Vulkanvandring i New Zealand

Perfekt vulkan
Vejret er det smukkeste. Vinden er iskold, men solen skinner og lyser op på Mount Ngauruhoe, som er den perfekte vulkan. Cirkelrund top og perfekte symmetriske vulkansider, der glider ensartet mod jorden danner den karakteristiske kegleform. Og så er der endda sne på toppen.

I samme område ligger også den mindre, men stadig aktive, vulkan Mount Tongariro med sine 1967 meter og Mount Ruapehus 2287 meter.

Ruten er så populær, at man kan køre med bus op til starten af ruten og minsandten blive samlet op igen ved slutningen om 18 kilometer. Det er en ret behagelig måde at være aktiv på!

Men forude venter op mod otte timers vandring ad en rute, som skal vise sig at stille støre krav, end man lige regner med. Dette er ikke en søndagsspadseretur i en bypark, som nogle måske tror, fordi mange går ruten om sommeren.

Men det begynder blødt over store, flade græsarealer, før vi kommer ind i områder, hvor resterne af tidligere års vulkanudbrud vidner om, at det er et område med sovende kæmper, som man skal tage alvorligt.

Sorte vulkansten ligger spredt overalt, fra knytnævestore til kæmpeblokke, og man forestiller sig, hvordan det har været, da stenene var smeltet og strømmede ned ad bjergsiderne som altødelæggende lava. Det er dybt fascinerende at gå et sted, hvor vældige naturkræfter før har taget magten over liv og død. Vi håber at slippe for det, mens vi går her.

Vi går gennem området med resterne af lavastrømme og møder den første overraskelse. En stejl mur af klipper, også kaldet devil’s staircase - Djævelens Trapper - skal forceres for at komme videre. Det er nærmest klatring visse steder, mens vi stiger fra 1400 meter til 1600 meter over havets overflade. Men belønningen venter oppe. Den smukke udsigt ud over parken.

Vi går videre opad. Vinden bider og gør fingre til ispinde og næser til dryptud, så vi må tage de nyindkøbte uldvanter i brug og det meste af vores tøj på. Vi når til det golde og jordfarvede South Crater, som er det første vulkankrater på ruten. Vi går nede i krateret og er pludselig i læ af kraterkanten.

Det giver en tiltrængt varme i kroppen, da vi siger farvel til vinden og tager vanterne og det yderste lag tøj af. Det er en smuk del af turen og tankerne kredser om at være et sted, man ikke burde være, men hvor det er enestående at få lov at være, som en anden planet på en rumrejse.

Ruten over krateret er helt fladt og markeret med pinde, så der er intet at tage fejl af. Vandrere er spredt ud over hele ruten, så selv om her er mange, går man ikke og træder hælene af hinanden.

Men selvfølgelig går der sport i at gå hurtigere end alle de andre, så man skal huske på at stoppe op og acceptere, at man bliver indhentet af de langsomme. Men kun fordi man har mere tid til at nyde udsigten!

Svovl i næsen
Vi kravler op ad den stejle side af Red Crater, mens løse sten gør det nødvendigt, dels at være meget forsigtig, dels at bruge hænderne som ekstra støtte. Red Crater er en 3000 år gammel vulkan, hvis krater er farvet i kraftige og smukke bordeaux farver på grund af stort indhold af oxideret jern.

Vi kommer op på kanten af krateret, og det er som at komme til en anden planet. Vi kan se lige ned i det. Skyer af damp står op fra siderne, og lugten af svovl hænger i næsen. Der er fænomenal udsigt over Oturere Valley, Rangipo Desert og Kaimanawa Ranges.

Tanken om at få en søjle af smeltet sten lige i synet smælder som et piskesmæld, men fornuften sejrer hurtigt. Det er trods alt omkring 130 år siden, der sidst var gang i den vulkan her.

Men nu forsvinder det behagelige læ, og det blæser minsandten så meget, at vi er ved at blæse ned i krateret. Derfor må vi skære ned i tiden med at nyde frugten af anstrengelserne og søge nedad igen.

Men efter en halv times vandring venter et endnu mere storslået syn. Emerald Lakes er tre søer, som lyser op midt i al det golde jordfarvede terræn med sit helt turkise vand, som opstår fordi mineraler fra de omgivende klipper lækker ud i vandet.

Her er det værd at sætte sig og bare suge udsigten til sig, og det er også vejr til det. Vi er nogenlunde i læ her, og det er det, der gør det til at holde ud at sidde stille i mere end fem minutter. Vandrere har spredt sig rundt om søerne, som virker helt malplacerede med deres smukke farver, som står i dyb kontrast til omgivelserne. Ufatteligt som naturen kan frembringe farver.

Men nu begynder det pludselig at sne, så man må forsøge at se det morsomme i vejrets omskiftelighed, men glæde sig over, at vi er udstyret til det. Men det er noteret at huske en god outdoor-jakke, næste gang turen går til New Zealands sommer.

Sneen bliver ikke til noget af betydning, og heldigvis slipper vi for regn, så underlaget forbliver tørt og til at stå fast på, bortset fra løse sten.

Fra vulkan til skov
Nu er det pludselig som at gå ind i en helt anderledes udstilling på museet. Udsigten forandres drastisk, da vi er forbi Blue Lake og lægger vulkanerne bag os. Vi kommer ind i et område med bløde bakker og lave græsser.

Himlen åbner sig, og solen tvinger sig vej gennem skyerne, der ellers har truet godt undervejs. Vi ser lige ud i nærmest uendelige vidder, da de store vulkaner er væk. Vi kan se landets største ferskvandssø, Lake Taupo, ved hvis rolige bredder vi overnattede et par nætter forinden. Storslået.

Og endnu engang skifter naturen klædedragt, da vi efter en stejl nedstigning krydser gennem en fantastisk og forfriskende skov med rislende vandfald og frodige grønne blade.
Det virker helt surrealistisk, da vi når til vejs ende, en parkeringsplads, hvor en bus venter på at samle vandrere op og køre dem tilbage til de steder, de skal overnatte.

Og det kan godt være, de 18 kilometers dagtur kun får et fnys fra rutinerede vandrere, men de sidder alligevel i lægmuskler og lårbasser i et par dage efter. Til gengæld sidder udsigterne, lugten af svovl og de kraftige farver i minderne mange år fremover.

Unik betydning for maorier

Tongariro National Park kom på UNESCOs liste over verdens enestående bevaringsværdige natur i 1990. Men som noget helt enestående blev den i 1993 det første område i verden til at komme på UNESCOs liste over steder, der er særligt værd at bevare, fordi landskabet er vigtigt for den oprindelige befolkning. Området tilhørte maorierne, men i 1887 overrakte den lokale maori-høvding området til New Zealands regering.

Storebror-ruten

Tongariro Crossing er en perfekt løsning for folk, der vil se det varierede og dramatiske landskab, som man normalt skal bruge flere dage på. Den byder nemlig på mange af de smukke oplevelser, som man kan se på storebror-ruten The Tongariro Circuit, som begynder og ender i Whakapapa landsby og tager tre til fire dage fra hytte til hytte.

Den rute hører til i det fornemme selskab af New Zealand’s Great Walks. Man går gennem flere vulkankratere, til vulkansøer og andre dele af det smukke vulkanlandskab. Ruten har flere blændende smukke og hårde sideture som for eksempel til toppen af den perfekte vulkan Mount Ngauruhoe i 2287 meters højde.