Bagan

Glæden og følelsen varer i nogle få minutter – så er jeg kommet op på taget af templet. Her hører jeg mine ’gravrøver-konkurrenter’– de kommer fra USA, og det eneste, de siger, er:
”Fantastic, spectacular, impressing”. Men for en gangs skyld har amerikanerne ret. Synet, som møder mig heroppe, er ganske imponerende. Jeg står 20 meter over en bakke og skuer ud over nogle af Bagans 524 pagoder og 911 templer – på et område, der er mindre end 45 kvadratmeter.
I verdenssammenhæng er dette unikt – og om lidt vil jeg være vidne til det, som kaldes ’verdens smukkeste solopgang’.
Det lyder som en kliché fra en glitrende turistbrochure, men når den glødende, runde kugle begynder at klemme sig op fra horisonten, må jeg bøje mig: Til trods for et dusin amerikanere, som stadig udbryder det ene tunge superlativ efter det andet – noget som kommer nederst på min liste over elementer, jeg har lyst til at dele en smuk solopgang med – er jeg slet og ret målløs.

Forgyldte kupler

Solen sniger sig sagte op bag et massivt tempel og skaber en fortryllende silhuet. Utallige små og store hellige bygninger popper op af den flade og tørre bakke under mig. Nogle ligner spøgelsesslotte, andre Harry Potter-borge, og nogle strækker sig bare slanke, flotte og ranke mod himlen.
Mange af stupaernes gyldne og skinnende kupler er dækket af guld. Og det, ironisk nok, i et af verdens fattigste lande.
”Vi er fattige, ja, men ikke på tro”, hævder Myint Mant, en ung mand, jeg møder nede på bakken lidt senere. Han og hans kammerat bor under et skjul af pinde og strå. De er tempelpassere. Deres opgave er blandt andet at sørge for, at besøgende – både turister, hellige mænd, troende buddhister og nysgerrige eventyrere – følger Bagans uskrevne love.

”Noget af det mest meningsfyldte, en troende buddhist kan gøre, er at bygge en pagode”, fortæller han. Men dette er selvsagt forbeholdt de ressourcestærke og er ikke for almindelige mennesker. Men som rejsende kan du gøre noget tilsvarende: Du kan købe en flage bladguld billigt, klatre op på pagoden og banke guldet fast på kuplen – så har du jo været med til at bygge en del af et helligt byggeri.

Kublai Khan

Bagans historie begyndte i år 107, da Kong Thamudarit erobrede 19 landsbyer i området og dannede det første Bagan-dynasti. Men Bagan havde først sin opblomstring i 1057.
I de næste 200 år blev der bygget tusindvis af pagoder, templer og klostre. I 1978 foretog arkæologer en optælling af Bagans religiøse bygninger. De landede på hele 2230.

Historikere er ikke helt enige om grunden til Bagans store nedtur mod slutningen af det 13. århundrede. Burmeserne selv vælger at tro, at millioner af mongoler, som blev sendt af Kublai Khan i 1287, røvede og ødelagde den hellige by.
En mere gennemtænkt teori hævder, at truslen om en kinesisk invasion gjorde Bagans sidste hersker bange. Efter at han havde beordret nedrivningen af en række templer for at bygge forsvarsborge, blev byen forladt. Da mongolerne ankom, lå Bagan allerede øde.

Fristende munkeliv

Nutidens Bagan er alt andet end øde. Men selvom turister fra alle verdenshjørner besøger området, dominerer de ikke gadebilledet – især ikke i de tidlige morgentimer. Omkring klokken ni vandrer der lange rækker af buddhistiske munke og nonner i gaderne.
”Alle drenge i Myanmar mellem syv og femten år har mulighed for at blive såkaldte noviser – en lærling i buddhisme”, fortæller en ældre buddhistisk munk med et fromt ydre og en utrolig afslappet, afstressende og behagelig holdning. Jeg er desværre for gammel til at begynde i ’buddhistlære’, men når jeg ser på denne mand – og flere af de andre – så må jeg indrømme, at idéen lokker.
De ejer kun den røde kappe, de går i, og skoene, de står i. Dermed forsvinder alle bekymringer om skat, reparation af bil, arbejde, vedligeholdelse af hus, lommetyve, computer-virus og utallige andre ting.

Desuden er de altid barberet skallede, så der forsvandt frisørudgifterne, og mad – ja, det får de af andre hver morgen. De vandrer rundt i lange rækker med hver sin tiggerskål. På mange af Bagans gadehjørner står kvinder med store suppegryder og risfade og deler ud til munkene – gratis. Folk er nemlig af den opfattelse, at det at give almisser til en munk er som at plante og dyrke en stor mark for så at høste fortjenesten, når det er tid til deres næste inkarnation, eller genfødsel, på den lange vej mod Nirvana.

Bygger højhuse

Marco Polo beskrev Bagan som et af verdens flotteste syn i sin berømte kronik fra 1298. Jeg har ingen problemer med at forstå ham.
Bagan har en slags ’tabt civilisation’-atmosfære over sig og fremstår som en labyrint af utrolige bygningsværker – og alt er bygget, længe før man overhovedet havde tænkt på motordrevne hejsekraner og andre moderne hjælpemidler. Måske er dette Asiens største arkæologiske seværdighed? Dog er meget forandret, siden Hr. Polo var her. Røvere har hærget mange af templerne, ’arkæologer’ har fjernet uvurderlige genstande, og under anden verdenskrig søgte mange indbyggere tilflugt i templerne. Deres bål sodede væg- og loftmalerier til og ødelagde vigtige kulturskatte.
Den største ødelæggelse kom i 1975. Et jordskælv, som målte 6,5 på Richterskalaen, lagde nærmest hele denne 1000 år gamle plads i ruiner.
Bagan har dermed været gennem det meste – men har alligevel overlevet. Nu står området over for endnu en trussel: Myanmars myndigheder.
”De vil konstruere et højhus, som vil fylde enormt meget i landskabet og rage op over alle Bagans hellige bygninger,” fortæller Maung Ba Kyao. Hun lever i Bagan Myothit, byen, som tidligere lå i den arkæologiske zone, men som i 1990 blev flyttet flere kilometer.

”Vi fik en uges varsel”, mindes Ba Kyao, som dengang var en ung pige. Men kort varsel eller ej – havde de ikke gjort, som myndighederne ønskede, ville de være havnet i fængsel.

Myndighederne hævdede, at flytningen af byen blev udført for at bevare Bagans gamle bygninger. Det er i og for sig rigtigt, men tro ikke, de havde gjort det, hvis det ikke var for turister og alle de penge, de lægger. Noget, de nu beviser: Myndighederne, altså disse gamle generaler, der styrer Myanmar, gør lige, som de vil. Dette højhus, som skal være hele 60 meter højt, vil stikke op som en trold af en æske mellem Bagans smukke 8-900 år gamle templer.

”Ingen ønsker dette,” påpeger Ba Kyao.

”Ikke os, som lever her – selvom ingen tør stå frem og sige det af frygt for repressalier fra myndighederne – ikke UNESCO, ikke arkæologer, ingen bortset fra dem, som skummer fløden af turistindtægterne: Generalerne selv,” fortsætter han.

”De vil have, at velstående turister skal kunne sidde her og nyde en parasoldrink, mens de ser solen gå ned over Bagans templer – samtidig med at de lægger klirrende mønter i generalernes lommer”.