Jakob Urth til tops på Everest + nye rekorder

www.iStock.com marozncJakob Urth har nået toppen af Mt. Everest.

Den 41-årige bjergbestiger, der tidligere har besteget tre af verdens 14 bjerge over 8000 meter uden at bruge kunstig ilt, er den 18. dansker, der når toppen af verdens højeste bjerg.

Jakob Urth besteg Everest fra sydsiden i Nepal. Hans oprindelige plan var at nå toppen uden at bruge ilt på flaske, men vejret tæt på toppen ville det anderledes:

"Det var en ret ekstrem udfordring, som egentlig gik fint, men der kom mere vind, desto længere vi kom op. Så i 8650 meter vælger jeg at sige stop. Det er for koldt for mig, og da sherpaerne siger "brug ilt", bliver det en stor hjælp. Jeg var nødt til at tage en beslutning om at fortsætte eller vende om. Jeg havde ikke mere energi," siger Jakob Urth til TV2.

Og han fortsatte altså og nåede hele vejen til tops på verdens højeste bjerg. 

På den tibetanske side af bjerget måtte en anden dansker i år på Everest – Rasmus Kragh, der ligesom Jakob Urth jagtede toppen af Everest og rekorden som den første dansker til at nå der op uden brug af ilt på flaske – vende om et par hundrede højdemeter under toppen.

Det var vejret, der fik ham til at vende om stort set det samme sted, som han sidste år vendte om.


Nye rekorder
Der fuld knald på sæsonen i hjertet af Himalaya i de her dage. I løbet af den sidste uges tid er der mere end 400 bjergbestigere, der har nået toppen; nogle fra den tibetanske side, andre fra den nepalesiske side af bjerget.

Hvert år bliver der sat rekorder – nogle imponerende, andre mest af alt sære – på Everest, og det er selvfølgelig også tilfældet i år.

Her er et par af rekorden ind til videre i år:

  • Da 48-årige Kami Rita Sherpa fra Nepal trådte på toppen, var det 22. gang han besteg Everest, hvilket er ny rekord.

  • Lhakpa Sherpa, der ligeledes er fra Nepal, har slået sin egen rekord og er med sin niende bestigning den kvinde, der har stået på toppen af Everest flest gange.

  • 16-årige Shivangi Pathak blev den yngste indiske kvinde til at bestige Everest, da hun nåede toppen.

  • Australske Steve Plain nåede toppen af Everest og satte en ny rekord og har nu besteget The 7 Summits hurtigere end nogen anden. Everest var nemlig det sidste bjerg i rækken af det højeste bjerg på hvert af de syv kontinenter. Plain besteg alle syv bjerge på sammenlagt 117 dage.

  • 70-årige Xia Boyu fra Kina er den første mand uden ben, der bestiger Everest fra sydsiden. Newzealandske Mark Inglis, der også har fået amputeret begge ben, besteg Everest fra nordsiden i 2006. 

Foto: www.iStock.com / maroznc

Skrevet af: Tore Grønne, Skrevet lørdag, 19 maj 2018, opdateret 21 maj 2018, læsninger: 2335

Log ind

Log ind