de overtroiske og bange rejsende langt fra hjemegnen. Danskernes allerførste forfædre vandrede sandsynligvis ind fra syd ad den jyske højderyg for 10-12.000 år siden.

Fra slutningen af middelalderen begyndte de østjyske købstæder ved fjordene at trække handel og trafik til sig. Da dampskibe og jernbaner for ca. 160 år siden helt overtog kvægtransporterne, måtte mange af de gamle kroer langs vejen dreje nøglen om.

AW38_HAERVEJEN_138.jpgI 1920´erne genopdagede kulturhistorikeren Hugo Matthiessen den tusindårige vej og kaldte den Hærvejen i en bog fra 1930 af samme navn - selv om Oksevejen havde været mere betegnende. Navnet Hærvejen er alligevel hængt på frem til i dag, hvor flere af de gamle kroer er genåbnet til glæde for de mange turister. På lange strækninger af Hærvejsforløbet er det kun få stumper af de ældste vejføringer, der ligger hen som spor i terrænet. Resten er enten sløjfet, udlagt til agerjord eller blevet asfalteret - eksempelvis findes et stykke Hærvej under hovedvej A-13 mellem Viborg og Nørre Snede. Siden slutningen af 1980´erne har der eksisteret en cykel- og vandrerute, som leder forbi de dele af de ældre vejspor, der har fået lov at ligge urørte hen eller er fredet.

Hærvejsruterne
I dag findes resterne af Hærvejen som mere eller mindre udviskede spor i landskabet eller som mindre lokalveje. Det er disse lokalveje, der i dag danner grundlag for store dele af den nationale vandrerute og cykelrute 3, som begge kaldes Hærvejsruten. De fem Hærvejsamter står både bag cykel- og vandreruten fra Viborg til Padborg, som er beskrevet i tre foldere under titlen “Hærvejen til fods & på cykel”. Dem kan du købe hos Dansk Cyklist Forbund (tlf. 33 32 31 21) eller låne på biblioteket.

AW38_HAERVEJEN_139.jpgHærvejsvandreruten er Danmarks længste med 260 kilometer, mens cykelruten er 240 kilometer lang og én af de mest velorganiserede og benyttede ruter overhovedet. Ruterne er velafmærkede, og så vidt muligt placeret langt fra de trafikerede bilveje. Lange stræk går gennem øde og naturskønne områder, og historiske mindesmærker er rundhåndet placeret langs ruten. Desværre går ruterne også gennem nogle af Jyllands mest trafikerede områder - især i Sønderjylland, hvor man det meste af tiden kan høre bilerne på en motorvej eller et tog på en jernbanelinie i nærheden. Man skal altså ikke tage Hærvejen udelukkende for naturoplevelsernes skyld.

Hærvejen stopper som bekendt ikke ved grænsen. Vandreruten i Tyskland er dog ikke markeret. I forlængelse af folderserien fra Hærvejsamterne er der udgivet en fjerde folder, der leder vandreren eller cyklisten fra Padborg til Rendsborg. Denne folder kan du også købe hos Dansk Cyklist Forbund. I 1998 var en 491 kilometer lang markeret cykelrute “Ochsenweg” (= Oksevejen) fra Padborg til Wedel ved Elben vest for Hamburg færdig. I store træk følger cykelruten den fjerde danske Hærvejsfolder til Rendsborg, men fortsætter derefter sydover i en stor bue over henholdsvis Itzehoe og Neumünster. Ruten er beskrevet i et meget oplysende spiralbind på tysk, “Ochsenweg” med cykelkort i 1:75.000. Det kan du købe på nettet via adressen www.bva-bielefeld.de/karten/index.htm (klik på “Spiralos”).

AW38_HAERVEJEN_140.jpgDet vil sikkert interessere langdistancevandrere, at Hærvejsruten i Danmark er en del af fjernvandrevej E1, som starter i Genova. Syd for Dannevirke er den dog kun afmærket for hver tiende kilometer med Andreaskorset som symbol. Længere nede i Tyskland er det muligt at gå i middelaldermunkenes fodspor på pilgrimsvandreruten gennem Frankrig og Spanien til Santiago de Compostela. Forfatteren Jeppe Brixvold har skildret sin vandring ad pilgrimsruten El Camino de Santiago i Nordspanien i en bog udkommet på Lindhardt og Ringhof i 2000.
Om Hærvejen

Navnet Hærvejen leder tanken hen på de mange krigsfolk, der i tidens løb har fulgt denne rute, som f.eks. cimbrerne og teutonerne i 2. århundrede f.v.t. Siden skiftede den navn til Pilgrimsvejen på grund af den funktion, som valfartsvej for munke fra Norge eller Nordjylland på vej til Rom eller Santiago de Compostela. Det nyeste navn, Okse- eller Studevejen, skyldes de enorme studeflokke, der helt indtil for 100-150 år siden blev drevet sydpå til de store markeder i Itzehoe og Husum. Andre navne er Adelvejen (Alvejen), der blot betyder hovedvej, Kongevejen eller Gammel Viborgvej.

Artiklen er tidligere bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 38 sep/okt 2001  

 

 

 

Andre spændende artikler


Turledere søges

Turledere søges

Ene kvinde på tur: 10 spørgsmål til Sille

Ene kvinde på tur: 10 spørgsmål til Sille

Guide: Kom i gang med vandring

Guide: Kom i gang med vandring

Log ind