På jagt efter fortiden i Mustang

En gammel drøm
Hemmeligheden, Mustang gemmer på, handler om tibetanske guerillakrigere, der for et halvt århundrede siden samledes her for at kæmpe en håbløs kamp mod et kinesisk overherredømme. En hemmelighed, man kan finde fysiske tegn på, hvis man blot ved, hvor man skal kigge. Det gjorde Anders Højmark Andersen, da han drog til Mustang.

”Jeg ville forsøge at realisere en gammel drøm om at finde efterladenskaber fra de tibetanske guerillamilitærlejre i Mustang. Det vidste jeg i begyndelsen ikke, om jeg kunne,” fortæller Anders, der først drog til indien og igen besøgte det tibetanske eksilsamfund i Dharamsala, og derefter videre til Nepal.

Der findes kort over de gamle militærlejre, men de er upræcise. Mildest talt. Anders fandt dog en tibetansk bog med navnene på de gamle militærlejre – der var 16 af dem – og fik kontakt til nogle af de gamle guerillaer. De var nu godt oppe i årene, i 70’erne og 80’erne, og boede i Pokhara. Gennem dem hyrede han en guide med lokalkendskab. Han havde nu retning mod Mustang.

Mere tibetansk end Tibet
Mustang er delt op i to: Nedre og Øvre Mustang. Den nedre, sydlige del kan man frit vandre gennem, og det er der mange, der gør, på det klassiske trek rundt om Annapurna. Den øvre, nordlige del skal man have en specialtilladelse til at vandre ind i. Den fik Anders og vandrede op over nøddetræerne og nåletræerne, op i et bjergområde, hvor der ikke længere gror træer på bjergsiderne. Her er goldt. Han var i det gamle kongedømme.

Selvom indbyggerne ikke opfatter sig selv som tibetanere, så mindede kulturen fuldstændig om den i Tibet. Her var de store, firkantede, hvidkalkede huse. På tagene lå stakke af grene, der skulle bruges som brændsel. Her var yakokserne og bygmarkerne, klostre og en tibetansk dialekt, der kun adskiller sig lidt fra dem i Tibet.

”Det mindede i høj grad om det, jeg har set i Tibet. Men i Tibet gør den kinesiske indflydelse sig gældende, og i det seneste årti er tibetanske landsbyer blevet revet ned og bygget op efter kinesisk model. Nogle steder er landsbyerne blevet jævnet med jorden og bygget op med huse på lige rækker og tage med røde eller blå jernplader. Man kan se det på Google Earth,” fortæller Anders.

At gå ind i Mustang var som at gå ind i det gamle Tibet. Det Tibet, man i dag kan have svært ved at finde i Tibet.
”Mustang er det sted, jeg har været, der minder mest om, hvordan jeg forestiller mig det oprindelige Tibet,” siger Anders.

”Der er jo generelt det her billede af buddhister som fredelige, men de er jo mennesker som alle andre.”

'På hyrdernes stier
De fleste folk, der trekker ind i Mustang, følger hoveddalen, der smuk, bred og solbeskinnet slynger sig mod nord til hovedstaden Lo Manthang. Anders havde også kurs mod Lo Manthang, men ikke ad den lige vej.

Undervejs tog han afstikkere ind i afsidesliggende sidedale, som kun de færreste oplever. Her inde håbede han at finde rester af guerillaernes gamle lejre. Den mission gik langt over forventning.

Der er skrevet meget lidt om guerillaerne i Mustang, og selv mange af de yngre tibetanske flygtninge kender ikke historien særlig godt. Anders anede ikke, hvor meget der ville være tilbage af lejrene. Han havde fået at vide, at de var fuldstændigt ødelagte.

I den sydligste del af Mustang gik Anders ind i en sidedal. Stien steg 500 meter op i landskabet. Fem kilometer inde i dalen stødte han på ruiner. Det var den første lejr, han fandt i løbet af de ti dage, hans tilladelse til Mustang gjaldt.

Stierne gennem hoveddalen var gode, brede stier, der førte gennem landsbyoaserne, men Anders krydsede Kali Gandaki-floden og gik ind i de meget lidt befærdede områder mod øst. Her var det en anden historie. Stierne bliver normalt kun brugt af hyrder og dyr. De var stenede og løb på ekstremt stejle bjergsider.

Selvom Anders har vandret i bjerge i store dele af verden, var det mere, end han brød sig om. Anders' guider – han havde hyret en ekstra lokal guide, der havde særligt kendskab til bjergene – havde ingen problemer. En af dem lånte ham en vandrestav. En anden tog hans rygsæk. Selv hoppede de blot fra sten til sten.

En klassisk historie
Som dagene gik, fandt Anders den ene lejr efter den anden. I lejrene var der langt mere at se, end Anders havde troet.

”Det viste sig, at lejrene havde været som små landsbyer. Der var huse i dem alle sammen. Nu var de mere eller mindre ødelagte, men man kunne stadig se ruinerne. Det var spændende at se, hvor velorganiserede lejrene havde været. I hovedlejren var der vel omkring 100 huse,” fortæller Anders, der havde set gamle fotos fra lejrene hos guerillaerne i Pokhara.

Der var billeder af krigerne, der øvede sig i at skyde med maskingeværer, og af hvordan de blev undervist herinde dybt i Himalaya. De billeder er kun trykt i vanskeligt tilgængelige tibetanske bøger, og mens der er skrevet bøger om den væbnede kamp mod Maos røde hær inde i Tibet, så er det en anden sag i Mustang.

”Den tibetanske historie i Mustang er ikke særlig velkendt. Der er jo generelt det her billede af buddhister som fredelige, men de er jo mennesker som alle andre. Tibetanerne gjorde rent faktisk modstand. De satte livet på spil for at forsvare deres land og befolkning mod den her gigantiske overmagt, som Kina er.

De havde jo reelt ikke en chance. Det er en klassisk historie, der går igen alle mulige andre steder, men om 10 år er langt de fleste frihedskæmperne nok døde, og deres historier fra Mustang er ikke blevet skrevet ordentligt ned.

Den historie kunne jeg godt tænke mig at fortælle, for det er vigtigt, at den nye generation af eksiltibetanere også får adgang til historien om den del af kampen, der foregik i Mustang,” fortæller Anders.

Da han vandrede tilbage mod syd og lagde Mustang bag sig, havde han fundet, hvad han kom efter. Og mere til. Han havde ved selvsyn set 11 af de 16 gamle guerillalejre i området. Samtidig havde han vandret gennem et land og et landskab, der vækkede minder om en fjern fortid, som den engang så ud i Tibet.

Anders i Tibet

Anders Højmark Andersen drog første gang ind i Tibet i 1985. Det var på en jordomrejse, og Tibet var netop blevet åbnet op for individuelle rejsende, så han tomlede gennem bjergene i det østlige Tibet hele vejen til den forbudte by, Lhasa.

Vel hjemme igen begyndte han at læse tibetansk kultur og sprog i London. Da hen vendte tilbage til Tibet igen i 1986 var det med grundlæggende tibetanske fraser på tungen. Han forsøgte at cykle ulovligt gennem Vesttibet, men blev syg.

Senere blev han arresteret af det kinesiske politi, der sendte ham tilbage til Kashgar, hvor han var kommet fra. Han kom dog ind ad omveje og rejste rundt i Tibet i måneder. Han var i Lhasa, da store demonstrationer brød ud i 1987.

Der var militær over alt, men internationale journalister havde ingen adgang, og Anders hjalp med at samle informationer ind om menneskerettighedskrænkelser. Han var tilbage i Tibet flere gange i 1990’erne og midt i 2000’erne for at lave antropologisk feltarbejde, hvor han blandt andet undersøgte kinesisk immigration til Tibet.

Han har i alt brugt omtrent tre år i Tibet og bjergregionerne omkring Tibet. I dag er han formand for Støttekomiteen for Tibet og ville have været tilbage i Tibet for et par år siden, men blev nægtet visum til Kina. ”Du ved nok bedst selv, hvorfor du ikke får et visum,” lød beskeden fra den kinesiske ambassade. I stedet drog han til Mustang.

De tibetanske guerillaer i Mustang

Kina invaderede Tibet i 1950, og mens der i dag mest er fokus på den ikkevoldelige kamp for at befri Tibet, så var der væbnet modstand mod det kinesiske overherredømme på verdens tag i over 20 år.

I Mustang oprettede flere tusinde tibetanske guerillakrigere 16 lejre og lavede væbnede aktioner ind over grænsen til Tibet, hvor de angreb kinesiske konvojer og militære installationer. En del af guerillaerne blev i al hemmelighed fløjet til Colorado, hvor de blev trænet af CIA.

Den væbnede opstand fortsatte frem til midten af 1970’erne. CIA stoppede støtten til guerillaerne, efter at præsident Nixon drog til Beijing og genoprettede de diplomatiske forbindelser til Kina. Kina pressede desuden Nepal til at sætte militæret ind over for guerillaerne, hvis de ikke nedlagde våbnene.

Dalai Lama havde altid været imod den væbnede modstand (dog har han udtrykt beundring for guerillaernes mod), og for at undgå et blodbad, sendte han en båndoptagelse til krigerne, hvor han bad dem nedlægge våbnene frivilligt. Guerillaernes kamp ophørte kort tid efter.

Kronprinsen: ”Kom til Mustang!”

Trekker man til hovedstaden i Mustang, er der en god sandsynlighed for, at man kan komme i audiens hos Mustangs kronprins. Man køber en khata, et traditionelt, hvidt silketørklæde, der symboliserer renhed og medfølelse og bliver brugt i en række buddhistiske ritualer og ceremonier. Det giver man til kronprinsen. Han bor i en borg med træsøjler og trægulve. Anders mødte ham:

”Han var meget optaget af, at Mustang skulle åbne op for omverdenen for at forbedre lokalbefolkningens livskvalitet, men at det skal ske i et tempo, hvor folk kan følge med, så de kan værne om deres verden, kultur og levevis. Han sagde, at jeg endelig skulle sprede ordet i Danmark, så der kan komme flere danskere til Mustang.”