På eventyr i Tadsjikistan

Drømmen om vilde og uberørte

Drømmen om vilde, uberørte landskaber og skæggede mænd i traditionelle dragter har ført os til verdens tredjefattigste land, Tadsjikistan. Her, langt fra civilisation og turister, venter eventyret bag hvert et vejsving, vi runder i vores russiske jeep.

259_5993.jpg
Opdateret den 02. aug 2023
Læst af: 5242

Drømmen om vilde, uberørte landskaber og skæggede mænd i traditionelle dragter har ført os til verdens tredjefattigste land, Tadsjikistan. Her, langt fra civilisation og turister, venter eventyret bag hvert et vejsving, vi runder i vores russiske jeep.

Efter måneders planlægning er vi endelig landet i Tadsjikistans hovedstad, Dusjanbe, og træder ud i noget, der minder om en dejlig, dansk sommermorgen. Vores eneste fikspunkt er den russiske jeep, vi har bestilt hjemmefra, som nu står og venter på afgang med chauffør Pamirbek bag rattet. Inden vi kan tage hul på vores tur ad verdens højest beliggende motorvej, skal vi i krig med bureaukratiet i den tidligere sovjetstat for at indhente tilladelse til at køre mod Afghanistan og Pamirbjergene i øst.

Vejen til Dusjanbe midtby og politistationen går langs floden, der før var proppet med frøer – nu har kineserne spist dem, og stilheden har indhyllet bredden. Der lugter af 72 oktan og brænde langs Dusjanbes store sovjettids boulevarder. Trafikken er tynd, folk går for det meste i vejkanten. Det er specielt kvinderne, der træder ud med deres farverige kjoler og tørklæder – de fleste har sminket deres øjenbryn sammen over næsen. Mændene har mellemøstligt udseende, men er vestligt påklædt. Enkelte går i de traditionelle dragter og ligner nærmest mujahideen, muslimske krigere, men ellers ånder alt fred og ingen fare. Det går til vores store overraskelse smertefrit med tilladelsen til at køre ind i Tadsjikistans østlige provins Gorno Badhakshan Autonomous Oblast, GBAO. Vi er på vej mod eventyr i de tadsjikiske Pamir-bjerge.

 

259_5911.jpgEn opgivende Lada

Med bagagen på plads i vores ukomfortable Lada Niva starter vi turen ad Pamir Highway, som tager os østover ud af Dusjanbe. Efter cirka 30 kilometer med et uoverskueligt antal polititjek og småbøder har vi endelig lagt Dusjanbe helt bag os og kører nu for fødderne af den mægtige Pamir-bjergkæde. Landskabet er endnu forholdsvist fladt, og temperaturen har for længst passeret det ulidelige.
Nivaen bliver langsomt, men sikkert rystet i stykker, og stadigt flere vitale dele falder af. Først sidespejle, senere udstødningen, og til sidst giver det nogle trætte ryk helt inde fra bilens sjæl, og vi står stille. Det er benzinpumpen, der er bukket under for den varme, tadsjikiske steppe, men efter en spand vand fra floden og en lige så stor spand mudder bumper vi videre. Stemningen er ved at blive en anelse trykket, efterhånden som bilen smider sine bestanddele, og der samtidig dukker stadigt flere gamle kampvognsvrag op langs vejen. Jeg tvivler efterhånden på, om vi når frem eller i stedet bliver fundet som afpillede ådsler.


Heldigvis finder vi en idyllisk bondegård med et svejseapparat og en kæmpe børneflok. Ungerne kigger smilende på os med store øjne. Vi smiler igen. De kommer fra en anden verden end vores, men det ser ud til at være en god verden. Bondemanden tilbyder os to kilo heroin, hvilket tilsyneladende er helt almindeligt her på grænsen til Afghanistan. Vi takker nej til tilbudet og får i stedet lov til at låne svejseapparatet. Samtalen fortsætter præcis, som hvis der havde været tale om nye danske jordbær.

Nylappede begiver vi os videre. Temperaturen er efterhånden faldet til det mere menneskelige, og Pamir Highway er begyndt at stige brat. 14 timer efter vores afgang fra lufthavnen i Dusjanbe når vi grænsen til Badhakshan-provinsen ved Qal’aikhum. Efter den helt store registreringsøvelse hos politiet lægger vi os til at sove i det fri. Bålene på den afghanske side af floden blinker til os – bjergene er inden for rækkevidde.

Frøer og varme kilder

Khorugh er den største by i Pamir-bjergene og helt anderledes end de byer, vi hidtil har set. Det arabiske udseende er skiftet ud med kirgisiske og mere asiatiske træk – Mellemøsten er blevet til Østen. Varmen er kommet tilbage, og vi kan hele tiden høre flodens brusen og lugte bålene fra de små gaderestauranter. Med sine stejle gader og lave huse kunne Khorugh have ligget i Nepal, men her er grønnere og mere roligt – russerne har formået at skabe orden i kaos. De fleste, vi taler med i basaren, savner sovjettiden. De minder os om, at Tadsjikistan efter USSR’s kollaps i 1992 gik fra at være del af en stormagt til at være verdens tredjefattigste land på mindre end 24 timer. En ægte nedtur.

100_0052.jpg

Fra Khorugh er der forbindelse til Kina, Kirgisistan og Afghanistan, og på den anden side af byen fortsætter Pamir Highway ud igennem Gunt-dalen. Der er 300 kilometer, otte timer og 1700 højdemeter op til vores første stop. Landskabet er smukt. Det er, som om nuancer i grønne, brune og blålige farver er kastet ud og blæst på plads af vinden neden for de snedækkede bjergtoppe. Pamir Highway tager os forbi yakokser op mod Yashikŭl, der direkte oversat betyder ’den grønne sø’. Den er nu ikke særlige grøn – det er omgivelserne til gengæld, og vegetationen har gjort det umulige muligt: Det vrimler med frøer. De er overalt – der er åbenbart ingen, der har fortalt dem, at frøer ikke kan leve her, 3800 meter over havet. Vi beslutter os for at overnatte ved søen med udsigt direkte mod vandet med de stejle, snedækkede vægge på den anden side.

Næste morgen vågner vi op til besøget af fire kirgisiske ryttere klædt i filthat, ridestøvler og jakkesæt. Vi gætter på, at de er kommet for at se os an, men opdager snart, at vores lejr ligger lige ved siden af en varm kilde, så det var et bad, der trak - ikke mødet med et par blege skandinaver. Rytterne taler udelukkende kirgisisk, så det er kun Pamirbek, vores chauffør, der kan tale med dem. De fortæller, at hver kilde er karakteriseret ved dens helbredende kraft over for en bestemt dårligdom. De varme kilder i nærheden er særligt gode mod bylder, hvilket giver nogle grimme billeder i hovedet, så vi i stedet vælger at hoppe en tur i Yashikŭl. Det er så koldt, at mit hjerte næsten holder op med at slå – vi håber, det samme gælder for bakterierne.

Off-road på verdens tag

Det er ikke svært at ’køre af sporet’ her i de tadsjikiske bjerge langt fra civilisationen, et off-road paradis. Vi forlader Pamir Highway efter byen Murghob og kører ud, hvor verden er som forlænget med brædder. Den knastørre dal, vi kører op igennem fra Murghob, fortsætter ind i Kina. Alle floderne på vores gamle sovjetiske militærkort er tørret ud. Vi er på grænsen til at se fatamorganaer af tørst, da vi heldigvis finder vand ved en nomadebeboelse. Senere oplever vi endnu et lykketræf: Det lykkes os nemlig at se det sjældne, fredede Marc O’Polo-får, og flere af deres meter lange horn ligger rundt omkring.

Wakhandalen ligger åben for os efter endnu nogle dages off-road kørsel i området højt oppe øst for Murghob. Så langt øjet rækker, strækker floden Pyandzh sig og deler Tadsjikistan fra Afghanistan. I det fjerne knejser Hindu Kush med den massive top Noshak, der næsten når 8000 meter over havet,  mens de snedækkede, afghanske Pamir-bjerge rejser sig lige på den anden side af floden. Vi fortsætter langs Wakhandalen forbi utallige militærtjekpoints, der forsøger at kontrollere den åbne grænse til den utæmmelige nabo.

260_6044.jpg

Æresgæster med paranoia

Vi har planlagt et firedages trek til en af toppene i Shakdharakæden, den syd-vestlige del af Pamir. men der blæser en stiv kuling ned gennem dalen, hvor vi havde planlagt at starte. Det lover ikke godt for vores tur. Vi har ikke andet at gå efter end vores gamle russiske kort og nogle udskrifter fra google earth. Stemningen er nedtrykt i bilen, indtil vi svinger ind til et tilfældigt bondehus i udkanten af byen. Stormen er gået over i sandstorm, men heldigvis møder vi Ruslam, husets ejer, som inviterer os indenfor, mens små sandkorn sætter sig i alle åbninger og sprækker.
Huset virker solidt og er inddelt i blot to rum. Hovedrummet er indrettet med podier langs væggen, hvor det ene podium bruges som køkken. Der er fem solide træsøjler til at holde taget – de symboliserer Islams fem søjler. Ruslam har selv bygget huset, der bortset fra et enkelt skab er totalt umøbleret.

Det vælter ind med slægtninge i arbejdstøj, og der kommer te og nos på bordet. Nos er det lokale rusmiddel. Det lægges under tungen og må ikke sluges. De andre tager det i store mængder, så vi aner ingen fare og napper en god håndfuld. Resultatet er fem minutters fuldstændig lammelse og paranoide forestillinger om, at der vil komme store Al-Qaeda-krigere og bortføre os til en træningslejr i Kandahar. Heldigvis sker det ikke, og efter en ofring til den store, hvide gud er vi ved at være klare i hovederne igen. Alle bidrager med informationer til vores planlagte trek op ad Shakdhara. Ruslams kone går i gang med en fantastisk kartoffelret, der knap er stor nok til husets mange beboere – de deler hellere ud end spiser selv. Det giver alvorligt dårlig samvittighed, da vi kommer i tvivl om, om børnene overhovedet får noget at spise den aften, men vi kan ikke gøre andet end at huske på, hvor vigtigt det er at tage omtanken med i bagagen ved rejser i denne del af verden.

Familien har et tv fra Ruslams tid i Moskva. Der bliver smækket en Bollywood-film på – synkroniseret til russisk, selvfølgelig. Det er sent, inden der blev lukket og slukket i fællesrummet. Vi opgiver at tælle antallet af overnattende i soverummet ved siden af – alle fortrækker for at give os, gæsterne, pladsen i den fine stue.

261_6174.jpg

Trekking mod toppen

Klokken er halv seks om morgenen, og vi siger forlader vores chauffør, Pamirbek, som overnatter hos Ruslam de fire dage, vi er på bjerget. Vi er klar til en tur op i det uvisse. I de 25 kilo, vi hver har på ryggen, findes alt det nødvendige udstyr til vores fire dage alene i vildnisset, og vi tager afsked med Ruslams familie og Pamirbek.

Der er kun én vej fra Ruslams hus: Op, op, op. Efter en opstigning på omkring 1700 meter støder vi på en lille hyrdebebyggelse. Dyrene bliver drevet herop, hvor det er køligere, for at de ikke skal tabe sig for meget hen over en sommer i den varme dal. De tre sommermåneder tilbringer hyrdefamilien i et lille stenhus, hvor der konstant er tåget på grund af soden fra brændt kolort og græs, som er det eneste brændsel til rådighed. En horde af unger løber os i møde. Vi bliver inviteret indenfor til hestemælksyoghurt. Der lugter af sod og ged i hytten. Faderen taler russisk, de andre i familien taler en lokal dialekt af dari eller farsi. Vi taler om vind og vejr, og om hvor vi kommer fra, og hvad vi laver i Tadsjikistan. Hyrden fortæller, hvordan børnene kom løbende og fortalte om nogle underlige mænd – det er fem år siden, der sidst kom turister forbi heroppe.

Inden vi drager videre, giver hyrden os en god beskrivelse af, hvordan vi skal fortsætte for at finde vand. Muren af bjerge på den afghanske side af floden Pyandzh tager alt væden i Wakhandalen, og de tadsjikiske Pamir-bjerge er derfor knastørre. Lykken er stor, da vi finder den omtalte lomme med en lille kilde i 4600 meters højde – oven i købet et godt sted til en lejr. Næste dag er planen at tage de sidste 1700 meters stigning. Højden kan efterhånden mærkes, og vi er så småt kommet op, hvor der er sne. Udsigten til bjergene på den anden side af Pyandzh bliver konstant mere formidable, og da uret står på lidt over middag, når vi toppen i bagende sol – faktisk er det så varmt, at vi kunne have haft shorts på her 6000 højdemeter over København. Tadsjikistan er virkelig et eventyrets land.

Andre spændende artikler


Fem veninder i Tadsjikistan og Kirgisistan

Fem veninder i Tadsjikistan og Kirgisistan

Trekking i Tadsjikistan

Trekking i Tadsjikistan

Alene i Wakhan-korridoren

Alene i Wakhan-korridoren

An Error Occurred: Whoops, looks like something went wrong.

Sorry, there was a problem we could not recover from.

The server returned a "500 - Whoops, looks like something went wrong."

Help me resolve this