Klemt inde mellem Serbien, Kroatien, Bosnien Hercegovina og Albanien gemmer sig en kulturel og naturmæssig perle, som kun er kendt af de færreste. Tæt ved de dybe fjorde skyder fantastiske bjerge op, hvor velmarkerede ruter inviterer til imponerende vandring i varieret terræn – og hvor du kun sjældent vil møde andre på din vej.
Det burde være her. ’Voda’ står der på kortet og på klippen foran os er der skrevet ’H2O’ med store bogstaver, og det bekræfter, at vi det rigtige sted. Men samtidig bekræfter det også vores frygt – at der ikke er noget vand.
Vi overvejer om vi skal vende om, men beslutter os for at fortsætte. Længere fremme peger en pil væk fra stien og indikerer, at der er vand. Vi følger retningen, men pludselig peger pilen ud over en ret eksponeret klippeafsats.
Vi smider de tunge rygsække og undersøger det nærmere. Har du højdestræk, er det ikke hér, du har lyst til at blive for længe, men pludselig hører vi den velkendte rislen fra rindende vand.
Det kræver, at vi skal helt ud til afsatsen og stemme imod klippesiden for at holde balancen, men her i kløften løber en lille strøm, og vi kan endelig få tanket vores drikkedunke op.
Sovjetisk alpeidyl
Vi befinder os i Durmitor Nationalpark i det nordlige Montenegro, hvor vi har pakket telt, grej og proviant i rygsækken og er gået på opdagelse i de spektakulære kalkstensbjerge. Vores mål er Montenegros (officielt) højeste punkt Bobotov Kuk i 2523 meters højde. Selvom vi nemt kunne bruge længere tid, har vi desværre kun sat tre dage af til vandringen.
Vi lægger ud i den hyggelige og slidte bjergby, Zabljak, der oser af sovjetisk tungsind blandet med rustik alpestemning. Byen er kendt som Montenegros førende skiresort, men sammenlignet med alpernes skidestinationer virker det nærmere som en forladt mineby.
Ikke desto mindre er Zabljak udgangspunktet for alle friluftsaktiviteter i Durmitor og således også vores start for de kommende dages vandring, og byen er stor nok til at proviantere og købe et ordentligt vandrekort inden afgang.
