Vandretur i Sydgrønland

Der er næppe nogen indflyvning, som er smukkere end den, der møder én, når man lander i Narsarsuaq.

Først dukker den rå østgrønlandske kyst op med tusind meter høje, snebelagte fjelde mellem dybe fjorde og gletsjere. Herefter kommer den gigantiske Indlandsis og endelig et grønt, frodigt land gennemskåret af dybe fjorde. Lige inden vi lander, får min ven, Egil, og jeg det første uforglemmelige indtryk af det landskab, vi skal vandre gennem den næste uges tid.

Vi har talt om turen i mange år. Egil er historienørd, og som nordmand fra Bergen har han længe drømt om at finde spor efter nordboerne. Jeg vil som fiskenørd fiske efter fjeldørreder i søer og elve. Vores plan er at gå fra lufthavnen i Narsarsuaq og ud til Qaqortoq, Sydgrønlands største by. 100 kilometer i det fantastiske landskab. Noget af vejen vil vi følge den klassiske vandrerute, som forbinder de to steder, men ind imellem laver vi dog afstikkere til fjerntliggende nordboruiner og spændende fiskepladser.

Kortlæsning er afgørende for en god tur. Her er Egil i gang med at få værdifuld viden om ruten og mulige seværdigheder af en lokal fanger.

Egils tiptiptipoldefar?
I dag ligger der en lille bygd med omtrent 40 indbyggere, der bor på gårde og driver fåreavl. Vi slår vores fjeldtelt op ved kysten lidt uden for bygden, inden vi går på opdagelse. I udkanten af bygden ligger velbevarede ruiner efter nordboernes bygninger.

Ifølge Nationalmuseets skilt på stedet er det rester efter både en gård og en kirke. I forbindelse med 1000-året for Grønlands opdagelse har man også opført en kopi af den kirke, som Erik den Røde byggede til sin kone, Thorhildur, som netop var konverteret til kristendommen. Egil er ellevild og mener, det kunne være hans tiptiptip-og-så-videre-oldefar, som har boet her for mere end 500 år siden. Det var jo hovedsagelig nordmænd, som befolkede Grønland, og der var fast skibsforbindelse hjemme fra Bergen.

Vi står midt mellem gamle norske kulturminder, og landskabet, hvor Erik den Røde slog sig ned, minder utroligt meget om de steder, der blev drevet landbrug i gamle dage i det vestlige Norge. Det er meget sandsynligt, at det er hans forfædre, som har huseret her. I hvert fald ifølge Egil selv.

Ellevild ved elven
Tidlig næste morgen skal vi over på den anden side af fjorden og besøge bygden Igaliku. Jeg kommer lidt kækt til at spørge, om Eigil også har familie der, og om vi kan regne med at skulle til kaffebord. Der ligger i hvert fald også ruiner efter nordboerne; bl.a. kirken, som ifølge historiebøgerne fungerede som bispesæde. Desuden skal vi handle ind i den lille bygdebutik til de næste fem-seks dage i fjeldet.

Vi kommer dog til at vente. Dårligt vejr forhindrer båden i at ligge til ved den lille bro ud for Qarssaisuik. Det koster os en ekstra overnatning. Og heldigvis for det. Det giver os nemlig tid til en vandretur med fiskestængerne. Omkring syv-otte kilometer øst for bygden løber en lille elv ud i havet, og en lokal har fortalt, at den på denne årstid er fyldt med fjeldørreder. Nu kan det nok være, det er mig, fiskenørden, der er ellevild.

Fjeldvandring i Sydgrønland kan være let og ubesværet. Men tag ikke fejl. Det kan også komme til at foregå over stejle fjeldskrænter med meterhøjt, tæt pilekrat.

Kan leve af landet
Efter en smuk vandretur langs fjorden, som er dekoreret med hundredvis af isfjelde, når vi frem til elven og følger den opstrøms. Den er hverken særlig dyb eller bred, og på den nederste del er der ganske få oplagte steder, hvor der kan stå fisk. Det lykkes alligevel at fange et par små.

Vi er begge tilfredse, både fordi det værste fiskebehov er tilfredsstillet, og fordi aftensmaden er sikret.

Vi vandrer dog alligevel opstrøms og finder flere fisk, der hvor elven breder sig ud og har dybe huller. Masser af fisk. I det klare vand står de i en tæt stime ved bunden. Selv historienørden kan ikke længere styre sig. Nu vil han også fiske.

De største fisk vejer vel mellem to og tre kilo. En flot fjeldørred på omkring et eller halvanden kilo tager Egils lille, messingfarvede spinder i første kast, efter den og en snes andre fisk har jagtet den gennem hullet. Den giver en vældig fight og opgiver først efter flere meter høje spring ud ad vandet. Vi tager et par hurtige fotos, inden vi sætter fisken ud igen. Vi har jo allerede mad nok.

Det viser sig siden, at det ikke er noget problem at fange ørreder i de søer og elve, vi kommer forbi på vores videre vandring i fjeldene. Havet er også fyldt med torsk. Så at leve af landet er ikke noget problem. Hvis man altså er glad for at spise fisk.

Uden for stien
Efter en kort sejltur og fem kilometers vandring er vi næste dag fremme ved den lille bygd Igaliku. Vi kommer i sidste øjeblik, for vi har fem minutter til at handle ind til de næste dages vandretur, før butikken lukker for weekenden. Inden vi forlader civilisationen, skal vi igen kigge på nordboruiner ved bygden, som i nordbotiden hed Garda og i sin tid var bispesæde.

I bygden lever man i dag primært af fåreavl, men i de senere år også af turismen. Atypisk for en grønlandsk bygd af den størrelse er her derfor både cafe og vandrehjem, så det allersidste, vi gør, inden vi finder de smalle stier, der skal føre os til Qaqortoq, er at spise en udsøgt frokost i cafeen.

De næste fem dage vandrer vi i fjeldet.

Ruten fra Igaliku bliver brugt af mange fjeldvandrere og er efter sigende vel afmærket, men da vi bevæger os langt udenfor den klassiske rute, må vi klare os med kortet alene. Ofte går vi på stier trampet af får og mennesker, og Egil mener, at det sagtens kan være stier helt tilbage fra nordbotiden, som stadig er i brug. Både mennesker og dyr følger jo landskabets logik – og Egil er helt sikker på, at det igen er hans forfædre, vi er på sporet af.

Egil er i gang med en lækker middag i den lille cafe i Igaliku, lige inden vi begiver os på tur i fjeldet, hvor vi den næste uge skal leve af pulvermad og fisk.

Forladt i 500 år
Efter et par dage når vi frem til nordboruinerne ved Sissarluttoq. Nordboerne kaldte stedet Dalar, og selv for fiskenørden er det et imponerende møde. Vi kommer fra højfjeldet, vandrer langs elven, og omkring en kilometer fra havet ser vi de første tegn på mennesker – der ligner rester af et stendige.

Længere fremme dukker den første ruin op. Ved førte øjekast ligner det blot en bunke sten. Lidt senere dukker endnu en ruin op, og snart er der ruiner overalt, men ingen tegn på aktivitet af nyere dato. Her har måske ligget tre-fire gårde med tilhørende udhuse og andre bygninger. Der er kun stenene tilbage. Træ og tørv er for længst forsvundet.

Der er 30-40 ruiner i området, og flere af husene står stadig med intakte mure. Det virker, som om stedet blot er forladt og har stået tomt de sidste 500 år, mens tidens tand har tygget løs. Vi er selvfølgelig ikke de første, som kommer her. Men følelsen er der. Det forladte og uberørte sted føltes så autentisk.

Det er så nemt at forestille sig, hvordan de sidste indbyggerne lige har ryddet op før en længere rejse. Hvordan de har låst døren, inden de er gået ombord i et af skibene, som har ligget for anker i den lille bugt nede ved havet og med rejste sejl sat kursen ud ad fjorden mod havet.

Da vi går ned til havet for at se, hvor de sidste nordboere har taget afsked med landet, siger Egil, at hvis vi skal have fisk til aftensmad i dag, må jeg lige tage fiskestangen med. En time senere steger godt krydrede torskekoteletter på spritbrænderen.

I Sydgrønland er der i sandhed oplevelser for alle, uanset om man er til primitiv gourmetmad, natur eller kultur.

Hvalsø Kirke i blomsterflor; eller rettere sagt resterne af den gamle nordbokirke, Hvalseyjarfjord Kirke, der ligger ved Qaqortukulooq-fjorden omkring en dagsmarch fra Qaqortoq (Julianehåb).

Da Erik den Røde kom til Grønland

Den første europæer, der fandt Grønland, var en norsk Viking. Det skete for omkring 1.000 år siden. Ifølge de islandske sagaer mere præcist i 982, da Erik Den Røde måtte flygte ud i havet, efter det islandske nævningeting dømte ham fredløs for dobbeltmord.

På havet søgte Erik mod nordvest og fandt et mennesketomt og frodigt land. Han døbte det Grønland, fordi landet omkring de mange dybe fjorde rummede særdeles gode græsningsmuligheder – bedre end den magre jord, han kendte fra Nordisland. Erik bosatte sig ved bunden af en af Sydgrønlands dybeste fjorde. Fjorden kom til at hedde Eriks Fjord og stedet Brattahlið.

I dag hedder fjorden Tunulliarfik og bygden, der ligger lige over for Sydgrønlands store lufthavn i Narsarsuaq, hedder Qassiarsuk.

Tre år efter at straffen som fredløs var udstået, sejlede Erik Den Røde tilbage til Island. Her lykkedes det ham at lokke nye folk med tilbage til Grønland. 25 skibe med 700 personer sejlede af sted. Det var dog kun 14 skibe og omkring 500 mennesker, der kom frem til det nye land. De bosatte sig enten ved de sydgrønlandske fjorde og kaldte området Østerbygd eller i Vesterbygd, som er landet omkring Godthåbsfjorden ved Nuuk længere mod nord.

De blev stamfædrene til den norrøne kultur, som levede i landet de næste 400-500 år. Da kulturen var på sit højeste, boede der omkring 5.000 mennesker fordelt på omkring 200 gårde i Østerbygd og 100 i Vesterbygd. Nordboerne formåede at opbygge et levedygtigt samfund med alt, hvad der hørte til af kirker, klostre, domstole og andre basale institutioner.

Det var i øvrigt Erik den Rødes søn, Leif den Lykkelige, som i år 1.000 fandt Vinland; landet, som siden kom til at hedde Amerika.

Hvorfor forsvandt nordboerne?

Nordboerne levede stort set som selvforsynende bønder og fangstmænd som hjemme i Island eller på den norske vestkyst. De måtte dog have træ, jern og salt udefra. Det fik de bl.a. med Grønlandsknarren, som med base i Bergen sikrede en fast skibsforbindelse mellem nordboerne og Europa.

Nordboernes vigtigste handelsvare var elfenben fra narhval og hvalros, som på det tidspunkt var ekstremt dyrt. Siden missionæren Hans Egede fandt resterne af nordboernes bosættelser i 1720'erne er det blevet diskuteret, hvorfor nordboerne forsvandt.

Teorierne er mange.

Der er formentlig sket en gradvis udvandring på grund af, at klimaet blev koldere, og økonomien i samfundet blev ringere på grund af lavere priser på nordboernes varer. Den Sorte Død, som ramte Europa i 1400-tallet, har også været nævnt som årsagen. Pesten ramte ikke i Grønland, men betydelige dele af den europæiske befolkning døde med den konsekvens, at store landbrugsområder lå øde. Formentlig er det disse områder, nordboerne er sejlet hjem til.

Qaqortoq, Sydgrønlands største by.

Genopført af inuitter

Efter nordboerne forsvandt fra gårdene i Sydgrønland i det 14. århundrede, lå landet øde hen i nogle hundrede år. Siden er gårdene genopført af inuitter som fuldt funktionsdygtige bygder og landbrug, de såkaldte fåreholdersteder. Nogle få ruiner efter nordboerne er stadig uberørte og velbevarede.

I slutningen af 1700-tallet etablerede den norske købmand Anders Olsen sig igen som bonde i området, da han slog sig ned på øen Upernaviarsuk. Øen ligger tæt på Qaqortoq og huser i dag en landbrugsskole og en forsøgsgård.

Nogle år senere, i 1783, flyttede Anders med familien til Igaliku, som nordboerne kaldte for Gardar, og hvor nordboerne oprindelig havde bispesæde. Her etablerede Anders Olsen og hans grønlandske kone, Tuperna, det første moderne landbrug i Grønland, bl.a. ved at genbruge nordboernes gamle græsningsområder og stenene fra deres gårde.

I dag lever der stadig fåreholdere isoleret langs kysterne, hvor landet er egnet til produktion af hø til deres får. Deres produkter sælges stort set kun i Grønland.

Et smukt verdensarvsområde

Området, vi vandrer i, kom i 2017 på UNESCOs Verdensarvsliste under navnet Kujataa; et 1.000 år gammelt landbrugs- og kulturlandskab, der består af fem mindre områder, som ligger omkring de to fjorde Tunulliarfik og Igaliku i Sydgrønland.

UNESCO lagde vægt på, at det storslåede landskab mellem Davisstrædet og Indlandsisen rummer et utal af velbevarede ruiner efter nordboerne, som boede i området fra til 985 og omkring 500 år frem. Fra 1700-tallet genindtog inuitter området og fortsatte landbrugsdriften frem til i dag, primært med fårehold.

Der er et veludbyttet transportsystem af både og helikoptere i Sydgrønland. Det gør det nemt at komme rundt. Her er vi på vej fra Qaqortoq mod lufthavnen efter en skøn vandretur.