Undervejs til Mount Everest

Vi er lidt bekymrede over antallet af klatrere set i lyset af 1996-katastrofens køproblematik. Vi forundres også over firmaet “Alpine Ascents International”, som har en klient på 69 år, der har betalt $340.000 for turen. Han har til gengæld også sin personlige guide samt indtil flere sherpaer, som skal bære ilt for ham øverst på bjerget, så han kan få hele seks liter ilt i minuttet. Når de bevæger sig igennem isfaldet, er tempoet dog ikke imponerende, men vi beundrer deres gode humør.

I gang på bjerget
Til gengæld er det svært for nogle i vor gruppe at holde humøret oppe: Bo har hjemmefra haft problemer med sit baglår (det viser sig ved hjemkomsten, at han har en lille diskusprolaps), og Henrik plages af hoste og bronkitis. Det er derfor i første omgang kun fire klatrere, der begiver sig op i isfaldet for første gang, men Henrik følger dog snart efter. Heldigvis viser isfaldet sig at være yderst fredeligt sammenlignet med andre år. Men der er stadig sektioner, hvor man udmærket er klar over, at man går på lånt tid - man må hellere finde et andet sted at puste ud. Lejr 1, som nås i 6050 meters højde ovenfor isfaldet, bruges et par nætter som akklimatiseringslejr, før det går videre til lejr 2.

Denne lejr bliver med fast udstationeret kok det naturlige udgangspunkt for bestigningen, da vores rute herfra adskiller sig fra den normale rute på sydsiden af bjerget. Vi har valgt at følge den mere direkte, sydvendte snerende op til 8300 meter, hvor ruten smelter sammen med den traditionelle rute op, der har taget en omvej omkring den knapt så stejle is-/snevæg under Lhotse, nabobjerget til Everest. Det betyder dog, at vi kun har en katalansk ekspedition at dele byrderne med, som for eksempel udlægning af faste reb op til lejr 3 og 4.

Sneen generer
“Jeg pruster mig vej det sidste stejle stykke op til lejr 3. Asmus og Mads er sammen med Dawa Temba i gang med at grave en platform til vore to telte på den stejle skråning. Sherpalederen Fura Dorjee er der også, men står passivt og ser på. Jeg tilbyder ham et par varme luffer, da det er tydeligt, at han har kolde fingre”.

Det er hårdt at hugge isen væk her i 7400 meters højde, så arbejdet går på omgang. Til sidst bliver teltene rejst. Det ene Telt hænger lidt ud over kanten, så i dette er der kun plads til én overnattende. Heldigvis er vi kun tre, idet sherpaerne returnerer til lejr 2 efter at have lagt 300 meter reb ud over lejr 3.

“Asmus og jeg får en elendig nat. Teltet hælder, så vi må ligge med hovederne samme vej, og det er vore specielle ét-lags telte ikke designet til. Vi vågner begge gentagne gange, hvis vi overhovedet sover, med klaustrofobiske fornemmelser. Samtidig hænger udåndingsfugten som centimetertyk rim på indersiden af teltdugen, så det sner hver eneste gang, vi rejser os eller vender os i soveposerne”.

Det er allerede den. 5. maj, og vi er pga. store snefald blevet forsinket, da skråningen under og over lejr 3 har været lavinefarlig. Efter vor overnatning står Jan og endelig også Bo klar til at fortsætte klatringen, mens Henrik stadig er voldsomt plaget af sin hoste. Men mere sne udskyder etableringen af lejr 4, så vi bliver først klar til at bevæge os mod toppen den 17. maj.

Et døgn efter Asmus Nørreslet og Mads Granliens vellykkede topforsøg lægger Jan Mathorne, Bo B. Christensen og Allan Christensen ud på det andet topforsøg. Her følger Allan Christensens beretning om forsøget.

Da vi dagen før ankom til lejr 4, var vi alle meget trætte. Asmus og Mads tog den fornuftige og succesfulde beslutning at gribe chancen og gå mod toppen med ilt samme aften, men ingen af os havde kræfter til samme aften at gøre et forsøg uden ilt. Jan er ikke i tvivl om, at han vil bruge ilt, mens Bo er i syv sind, da han ikke føler sig frisk til som planlagt at gå uden ilt - det ender med ilt. Jan, Bo og jeg samt to sherpaer, Ong Chu og Nima Dawa, forlader lejr 4 klokken 21 i håbet om at nå toppen før skyerne. Bo vender desværre om efter kort tids klatring. Han har igen problemer med låret, og hans iltudstyr fungerer ikke ordentligt.

Mod toppen uden ilt
“Jeg bander lidt indvendigt over de store luffer, som gør det yderst besværligt at holde om den forskydelige rebklemme på det faste reb. Samtidig er den elektriske forbindelse til mine fodvarmere røget, så jeg må undvære den luksus. Terrænet er ikke voldsomt stejlt op mod “balkonen” i 8500 meter, men jeg har alligevel besvær med at holde 15 skridt mellem pauserne. Nima Dawa, som går bag mig, prøver at opmuntre - “du skal bare tage flere skridt mellem nogle kortere pauser!” Ja, det kan han sagtens sige bag sin iltmaske.”

Vejret er flot; måneskin og vindstille over skyhavet i dalene. Jeg beslutter at prøve at klare mig uden den store yderluffe på den ene hånd. Det hjælper lidt. Til gengæld dukker næste problem op i form af en række hurtige klatrere fra normalruten. Jeg bryder mig ikke om, at flere belaster samme reb.

“Mine tanker går i retning af at vende om, men så bliver jeg alligevel interesseret; hvad sker der efter “balkonen?” Hvis bare jeg kan holde trit med Jan, så går det nok. Da vi når “balkonen”, får jeg ny energi. Over mig rejser sydtoppen og den sneklædte kam over til hovedtoppen sig, badet i det rødlige skær fra solen, som står op over Tibet. Det ser ud til at være fin klatring!”

Efterhånden som sydtoppen nærmer sig, begynder vi at blive generet af hvirvelvinde, som fejer ned over bjergsiden og gør det nødvendigt at klamre sig fast. Jan er 50 meter foran mig sammen med Ong Chu. Nima Dawa er for længst “løbet” i forvejen. Han har endnu ikke været på toppen, og hvis det lykkes, vil det betyde et spring op ad lønningsstigen næste sæson.

Klokken er over otte, da Jan når sydtoppen, hvor vestenvinden har frit spil. I vindstødene er det vanskeligt at stå fast, og skyerne har for længst indhyllet bjerget. Det er ikke umuligt at nå toppen, hvis vejret ellers ikke forværres - den er jo kun en time til halvanden væk i godt vejr. Men får man et problem, som ikke kan klares med store luffer på, så er der ikke langt til en alvorlig forfrysning. Selv det at drikke og spise kan blive et problem, for det er koldt bare at stoppe op. Jeg kan tydeligt mærke, at det er vanskeligt at få fat i kroppens fedtenergireserver. Det er klart lettest at forbrænde kulhydrater i højden, så jeg er afhængig af en jævnlig tilførsel af disse ellers falder ydeevne, motivation og ikke mindst koncentrationsevne.

Vi er ikke i tvivl om det rigtige i at vende om. Nima Dawa løber en risiko ved at fortsætte mod toppen, men i denne højde tager man ansvaret for sit eget liv uden at forvente hjælp fra andre, da kun de færreste har fysisk overskud til at hjælpe. Vi vender alle tre om klokken halv ni, mens Nima Dawa når toppen klokken ni - uden udsigt.

65 timer over 8000 meter
Efter en nedtur, hvor man tænker på at spare kræfter til etapen videre ned til lejr 2, når vi alle fire lejr 4 om eftermiddagen. Vi har haft problemer med walkie-talkien, men da vi endelig får kontakt, får vi en alarmerende melding; en katalaner i lejr 4 er ramt af hjerneødem! Da jeg træt får mig kæmpet ind i deres lille Telt, hvor han ligger med iltmaske på, kan jeg dog konstatere, at han “kun” er sneblind. To sherpaer vil komme dem i møde næste dag, hvor vi alle gerne skulle ned. Der er faldet en del nysne, og det har blæst, så vi vælger at tage endnu en overnatning i lejr 4. Vi ville formodentlig heller ikke nå ned til lejr 2 inden mørkets frembrud. Det er dog med en vis ængstelse, at vi falder til ro. Kroppen har på ingen måde godt af den lange tids eksponering til den ekstreme højde; risikoen for lunge- og hjerneødem øges. Så vi er på vagt over for symptomer.

Laviner!
Trætte giver vi os næste dag i lag med nedfiringen til bunden af isvæggen under lejr 3, som i mellemtiden er blevet fjernet. Solen titter mere og mere frem, og da vi når ned under lejr 3, begynder den nyfaldne sne at løsne sig og rutsche ned ad skråningen. Vore to sherpaer bliver fejet omkuld af den knapt halv meter høje snemur, som kommer væltende. Det lykkes os andre at blive stående. Nima Dawa er så uheldig, at det nærmeste anker for rebet løsner sig, så han tumler ukontrolleret rundt, indtil det næste anker griber ham, og han ender hængende frit ud over randspalten nederst på skråningen. Han har mistet sin rygsæk, som nu er begravet under metervis af sne, og er meget rystet.

Da vi alle mødes nede på den flade gletscher, er kokken Kami fra lejr 2 dog dukket op med varm te, så vi falder alle lidt til ro. Nu mangler der bare en sidste tur ned gennem det opsprækkede isfald, før vi alle er genforenet med resten af ekspeditionen…

Den største ø i skyhavet

- en personlig beretning om bestigningen af verdens højeste bjerg fortalt af Asmus Nørreslet

Verden ligger for mine fødder, og jeg fyldes med glæde og lykke, da Sherpa Dawa Temba og Sherpa Dawa Chiri lykønsker mig. Sammen tager vi imod Mads, der få øjeblikke senere møder os. Målet er nået efter mange ugers forberedelse….

De sidste skridt mod toppen
Vinden fejer snekrystallerne hen over snefanerne, der store og imponerende hænger ud over bjergsiden få meter fra det spor, jeg følger. Lyden af vinden, der presser mod dundragten, og føddernes langsomme bevægelse hen over den hårde sne, er det eneste, der bryder stilheden på et af vor jords mest afsides, koldeste og mindst imødekommende steder. Hjertet løber løbsk, og efter 10 skridt falder jeg sammen, hviler op ad isøksen og venter til jeg igen har fået pusten. Jeg ville nok kunne tage flere skridt ad gangen, men jeg har fundet en rytme, hvor forholdet mellem gang og pause er rimeligt. Et hav af skyer ligger ud over verden som et lag af hvide dun. Taknemmelig, men lille og i bjergets vold føler man sig, når man vandrer på topkammen op mod verdens højeste bjerg, Mount Everest. Til højre og venstre åbner horisonten sig, og ingen forhindringer møder længere blikket. Toppen er nået.

“Vil du med til Mount Everest”
En invitation fra Henrik Jessen Hansen lagde i foråret 1999 grunden til min deltagelse i den største danske klatreekspedition nogensinde. Henrik, Jan Mathorne og Bo B. Christensen, erfarne “ræve” i dansk Himalaya-bjergbestigning, havde sammensat en ekspedition til Mount Everest. Et hold på seks klatrere, der ud over de ovennævnte ville bestå af Mads Granlien, Allan Christensen og mig. 
Thrane & Thrane, et succesfuldt dansk satellittelefon-firma havde valgt at spytte stort i kassen, og ekspeditionen var blevet en realitet. Med udstyr fra The North Face og Friluftsland var de sidste store sponsorater i hus.

Gode råd, eller..?
”Nu skal du høre, hvad jeg gør”, konfronterede en kendt, respekteret Everest-klatrer og bjergguide, newzealænderen Russell Brice mig, hvorefter han tømte sin pint og straks bestilte en ny af samme slags. “Jeg bliver her på pubben hele aftenen, drikker mig fra sans og samling, vågner op med de værste tømmermænd, vakler ud på den smalle bjergkam ned fra Aiguille du Midi og arbejder hele dagen. Derefter går jeg igen på pubben om aftenen”. Han sporede lidt forbløffelse i mit ellers meget interesserede ansigtsudtryk. “Det er god træning til Everest. Over 8000 meter har du det ad helvede til, er dehydreret og svimmel”. Jeg bestilte hurtigt en ekstra pint af den store slags, mens Russell fortsatte: “Du skal bare blive ved med at stå på ski og isklatre, altså holde dig i gang. Overdriv ikke. Det er ofte de “overfitte”, der går ned på Everest”. Snakken om Everest forsatte, og da jeg forlod pubben, havde Russell fundet en ny drikkemakker og skålede, så det kunne høres ud på gaden.

Mine tømmermænd næste morgen indbød ikke helt til kamvandringer og skiløb, og jeg måtte nok indse, at jeg ikke helt ville kunne leve op til det træningsskema. Sjældent “trænede” jeg derfor med Russell. Derimod blev det til en frygtelig masse isklatring og ski-touringer. Mads og Allan var i løbet af vinteren flere gange nede for at hjælpe til i kampen mod de frosne, blå vandfald og de store vidder med pulversne, og en weekend fløj Lars Thrane (manden bag firmaet Thrane & Thrane) i sit privatfly hele holdet ned til Chamonix på træningsophold.

Magiske 8848 metre 
Jeg tænker på Russells beskrivelse, da jeg spænder mine steigeisen på støvlerne inden afgang fra lejr 4 i 8050 meters højde den 19. maj kl. 22:30. Vil jeg virkelig komme til at vakle afsted deroppe? Jeg ryster tankerne af mig. Jeg har det jo fint, ikke for koldt. Selv om trætheden fra vores hårde tur op fra lejr 2 stadig kan mærkes i kroppen, er det ikke så slemt som for få timer siden.

Vejret ser godt ud. Ikke en sky i miles omkreds. En næsten fuld måne lyser landskabet op og gør vores pandelamper overflødige. Som vi står her alle fire - Mads, Sherpa Dawa Chiri, Dawa Temba og jeg - kunne scenen være taget fra en science-fiction film. Med Michelin-kroppe, kæmpestøvler og iltmasker som dækker størstedelen af ansigtet. En slange, slapt hængende over vores skuldre fra masken om til regulatoren på de orange flasker i rygsækken, gør scenen fuldendt. Vi er som et hold “tyndluftsdykkere” på jagt efter den korteste vej til stjernerne.

De to liter ilt i minuttet, som vi modtager, gør arbejdet lettere. Den første time stiger vi over 200 højdemeter, hvilket heroppe er temmelig hurtigt. Terrænet er stejlere, end jeg havde ventet, og små klippetrin skal passeres. Ikke svært, men jeg ser grundigt efter, hvor jeg placerer fødderne. Et fejltrin kan koste en uhyggelig glidetur. Vi når kammen op mod sydtoppen. Her lå Hillarys og Tenzings sidste lejr 9. Et par gamle iltflasker vidner om forrige ekspeditioner. Ellers har frisk sne dækket ethvert spor af andre mennesker. Vi er de eneste heroppe.

Vi har holdt få pauser, og alle ser ud til at være godt kørende. Vi vandrer langsomt opad. Den friske sne gør det lidt tungt en overgang. Vores stærke sherpaer er i front. Dawa Temba grynter lidt. En kort udveksling på nepalesisk mellem de to er lidt bekymrende. Diskuterer de, om de vil gå videre? Sneforholdene er så som så med 30 cm frisk sne visse steder. Snehanget op mod sydtoppen har samme orientering som hernede. Der kan let være lavinefarlige partier længere oppe, så vi må undersøge forholdene, inden vi går ud på skråningen op mod sydtoppen.

Flere tynde reb markerer vejen op. Rebene er sat henover små klippefremspring, og vi passer meget på ikke at trække for hårdt i dem. Vi ved ikke, hvad de hænger i længere oppe. Det gør vi klogt i, kan jeg konstatere, da jeg passerer flere steder, hvor rebene er skåret delvist over. Det er besværligt at klatre med det her iltudstyr. Udsynet er dårligt, og masken skal gentagne gange tages af for, at man kan placere fødderne præcist. Vi bevæger os hovedsageligt til siden for den store sneskråning, og herude er der ingen risiko for laviner. Mine værste anelser er heldigvis blevet afkræftet.

De sidste meter op mod sydtoppen mangler, da solen bryder frem fra horisonten i øst og bader bjerget i det flotteste røde lys. En regnbue tegnes i de lette fjerskyer på Tibet-siden, hvis udstrakte plateauer er gemt under lavere skylag. Mod vest bag bjerget kan jeg se Mount Everests skygge afbildet i skyerne, der som et hav strækker sig vidt og bredt ud over Nepal og dækker de dybe dale. Kun bjerge over 5000 meter stikker igennem skylaget og ligger som små hvide øer, så langt øjet rækker. Der er meget få øjeblikke i min klatrekarriere, som har været så flotte.

Højden begynder for alvor at kunne mærkes. Det går meget langsommere, end da vi lagde ud, men jeg er stadigvæk ikke i tvivl om, at jeg kan klare det. Mads ser ud til at have det på samme måde, selv om han er dækket af et lag rim, og lange istapper hænger fra masken. Jeg brækker istapperne fra min maske af og mærker, at ilttilførslen stiger en smule.

Graten fra sydtoppen over mod hovedtoppen er spids, og der skal trædes varsom. Det faste reb er nogle steder blevet blæst om på den forkerte side af snevægterne og er ikke til at få fat på. Forsigtigt klatrer vi disse sektioner uden sikring. Vi når det berømte Hillary-step. Gamle reb ligger ned over klippen og medvirker til, at vi hurtigt kan passere. Vores sherpaer er gået i forvejen og er kommet ud af syne, forsvundet bag hvad der ser ud som toppen. Synet snyder os. Det viser sig at være en fortop. Den rigtige ligger endnu 200 meter fremme.

Jeg ser Dawa Chiri nå toppen lige efter Temba. Han løfter sine arme over hovedet, og de omfavner hinanden. Vi når toppen kort efter kl. 6:30. Jeg filmer Mads de sidste skridt op ad graten, der forsvinder ned i skylaget bag ham. Vi omfavner alle hinanden, tager maskerne af og hyler af glæde. Det er en flot top, hvis afrundede del ikke er mere end 10 kvadratmeter stor. 360 grader rundt kan vi se ud over verden, der nu er dækket af et lag af skyer. Det højeste punkt er nået; efter så mange ugers anstrengelser er det lykkedes for os. En enorm lettelse og et fantastisk øjeblik, der er svært at sætte ord på. Det blæser op og efter 20 minutter vender vi ryggen til toppen, dykker ned i skyerne på jagt efter det næste store eventyr.

Mount Everest (Chomolungma eller Sagarmatha er lokale navne) er siden 1953 blevet besteget af snart 900 forskellige personer ved brug af kunstig ilt, og omkring 60 personer har siden 1978 besteget det uden kunstig ilt.

Ordforklaring:
Iltudstyret - På turen brugte vi hver to iltflasker, og vi havde én i reserve. Vi brugte to liter ilt i minuttet, hvilket er det mest almindelige. Vi medbragte ca. otte kg iltudstyr hver.
Hjerneødem - væskeudsivning i hjernen, som sammen med lungeødem er de alvorligste (potentielt dødelige) former for højdesyge. Behandlingen er først og fremmest nedstigning.
Steigeisen - for ikke at glide på sne og is spænder man “metalpigge” under støvlerne.

Denne artikel er blevet bragt i Adventure Word/Opdag Verden nr. 30 i 2000