Du er her:

Vulkanvandring i New Zealand

Udfordrende vandring på vulkaner i New Zealand

5393944_Martin-Maun.jpg
Skrevet af: Uffe Rasmussen
Opdateret den 28. nov 2016

Gå på dampende vulkaner, forbi smukke søer og gennem frodig skov. New Zealand er et paradis for vandrere, som kan finde ruter i alle sværhedsgrader og længder. I Tongariro National Park på nordøen får man spektakulær og varieret vandring på en dag på landets længste dagvandretur. Turen er overraskende udfordrende og kræver tøj til fire slags vejr.

Det er dybt fascinerende at gå et sted, hvor vældige naturkræfter før har taget magten over liv og død. Vi håber at slippe for det, mens vi går her.

Vi ved det. Faren lurer deroppefra, for hvis den rygende aktive vulkan Mount Ngauruhoe deroppe i 2797 meters højde beslutter sig for at gå i udbrud her og nu, vil en kæmpe mur af smeltevand fra toppen og siderne i rekordfart vælte ned over os. Det er sket før her.

Vi kan se toppen af vulkanen fra den campingplads i landsbyen Whakapapa, hvor vi har indlogeret os sammen med vores nyindkøbte mini-autocamper, og vi ved, vi er i landets mest aktive vulkanområde. Heldigvis var den sidst i udbrud i 1995-96, så der er gode chancer for, at den sovende kæmpe sover videre de få dage, vi er her.

Næsen drypper på grund af sommerkulden her i højderne, men når vi snuser ind kommer belønningen. Luften er krystalklar og superfrisk, så pyt med, at man skal gå i seng i 0 grader om natten og stå op til regnvejr. Blade og træer emme af friskhed, og gør det til en livsbekræftende oplevelse at være her.

Vi er kommet til det fascinerende vulkanområde Tongariro National Park midt i den new zealandske sommer for at opleve vulkaner på den bedste måde: Ved at gå på dem.

Parken giver et utal af muligheder for at opleve den new zealandske natur ved for eksempel at vandre fra hytte til hytte på parkens mange vandreruter, der er masser af vulkaner og vulkansøer og frodig oprindelig skov, der er endda mulighed for at se, eller mere sandsynligt, høre den sky og mystiske fugl, kiwi’en, som lusker vingeløs og krumrygget rundt i skovene med sit lange næb og uhyggelige, gennemtrængende skrig.

Men vi er her, fordi parken byder på en af verdens kendteste og smukkeste endagsvandreture, Tongariro Crossing, som er landets længste med sine 18 kilometer.
Vi har hørt, at de fleste kan gå den, men på campingpladsen møder vi flere, som er hårdt mærkede efter strabadserne på ruten dagen før.

”Det tager længere tid, end man lige tror, og vejret skifter meget hurtigt,” siger en af de rejsende, vi møder.

Et af rådene fra andre rejsende lyder på at være forberedt på vejr af enhver art, og det lytter vi heldigvis til. Måske er det de omkring nul grader, der sætter sig i næsen om natten i vores bil uden varme, måske er det de ti graders ”sommervarme”, som køler rygstykkerne om dagen, men vi har det meste af vores rejsegarderobe med på krop og i rygsæk, fra shorts til to lag lange bukser foruden både solcreme og regntøj, da vi stiger ud af den morgenbus, som kører os til starten af ruten ved Mangatepopo Valley en tidlig morgen. Det bliver vi glade for.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

10571254 Falk-KienasPerfekt vulkan
Vejret er det smukkeste. Vinden er iskold, men solen skinner og lyser op på Mount Ngauruhoe, som er den perfekte vulkan. Cirkelrund top og perfekte symmetriske vulkansider, der glider ensartet mod jorden danner den karakteristiske kegleform. Og så er der endda sne på toppen.

I samme område ligger også den mindre, men stadig aktive, vulkan Mount Tongariro med sine 1967 meter og Mount Ruapehus 2287 meter.

Ruten er så populær, at man kan køre med bus op til starten af ruten og minsandten blive samlet op igen ved slutningen om 18 kilometer. Det er en ret behagelig måde at være aktiv på!

Men forude venter op mod otte timers vandring ad en rute, som skal vise sig at stille støre krav, end man lige regner med. Dette er ikke en søndagsspadseretur i en bypark, som nogle måske tror, fordi mange går ruten om sommeren.

Men det begynder blødt over store, flade græsarealer, før vi kommer ind i områder, hvor resterne af tidligere års vulkanudbrud vidner om, at det er et område med sovende kæmper, som man skal tage alvorligt.

Sorte vulkansten ligger spredt overalt, fra knytnævestore til kæmpeblokke, og man forestiller sig, hvordan det har været, da stenene var smeltet og strømmede ned ad bjergsiderne som altødelæggende lava. Det er dybt fascinerende at gå et sted, hvor vældige naturkræfter før har taget magten over liv og død. Vi håber at slippe for det, mens vi går her.

Vi går gennem området med resterne af lavastrømme og møder den første overraskelse. En stejl mur af klipper, også kaldet devil’s staircase - Djævelens Trapper - skal forceres for at komme videre. Det er nærmest klatring visse steder, mens vi stiger fra 1400 meter til 1600 meter over havets overflade. Men belønningen venter oppe. Den smukke udsigt ud over parken.

Vi går videre opad. Vinden bider og gør fingre til ispinde og næser til dryptud, så vi må tage de nyindkøbte uldvanter i brug og det meste af vores tøj på. Vi når til det golde og jordfarvede South Crater, som er det første vulkankrater på ruten. Vi går nede i krateret og er pludselig i læ af kraterkanten.

Det giver en tiltrængt varme i kroppen, da vi siger farvel til vinden og tager vanterne og det yderste lag tøj af. Det er en smuk del af turen og tankerne kredser om at være et sted, man ikke burde være, men hvor det er enestående at få lov at være, som en anden planet på en rumrejse.

Ruten over krateret er helt fladt og markeret med pinde, så der er intet at tage fejl af. Vandrere er spredt ud over hele ruten, så selv om her er mange, går man ikke og træder hælene af hinanden.

Men selvfølgelig går der sport i at gå hurtigere end alle de andre, så man skal huske på at stoppe op og acceptere, at man bliver indhentet af de langsomme. Men kun fordi man har mere tid til at nyde udsigten!

9692491 Sam-DCruzSvovl i næsen
Vi kravler op ad den stejle side af Red Crater, mens løse sten gør det nødvendigt, dels at være meget forsigtig, dels at bruge hænderne som ekstra støtte. Red Crater er en 3000 år gammel vulkan, hvis krater er farvet i kraftige og smukke bordeaux farver på grund af stort indhold af oxideret jern.

Vi kommer op på kanten af krateret, og det er som at komme til en anden planet. Vi kan se lige ned i det. Skyer af damp står op fra siderne, og lugten af svovl hænger i næsen. Der er fænomenal udsigt over Oturere Valley, Rangipo Desert og Kaimanawa Ranges.

Tanken om at få en søjle af smeltet sten lige i synet smælder som et piskesmæld, men fornuften sejrer hurtigt. Det er trods alt omkring 130 år siden, der sidst var gang i den vulkan her.

Men nu forsvinder det behagelige læ, og det blæser minsandten så meget, at vi er ved at blæse ned i krateret. Derfor må vi skære ned i tiden med at nyde frugten af anstrengelserne og søge nedad igen.

Men efter en halv times vandring venter et endnu mere storslået syn. Emerald Lakes er tre søer, som lyser op midt i al det golde jordfarvede terræn med sit helt turkise vand, som opstår fordi mineraler fra de omgivende klipper lækker ud i vandet.

Her er det værd at sætte sig og bare suge udsigten til sig, og det er også vejr til det. Vi er nogenlunde i læ her, og det er det, der gør det til at holde ud at sidde stille i mere end fem minutter. Vandrere har spredt sig rundt om søerne, som virker helt malplacerede med deres smukke farver, som står i dyb kontrast til omgivelserne. Ufatteligt som naturen kan frembringe farver.

Men nu begynder det pludselig at sne, så man må forsøge at se det morsomme i vejrets omskiftelighed, men glæde sig over, at vi er udstyret til det. Men det er noteret at huske en god outdoor-jakke, næste gang turen går til New Zealands sommer.

Sneen bliver ikke til noget af betydning, og heldigvis slipper vi for regn, så underlaget forbliver tørt og til at stå fast på, bortset fra løse sten.

9692230 Sam-DCruzFra vulkan til skov
Nu er det pludselig som at gå ind i en helt anderledes udstilling på museet. Udsigten forandres drastisk, da vi er forbi Blue Lake og lægger vulkanerne bag os. Vi kommer ind i et område med bløde bakker og lave græsser.

Himlen åbner sig, og solen tvinger sig vej gennem skyerne, der ellers har truet godt undervejs. Vi ser lige ud i nærmest uendelige vidder, da de store vulkaner er væk. Vi kan se landets største ferskvandssø, Lake Taupo, ved hvis rolige bredder vi overnattede et par nætter forinden. Storslået.

Og endnu engang skifter naturen klædedragt, da vi efter en stejl nedstigning krydser gennem en fantastisk og forfriskende skov med rislende vandfald og frodige grønne blade.
Det virker helt surrealistisk, da vi når til vejs ende, en parkeringsplads, hvor en bus venter på at samle vandrere op og køre dem tilbage til de steder, de skal overnatte.

Og det kan godt være, de 18 kilometers dagtur kun får et fnys fra rutinerede vandrere, men de sidder alligevel i lægmuskler og lårbasser i et par dage efter. Til gengæld sidder udsigterne, lugten af svovl og de kraftige farver i minderne mange år fremover.


Unik betydning for maorier

Tongariro National Park kom på UNESCOs liste over verdens enestående bevaringsværdige natur i 1990. Men som noget helt enestående blev den i 1993 det første område i verden til at komme på UNESCOs liste over steder, der er særligt værd at bevare, fordi landskabet er vigtigt for den oprindelige befolkning. Området tilhørte maorierne, men i 1887 overrakte den lokale maori-høvding området til New Zealands regering.


9692293 Sam-DCruzStorebror-ruten

Tongariro Crossing er en perfekt løsning for folk, der vil se det varierede og dramatiske landskab, som man normalt skal bruge flere dage på. Den byder nemlig på mange af de smukke oplevelser, som man kan se på storebror-ruten The Tongariro Circuit, som begynder og ender i Whakapapa landsby og tager tre til fire dage fra hytte til hytte.

Den rute hører til i det fornemme selskab af New Zealand’s Great Walks. Man går gennem flere vulkankratere, til vulkansøer og andre dele af det smukke vulkanlandskab. Ruten har flere blændende smukke og hårde sideture som for eksempel til toppen af den perfekte vulkan Mount Ngauruhoe i 2287 meters højde.

Andre spændende artikler


5 uforglemmelige vandreture i New Zealand

5 uforglemmelige vandreture i New Zealand

Vandreture i en New Zealands smukkeste nationalparker

Vandreture i en New Zealands smukkeste nationalparker

Guide til vandring i New Zealand

Guide til vandring i New Zealand

Log ind