Trekking med børn ved Everest

Vandfald og hængebroer
Miniflyet har plads til 18 mennesker og skal bringe os fra Kathmandu til Lukla i 2850 meters højde. Snart tårner verdens højeste bjerge sig op på horisonten. Det er et storslået syn, og vi er alle spændte på at komme frem til den lille bjerglandsby.

Først skal flyet dog på jorden igen. Landingsbanen i Lukla er blandt de korteste i verden, og foran flyet kommer en stor klippe for enden af landingsbanen os i møde. Da flyet endelig gør stop, tørrer vi sveden af panden, lettede over at komme levende frem.

Snart er vi af sted på stien. Vi har tre timers vandring til Phakding, hvor vi skal overnatte. Vi skal vænne os til højden, og børnene har allerede hørt skrækhistorier om hovedpine, vejrtrækningsproblemer og højdesyge. Vi er alle nervøse for, om det påvirker os. Heldigvis har vi to unge bærere på 20 år til at bære vores to spartansk pakkede rygsække.

Derudover har vi den skønneste guide. Bhim taler engelsk, har stor erfaring med at vandre i bjergene og charmerer hurtigt alle med humor, et skønt grin og gode guidelines omkring kultur og passende opførsel. Naturen er storslået. Smalle stenstier bugter sig op og ned i bjergene.

Her er vandfald, floder og hængebroer, og vi må springe til side for yakokser, æsler og sherpaer, som bærer enorme læs på ryggen. Vi vandrer gennem smålandsbyer, hvor husene er bygget af sten og har jordgulve og åben ild indendørs.

Herude bliver der taget god imod tre danske børn. Børn i alle aldre, med de smukkeste ansigter, hilser os velkommen med håndfladerne samlet foran brystet og et namaste; den traditionelle, nepalesiske hilsen. Vores børn føler sig velkomne, og den hjertevarme stemning i landsbyerne gør stort indtryk på hele familien.

De løber, skriger, griner, giver vaskere, og pludselig har vi gået de 600 højdemeter.

Hyggestue og råddenskab
Hen på eftermiddagen ankommer vi til det første lodge, hvor vi får fine dobbeltværelser. Som mange andre lodges, eller tehuse om man vil, er det familieejet. Der bliver udskænket te og kaffe i fællesstuen, hvor andre trekkere allerede varmer sig.

Her er mange nationaliteter, og der bliver ivrigt udvekslet trekkingerfaringer, drøftet udstyr, grinet og spillet kort. Selvom vi har købt turen som en samlet pakke med guide, bærere, overnatning og forplejning, kan vi selv vælge mellem diverse retter på menukortet – alt lige fra pomfritter, pasta med tomatsauce og pizza til nepalesiske retter, karryretter og stegte nudler.

Sådan foregår alle måltider på trekket, og maden er overraskende god. Vores guide fraråder os dog at spise kød, da det bliver båret op fra Kathmandu af bærere på stierne og dermed er lang tid undervejs, inden det lander på tallerkenen. Da vi ser en dreng og en mand ude på stierne, som slæber kød i store kurve, der stinker af råddenskab, er vi ikke længere i tvivl: vi skal leve vegetarisk på vandreturen.

Bedemøller og mantraer
På dag to bevæger vi os mod Namche Bazaar i 3400 meters højde. Stien bugter sig op og ned dagen lang, og vi er heldige at vandre i smukt solskin. Vi er bjergtagede af det smukke landskab, stupaerne, bedeflagene og de tibetanske bedemøller, som ungerne snurrer, hver gang de ser en, så en klokke ringer. Børnene er også meget betaget af de mange mantraer, som er hugget og malet ind i store sten.

”Husk at gå til venstre om dem. Det bringer held,” formaner Bhim.
Vi lærer hurtigt at gå venstre om stupaer og manivægge og kun at rulle bedemøllerne med højre hånd. Venstre hånd bliver betragtet som uren, idet nepaleserne bruger den til at vaske sig med, når de har været på toilet.

Apropos, så ligger der ind mellem toiletter mellem landsbyerne, hvor man må stå op, da der ikke er siddetoiletter med træk og slip. Børnene lærer hurtigt, at den medbragte toiletrulle er ens bedste ven. Alle lodges har dog ’western style toilets’, så ingen lider nogen nød. Og den gode, nepalesiske vegetarmad holder maverne i god form.

De mange højdemeter gør indtryk på os. Især når Bhim siger ”slowly, slowly” og fortæller historier om, hvor farlig højdesyge er, og hvor vigtigt det er at akklimatisere. Undervejs ser vi en mand med benene i vejret, da han er dårlig med højdesyge.

Andre kaster op på hotellet om natten. Børnene oplever kun kortvarig hovedpine og at være forpustede, men Bhim sikrer gode, fornuftige rammer for at undgå højdesyge.

Everest og lakridspiber
På vores tredje dag skal vi vandre fra Namche Bazaar op til et udsigtspunkt i 4000 meters højde, hvor man kan se Mt. Everest. Vi vågner til det smukkeste solskinsvejr.

Sneklædte bjerge står stolte og giver os fin udsigt fra de gode værelser, hvor der er blevet sovet igennem under varme dyner siden i går klokken 21. Vi vandrer af sted efter morgenmaden klokken 7.00.

Det kræver ikke mange højdemeter, før vi går med bare arme i solskin, og sneen ligger blød og ren på jorden. Hurtigt har de tre børn gang i en sneboldkamp med de unge sherpaer, som i dag slipper for at bære rygsækkene.

De løber, skriger, griner, giver vaskere, og pludselig har vi gået de 600 højdemeter. Bjergene knejser mod himlen i det skønne vejr, og vi ser Mount Everest – verdens højeste bjerg! Det syn må fejres, og alle får en lakridspibe, et godt grin og foreviger øjeblikket på masser af billeder.

Beundring og ærgrelse
Den sidste vandredag er en lang dag med cirka 20 kilometer tilbage til Lukla. Det går meget ned ad, så det glider let for børnene. En gang daal bath plus pomfritter undervejs giver ny energi. Bedehjulene bliver snurret, der bliver gået til venstre, mantraet Om Mani Padme Hum kan høres fra Lukla, og endelig er vi fremme ved målet; eller tilbage ved udgangspunktet.

Et øjebliks lettelse, men mest ærgrelse – eventyret er bragt til ende. Den klare luft, de sneklædte bjerge, de søde bjergfolk, den varme modtagelse af børnene, venskabet med sherpaerne. Det er farvel til Bhim med verdens bedste grin og farvel til verdens højeste bjerge.

Børnene ser på hinanden. De taler om de mange vandrere, de har mødt, som var på vej til Everest Base Camp. Et nyt eventyr åbner sig: drømmen om den næste vandretur, der skal gå hele vejen op til Everest Base Camp. Vi er nu ikke længere i tvivl om, at vi kunne gennemføre sådan en tur.

Vi har mødt folk fra mange forskellige nationer, men ingen med børn. Alle, vi har mødt, har taget godt i mod vores tre børn, som nemt er faldet i snak og har kørt det bedste engelske, de har lært. Mange vandrere har udtrykt beundring, men samtidig ærgrelse, over, at de ikke selv har rejst med deres børn.

For os har det været en ubeskrivelig oplevelse. Vi har mærket, hvordan turen har åbnet hjerter, skabt relationer – både mellem os og andre – og styrket børnenes udholdenhed og nysgerrighed efter nye, storslåede oplevelser.

Lakridspiber og Dagens Vandrer

På trekket blev børnene dagligt motiveret via små konkurrencer. Hver dag gættede de på dagens udgift pr. person og dagens kilometerantal. Det gav dem en fornemmelse for udgifterne, samt stolthed når der blev gået mellem 11 og 22 kilometer.

Børnene trekkede, som havde de aldrig prøvet andet, og almindelig god børneform var tilstrækkeligt. Alle konkurrencer blev gennemført om aftenen efter maden, og vinderne blev præmieret med små slikpræmier.

Til sidst blev dagens vandrer kåret, hvilket var dagens højdepunkt. Her nominerede alle i familien en kandidat til dagens vandrer og begrundede, hvorfor de indstillede den pågældende person.

Den kandidat, der løb med æren, kunne for eksempel have slidt ekstra på dagens gåtur, have vist overskud over for andre eller udvist god holdånd. Dagens vandrer blev belønnet med en dansk lakridspibe.

3 trekkere – 3 højdepunkter

Sofus (17 år): ”Det fedeste for mig var, da verdens højeste bjerge, inklusiv Mount Everest, stod i strålende solskin foran os ved Everest-udsigtspunktet. Derudover er jeg vældig imponeret over, hvordan de har båret et billardbord og øl på ryggen op til 3400 meters højde ad de smalle stier.”

Matilde (15 år): ”Jeg var overrasket over den gode mad, sengene og at jeg fik et hot shower.”

Bertram (12 år): ”Det bedste ved trekkingturen var sneboldkampen, og at sherpaerne fik lært, hvordan man giver en ordentlig vasker.”

Meget mere Everest på opdagverden.dk 

Trekket fra Lukla til Namche Bazaar følger den samme rute, som det klassiske trek, der fører videre op til Everest Base Camp. Du kan finde meget mere om det trek, lokal kultur i området og historier om bjergbestigning på www.opdagverden.dk.