Gran Canaria - overraskelsernes ø

En gemt oase
Vi får allerede en fornemmelse, da vi sidder i bussen på vej op mod lejren, hvor vi skal bo de næste seks dage. Vi er syv i gruppen inklusive Opdag Verdens turleder, som har brugt måneder på at forberede turen. Vi drejer væk fra den asfalterede bjergvej og ind på en lang grusvej, som med sine store huller skræmmer turistbusserne væk og lukker os ind i en lille, gemt oase, som bærer navnet El Garanon.

Forholdene i lejren er meget enkle. Her er hverken bar, kiosk eller naboer, og den minder vel nærmest om en dansk lejrskole eller spejderlejr. Hvis man er til bjergvandring, så er dette stedet, for lige præcis her udgår mange af de vandreruter, som dækker øen.

De Kanariske Øer har et veludviklet net af vandreruter, og her på den tredjestørste ø, Gran Canaria, er der masser af afmærkede ruter. De korteste er under 12 kilometer, og så er der flere ruter på mellem 12 og 30 kilometer. For dem, der ikke kan få nok, er der ruter på langt over 30 km, som slanger sig rundt på hele øen. Faktisk kan man begynde sin pilgrimsrejse her, da en af strækningerne på øen er en del af den berømte Camino de Santiago, som fortsætter inde på det spanske fastland.

Mange af stierne er mange hundrede år gamle og har igennem tiderne fungeret som handelsruter mellem bjergbyerne. Der er flere sværhedsgrader, men langt de fleste ruter kan klares af de fleste, som er i rimelig god form, og som er vant til at vandre lange ture i bjergrigt terræn. Du skal være forberedt på, at der skal vandres en del højdemeter, både op og ned. Men er du frisk på det, så venter belønningen lige om hjørnet.

Fredfyldt vandring
Rejsens første tur begynder fra lejren, som ligger i 1.670 meters højde. I den første time bevæger vi os gennem pinjeskovene, der dækker store dele af øens bjerge. Sådan har det ikke altid været. For bare ét hundrede år siden var øen nærmest ryddet for skov. De særlige kanariske pinjer blev fældet for at efterleve det stigende behov for trækul og træ til byggeindustrien. Pinjerne indeholder desuden enorme mængder harpiks, som i stor stil blev brugt til at tætne datidens træskibe. Siden har store træplantningskampagner genskabt de store skovområder. I dag er pinjernes største fjende de naturbrande, som af og til hærger på øen.

Vi får hurtigt øje på øens helt store og meget iøjnefaldende vartegn, som kan ses vidt omkring fra områdets mange bjergtoppe. Roque Nublo er en gigantiske monolit, som igennem tiderne har haft stor betydning for lokalbefolkningen som et vartegn for øen. Mange badeturister kender den, hvis de vel at mærke har bevæget sig op i bjergene. Her fra Roque Nublo i 1.800 meters højde er der en fantastisk udsigt over det meste af øen, når vejret er klart. Man kan blandt andet se den store vulkan Teide på naboøen Tenerife.

Naturen for os selv
Vi møder en del andre turister, der er blevet kørt i busser til den nærliggende p-plads, og som har taget den lille gåtur op til klippen. Men så snart vi forlader området ved den karakteristiske klippe, får vi igen naturen for os selv og møder i løbet af dagen kun få mennesker på ruten. Kontrasten til livet langs kysten er slående.

Med Roque Nublo i ryggen bevæger vi os ned gennem slugterne og når efter nogle timer den lille landsby Ayagata. Her ligger kornnegene i stakke på kanten af de små terrasser, hvor vulkanjorden kan dyrkes. Det er som om, alle beboerne har besluttet sig for at lade arbejdet ligge for at holde siesta i middagsvarmen. Vi tager os en kop kaffe på landsbyens café, hvor vi møder nogle af de lokale og ser gamle sort/hvide fotos, der viser, hvordan landsbyen så ud for over 50 år siden. Den ligner sig selv og har stort set ikke forandret sig, i hvert fald ikke på overfladen.

Fåreost og paella
Fra Ayagata bevæger vi os igen op mod tinderne. I starten på smalle stier, der går forbi de hvidmalede huse. Citron- og mandeltræer læner sig ud over den stenede sti, hvor vi nu igen kan mærke sveden, der begynder at pible frem. Selvom vi er i begyndelsen af oktober, er der her i 1.600 meters højde over 25 graders varme, og solen giver hurtigt forbrændinger på de steder af kroppen, hvor vi i morges ikke var grundige nok med solcremen.

Temperaturen er nogenlunde stabil året rundt på grund af Atlanterhavet. Der er garanti for sol de fleste af årets dage, hvilket gør øgruppen til et godt sted at vandre, når efteråret på det europæiske kontinent sætter ind med køligere vinde og regn.

Vi kan høre klokkerne fra fårene, der – som gjaldt det deres liv – er på vej ned ad bjerget i høj fart for at blive aftenmalket. De Kanariske Øer producerer nogle af de bedste fåreoste i Spanien og vinder ofte fornemme priser for de bedste oste. Man kan købe de lokale fåreoste i boderne langs vejen eller i landsbyernes butikker.

Opdag Verdens turleder har på flere af dagene planlagt ture, så vi kommer ind gennem små bjerglandsbyer, hvor vi som i Ayagata ofte ender på en lille cafe, der udover kaffe måske også serverer smoothies med lokale frugter, eller hvis sulten presser sig på, en portion frisklavet paella for under 30 kroner, hvis man er heldig.

Kaktussens søde frugt
Da fårene har passeret os, plukker vi nogle af de figenkaktusser, som vokser mere eller mindre vildt ovenover landsbyen. De forræderiske, hårfine pigge borer sig ind i huden på hænderne, hvis man ikke plukker dem med meget stor forsigtighed. Belønningen falder prompte, da vi senere åbner frugtens gummiagtige skal og trænger ind til det saftige og enormt søde kød.

Figenkaktus vokser over det meste af Gran Canaria, og det var faktisk ikke frugten, der i sin tid fik de lokale til at plante kaktussen. Det var derimod de små, røde lus, der lever på planten, og som bliver brugt til at producere et særligt rødt farvestof, der blev brugt til tøj og make-up. Figenkaktussen har i dag spredt sig nærmest ukontrollabelt på øerne og bliver nogle steder ligefrem opfattet som en plage.

Da vi sidst på dagen ender hjemme i lejren igen, er de fleste af os i gruppen enige om, at dagens tur har været krævende, men dog ikke mere end at vi undervejs kan nyde de mange spektakulære udsigter og den smukke natur.

Pedros køkken
Aftensmaden står Pedro for. Han er stedets køkkenleder, og han syntes det er vældig spændende, at der nu er kommet andre beboere end de spanske familier og lokale skoleklasser fra øen, som plejer at overnatte her. Ligesom de fleste andre af den håndfuld ansatte, som arbejder her, taler han ikke ét eneste ord engelsk. Den får derfor ikke for lidt, når han med spanske ord og fægtende arme forsøger at forklare os, hvad aftenens måltid består af. Lige så kompliceret det kan være at forstå Pedro, lige så enkel er hans mad. Opdag Verdens danske guide, som taler spansk, oversætter de fleste af Pedros og de øvrige ansattes gode råd og fortællinger fra øen.

Godt at være sammen
Efter at have parkeret de støvede støvler om aftenen og indtaget rigelige mængder af Pedros mad, sidder vi nu uden for vores hytter med ømme ben og lokal rødvin og snakker om dagens vandring og de oplevelser, der har gjort størst indtryk. Det er rigtig rart lige at få dagen børstet af i fællesskab – og som Lene Vernerlund siger: 

”Det er godt at være sammen i en gruppe på sådan en tur, også selvom vi ikke kender hinanden på forhånd. Vi møder nogle nye mennesker og får det til at fungere. Men det er ikke sådan, at jeg ikke kan få lov til at trække mig lidt tilbage engang imellem, som jeg godt kan have brug for. Det syntes jeg faktisk, at der er rigeligt plads til.”

Lene Vernerlund har tidligere været på Mallorca med Opdag Verden. En vandretur, hvor der også var en turguide med, og det giver ifølge Lene mere overskud til alle i gruppen.

”Jeg kan faktisk godt lide at blive ført lidt igennem det komplicerede rutenet på den her måde. Så kan jeg bedre koncentrere mig om de oplevelser, der kommer til mig undervejs, uden at jeg hele tiden skal stå med hovedet nede i et eller andet kort eller mobiltelefon for at finde ud af, om jeg nu går den rigtige vej.”

Efter at vi har snakket om planerne for morgendagen og om hvor mange højdemeter, vi kan se frem til, trisser vi ind i vores hytter for at få en velfortjent nattesøvn.

Over og under skyerne
Langt de fleste af dagene tilbringer vi på vandreruterne i den centrale og østlige del af øen. Men en af dagene vælger vi at gå fra toppen af Montana de Tamadaba på den nordvestlige del af øen. Vores mål er bunden af kløften, som ender ved stranden i den lille fiskerby Puerto de las Nieves for så her at blive kørt hjem til lejren.

Vi skal vandre 1.300 højdemeter, vel at mærke ned ad bjerget. Her på den nordøstlige del af øen skifter landskabet udseende. Den køligere luft rammer fra Atlanterhavet og fortætter sig i skyer, som ligger både over og under os. Man kan nemt risikere at blive overrasket af tæt tåge. De mange skyer giver bjergområdet et drømmeagtigt udseende, når toppene indimellem kommer til syne over tågen. Det er ganske magisk og dramatisk på samme tid. Der falder lidt mere regn end på den øvrige del af øen, og i det hele taget er temperaturerne lidt køligere her. Det skaber mere frodighed for de planter, som lever på de stejle bjergsider.

Én dag, tre klimazoner
På den 14 km lange tur går vi gennem tre af øens fire klimazoner. Vi begynder oppe i den tempererede zone, som går over i den subtropiske, og vi ender så vi i den tropiske zone sidst på eftermiddagen ude ved havet.

Vi kommer forbi flere tydelige tegn på, hvordan her så ud, før spanierne invaderede øen sidst i 1400-tallet. Der er huler i klipperne, hvor de oprindelige øfolk boede, og det er vel og mærke huler, der stadig er beboet flere steder på øen. Der er også rester fra gamle terrasser, hvor kornet blev dyrket i over 1.000 meters højde. Vi får også øje på flere af de oprindelige runde, stenbelagte pladser, hvor man har tærsket kornet. Disse pladser er blevet blotlagt igen og restaureret.

Vi går flere gange på kanten af de stejle sider og skal koncentrere os for ikke at skride i det løse grus. Flere gange stopper vi op for at nyde den fantastisk udsigt over landsbyerne, som ligger langt nede i kløften. Helt ude i disen kan vi skimte Atlanterhavet, hvor vi ender dagen med et dejligt kølende, rensende havbad og tillige får en is og en drink, inden vi bliver hentet og kørt hjem til vores lejr og Pedros aftensmad.

Sådan går dagene hurtigt på Gran Canaria, og efter en lille uge er vi fyldt op med masser af nye indtryk. Benene er godt brugte, og vi trænger alle til at komme hjem og få bearbejdet alt det, som vi har oplevet lige fra den overraskende natur og til de nye bekendtskaber, som vi har fået på kryds og tværs i gruppen.

Opdag Verdens base på Gran Canaria

El Garanon ligger i et fredeligt naturområde i næsten 1.700 meters højde ikke langt fra øens højeste punkt. Her er 23 hytter med seks sovepladser fordelt på tre køjesenge. På denne tur sov vi henholdsvis to og tre personer i hver hytte. Der er elektricitet i alle fællesområder, men ikke i hytterne. Bad og toiletforhold er fælles, men kønsopdelt.

Maden indtages i spisesalen ved siden af køkkenet. Bagefter kan man hygge sig i fællesrummet. Der er desuden boldbaner og udendørs swimmingpool. Forholdene i lejren er meget enkle. Her er rydeligt og rent, og servicen fra lejrens personale er god og tonen meget hjertelig. På denne tur havde vi stort set lejren for os selv, men man kan komme ud for at skulle dele området med spanske skolelever, studerende eller spanske familier med fokus på friluftsliv.

Om Gran Canaria

• Gran Canaria er på 1.532 km² og dermed knap halvt så stor som Fyn.
• Her bor omkring 850.000 mennesker
• Øens hovedstad, Las Palmas, er Spaniens ottendestørste by. 
• Langt de fleste af indbyggerne er katolikker.
• Øens primære indtægtskilde kommer fra turisme.
• Gran Canaria har i gennemsnit 8-11 solskinstimer om dagen, året rundt.
• Selv i vintermånederne fra december til februar regner der i gennemsnit på en måned ikke i 25 dage.
• Døgntemperaturerne ligger året rundt mellem 17-25 grader, men i bjergene kan det blive noget køligere, især i vintermånederne.