Vandring i Picos de Europa

En uventet overraskelse
Tilbage under frokosten lidt uden for Mogrovejo har vi efterhånden fået gjort kål på ost, pølse og brød. I horisonten står de takkede bjergtinder op mod himlen, der efterhånden viser sin blå farve. Det har været skyet fra morgenstunden, men nu bryder solen igennem skyernes gråhvide dække.

Hvis vi skal nå den sidste vandretur, skal vi til at pakke sammen, for vi nærmer os de sene eftermiddagstimer. Så langt når vi slet ikke. Inden jeg når at opfatte, hvad der sker, er jeg blevet hovedpersonen i et uventet frieri i de spanske bjerge. Et frieri, der måske ikke går helt efter bogen, men ikke desto mindre et frieri, der tiltaler mit naturelskende hjerte.

Med naturen, bjergene og de græssende køer som de eneste vidner, fremstammer jeg det essentielle ”ja”.

Oven på den begivenhedsrige frokost, har vi nu slet ikke plads i tankerne til endnu en vandretur. I stedet bliver vi siddende og nyder det smukke landskab, inden vi sætter os i bilen og kører mod byen Potes, hvor vi bor på det hyggeligste lille hotel i bjergene.

Da vi startede dagen ud med at tage svævebanen fra Fuente Dé, havde jeg ingen idé om, at dagen ville ende med en ring på min finger. Men jeg var stadig ekstatisk, da vi i de tidlige morgentimer bevægede os op med svævebanen. Jeg havde længe glædet mig til at komme ud og vandre i Picos de Europa.

Natur fyldt med kontraster
Fra toppen af svævebanen går der en ca. 15 kilometer lang vandrerute, Route Áliva Ports, som fører tilbage til Fuente Dé. Vi starter ud med at nyde udsigten fra Mirador de cable, hvor et frodigt landskab med grønne, bølgende bjergsider fanger øjet. Men vender man hovedet den anden vej, kommer nationalparkens navn til sin ret.

I det vilde kalkstenslandskab skyder de rå bjergtoppe op som kontrast til den frodige udsigt i modsatte retning. Der er noget vildt og råt over landskabet her, og det fortsætter det første stykke inde på ruten.

Om det er de grå skyer eller de græssende får ved jeg ikke, men jeg får en følelse af at befinde mig i et råt, islandsk landskab. Ikke den følelse man forventer at få i et land som Spanien, som mange nok forbinder med palmer og solbadning.

Det siger noget om den natur, man møder i Picos de Europa. Den er charmerende, frodig og barsk på samme tid.

De store kontraster fortsætter på de små 15 kilometers vandring tilbage til Fuente Dé. I takt med at ruten går nedad, bliver landskabet mere grønt. Det tynder ud i de vilde heste og græssende får, som vi har mødt på vejen. Snart nærmer vi os bilen, som står parkeret ved Fuente Dé og venter på at fragte os til frokoststedet, hvor frieriet sker kun et par timer senere.

Langs den guddommelige kløft
På dag to i Picos de Europa kører vi mod Poncebos, hvor ruten langs Spaniens guddommelige kløft starter. Omgivet af blændende smukke bjerge, der sætter rammen om ruten, begiver vi os ud på den 24 kilometer lange vandretur.

Ruta del Cares starter med at gå opad i et stenet terræn, og med solen bagende over os får vi hurtigt varmen. Men den høje puls går i glemmebogen i takt med, at kløften folder sin grandiose skala ud.

Jo længere vi går, jo mere føler vi os opslugt af kløften og bjergsiderne omkring os.

Kigger vi os over skulderen, ser vi stien, vi har tilbagelagt sno sig gennem landskabet. Den populære rute er på imponerede vis hugget ind i bjergsiderne og er oprindeligt anlagt for at skabe en vej, der kunne bruges til vedligeholdelse af det daværende vandkraftværk i Poncebos.

I sin tid var det den eneste rute, der forbandt byerne Poncebos og Caín, hvilket tusindvis af turister hvert år får glæde af på turen langs den smukke kløft.

Beundringsværdig vandrerute
Her i august måned er vi heller ikke de eneste, der har fået idéen om at vandre Ruta del Cares. Men hvad turen ikke giver os på den uforstyrrede skala, får vi på den beundringsværdige. Det på trods af, at flodlejet er stort set udtørret, hvilket betyder, at vi må overlade den ellers brusende flod til fantasien.

Til gengæld er synet fyldt godt op med flotte udsigter. Kigger vi opad frem for ned på det manglende vand i floden, står de takkede bjergtoppe prikket med grønt helt skarpt mod den blå himmel. De både frodige og rå bjergsider, der omgiver kløften, kaster deres fortryllende skønhed ned over os og distraherer os fra den menneskemængde, vi møder på vejen.

Alligevel skal vi gøre os umage for at holde øjnene på stien de steder, hvor passagerne bliver smalle og afslører hvor langt ned, der er til kløftens flodleje.

Efter 12 kilometers vandring kommer vi til Caín, hvor ruten ender. Vi spiser vores frokost ved flodens bred, inden vi vender om og går de resterende 12 kilometer tilbage mod Poncebos. Efterhånden er der også kommet vand i floden, og den bagende sol giver lyst til at hoppe i – eller i det mindste dyppe tæerne i det klare vand.

800 højdemeter - hver vej
Tilbage på hotellet lidt uden for Potes går vi i gang med at undersøge, hvor vandrestøvlerne skal føre os hen på vores sidste dag i Picos de Europa. Vi vil gerne udforske en ny del af nationalparken, så vi bevæger os mod det nordøstlige hjørne, hvor vi også kan få nogle tiltrængte højdemeter i benene.

Næste morgen kører vi derfor mod Urdón, hvor vi fanger vandreruten til Tresviso. Selvom der kun er seks kilometer til den lille bjerglandsby, byder turen på hele 800 højdemeter. Igen i dag bager solen fra en skyfri himmel, og det er kun det første stykke på turen, der giver mulighed for skygge. Selvom klokken ikke er meget mere end 9.00 om morgenen, mærker vi allerede sveden dryppe fra os, da vi begiver os ud på den stejle tur op ad zigzag-svingene.

Men jo længere op vi kommer, desto mere imponerende bliver udsigterne, og vi glemmer alt om sved og ømme ben.

Landskabet her i det nordøstlige hjørne af Picos de Europa slår os som noget mere frodigt end det, vi har oplevet de sidste par dage. Grønt græs og fyldige træer dækker bjergene omkring os, hvilket står i kontrast til den stenede og skyggefrie sti, vi bevæger os op ad. Billedet ændrer sig dog, da vi nærmer os Tresviso, hvor vi bliver taget imod af blomstrende enge og ægte landsbyidyl. Det er umuligt ikke at smide sig i græsset og hvile de brugte ben, der lige skal komme sig inden nedstigningen tilbage mod Urdón.

Tæt på landsbyen finder vi et frokoststed med fantastisk udsigt ud over de frodige bjerge. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at stedet her også ville være et fantastisk sted til et frieri – men konklusionen må nok være, at de fleste steder i Picos de Europa sætter en ret så perfekt ramme for frierier til den naturelskende vandrer.

Hvem skriver?

Marlene Bak Cohr rejser altid med vandrestøvlerne lige ved hånden. De sidste par år har hun udforsket Sydeuropa, men turene går også over Atlanten eller på den anden side af Øresund. Hun driver vandrebloggen www.hikemyheartout.com, hvor du kan læse mere om hendes vandreeventyr.

3 ekstra ture i Picos de Europa

1. Søerne ved Covadonga: Hvis du også vil se noget af den vestlige del af parken, kan du passende lægge vejen forbi søerne ved Covadonga. Der er mulighed for at se søerne ved både korte og længere vandreture.

Snyd heller ikke dig selv for udsigtspunktet ved Mirador de la Reina. Du kan parkere bilen ved parkeringspladsen Buferrera, hvor du også finder turistinformation.

2. Naranjo de Bulnes: Du finder et forunderligt kalkstenslandskab i Picos de Europa, som Naranjo de Bulnes er et godt eksempel på. Bjergtoppen stikker på forunderlig vis op blandt de andre bjerge, og er blevet lidt af et ikon for nationalparken – og i særdeleshed blandt klatrere.

Der findes flere forskellige vandreruter, der tager dig forbi den spektakulære bjergtop. Du kan blandt andet tage svævebanen fra Poncebos til Bulnes, hvorfra du kan gå til Mirador Del Naranjo de Bulnes. Hvis du vil endnu tættere på, kan du også gå til hytten Refugio Vega de Urriellu.

3. Torre de Horcados Rojos: Ruten her starter også med en tur med svævebanen i Fuente Dé. Fra toppen af svævebanen er ruten kun 10 kilometer, men den bringer dig rundt til spektakulære udsigter over nationalparken og det Cantabriske hav mod nord.

Højdepunktet er selvfølgelig bjergtoppene Torre de Horcados Rojos, der rejser sig i 2.343 meters højde.