Vandringer i Himalaya - The Enlighted Yak

På kanten
Karavanen snor sig som en slange op over morænen. Vi går i en lang række på selve morænens kant cirka 50 meter over Nangpa gletsjeren. Over os tårner endnu en kæmpetinde op, det er Nangpai Gossum, 7352 meter. Det er stort – meget stort. Vi er tæt på passet nu, men kan stadig ikke se det.

Vi sidder et højt sted kaldet Kangchung og ser ned over den 15 kilometer lange gletsjer. Snart skal vi selv derned, men indtil videre ser det ikke så farligt ud. Langt fremme kan vi se et drabeligt isfald, og at store snemarker fører op mod det, der formodentlig er passet. Pludselig ser vi også, at vores folk allerede går ude på gletsjeren.

Vi har siddet og fortabt os i sceneriet alt for længe. Kan vi mon finde vej gennem dette klippe- og ishav? Herfra begynder et mindre mareridt, og heldigvis er vi ikke klar over, at det skal tage os tre timer at nå folkene igen. Vi kan ikke indhente dem. Tumler forpustet op og ned på gletsjeren. Det er ikke sådan, at den er farlig med lumske sprækker. Det er bare besværlig gang, og her er så mange spor, at det er svært at finde det rette.

50 meter op og 50 meter ned, det hele er ens. Jævnligt ser vi dem 2-300 meter fremme, men taber dem så af syne igen. Ruten er faktisk markeret med varder, men da alt er sten og grus, går vi ofte fejl. Endelig ser vi folk og yakkerne, men nej, det er ikke vores venner, men derimod en karavane på vej til Namche. Gletsjeren begynder nu at vise sit sande ansigt – is. Passerer et par dybe grønne søer og brede sprækker af blåis.

Jo er træt og irriteret, vi er begge nervøse og anspændte. Hvor fanden er de henne? Solen står efterhånden lavt, de må da snart stoppe. ”Jeg så dem lige før cirka 200 meter fremme i den retning,” siger jeg og peger. Jo vrisser, fordi hun ikke kan se dem. Jeg føler mig efterhånden som i Helvedes forgård – dødstille, smukt og grumt på en og samme tid.

Sveden springer af mas, åndenød og nerver. Det føles, som fanden selv eller noget andet tibetansk djævelskab driver gæk med os. Vi forvilder os ned i bunden af gletsjeren, hvor der løber vand mellem blåisen. Finder omsider et spor langs en kæmpe isvæg med flere meter lange tapper. Er igen gået forkert, vi vender om, må op herfra. Det er alt for farligt at færdes her. Jeg har ingen tidsfornemmelse mere, men efter mas og bøvl er vi igen oppe, og ser os omgivet af krystalagtige rækker af små istårne på fem-otte meters højde.

Tilbage på sporet
Totalt udmattede når vi folkene ved 16-tiden, kort før solnedgang. Yakteltet er rejst midt på gletsjeren, og dyrene står og gumler hø. Dzazamba hedder stedet, og er – hvor utroligt det end lyder – en velkendt lejrplads. Vi står ved foden af isfaldet og er tæt omgivet af stejle tinder.

Dawo og Sonam står ved kludeteltet og smiler… ”de ligner fuldstændig eskimoer,” siger Jo.
”Find jer et sted til jeres Telt,” siger de og slår ud med hånden. Et sted! Hvor fanden finder man et sted mellem alle de sten? En yak ligger på noget hø omgivet af gamle tørre lorte. Vi beder den flytte sig, da det er det eneste brugbare sted.

Solen er ved at gå ned, og kulden slår igennem med det samme. Heroppe i 5.400 meters højde er solen altafgørende for temperaturen. Når den skinner, er det sommer. Når den går ned, er det vinter, og hvis det blæser op, er det helvede. Inden vi ser os om, er det mørk nat. Teltet står elendigt, og fingrene bliver iskolde, mens vi roder rundt efter store sten til bardunerne.

Vi springer hovedkulds ind i folkenes Telt – ind til ildstedet. De morer sig lidt over vores kulderysten, men rykker straks sammen, så vi kan få plads. Der er ikke tale om åben ild, men et lille komfur – en simpel 10 liters oliedunk uden bund, og brændstof i form af kokasser er der nok af. De futter nemt, og i en stor gryde er en isblok godt på vej til at ændre fysik og blive til te. Men hvad med mine tæer? Er de også ved at ændre form? De føles også som isblokke, selv om jeg har støvlerne så tæt på ilden, at sålerne er ved at smelte.

Tegn og gæt
Jigme forstår alligevel ikke så meget engelsk. For at udvide kommunikationen har jeg derfor min lommebog med og prøver nu at spørge via tegninger: Hvad hedder næste lejr? Er der en landsby? Hvor mange timer tager det? Min lille bog er hurtigt fyldt med tegninger af små mænd og tibetanske landsbyhuse samt stednavne, som vi kan se på kortet: Dzablum, Kyetrak, men det forbliver uklart, om Dzablum, som de siger, vi når i morgen, er en landsby.

Aftenen er igen knugende kold, men over os tindrer stjernerne som et lysshow. Aldrig før har nattehimlen været så sort, og derfor er stjernerne så mangfoldige. Mælkevejen strækker sig i en bred bue over hele det sydlige himmelrum. Endnu en frygtelig nat er i vente. Vi kryber hurtigt i poserne. Jeg har fyldt min feltflaske med kogende vand. Den stopper jeg ned ved tæerne.

Farvel Nepal, goddag Tibet
”Nangpai Gossum,” siger Jigme og peger på en tinde ret forude. Nordvæggen er en bar klippe, og istunger hænger ned fra gesimser i forskellige højder. Klokken er seks, det er ikke lyst endnu, men en lang dag venter. Måske den hårdeste. Vi har sovet rimeligt godt, men det var lidt uhyggeligt, da der blev stille i lejren. Et par laviner buldrede ned et sted derude, og vi kunne tydeligt høre de små skarpe smæld, når isen knækkede dybt under os.

Der er ikke tid til at smelte is til te. Vi må nøjes med en bid ost og en håndfuld nødder, for der hersker hurtigt en stemning af opbrud. Dawo og Sonam er klar til at gå, og vi går med. Passerer straks en anden gruppe, som er i gang med at pakke. Der er hø og kokasser over det hele. Ja, det ses klart, at Dzazamba er en stor lejrplads. Solen bryder igennem og forvandler det blåfrosne landskab til et lyserødt eventyr, der blot venter på den gode fe. Og så er vi ude på den blanke is.

En gruppe på 10-15 dyr er netop ved at klatre op over den første del af isfaldet. Det ser farligt ud, og det er ikke til at forstå, hvordan de store dyr kan stå fast på isen. Men yakokser er skabt i denne verden. Yakoksen er en tæmmet vildokse, som stadig kan observeres i nordvest Chang Tang. De er sky og nervøse af temperament, men bevæger sig i terrænet som en ged. De kravler op over den blanke is, som havde de pigge under klovene.

Det kniber faktisk mere for os, men heldigvis er der hugget trin ud i isen på de stejleste steder. Inden der er gået en time, er vi over det farligste, og passet ligger åbent. Som en bred skibakke stiger det jævnt op over fast sne, og det er overraskende nemt at nå op til pashøjden – 5730 meter. Luften er klar og frostfrisk, solen skinner os i møde fra den nepalesiske side, og trods den store højde har vi ingen problemer.

In the middle of nowhere
I nat, da jeg lå i soveposen, tænkte jeg, at hvis Jo ytrede noget om at vende om, havde jeg accepteret uden videre, men nu står vi her på grænsen til Tibet. Og hvilken grænse! Ikke blot en national grænse mellem to lande, men netop den geografiske/geologiske grænse, man kan forvente mellem Centralasiens højland og Det Indiske Subkontinent. Her står vi midt i Himalaya og kan skue ud over to vidt forskellige klimazoner.

Tre-fire dage mod syd, og vi er tilbage i alpine dale med tætte nåleskove og lidt længere nede subtropisk klima og fugtig varme. Mod nord derimod det tibetanske højland, et område på størrelse med Centraleuropa og med en gennemsnitshøjde på 4500 meter. Om jeg satte kursen mod vest, nord eller øst – ja, så ville landskabet ikke ændre nævneværdig karakter de første 1000 kilometer.

En større karavane kommer op imod os, der hilses, men de stopper ikke. Vi må også videre, og det skal blive en meget lang dag. Jo og jeg går i forvejen, da stien er tydelig. Vi kommer tæt ind under den stærkt crevasserede gletsjer. Går i et eventyrlandskab af toppede isbjerge, der stræber mod himlen som rygfinnerne på en kæmpemæssig drage. En dødsens kold og smuk skulpturel verden af sne og is. Jeg gyser ved tanken om gårsdagens vildfarelse.

Dagen, den korte dag, går på hæld, og efter en kort pause skynder folkene på dyrene. Jigme banker arme, og det er tydeligt, at han også er træt og kold. Nu gælder det om at komme ned mod dalen og væk fra denne udmarvende og dræbende kulde. Det er for længst mørkt, da vi når en plads, der kaldes Dzablum i 5300 meters højde, en lejrplads ’in the middle of nowhere’ efter mere end otte timers hård vandring. Her er lidt græs til dyrene, men vi er stadig alt for højt oppe til permanent beboelse.

Hertil og ikke længere
Jeg drømte om at gå over Nangpa La – passet, der fra Tibetsiden ligner en eventyrlig port til Himalaya og Nepal. Nu er jeg her. Men her stopper festen. Vi skal ikke med videre til deres hjem – desværre. Jo og jeg er enige om, at vores ressourcer er ved at være opbrugt. Ikke kun forplejningen, også vilje og mandsmod. Vi er illegalt trængt ind i Tibet og har ikke den fjerneste anelse om, hvornår vi møder en kinesisk patrulje eller checkpost. Det er svært at forklare, og stor er forundringen hos Jigme og folkene, da vi meddeler, at vi bliver her og vender om efter en solid hviledag.

Vi byder farvel og tak, de får alle et ordentligt knus. Og snart efter bimler de store dyr ned ad stien, mens folkene kaster små sten efter dem, som ikke holder sig til sporet. I den anden retning, tilbage mod Nepal, venter os en hård, og hvad der viser sig at blive en ikke ufarlig, tur tilbage til Namche Bazar – men det er en helt anden historie.