Nepaleser smadrer ekstrem rekord i Himalaya

NimsFor lidt over et halvt år siden var der stort set ingen, der havde hørt om Nirmal Purja. Nu har han fuldstændig smadret en rekord, der tidligere lød på næsten 8 år. Purjas tid? 189 dage.

Da den tidligere elitesoldat Nirmal Purja i begyndelsen af året proklamerede, at han ville bestige samtlige verdens 14 bjerge på over 8000 meter på blot 7 måneder, var der ikke mange, der tog det specielt alvorligt.

For det første var der stort set ingen i bjergbestigerkredse, der havde hørt om ham.

For det andet lød den tidligere rekord på lige under 8 år.

Ikke desto mindre satte den 36-årige nepaleser den 29. oktober foden på toppen af tibetanske Shishapangma og gennemførte dermed en mission, han har kaldt for Project Possible.

”Jeg er overvældet og utrolig stolt over at have gennemført den sidste bestigning og opnået mit mål om at bestige verdens 14 højeste bjerge på rekordtid. Det har været seks benhårde måneder fulde af ydmyghed, og jeg håber at have bevist, at alt er muligt med beslutsomhed, tiltro til sig selv og en positiv tilgang. Jeg kunne ikke have gjort det uden den uendeligt støtte fra mine venner og familie, som har været i mit hjerte hele tiden. Vi startede med ingenting, men se, hvor langt vi er kommet,” siger Nirmal Purja, der har en fortid i den legendariske hærenhed, Brigade og Gurkhas, og i specialstyrken Special Boat Services under den britiske flåde.

Nirmal Purja kickstartede missionen med at bestige Annapurna den 23. april og har besteget alle toppene med hold udelukkende bestående at nepalesiske bjergbestigere og sherpaer.

Udover at have slået rekorden for den hurtigste bestigning af verdens 14 højeste bjerge – den tidligere rekord tilhørte sydkoreanske Kin Chong-Ho, som brugte 7 år og ti måneder på bedriften – slog han også en række andre rekorder undervejs:

  • Flest 8000-meter bjerge på en forårssæson: 6 (Annapurna, Dhaulagiri, Kanchenjunga, Everest, Lhotse and Makalu)

  • Flest 8000-meter bjerge på en efterårssæson: 5 (K2, Nanga Parbat, Gasherbrum 1, Gasherbrum 2, Broad Peak – han var tilmed den første person til at bestige alle Pakistans 8000-meter bjerge på en enkelt sæson; han brugte blot 23 dage på det)

  • Hurtigst til at bestige verdens 3 højeste bjerge (Everest, K2 og Kangchenjunga)

  • Hurtigst til at bestige verdens 5 højeste bjerge (Everest, K2 og Kangchenjunga, Lhotse og Makalu)

Derudover besteg han Everest, Lhotse og Makalu på blot 48 timer.

Læs mere om Nirmal Purja og Project Possible

Skrevet af: Tore Grønne, Skrevet Lørdag, 02 November 2019, opdateret 02 November 2019, læsninger: 2860

Log ind

Log ind