5 tips til at spare vægt i rygsækken

Uden at skulle investere i masser af nyt grej

Der er mange gode grunde til at forsøge at lette vægten på rygsækken, når man skal på tur. En lettere oppakning øger f.eks. komforten og modvirker ømhed i kroppen, særligt i skuldre og knæ, når dagene bliver lange og kilometerne bliver mange. Og faktisk behøver man ikke købe sig fattig i specialudstyr for at få en lettere rygsæk

5-tips-til-at-goere rygsaekken -lettere.jpg
Skrevet af: Mikkel Mandrup Fogt
Opdateret den 13. okt 2022
Læst af: 6982

Der er mange gode grunde til at forsøge at lette vægten på rygsækken, når man skal på tur. En lettere oppakning øger f.eks. komforten og modvirker ømhed i kroppen, særligt i skuldre og knæ, når dagene bliver lange og kilometerne bliver mange. Og faktisk behøver man ikke købe sig fattig i specialudstyr for at få en lettere rygsæk

Foto: Min grejliste til Pacific Crest Trail i 2019. Basisvægt på 6,9 kilo.

Der findes masser af letvægtsgrej på markedet, men en god tommelfingerregel er dog, at jo lettere og mere specialiseret grejet er, desto mere koster det. Udvalget er stort, og rejsen mod en lettere rygsæk kan desuden virke både uoverskuelig og omkostningsfuld, hvis man ikke ved, hvor man skal starte.

Hvad man betegner som en “let” rygsæk vil være forskelligt fra person til person. Lykkedes det dig at lette vægten fra f.eks. 20 til 15 eller måske 10 kilo, vil forskellen virkelig være til at føle på. Min typiske 3-sæsonersoppakning til nordisk klima vejer omtrent fem kilo, plus minus et par hundrede gram. Her taler jeg om basisvægten – populært også kaldet ‘base weight’ – hvilket vil sige, at det er den samlede vægt på min rygsæk og alt dens indhold minus mad, gas og vand. Det har taget mig nogle sæsoner at bevæge mig ned på fem kilo, og det har været en interessant læringsproces, der ikke bare kom fra den ene dag til den anden.

Jeg har taget mange småture, hvor jeg har testet et eller flere stykker nyt grej. Nogle gange har det fungeret for mig, andre gange ikke. Husk på, at der intet facit er for, hvad der er den ‘rigtige’ vægt. Det skal bare virke for dig, og der skal altid tages forbehold for de krav, som turen stiller. Prøv dig frem i det små.

Med afsæt i min egen rejse mod letvægtsvandring, kommer jeg her med fem simple tips til at gøre rygsækken lettere, uden at du skal have den tunge pengepung frem.

5 tips til at goere rygsaekken  lettere 5Min bæltetaske og min rammeløse 38-liters letvægtsrygsæk

#1 Tag mindre med – simpelt og enkelt

Den nemmeste måde at spare vægt på er ganske enkelt at pakke færre ting i rygsækken. Selvom det er lidt af en kliché, så er der ofte flere ting, der lige ryger med i rygsækken, end hvad man lige får brug for. Og rationalet med at “det vejer jo næsten ingenting” går ikke, for mange bække små…

Jeg nyder selv godt af at have min oppakning listet op på lighterpack.org. Det er er en side, hvor man ganske enkelt kan liste alt sit grej, tøj, mad og vand i kategorier, der fordeler sig i et fint diagram. Det kræver blot, at man bruger lidt tid på enten at undersøge, hvad ens grej vejer, eller man finder køkkenvægten frem og går i gang. Det kan måske virke lidt nørdet eller fanatisk, men det er en virkelig god øvelse at gennemtænke, hvad der er “nice to have”, og hvad der er “need to have”. Det fungerer i øvrigt også som en god huskeliste.

Tænk over turens formål. Skal der f.eks. en stor Kniv, økse og multitool til at arbejde i lejren, eller kan det undværes? Skal du lave rigtig mad på et Kogesæt med adskillige dele eller blot koge vand til maden og kaffen på en lille brænder? Eller vil du – på endnu mere spartansk vis – måske helt undvære det varme måltid?

Prøv dig frem og find din grænse. Start i det små. Udvælg måske to-tre stykker “luksusgrej”, som du bare ikke kan undvære og vær ellers kritisk i forhold til resten af din oppakning. Accepter, at du måske kommer til at føle, at du “mangler” noget af det udstyr, du normalt pakker med “bare lige for en sikkerheds skyld”. Evaluer efter turen. Husk, at der ikke er en facitliste her. Vi er alle forskellige, og hvad der virker for mig, virker måske ikke for dig. Mit luksusgrej er for øvrigt en oppustelig hovedpude, et lille siddeunderlag af skum og en stor pose bland-selv-slik.

5 tips til at goere rygsaekken  lettere 6Min grejliste til MASSIV-sporet i Norge i 2020. Basisvægt på 4,8 kg.

#2 Få styr på maden

Mad vejer og fylder meget, så det kan betale sig at gå lidt skeptisk til værks, når provianten skal pakkes. Mit udgangspunkt er at finde let og kompakt mad, der er så spækket med energi som muligt. Altså en optimering af forholdet mellem kalorier og vægt.

Til morgenmad og frokost spiser jeg ofte en kombination af knækbrød, proteinbarer og tortilla-wraps med peanutbutter, syltetøj eller den klassiske ost og pølse. Peanutbutter og syltetøj kommer som regel i glas og her fylder jeg en vis mængde i små, madvenlige plastikflasker med skruelåg i stedet for at tage det tunge glas med. Jeg ville alligevel aldrig bruge hele glassets indhold. Små plastikflasker fra Nalgene kan findes i de fleste friluftsbutikker. Som snacks pakker jeg nøddeblandinger, myslibarer, kiks og lignende, der er lette at have ved hånden.

Til aftensmad går jeg ofte efter vegetabilske madprodukter. De er ofte praktisk pakket og indeholder masser af energi, f.eks. nudler, sojastykker eller couscous, evt. kombineret med pølse eller salami, der er fedtholdigt og dermed giver mig mange kalorier per gram.

Et andet tip handler om vand. Det er flere gange sket for mig, at jeg kunne have undværet at slæbe ekstra liter vand med, hvis jeg blot lige havde taget mig bedre tid til at undersøge området og lokalisere vandkilder. Det gør jeg i dag, hver gang jeg tager på tur, så jeg måske kun tager én til to liter med på tur fra start af. Det er hurtige kilo at spare.

5 tips til at goere rygsaekken  lettere 3På tur i Pyrenæerne i 2021. Turen bød på et ekstra veludstyret turkøkken, da jeg var på tur med min kæreste, hvor madlavningen er i højere kurs, end når jeg selv er afsted.

#3 Brug lettere og mere budgetvenlige alternativer

Der findes utallige måder at erstatte grej, som du måske ikke lige havde overvejet, at der fandtes gode alternativer til. Her er et par eksempler:

Prøv en lugtfri plastiksæk eller skraldepose til at beskytte dine ejendele for vand inde i rygsækken i stedet for et regnslag til rygsækken.

Prøv zip-lock poser i stedet for dry bags.

Prøv bløde Aqua d’Or-flasker (eller lignende) i stedet for flasker af hård plast - bonus her er, at de aflange flasker ofte fylder mindre i vidden end dem af hård plast og dermed har du plads til to flasker frem for én i siden.

Anvend GPS på mobilen eller GPS-enhed i stedet for fysiske kort.

Det varierer selvfølgelig fra person til person, hvor villig man er til at gå på kompromis med at undvære eller erstatte det grej, man allerede har brugt penge på, men det skader sjældent at prøve nye ting af. Særligt, når man kan finde de her relativt sparsomme ‘hacks’. Så kan man evaluere, om man synes, at det var vægtbesparelsen værd. Bogen “Ultralight Backpackin’ Tips” af Mike Clelland er en fin bog, der indeholder 153 små tips og tricks – af både praktisk og filosofisk karakter – til at få en lettere rygsæk. YouTube er også en guldmine for gode tips og do-it-yourself-video, hvis man er frisk på den slags.

Tænk også multifunktions-konceptet ind i denne sammenhæng og forsøg at finde udstyr, der tjener flere formål:

Telefon til navigation og fotografering/videooptagning.

Leukotape til vabler og grejreparation.

Vandrestave til også at holde et tarptelt oppe.

Lille schweizer-kniv med saks, Kniv og negleklipper, så man ikke behøver dem hver for sig.

Tandtråd til rene tænder er samtidig glimrende til at sy med i forhold til reparation af tøj.

5 tips til at goere rygsaekken  lettere 4Mit Lanshan 2 tarptelt slået op med Vandrestave på forårstur på Ærø.

#4 Få styr på ’De 4 store’

Med det her tip er det nok lidt svært at komme udenom at skulle investere en smule. Men når det endelig skal være, så er det altså rygsæk, sovepose, Liggeunderlag og Telt, der skal fokuseres på til at starte med i stedet for at vægtoptimere småting som en ske eller en Pandelampe. ’De 4 store’ er klart den mest omkostningseffektive måde at gå ned i vægt på, fordi de fire stykker udstyr oftest er det tungeste grej i din rygsæk.

Her er gode råd dyre, da man hurtigt kan bruge mange penge på alle fire. Jeg vil dog slå et slag for, at man ikke behøver gå all-in til at starte med. Få derimod testet nyt grej bevæg dig stille og roligt mod lettere alternativer. Der er en lang række letvægtsmuligheder i de fire kategorier, og det har taget mig et par år at nå frem til det set-up, jeg har nu. Det kan betale sig at følge med, når friluftsbutikker og webshops holder udsalg, undersøge køb-og-salg-grupper på nettet og friluftsloppemarkeder samt låne sig frem hos bekendte, der måske har lettere grej, end du selv har.

Jeg vil anbefale at kigge på oppustelige Liggeunderlag eller skumunderlag med lukkede celler. Dunsoveposer eller -quilts. Telte, der anvender Vandrestave til at holde sig oprejst (de bliver også kaldet tarptelte). Rygsække i tyndere nylonmaterialer med lette rammer (f.eks. Ospreys Exos/Eja eller Lumina/Levity-serier) eller rygsække fremstillet i DCF, Xpac eller Ultra200. Sidstnævnte findes kun hos små, selvstændige firmaer og er ofte ret dyre.

5 tips til at goere rygsaekken  lettere 2

#5 Søg inspiration hos andre

Der findes mange årsager til, at man vil ned i vægt. Nogle ønsker en lettere rygsæk af fysiske årsager, f.eks. en arbejdsskade eller dårlig ryg. Andre ønsker det, fordi det gør dem i stand til at vandre i længere tid og over længere distancer. Nogle synes, at det er sjovt at nørde i de helt små gram, mens andre går mere op i det minimalistiske aspekt af simpelthen at have mindre udstyr i sin rygsæk.

Af samme årsag er det ikke altid alle råd, der virker for alle, og det kan derfor betale sig at finde ligesindede, der er klar på at hjælpe og inspirere til, hvordan man trimmer oppakningens vægt, mens den samtidig opfylder ens behov i forhold til komfort, sikkerhed og giver én selv den oplevelse, som man ønsker i naturen.’

Jeg har i årenes løb fundet masser af inspiration, tips og tricks på YouTube, Reddit og blogs. Søg efter ting som “ultralight backpacking on a budget”, “ultralight budget gear” og lignende. Der findes også mange fora på Facebook, hvor både nybegyndere, øvede og erfarne letvægtsvandrefolk deler ud af erfaringer og spørgsmål om, hvordan vægten kan trimmes. Det er nok egentlig et af de vigtigste råd, fordi det kan være lidt af en ‘Kill Your Darlings’-proces at skulle gå ned i vægt. Nogle gange kan det hjælpe at finde inspiration og søge råd hos andre.

Mikkel Mandrup Fogt

Mikkel Mandrup Fogt

Mikkel er vandreentusiast med forkærlighed for langdistancevandring og ultraletvægtsvandring. Han har vandreerfaring fra USA, Canada, Frankrig, Spanien, Andorra, Skotland, Norge, Sverige og Danmark.

Andre spændende artikler


Den hårde og høje: Everest Base Camp

Den hårde og høje: Everest Base Camp

Historiske vandrerute i Norge

Historiske vandrerute i Norge

Vulkanvandring i Indonesien

Vulkanvandring i Indonesien