Kyst til Kyst Stien

VANDRETUR PÅ TVÆRS AF JYLLAND

Efter at have vandret Mors rundt med stor succes sidste år, begiver min mor og jeg os ud på vores anden vandretur sammen – denne gang fra Jyllands østkyst til vestkyst. Forhåbentligt kan vi sove i shelter, for ellers kommer vi til at bruge vores backup: Et festivaltelt til 149 kr.

IMG_8557_Original.jpg
Opdateret den 27. Nov 2021
Læst af: 9085

Efter at have vandret Mors rundt med stor succes sidste år, begiver min mor og jeg os ud på vores anden vandretur sammen – denne gang fra Jyllands østkyst til vestkyst. Forhåbentligt kan vi sove i shelter, for ellers kommer vi til at bruge vores backup: Et festivaltelt til 149 kr.

Vandrerygsækkene er pakket, og vi snører vandrestøvlerne ved det imponerende bygningsværk Fjordenhus. I går parkerede jeg min bil ved Kyst til Kyst Stiens slutpunkt i Blåvandshuk, inden vi kørte her til Vejle, og jeg må indrømme, at jeg kort nåede at tænke:

“Okay, det tager halvanden time at køre den her tur, hvorfor er det nu lige, at vi bruger en uge på at gå den?”

Der går dog ikke lang tid, før jeg falder ind i rytmen og glæder mig over vores valg. Følelsen af rigtigt at være på vandretur indfinder sig, da vi lægger Vejle bag os og kommer ud i det skønne vådområde, Kongens Kær, i udkanten af byen. Vi holder pause og lufter fødder efter 6-7 kilometer, da fire unge fyre med vandrerygsække kommer rundt om hjørnet. De er også på vej mod Blåvandshuk og regner med at bruge ca. seks dage på det.

Dét er hurtigt, vi støder på andre, der går omtrent de samme dagdistancer som os. Mon vi kan være lige så heldige som sidste år, da vi gik Mors rundt og fik en shelterplads hver nat? Da der ikke er noget shelter på de sidste 30 kilometer til Blåvandshuk har vi dog pakket et billigt festivaltelt til 149 kroner. Jeg ville ikke ofre en masse penge på et Telt, der kun skal bruges som back-up, men måske vi bliver tvunget til at bruge det mere, end vi håber.

Kysttilkyst

Første nat i festivaltelt
Vi går videre ad den gamle banesti, Bindeballestien, og taler om de planter, vi ser på vores vej. Vi stopper ved hindbærbuske, der frister med søde, røde bær, og vi nyder, at vi ikke skal andet den næste uges tid end at sætte det ene ben foran det andet.

Flere gange passerer de unge fyre os, når vi holder pause, og vi passerer dem, når de holder pause. Vi møder dem ved Ravning Station, hvor de har slået lejr, mens vi fortsætter de 6,5 kilometer til Bindeballe Købmandsgård. Shelterne her er optagede, som jeg frygtede, men på teltpladsen ved Bindeballe Station sætter vi vores billige festivaltelt op og hilser på en mand og to par, der allerede har slået deres telte op.

Sjældent har jeg set så lille et tomandstelt. Der er desuden ikke noget oversejl, så hvis der kommer bare den mindste smule regn, bliver vi gennemblødte. Måske det havde været en god idé at teste teltet inden turen?

Det regner heldigvis ikke i løbet af natten, og vi vågner til en solrig morgen. Vi starter stille og roligt med en kop kaffe og et bad, for købmandsgården åbner først kl. 10.00, hvor vi køber rundstykker med rullepølse og sky og en varm kop kaffe til, som vi nyder på verandaen. Ruten går nu gennem lillebitte Fitting, hvor min mor – af alle steder – har været ung pige i huset, da hun var 18.

Vi taler om “gamle dage”, og jeg får nogle historier fra min mors ungdom, jeg aldrig har hørt så detaljeret før. Vi lærer nyt om hinanden på ture som den her, selvom vi nu har kendt hinanden i de 35 år, jeg har levet. Og så har vi i dag mere held med et shelter. På shelter-app’en finder vi nemlig frem til Nils, som har et legehus, der kan bruges som tomandsshelter. Teltet bliver i rygsækken.

IMG 8386 Original

Åen som følgesvend
Det sidste stykke fra Bække og ud mod Nils fulgte vi Holme Å, og den bliver vores følgesvend de næste dage. Store dele af ruten bugter sig langs åen, og vi vandrer gennem smuk natur dagen lang. Små stier, markveje, broer, hedelandskab og masser af dyrehegn præger dagens etape.

I starten er det underholdende at klatre over dyrehegnene med 15 kilo oppakning på ryggen – men det er unægteligt ikke helt så elegant at se på, som man kunne ønske sig. Sidst på dagen, hvor benene og resten af kroppen er ved at være trætte, synes vi dog ikke længere, det er helt så sjovt, og når vi får øje på endnu et dyrehegn, bliver det ledsaget af dybe suk.

Først på aftenen når vi frem til et af de smukkest placerede sheltere, vi er stødt på, og vi bliver hurtigt enige om at stoppe her. Det valg bliver vi kun bekræftet i, da en hjort går hen over marken foran shelterpladsen. Vi bruger aftenen på at spise, pleje fødder, spille kort, drikke kaffe, se på kort og snakke. På et tidspunkt passerer de fire drengene os, men de fortsætter og efterlader os alene på vores idylliske shelterplads midt i den smukke ådal.

”Hvis de kan, så kan jeg også!”
På den fjerde etape går vi det meste af dagen på markveje over åbent land, og først sidst på dagen bevæger vi os ind i skoven, som smukt omkranser åen, der stadig løber langs stien. Vi tilbringer natten i Telt på en meget lille teltplads i skoven, hvor der også er et par fyre i et andet Telt. Vi har ovenikøbet udsigt til Holme Å, som ruten også løber langs på dag fem; denne gang inde i kreaturindhegninger meget af vejen.

Nu er det ikke den snoede å, der gør, at vi zigzagger – det gør kokasserne fra både de sortbrogede køer og de skotske højlandskvæg. Det er smukt at bevæge sig langs åen, men ind mod Varde er vi trætte af at gå frem og tilbage langs åens snoninger, og det er helt befriende, da vi vest for Varde vandrer på en lang, lige asfalt- og grusvej.

Vi gør holdt på shelterpladsen ved Janderup Ladeplads. Der er 7,5 kilometer til den næste teltplads, hvilket særligt min mor synes er for langt, da vi allerede har gået over 20 kilometer. Kort tid efter passerer de to fyre fra teltpladsen i skoven os, og ikke lang tid efter kommer de fire andre velkendte fyre og holder pause på shelterpladsen.

Flere af dem er nedslidte, har fødderne fulde af vabler og kan næsten ikke slæbe sig afsted, men de vandrer videre mod den næste teltplads alligevel. Da min mor ser det, foreslår hun, at vi også vandrer videre:

“Hvis de kan med de smerter, de er i, så kan jeg altså også!”

Jeg er fuld af respekt for hende i det øjeblik. Tænk sig, at min mor på 60 år lader sig inspirere af disse unge, haltende fyre i 20’erne, trodser sin træthed og smerter og går videre. Dét er sejt. Det holder hårdt de sidste par kilometer, men endelig kan vi se teltpladsen. Det virker som den helt perfekte afslutning på turen, at vi alle otte, der nu har krydset hinanden igen og igen i løbet af ugen, ender med at tilbringe den sidste aften sammen.

IMG 8481

Med bare fødder i Vesterhavet
Næste morgen er de to fyre hurtigt ude af fjerene og klar til den sidste distance. Vi ønsker dem god tur, spiser morgenmad, pakker sammen og siger farvel til de fire fyre, der endnu kun er på vej ud af fjerene.

Så er det bare mig og min mor igen. Det er tydeligt at se på landskabet, at vi nærmer os vestkysten og Vesterhavet. Underlaget er mere sandet, der er sommerhusområder, og vi går ned mod klitterne og videre på stranden.

Nu kan vi se Blåvandshuk Fyr; målet er indenfor rækkevidde.

De sidste fem kilometer tager vi vandrestøvler og strømper af, hænger dem på vores rygsække og går med bare fødder i vandkanten – det er så skønt! Solen skinner fra en skyfri himmel, og stranden er fuldstændig proppet af badegæster. Før vi selv hopper i vandet, går vi helt op og klapper fyrtårnet. Så er vi i mål!


En varmere sovepose

Sidste år brugte Ena en tynd sommersovepose med en komforttemperatur på 12 grader, hvilket betød, at hun flere nætter rystede af kulde og ikke sov ordentligt. Den var i år skiftet ud med en sovepose, der går ned til 7 grader, og som holdt hende varm.


Nu med telt

Til forskel fra vores første vandretur medbragte vi Telt, hvilket var en klar fordel, da det gav frihed til at improvisere og gå lidt længere eller kortere end planlagt, hvis vi ville. Det gav også en sikkerhed, da vi ikke behøvede at bekymre os om, om der var plads i et shelter, når vi kom frem til overnatningspladsen. Et bedre Telt ville dog have været en fordel.


IMG 8411Kyst til Kyst Stien: Dag for dag

Dag 1: Vejle - Bindeballe Station. 24 km. Højdepunktet var det smukke arkitekttegnede Fjordenhus i Vejle Fjord. Overnatning på teltpladsen ved Bindeballe Station med adgang til køkken, opholdsrum, drikkevand, toilet og bad. 40 kr. pr. person.

Dag 2: Bindeballe Station - Bække. 22 km. Et af højdepunkterne var besøget på Bindeballe Købmandsgård. Overnatning i tomandsshelter/legehus i haven hos Nils – fundet på app’en “Shelter”. Adgang til toilet, bad og drikkevand.

Dag 3: Bække - Hesselho. 20 km. Ruten går langs Holme Å, ud over heden og over masser af dyrehegn. Overnatning i shelter ved åplads i Hesselho, Tofterup. Adgang til muldtoilet og drikkevand.

Dag 4: Hesselho - Karlsgårde. 24 km. En stor del af ruten er i åbent landskab og over marker. Først på den sidste del af etapen løber Holme Å ind i den smukke skov og munder ud i Karlsgårde Sø. Overnatning i Telt på åpladsen ved Karlsgårdeværket. Adgang til drikkevand ved Karlsgårdeværket 300 meter væk. Muldtoilet.

Dag 5: Karlsgårde - Kjelst. 29 km. Endnu en gang vandring langs Holme Å; nu blandt kreaturer. Efter Varde primært lange, lige grusveje. Overnatning på teltplads ved rasteplads ved Kjelst. Muldtoilet (var lukket pga. corona). Mulighed for drikkevand hos nabo (300 meter væk).

Dag 6: Kjelst - Blåvandshuk Fyr. 22 km. Højdepunktet var uden sammenligning at gå med fødderne i Vesterhavet og nyde synet af Blåvandshuk Fyr og stemningen fra alle de glade badegæster.

ikon hængelås

Prøv de næste 3
Opdag Verden magasiner

Opdag Verden Magasinet

Direkte i din postkasse
i 6 måneder for 99 kr.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Find din næste tur her


Ruteforslag
Øhavsstien

Øhavsstien

Priser fra 995,-
Fællesture
Vandring på Camønoen - Dark Sky

Vandring på Camønoen - Dark Sky

Ruteforslag
Højlyngsstien på Bornholm

Højlyngsstien på Bornholm

Andre spændende artikler


Det må du i den danske natur

Det må du i den danske natur

Careful Choice - Det miljøvenlige valg i Eventyrsport

Careful Choice - Det miljøvenlige valg i Eventyrsport

Kom helt tæt på dansk natur

Kom helt tæt på dansk natur