Vandring i Montenegros bjerge

Op over træerne
Og man skal ikke langt ud af byen, før den fantastiske natur bliver altoverskyggende: Efter kun en halv time kommer vi til Black Lake, der ligger i skyggen af den imponerende 2287 meter høje Mount Meded (Bjørne Bjerget) og er omsluttet af tyk skov af fyrretræer.

Vi følger søens bred nogle hundrede meter, inden vi slår ind i landet og ind gennem skoven, hvor det langsomt men sikkert begynder at gå opad. Selvom stien er god, så falder tempoet drastisk, men flere gange åbner skoven sig op, og vi kan få pusten, mens vi nyder udsigten over Black Lake.

Planen var at nå op over trægrænsen og finde et passende sted at telte – helst med udsigt over den store, bjergrige nationalpark, hvor næsten 50 toppe på mere end 2000 meter stikker i vejret. Men det er allerede sidst på eftermiddagen, og selvom stien pløjer sig op gennem det stejle terræn, så ligner det ikke umiddelbart, at trægrænsen er inde for rækkevidde.

Det er sidst på sommeren, og her på de sydlige himmelstrøg kommer mørket hurtigt, så vi bliver nødt til at sætte tempoet i vejret. Kort før klokken seks åbner den tætte skov sig op, og vi når lige akkurat at finde en perfekt lejrplads, inden solen dykker ned i horisonten.

Det kunne næsten ikke være mere perfekt: Vi telter på en høj afsat med skøn udsigt over den tætte skov og de mange savtakkede bjerge, og på græsengen bag os er vi omgivet friske skovbær, som vi samler til dessert.

Alene med bjergene
Næste dag starter fladt, hvor vi går langs en bjergkam, der leder os dybere ind i bjergene. Siden vi forlod søen i går, har vi stadig ikke mødt nogen mennesker, og det giver en befriende følelse af at være alene i universet.

Vi nyder stilheden og de betagende omgivelser, mens vi stille og roligt trasker over de velmarkerede stier. Det er midten af august, og selvom solen skinner, kan man godt mærke, at det bliver koldere i takt med, at vi kommer højere op i terrænet.

Terrænet ændrer karakter, og vi ender pludselig i nogle stejle og ret ubehagelige passager, hvor vi virkelig bliver nødt til at tage hænderne i brug. Der er ikke tale om friklatring, men det er i hvert fald nok til at blive udfordret med vores tunge sække på ryggen.

Vi kommer forbi flere forladte sæterhytter, men eller er her ikke spor af mennesker. Det er først, da vi kommer til den – lokalt – verdenskendte Ice Cave, at vi møder andre vandrere. Det er en serbisk gruppe, der er på vej ned i den lille hule for at betragte dens is-stalagmitter og -stalaktitter.

Vi har desværre ikke reb og seler med, så vi må betragte hulen og dens imponerende isformationer på afstand, men vi mærker tydeligt kulden fra hulen.

Hvor er vandet?
Efter frokost er vi nu så langt inde i bjergmassivet og i en sådan højde, at vi ikke længere kan se træer. Kun små buske, der sporadisk vokser på de nøgne klipper. Flere steder kommer vi forbi snefelter, der stadig ligger på de nordvendte sider og vidner om vinterens massive snefald.

Vi har valgt en rute, der tager os uden om de to eneste bjerghytter, som i skrivende stund er operationelle, og det betyder, at vi har det hele for os selv. Vi er nu omgivet af bjergtoppe og foran os tårner Bobotov Kuk op, og sætter trumf på det spektakulære skue.

Men inden vi når at lade os rive med, venter der en skrap opstigning. Vi er samtidig på udkig efter vand, da to tidligere markerede vandposter var udslukte. Så da en pil leder os væk fra den stejle opstigning, bliver vi nødt til at følge sporet efter vand – også selvom det er en sindsoprivende detour. Og med fyldte dunke kan vi snuppe de sidste højdemeter mod toppen, hvor vi nyder en fantastisk udsigt over Durmitor-massivet og dagens skrappe etape.

Turen ned fra toppen er lang og slanger sig ned af den sydlige bjergside, men stien er god og underlaget er fast og sikkert i modsætning til opstigningens rullesten, så vi kommer hurtigt frem. Vi finder en lejrplads tæt ved en af Durmitors mange bjergsøer, hvor vi har udsigt til Bobotov Kuk og de andre høje toppe.

Da solen går ned, er teltet slået op, brænderen sprutter, og kaffekopperne er fyldte. Bjergenes skønhed og den larmende stilhed er lammende, og netop i dette øjeblik er jeg ikke et sekund i tvivl om, at her kommer jeg tilbage til en dag.

Durmitor Nationalpark

Nationalparken dækker over et areal på 39.000 hektar, og hele parken er under UNESCO’s protektorat på deres ’World Heritage’ liste. Nationalparken kan prale af at have næsten 50 bjergtoppe, der er højere end 2000 meter, hvoraf de fleste kan nås uden brug af teknisk klatreudstyr.

Foruden Durmitor-massivets dramatiske, savtakkede bjerge favner nationalparken også en vild og uspoleret natur med spektakulære bjergsøer, dybe kløfter og vide alpine græsgange, hvor man blandt andet kan finde bjørne, ulve, gemser (chamois) og mere end 150 forskellige fugle. 

Striden om Montenegros højeste punkt

Ifølge den Montenegrinske regering er Bobotov Kuk (2523m) i Durmitor Nationalpark landets højest punkt. Men hvis man kigger nærmere på kort over landet, bliver man overrasket over at finde hele tre andre toppe, der rager højere op end Bobotov Kuk.

I den østlige del af landet – tæt ved grænsen til Albanien – findes bjergkæden Prokletije, som oversat fra slavisk betyder ’de forbandede bjerge’. Det synes at være lidt af en statshemmelighed, at Montenegros højeste toppe findes her, og det vidner om den sensibilitet, som myndighederne har for netop dette anspændte grænseområde.

Ikke desto mindre tilbyder bjergkæden fantastisk vandring i Europas nok mindst besøgte bjerge med blandt andet tvilling-toppene Dobra Kolata og Zla Kolata på henholdsvis 2528m og 2534m samt Mount Rosit på 2525m, som alle er tilgængelige fra byen Gusanje.

Landminer i Balkan

Overalt i det tidligere Jugoslavien – og specielt i grænseområderne – bør man udvise forsigtighed på grund potentiel fare for landminer og anden militær ammunition. Særligt grænseområderne til Albanien og Kosovo har været udsat for mange miner. FN har i mange år arbejdet på at fjerne de sidste landminer, og langt de fleste steder betragtes som helt sikre, men man må endelig ikke klatre over hegn eller afspærrede områder – specielt ikke i grænseregionen. Frygten for landminer bør dog ikke afholde nogen fra at besøge Montenegro. De nævnte områder i artiklen er alle fuldstændig sikre.

Rafting i Tara Canyon

Ikke langt fra Zabljak slynger Tara River Canyon sig, og den spektakulære kløft er bestemt et besøg værd, hvis man har en hel dag tilovers. Hernede løber Tara-floden, som gennem århundreder har gravet sig ned gennem grundfjeldet, og det har skabt Europas længste og dybeste kløft.

Rafting er en god måde at opleve den dramatiske dal på, og hvis du er ude efter action, så bør du gøre det i april til juni, hvor der er mest fart i floden. Vi gjorde det i august, og der var ikke meget knald på. Det koster 50 og 100 euro for henholdsvis en halv og en del dag. Kan bookes i Zabljak.

FAKTA

Hvordan kommer jeg frem?
Det letteste er at flyve til hovedstaden Podgorica. En returbillet koster fra 1500 kroner. Der er fine og billige busforbindelse i hele Montenegro, men sæt ekstra tid af, da det som regel tager længere tid end forventet.

Der er seks daglige busforbindelser mellem Podgorica og Zabljak, som tager omkring fire timer (9 euro). Alternativt kan man flyve til Dubrovnik i Kroatien og derfra krydse grænsen til Montenegro og videre op til Zabljak – regn med at det tager en hel dag.

Hvordan planlægger jeg trekket?
Der er mange muligheder i Durmitor. De fleste bor i Zabljak og tager på dagsture. Der findes også to bjerghytter i nationalparken, som kan benyttes på en tre dages vandretur, men de er primitive, og det kræver lidt fodarbejde i Zabljak at få opklaret, om de er åbne og om de kan benyttes.

Mit råd er at tage et telt med. I Zabljak kan du købe vandrekort i turistforeningen, og de er også behjælpelige med transport, overnatning og gode råd. Uanset om du vil på endagsture eller med overnatning, bør du have kompas og et ordentligt kort med – hav respekt for bjergene.

Hvornår skal jeg tage af sted?
Der kan vandres i Durmitor fra maj til oktober, men de bedste måneder er juni til september, men selv i den periode skal man være godt forberedt. Vejret kan skifte på et øjeblik, og man skal derfor være klar på hårdt vejr – sne kan falde året rundt.

Hvordan overnatter jeg?
Der er masser af hoteller og homestays i Zabljak, og det er ikke nødvendigt at booke på forhånd. Regn med omkring 20-60 euro per overnatning for et dobbeltværelse. I udkanten af Zabljak finder du Ivan Do Camping, hvor der er fantastisk udsigt over bjergene og Black Lake (2 euro per person).

For øjeblikket findes der to bjerghytter (primitive) i nationalparken, men spørg på turistkontoret inden afgang – det er aldrig til vide, om der er sket ændringer. Den bedste løsning er at medbringe telt.

Hvem kan klare trekket?
Vandringen er rimelig krævende. Stierne er velmarkerede, men det er meget kuperet terræn og nogle gange minder det nærmest om klatring. Desuden er vejret lunefuldt, så du skal være i stand til at kunne orientere dig med kort og kompas.

Hvor bliver jeg klogere?
Det er svært at få fat på ordentlige vandrekort hjemmefra, så vent til du kommer til Zabljak. Guidebøgerne Montenegro fra Lonely Planet og i særdeleshed Rough Guides er rigtig gode redskaber til en god tur. Sitet www.summitpost.com har rigtig mange gode informationer om vandringen i Durmitor.