Iran er mest kendt for sit fanatiske præstestyre og skræmmende atomprogrammer, men højt oppe i Irans bjerge – helt deroppe hvor det religiøse politi aldrig kommer – ophører påklædningspåbud for kvinder og andre strengt religiøse regelsæt. År efter år vender jeg tilbage til Iran for at vandre i de smukke bjerge og dele de fantastiske naturoplevelser med iranerne i helt frie rammer.
Det er fjerde gang, jeg går op ad Damavand, der med sine 5671 meter er Irans højeste bjerg. Jeg går alene denne gang, for jeg ved, at jeg ved base camp i 4200 meters højde kan slå følge med mange andre trekkere, der også planlægger at gå mod toppen den efterfølgende dag.
Jeg er taget tidligt af sted fra Teheran, for denne gang har jeg kun to dage til at bestige Damavand. Bjerget er en smuk og klassisk, konisk formet vulkan, og bestigningen er ikke teknisk svær. Udfordringen er højdesyge.
Det er krævende at gå fra 1600 meters højde i Teheran til 5671 meters højde på toppen af Damavand og tilbage igen – på kun to dage. Dette år er jeg akklimatiseret fra en rejse til Tajikistan og Kirgistan, så jeg satser på at komme gennem natten udhvilet og uden hovedpine.
Alene på bjerget
Bestigningen af Damavand starter i 3200 meters højde fra en moské, der hedder Gosfand-Sara. Herfra går du over grønne sletter og gennem stenlandskaber mod den sydlige base camp i 4200 meters højde.
Det er en stille og rolig fire timers gåtur ad veltrådte stier, som er lette at følge – i hvert fald i dagslys. På hele turen øjner du den lejren i base camp, som ligger på et plateau, dér hvor sneen begynder at kravle op mod den ofte skydækkede top.
Lyden af Led Zeppelins karakteristiske guitar strømmer ud af mine høretelefoner – jeg nyder at være alene med det store bjerg, og vender mig ofte om for at betragte udsigten over dale, søer og Teheran i det fjerne.
Mit Telt, min sovepose, køkkengrej og mad bliver båret til base camp på hesteryg. Jeg skal jo være frisk til morgendagens lange tur mod toppen.
Hen mod eftermiddagen overvinder jeg det sidste stejle stykke mod base camp, og jeg når lige at sætte mit Telt op og nyde solnedgangen inden en voldsom snestorm overrumpler lejren. Mit lille 1-personers Telt ligger næsten ned i vinden, og selvom jeg ligger i min vintersovepose med alt tøjet på, har jeg har svært ved at holde varmen.
Jeg beslutter at krybe i ly i det to-etagers stenhus, der, til mit held, er blevet bygget siden min sidste tur til Damavand. Her er varmere og en livlig aktivitet af iranere, der forbereder den tidlige afgang mod toppen.
Jeg møder Muhammad og hans bjergbestigergruppe på ti mænd og tre kvinder, og efter at have godkendt mit udstyr får jeg lov til at følges med dem mod toppen. Afgang klokken tre om natten.
How to resolve AdBlock issue? 
