Vinterfjeld på Svalbard

Midnatssol i april, uberørte fjelde højt mod nord og muligheden for at støde på isbjørne. En uges tur med ski og pulk på Svalbard er et vintereventyr af de store.

_dsc0067.jpg
Skrevet af: Elsa Lysgaard Ranzau - Fotos: Per Henriksen, Rasmus Vejersøe Gregersen og Elsa Lysgaard Ranzau
Opdateret den 28. nov 2016

Midnatssol i april, uberørte fjelde højt mod nord og muligheden for at støde på isbjørne. En uges tur med ski og pulk på Svalbard er et vintereventyr af de store.

Mit hjerte springer et slag over, da en stor, gråhvid skikkelse pludselig dukker op på bakkedraget bag teltene. Jeg kontrollerer lynhurtigt, at vores våben er inden for rækkevidde. Klokken er to om natten, og det er mig, der har isbjørnevagten og ansvaret for at vække mine sovende kammerater. Og for at afværge isbjørnefaren, hvis en sulten bjørn med smag for dansker-kotelet nærmer sig lejren. Jeg ånder dog lettet op, da jeg opdager, at den gråhvide skikkelse har gevir og bliver fulgt af en lille rensdyrkalv. Renen og kalven går oppe på bakkedraget og forsøger at skrabe nogle ynkelige, frosne græsstrå op under laget af is og sne. Her er helt vindstille, og himlen har et rosa skær, som afslører, at solen hænger lavt bag fjeldene. Af og til kigger rensdyrene undrende på mig. Som om de tænker: 

”Hvad i alverden laver hun her?”
De to pelsede gæster holder mig med selskab på resten af vagten, og jeg føler mig som verdens heldigste menneske at have denne naturoplevelse alene i det frosne landskab.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

 dsc0077Første nat i bjørneland
Det er sidst i april, og sammen med fem venner er jeg på vinterfjeldstur på Svalbard. Så højt mod nord er skiftet fra totalt mørke til midnatssol sket over et par måneder, og vi nyder dagslys 24 timer i døgnet. Et par dage tidligere har vi spændt skiene på og går fra den isede hovedgade i Longyearbyen med vores pulke på slæb og direkte ud i vildmarken. På den første strækning er der en livlig snescootertrafik med lokale og turister, der med motorens hjælp bevæger sig ud i det hvide landskab. Der er ikke mange, der som os, bevæger sig ud med ski under fødderne. Men alle er bevæbnede, hvilket er et krav, når man bevæger sig uden for bygrænsen på Svalbard.
Lidt på afstand af byen tager vi en kort pause, drikker noget varm saft og lader vores våben, for nu er vi ikke længere øverste led i fødekæden – en ganske uvant følelse. Dagen går hurtigt, mens skiene bringer os gennem Adventsdalen, og snart kigger vi efter et sted at slå lejr. Det er vores første overnatning i bjørneland, og der går lang tid med at diskutere, hvad der er en egnet lejrplads. Vi vil gerne ligge i læ for den kolde vind, men samtidigt vil vi også gerne have godt udsyn i alle retninger, så vi har mulighed for at opdage en eventuel bjørnegæst i god tid. Endelig finder vi et lille plateau i sneen, hvor vi har en fjeldside bag os, men samtidig frit udsyn i alle retninger.

Alle skygger uden for teltet ligner store, sultne bjørne, som kun tænker på at begrave gebisset i vores skinker.

 dsc027370 år gammel riffel
Vi får rejst de tre telte så tæt på hinanden som muligt, for da vi skal have hegnet lejren ind med wire og bjørnesikringer, gælder det om at have så lille en lejr som muligt. Vi spiser vores frysetørrede aftensmad og armerer bjørnesikringerne, som er nogle små sprængladninger, der sidder fast på wire-hegnet. Idéen er, at sprængladningerne skal gå af, hvis bjørnen går ind i hegnet, og forhåbentligt skræmme den væk. Så fordeler vi nattevagterne mellem os, så vi skiftes til at være vågne en time ad gangen og holde udkig efter isbjørne, mens de andre fem sover.
Udover bjørnesikringerne har vi en signalpistol til at skræmme bjørnen på flugt, samt to rifler som kun skal bruges i yderste nødstilfælde, hvis ingen af de andre skræmmemidler har fungeret – en situation, vi hverken for isbjørnens eller vores egen skyld ønsker at komme ud i. Den ene riffel er en noget antikveret Mauser fra krigens tid, som vi lejede i Longyearbyen og afprøvede på byens skydebane.
”Det kan godt være, at den er gammel, men den fungerer fint i kulden,” forsikrede ekspedienten os om, inden han sendte os ud ad døren med en 70 år gammel riffel under armen.

Vi seks skiløbere har lige så meget kontrol over situationen som rensdyr på stylter.

 dsc0166Alene på jomfruelig sne
Næste morgen vågner vi lidt klatøjede. Vi har ikke fået meget søvn, da alle vågner hver time, når der er vagtskifte, og det er svært at falde i søvn, når alle skygger udenfor teltet ligner store, sultne bjørne, som kun tænker på at begrave gebisset i vores skinker. Det er blæst op med en iskold vind direkte fra Nordpolen, og vi er nu definitivt ude af snescooter-sporet og inde i nationalparken, hvor man kun må færdes til fods. Her møder vi ikke andre mennesker. Vinden har bragt snefygning og dårlig sigt med sig, og vi holder kun korte pauser, da vi ikke kan holde varmen, når vi sidder stille. Området er blevet meget puklet og bakket, og man kan ikke se, hvad der gemmer sig rundt om den næste pynt i landskabet. Det er lidt som at navigere rundt i en frossen labyrint – som en levende udgave af Pacman-spillet, hvor der pludselig kan dukke en overraskelse op bag næste hjørne. Samtidig driller den ene af pulkene og vælter om på siden ved den mindste lille forhøjning i sporet, så vi er trætte, da vi kommer i lejr.
I løbet af de næste dage vænner vi os til lejrlivet, og vi ændrer rutinerne, så vi skiftes til at holde to timers vagt ad gangen. På den måde kan vi fordele de tolv timer i lejren imellem os, så vi kun skal have én vagt hver, og vi får en meget bedre søvn. Der går meget tid med praktiske gøremål som at smelte sne til vand, sætte sikringer op, bygge læmur til toilettet, og der er en del gravearbejde, hver gang lejren sættes op eller tages ned.

 dsc0221På blank is
Nogle morgener senere glider vi på skiene ned på en frossen flod. Isen er skinnende blå og står i utrolig smuk kontrast til alt det hvide. Den blå slange af blank is slynger sig gennem det hvide fjeldlandskab, mens vi seks skiløbere har lige så meget kontrol over situationen som rensdyr på stylter.
”Jeg synker, jeg synker!” hyler jeg mellem fjeldvæggene, da mine ski pludselig er dækket af flydende vand.
Heldigvis er det kun overfladevand, som på grund af isens vægt er presset op over isen, og jeg går ikke ret dybt i, men bliver alligevel lidt chokeret.
Ved næste pause kan jeg ikke få mine ski af. Efter at have været dyppet i vand er mine bindinger frosset uhjælpeligt fast, så det er umuligt at få skiene af. Vi bearbejder bindingerne med schweizerknive og varmt vand fra termokanden, og de slipper taget i mine skistøvler, efter mine eder og forbandelser har gjaldet højlydt gennem dalen.

P1070823Masser af rener
Vi kommer ind i Reindalen, og som navnet antyder, er her masser af rener. På hele turen ser vi faktisk rener hver eneste dag, og dalen er det rene eventyrland for os. Her er så utroligt smukt. Den brede dal er helt uberørt af mennesker – der er kun vores skispor, som slynger sig gennem dalen bag os, og foran os er der øde, tomt land med uberørt sne. På begge sider er der flade, lagdelte fjelde, som må være en drøm for enhver geolog. Vi slår lejr midt i Reindalen, og vores farvestrålende telte lyser op som det eneste menneskeskabte, så langt øjet rækker. Natten er den hidtil koldeste, og på vagttjansen løber vi i cirkler rundt om lejren for at holde varmen.
På vej ud af Reindalen bliver det så varmt, at vi kan smide jakkerne og sidde i solen på pulkene og drikke kaffe. Snart bliver der fundet en overraskelse frem i form af bagerens hindbærsnitter, medbragt hjemmefra. Vi har hver især taget en spiselig overraskelse med til resten af gruppen, som vi kan gå og glæde os til i løbet af dagen. Det skaber lidt afveksling. På vej ned gennem Tverdalen møder vi igen en flod med blank is. Pludselig kommer en hundeslæde imod os. Det ser ud til, at hundeslædekusken er kommet på overarbejde og må koncentrere sig fuldt ud for at styre hundene og bremse slæden på isen, men intet kan stoppe hundene – de vil bare fremad, selvom de ikke kan stå fast på isen, og kløerne skøjter rundt.
Belært af vores sidste erfaring med blank is og overfladevand forlader vi floden og går op på et fjeldplateau, hvor vi kan gå langs floden. Det er svært at komme op, da flodbankerne er meget stejle, og da vi finder en åbning i landskabet, må vi kæmpe godt for at få trukket de tunge pulke op på plateauet, men til sidst lykkes det.

 dsc0199Anders And-sneborg
Efter nogle dage er vi ved udmundingen af Tverdalen, hvor den løber ud i Adventsdalen, hvor vi startede.
Ved vores sidste lejr får sne-arkitekturkunsten frit spil, og vi igangsætter byggeprojekter i sne, som er en helt Anders And-sneborg værdig. Vi får både bygget vagttårn med skydeskår og et toilet med ringmur, alt skåret ud i store sneblokke. Lejren bliver så flot, at vi næsten ikke nænner at forlade den, men næste dag er vi alligevel forventningsfulde ved udsigten til at komme tilbage til civilisationen efter en uge i fjeldet. Det sidste stykke ind til Longyearbyen har vi ramt et snescooterspor, og vi er fulde af kådhed, mens vi fantaserer om saftige burgere, kolde øl og bløde dyner.
Med byen i sigte holder vi en kort pause, hvor vi aflader vores våben, mens renerne græsser foran de farvestrålende boligblokke. En uge efter skiene bragte os ned gennem den frosne hovedgade er vi tilbage. Vi parkerer ski og pulke foran kroen, får våbnene deponeret hos kroens kok, sætter tænderne i store burgere og skåler i kolde fadøl for vores fantastiske eventyr nord for polarcirklen.


Isbjørnesikkerhed

Vagthunde, signalpistol, riffel, hegn med sprængladning og en dygtig guide er alle faktorer, som giver dig en bedre sikkerhed. Svalbard ligger langt nord for polarcirklen og er hjemsted for flere isbjørne end mennesker. De fleste isbjørne er på Østkysten, så vælger du en rute fra Longyearbyen, som vi gjorde, er bjørne-risikoen mindre – dog skal man være klar over, at bjørnene kan dukke op hvor som helst, og der er også eksempler på, at de kommer helt ind i byen. Der bliver årligt skudt cirka to-tre isbjørne i selvforsvar. Det er et krav, at man er bevæbnet, når man bevæger sig uden for bygrænsen, og at man afgiver varselsskud og på alle måder forsøger at skræmme bjørnen væk. Du kan leje våben, satellittelefon, signalpistol og hegn med sprængladning i Longyearbyen. Våbentilladelse kan du få ved at ansøge hos Sysselmannen inden afrejse. Læs mere på www.sysselmannen.no.


FAKTA

P1070697Hvordan kommer jeg til Svalbard?
Flyv retur til Svalbard for cirka 2500 kroner.

Hvornår skal jeg tage af sted?
I princippet året rundt, men de fleste gæster Svalbard i vinterfjeldssæsonen mellem marts og maj, hvor det også er godt at køre snescooter. Om sommeren kan man også tage på sejlture. Der er mørketid fra slut oktober til midt februar og midnatssol fra midt april til midt august. Hvis du er interesseret i nordlys og stjerner, så er vinteren et godt tidspunkt at rejse til Svalbard. Og er du interesseret i at opleve en total solformørkelse på Svalbard, skal du sætte kryds i kalenderen den 20. marts 2015.

Hvordan overnatter jeg?
I Longyearbyen er der overnatningsmuligheder lige fra vandrehjem til behagelige hoteller. Udenfor Longyearbyen vil overnatningerne være i telt, lodges/base camps– eller hvad med at overnatte i et indefrosset skib? Se www.basecampspitsbergen.com.

Hvem kan klare turen?
En vinterfjeldstur på Svalbard på egen hånd er for folk med en vis portion vinterfjeldserfaring. Derudover er det nødvendigt, at nogen i gruppen har erfaring i at håndtere våben. Alternativt kan du booke en tur gennem et bureau, og der udgår også en del ture fra Longyearbyen, hvor man har mulighed for at tage af sted sammen med en lokal kendt guide, som også håndterer bjørnesikkerheden.

Hvor lejer jeg udstyr?
Udstyr kan lejes i Longyearbyen, for eksempel hos Sportscenteret AS eller Ing. G. Paulsen.

Vigtigt at vide
Selvom Svalbard er norsk, er der særlige indrejseregler, så husk passet, og vil du køre snescooter, så tag kørekortet med, da det er et krav.

Hvor bliver jeg klogere?
Du kan finde generel info om at rejse til Svalbard på www.visitnorway.com og www.svalbard.net. Find godt kortmateriale til planlægning på http://toposvalbard.npolar.no.

Andre spændende artikler


Fjeldski for begyndere

Fjeldski for begyndere

Vintertur i Lunndörsfjällen

Vintertur i Lunndörsfjällen

Pakkeliste til Fjeldski - hytte til hytte

Pakkeliste til Fjeldski - hytte til hytte

Log ind