Vandring på Azorerne

En pickup var parkeret foran kapellet, og en skaldet mand i lyserød T-shirt stod og nød udsigten. Vi faldt i snak og blev hurtigt enige om, at udsigten og São Miguel var mui bom. Der var dog et eller andet underligt ved manden, så da han begyndte at spørge ind til mine ægteskabelige forhold, gjorde jeg mine til at gå. Han blev ivrigere i sin talestrøm og spurgte med udspilede øjne og et forvredet grin: ”You like kaka?”
Jeg forstod ikke, hvad manden mente, og svarede: ”Caminar?,” der på spansk betyder at gå. ”No, no, you like kaka!,” fortsatte han og nikkede ivrigt. Her gik det pludselig op for mig, at han var ude på andet end bare småsnakken. Min intense lykkerus over solen, blomsterne, Atlanterhavet og kapellet braste med ét og jeg gav et bestemt ”NO!” og gik ud ad den lukkede sti.

En bulldog uden snor
Landskabet bag kirken fladede lidt ud, og markvejen snoede sig op imellem de frodige græsenge. En ram lugt ramte mine næsebor. I vejsiden lå en ko opspilet som en sorthvid ballon med benene strittende ud til siden. Først den lukkede rute, så den anmasende gut ved kapellet og nu en død ko. Det virkede alt sammen forkert.
Jeg fortsatte dog ufortrødent. En halv time efter delte jordvejen sig i tre retninger. Tankerne faldt tilbage på det lækre topografiske vandrekort, som man nok burde have købt, men kækt havde ladet ligge. Jeg havde passeret en pickup parkeret ved en malkestation, så jeg gik tilbage for at spørge om vej. En kæmpe bulldog dukkede op fra bilens lad. Den havde et stort nitte-halsbånd, men ingen snor, malkemaskinerne brummede højlydt og farmerne var ingen steder at se. Det kødfulde hoved gøede voldsomt, og jeg samlede et par sten op. I det samme kom en ung mand ud fra folden og fik beroliget dyret. Han lignede mere en punker end en landmand, kun de mudrede gummistøvler og omgivelserne bekræftede hans erhverv.
Punker-landmanden lyttede tålmodigt, mens jeg spurgte om vej. Han rystede på hovedet og fortalte, at jeg blev nødt til at tage et stykke tilbage af kysten til Praia, hvorfra der gik en anden rute. Da jeg spurgte, om jeg ikke kunne prøve at finde frem til søen herfra alligevel, grinede han og svarede, at det ville være tåbeligt at prøve.

Tilbage på sporet
Grønne frøer kvækkede dagen på hæld, imens jeg gik tilbage; jeg måtte se mig slået. Tilbage i byen fangede jeg en taxa, og i løbet af 15 minutter stod jeg ved begyndelsen af en anden vandrerute mod Lagoa do Fogo. Hvor der er vilje, er der vej.
Tusmørket kom snigende, som jeg begav mig af sted. Brombærbuske kravlede langs vejen ledsaget af kamille, jordbær og store hortensiabuske. De ellers grønne bjergtoppe var blevet orange, vejen drejede og førte mig ind i en stor klippekløft med cypresser og bregner, hvor fuglenes aftensang ekkoede. Nu var jeg på rette vej.
Jeg var kommet godt op i højderne; dal efter dal bølgede bløde enge ned mod kysten. I bunden var en flok køer ved at gå til ro. Jeg fandt nogle gamle træer, der voksede ud fra en jordvold – de var perfekte til min hængekøje, og jordvæggen gav læ.
Havet lå sølvgråt ude i horisonten og fyrværkeriet fra byen oplyste den mørke himmel. Da jeg slumrede hen, faldt tankerne på beretningerne fra den 29. juni 1536, hvor Lagoa do Fogo sidst rørte på sig. Udbruddet varede i fem dage og oplyste himlen, så det kunne ses fra de nærliggende øer.

Skygger i vandet
Da jeg vågnede om morgenen, var oversejlet tungt af dug, og landskabet pakket i tåge. Jeg fik mig et lækkert måltid med brød og lokal ost og var af sted igen. Solen brændte hurtigt igennem tågen, og den var helt lettet, da jeg efter kort tids vandring stod ved en levada, en lang vandingskanal, der løb hele vejen oppe fra søen.

Der lød et skrig fra oven, og en måge kom dykkende med næb og kløer først.

Det var ret hyggeligt at gå langs den hofte-høje kanal: Fugle landede og drak fra kanten, og mos og bregner florerede på siderne. Det gav et gip i mig, da en sort skygge susede igennem det mørke vand. Jeg fortsatte med bankende hjerte, og længere fremme fik jeg bekræftet min anelse, da to små ørreder strømmede forbi. Lystfiskeren i mig blev fuld af iver, men huskede så på, at det jo var et naturreservat. Levadaen endte ved en lille sø, der fortsatte ud i det smukkeste lille stenbassin, hvor syv ørreder fouragerede i det klare vand. Efter en dåse sardiner gik turen videre op igennem bjergdalen. Jeg passerede et miniparcelhuskvarter af pumpestationer, der stod i skarp kontrast til de altomfavnende stejle bjergvægge, der var overgroet med forhistoriske vækster af mos og bregner.

Luftangreb
Pludselig kom en lille ulden bold flappende over stien for at forsvinde ind i noget lyng. Og jeg opdagede, at klippevæggene var overstrøet med hvide prikker, og jeg kom i tanke om informationspladen ved turens start. Noget med at ruten gik igennem et mågeterritorium, og at mågerne godt kunne være aggressive, når de lå på rede. Der lød et skrig fra oven, og en måge kom dykkende med næb og kløer først.
Jeg dukkede mig, da mågen skrigende passerede mit hoved. Sådan fortsatte angrebene; med skrig, næb og vinger der baskede. Det var som en scene i Hitchcock-klassikeren Fuglene. Det hjalp dog lidt at rette kameralinsen mod angriberne, selvom de ikke holdt sig for gode til at angribe bag fra. Som jeg nærmede mig vulkan-søen, tyndede det ud i rederne, og luftangrebene stilnede af.

Belønningen
Ildsøen stod krystalklart i den brændende middagshede. Jeg var træt og svedig og havde mest følelsen af at være blevet rullet i tjære og fjer. Åh, hvor så det svale turkisblå vand og de hvide sandstrande dog lokkende ud. Surt at det hele lå på den modsatte side af søen. På kraterkanten over strandene var der også et viewpoint, hvor turistbusser og biler ankom for at nyde udsigten og besøge strandene.
Min eneste mulighed for at komme derover var at følge vandkanten. Men snart forsvandt stien, skrænterne blev stejle, og der var ikke andet at gøre end at vade. En time og et par mågeangreb senere nåede jeg endelig stranden, og hvilken et leben her pludselig var, turister kom trimlende ned ad bjerget via en lang trappe og lokale familier holdt picnic. Jeg gik rundt om en pynt og fandt et sted for mig selv, nu skulle jeg have min belønning.
Det stak i de hævede fødder, som jeg vadede ud i det kølige ferskvand. Solen brændte på mine skuldre, jeg lukkede øjnene og lod mig vælte bag over i det klare vand.

Lagoa do Fogo

• Oversat til danske betyder det Ildsøen
• Det asymmetriske krater er skabt af to udbrud for henholdsvis 30.000 og 12.000 år siden
• Det sidste udbrud fandt sted i 1536 efter fem dages jordskælv, hvor halvdelen af øen blev dækket af aske. Eksplosionerne kunne ses fra naboøerne over 150 km væk
• Siden 1974 har Ildsøen været klassificeret som naturreservat

Vandreruten til Lagoa do Fogo.

Ruten til søen er omkring 12 km og starter lidt uden for kystbyen Praia, der ligger omtrent midt på São Miguel. Hvis man vil rundt til de hvide sandstrande, tager det nok en halv til en hel time ekstra, alt efter vandstanden i søen. Ruten klassificeres som medium sværhedsgrad. Ruten, jeg først forsøgte mig med, er nu åben igen. Her vandrer man fra kapellet Nossa Senhora da Paz cirka fem km op til Pico da Vela, hvor man har en skøn udsigt ud over Lagoa da Fogo. Herfra kan man vælge at følge højderyggen ned om krateret eller fortsætte 10 km videre mod Porto Formoso på nordkysten.

MERE VANDRING PÅ SÃO MIGUEL:

São Miguel er et overflødighedshorn af vandreruter (mere end 20 forskellige ruter). Hvad enten man ønsker at gå langs Atlanterhavskysten og besøge små fiskerbyer eller udforske det frodige indland med dets vulkansøer og varme kilder, er der nok at vælge i mellem. Her er der to ture, der kan klares på en lang dag eller brydes op i to dage med overnatning undervejs:
Fiskerstier langs kysten
Fra Ponta Garça til Faial da Terra. En smuk, men anstrengende dagstur langs sydkysten. Den 22 kilometer lange tur kan med fordel deles op i to dage, så er der tid til at bade, og overnatning kan enten forgå i det fri eller i en af de små byer, man passerer.
Rundt om krateret
Caldeira das sete Cidades er Azorernes største krater, der omkranser fire forskellige søer og den lille by, Sete Cidades. Turen rundt kraterryggen er på cirka 20 kilometer. Hvis solen bliver for streng, er der mulighed for at brække turen af og søge ned mod søerne og overnatte i den lille by Sete Cidades.
Boks slut

Oplev verdens største dyr

De næringsrige vande ud for Azorerne er et vigtigt stop for migrerende hvaler som fx kaskelot og blåhval. Turene foregår med hurtige åbne gummibåde, hvilket kun gør det endnu mere spændene. Ud over kaskelotter er der også rig mulighed for at se delfiner, havskildpadder og hajer. De fleste tur-udbydere er seriøse, og guiderne har et indgående kendskab til de mægtige havdyr. I perioden fra februar til maj er der de bedste chancer for at opleve giganterne. En tur varer typisk omkring fire timer og koster fra 40€. Man kan enten stævne ud fra Pico eller nabo øen Faial. Se fx www.cwazores.com og www.pico-sport.com
BOKS

Bestig Portugals højeste punkt. 

Er man på Azorerne, bør man også besøge Pico. Kaskelothvaler jager 100 meter fra kysten, og i højlandet florerer endemiske blomster. Øen er nok mest kendt for sin vinproduktion, men er opkaldt efter en anden stolthed: Vulkanen Pico, der med sine 2351 meter er Portugals højeste punkt. Turen til toppen er utrolig smuk, men også en fysisk krævende rute, der går fem kilometer stejlt opad. Opstigningen starter frodigt og mudret, senere bliver de snoede lavastrømme mere iøjefaldende og underlaget løsere. På toppen er der et 30 meter dybt krater. I midten af krateret troner vulkanens egentlige tinde: Piquinho. Den 100 meter høje spids er udfordrende klatring, da der er mange løse sten. På toppen er der sprækker i basaltblokkene, hvorfra varme dampe undslipper den sovende vulkan. Men det mest fantastiske er dog at stå på en tinde fra jordens indre og have et 360 graders udsyn over et uendeligt Atlanterhav.
Boks slut

UNESCO-vin på Pico

I 1500 tallet begyndte franciskanermunke at dyrke vin på Pico, og den samme specielle dyrkningsmetode bliver stadig brugt den dag i dag. Vinstokkene dyrkes i Currais, små stykker jord omgivet af stengærder i basalt. Disse sorte stenvægge beskytter vinen mod elementerne og radierer varme. Den specielle dyrkningsmetode har givet Picos vinregion en plads på Unescos verdensarvsliste. Prøv fx et glas af den gyldne dessertvin Lajido.

FAKTABOKS OM PICO

Hvordan kommer jeg til Pico?
Der går både færge og fly til Pico. Tag fx færgen fra naboøen Faial til Picos hovedby Madalena. For at komme til vulkanen skal du tage en taxa til Cabeço Das Cabras. Husk at aftale afhentning med chaufføren. Sæt seks til syv timer af til vandreturen.

Hvor overnatter jeg?
Det er muligt at overnatte i krateret med eget telt eller i stenhule. Vær opmærksom på, at det kan blive meget koldt om natten. I Madalena er der forskellige overnatningsmuligheder alt efter budget. Her er der også en officiel teltplads, men den er placeret midt i et beboelseskvarter.

Hvornår skal jeg tage af sted?
Pico kan bestiges året rundt. Fjeldstationen har åbent fra juni til september.
I vinterperioden skal man registrere sig hos brandstationen i Magdalena. Vær opmærksom på at vinterens kulde og nedbør gør en bestigning endnu mere krævende. Om vinteren kan der også falde sne – faktisk så meget at man kan stå på ski i krateret.

Pico: Hvem kan være med?
Ruten er cirka fem km og tager omtrent seks timer. Bestigningen starter i 1231 meters højde ved Cabeço Das Cabras, hvor man registrer sig på en fjeldstation, og får udleveret en radio med GPS. Der er markeringspæle for hver 100 meter. Det er hårdt arbejde at nå til toppen, så man bør være i nogenlunde form eller have en stædig bjergbestiger i hjertet. Vær opmærksom på, at tåge pludselig kan omslutte bjerget. Det anbefales at hyre en guide i Madalena, hvis man ikke har erfaring med at navigere i et sådan terræn. Husk regnjakke, hue og nogle isolerende lag.

FAKTA

Hvordan kommer jeg til Azorerne?
Der er p.t. ingen direkte flyvninger til Azorerne. Den internationale lufthavn ligger i Ponta Delgada på São Miguel. Rejsetiden er på omkring syv timer inklusiv mellemlanding, og returbilletter kan fås fra omkring 2700 kroner. Se fx www.airberlin.com.

Hvordan kommer jeg rundt mellem øerne
SATA er Azorernes flyselskab, der har daglige afgange imellem øerne året rundt (www.sata.pt) – returbilletter fra cirka 500 kroner. Men den billigste og hyggeligste måde at komme rundt imellem øerne på, er at tage færgen. Dog kan nogle af overfarterne være langtrukne.
Fra maj til september er der afgange til alle øerne. Om vinteren kan det kræve lidt mere planlægning at komme rundt. Returbilleterne koster fra 60 kroner. www.atlanticoline.pt og www.transmacor.pt.

Hvordan kommer jeg rundt på øerne?
På de store øer er der gode og regelmæssige busforbindelser. På de mindre øer kører nogle busser kun to gange om dagen. Det er dog ikke usædvanligt at få et lift med en lokal. Billeje er rimelig billigt, og i højsæsonen anbefales det at booke i forvejen. Du kan selvfølgelig også tage taxi, der er markant billigere end i Danmark. Find en chauffør der taler godt engelsk, så har du også en guide. Aftal pris i forvejen.

Cykel
For dem der ikke er bange for at stå i pedalerne, er cyklen et skønt middel til at udforske øerne. Vær dog ekstra opmærksom i mindre byer, hvor gaderne er smalle og bilisterne ikke tager samme hensyn som i Danmark. Der kan lejes cykler i de fleste hovedbyer, og det koster omkring 70 kroner om dagen.

Hvor overnatter jeg?
Der er mange overnatningsmuligheder på Azorerne og i alle prisklasser. Det er ikke svært at finde traditionelle huse istandsat til udlejning, og selv i mange af de små byer kan man finde værelser til leje. Øerne er ikke så store, så det kan godt betale sig at finde en god base, hvorfra man kan tage på dagsture. Der er også campingpladser af svingende kvalitet på alle øerne.

Hvornår skal jeg tage af sted?
Azorerne kan nydes året rundt takket være det milde klima.
Højsæsonen er i juli - august måned, her kan der godt føles lidt overrendt på de større øer, i denne periode er det en god ide at booke hotel inden ankomst.
Om vinteren er det en smule koldere, til gengæld er der stadig lige frodigt, næsten ingen turister og lavere priser.

Hvem kan klare turen?
Generelt er det skønne ved Azorerne, at der er eventyr for alle. Der er et stort udbud af vandreruter i alle sværhedsgrader. Det skal siges, at selv de lokale tilråder, at man aldrig går ruterne alene. Nogle områder er meget øde, og man kan komme til at vente længe på hjælp, hvis uheldet skulle være ude.

Klima
Golfstrømmen og det azoriske højtryk sikrer et mildt klima året rundt. Til gengæld kan vejret være meget omskifteligt med både sol og regn samme dag. Gennemsnitstemperaturen om sommeren ligger på 25° C. Om vinteren ligger den på 17° C.

Hvor bliver jeg klogere?
www.trails-azores.com - En virkelig informativ hjemmeside, der beskriver alle de officielle vandreruter på Azorerne. Du kan også finde GPS-punkter, kort, højdekurver, rutebeskrivelser mv.
www.azores.dk - En rigtig god side på dansk med masser af inspiration. Lavet af Azorerne-veteranen Jørn Rosenkilde.
Vandrekort og guider til dyr og planteliv kan findes i de flest turistbutikker i hovedstaden Ponta Delgada på São Miguel. Køb fx Percursos Naturais - Nature Walks, der indeholder beskrivelser af alle vandreruterne. En anden god ’no-nonsens-bog’ er Azores, car tours and walks af Andreas Stieglitz.