Weekendtur: Österlencirkeln

På Skånes østkyst mellem Ystad og Kristianstad, kun 2,5 time med offentlig transport fra København, finder du denne grønne tur i landlig svensk idyl med skov, rullende skånske bakker og hedelandskab med flotte udsigter. Turen er også særdeles velegnet til at tage bilen, da du starter og ender samme sted uden at skulle gå samme vej ud og hjem, da ruten, som navnet antyder, går i en cirkel.

Österlen-3.jpg
Skrevet af: Patrick Jim Hedensted
Opdateret den 28. apr 2022

På Skånes østkyst mellem Ystad og Kristianstad, kun 2,5 time med offentlig transport fra København, finder du denne grønne tur i landlig svensk idyl med skov, rullende skånske bakker og hedelandskab med flotte udsigter. Turen er også særdeles velegnet til at tage bilen, da du starter og ender samme sted uden at skulle gå samme vej ud og hjem, da ruten, som navnet antyder, går i en cirkel.

Fredag: Torparebron - Vantalängan (4-5 km)
Fredag aften ankommer du til Torparebrons rasteplads. Her er der offentlige toiletter, men husk dog at have en liter vand med hjemmefra, da der ikke findes drikkevand her. Fra rastepladsen starter du weekendens vandretur ved at sætte kursen vestpå ad den tydeligt afmærkede orange rute, som er din ven hele weekenden. Efter en times rask gang (4-5 km) når du til den første shelterplads, Vantalängan, hvor du enten kan sove i det store langhus eller i et af de to shelters, hvis der er ledigt, eller i telt på den store teltplads. Der findes en brønd med drikkevand bag langhuset, et tørkloset, og der er god mulighed for at tænde bål. Vantalängan er en gammel lade fra 1800-tallet, og manden, der boede der, kom fra Vantaröd og blev derfor kaldt for ”Vanten”.

ikon hængelås

Prøv de næste 3
Opdag Verden magasiner

Opdag Verden Magasinet

Direkte i din postkasse
i 6 måneder for 99 kr.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Lørdag: Vantalängan – Agusa (15 km)
Lørdag har du en god, lang dag til at gå de 15 kilometer fra Vantalängan til Agusa shelterplads, så nyd morgenen og husk undervejs, at du har masser af tid til at nyde den dejlige, forfriskende tur gennem skoven. Det er vigtigt, at du tager vand nok med fra Vantalängan til hele dagen, da du ikke har mulighed for at tanke drikkevand igen, før du når frem til næste shelterplads.

Du starter med at fortsætte vestpå ad den orange rute langs Verkeån. Allerede efter 2-3 km kan du lave en lille afstikker fra ruten og se det smukke vandfald ved vandmøllen Hallamölla. Vandfaldet er Skånes største med et samlet fald på 23 meter. Efter yderligere 2-3 km når du til Verkasjön, hvor du kan bade. Det er også muligt at fiske efter gedder og aborrer, hvis du køber et fiskekort ved det nærliggende Christinehofs Slot, som er en afstikker cirka 1 km vest for søen. Søen er et fint sted at spise frokost, og herfra fortsætter du din cirkel nordpå ind i skoven igen.

Alt efter tempo og pauser når du Agusa shelterplads ud på eftermiddagen eller tidligt på aftenen. Her findes der ét shelter, et tørkloset, vandhane og masser af teltplads. Agusa ligger lige over for et vildthegn, hvor der blandt andet går kronhjort og vildsvin.

Søndag: Agusa – Torparebron (15 km)
Søndag går turen tilbage østpå og sidenhen i sydlig retning, stadig langs den orange rute, til du når tilbage til Torparebrons rasteplads, hvor du startede turen. Husk igen at tanke nok drikkevand ved Agusa til dagens 15 km og eventuelt til turen hjem.

I dag skal du nyde den mere landlige side af Skåne og måske få pulsen lidt op, når du skal op og ned ad de mange bakker i hedelandskabet i Drakamöllans Naturreservat. Her vokser der i sensommeren både lyng og smalbladet timian, der giver landskabet et smukt, lilla skær. Inden du når helt tilbage til Torparebron ud på eftermiddagen, kommer du også lige et smut igennem skoven Maglehems Ora, som er en af Skånes største bøgeskove.


Shelters og ild

Vær generelt opmærksom på, at shelters ikke kan bookes i Sverige, og der kan være rift om dem i højsæsonen, så det er altid en god idé at have en plan B i form af telt eller lignende. Husk også at respektere eventuelt ildtændingsforbud (eldingsförbud) i tørkeperioder. Der vil være tydeligt skiltet med det, men det er en god idé at tjekke hjemmefra, så man ikke planlægger at være afhængig af at kunne lave varm mad.

Find din næste tur her


Ruteforslag
Kungsleden: Kvikkjokk - Saltoluokta

Kungsleden: Kvikkjokk - Saltoluokta

Ruteforslag
Tivedens Nationalpark

Tivedens Nationalpark

Ruteforslag
Bergslagsleden

Bergslagsleden

Andre spændende artikler


Forårsvandring i Smålands højland

Forårsvandring i Smålands højland

Familieweekend i Sverige

Familieweekend i Sverige

Vandring på Fulufjället

Vandring på Fulufjället

Log ind