På ski i Jämtlandstrekanten

”Har I pakket rygsækken med kaffe, chokolade og fjeldkort? Godt, så lyder det som om, I har styr på det!”

Med de ord og et venligt smil tager vi afsked med Storulvån Fjeldstation og er på vej ud på en svensk fjeldklassiker; Jämtlandstrekanten – tre dage på ski i vejløst terræn mellem de majestætiske Jämtlandsfjelde langs den norske grænse. Tre dage, hvor vi med skienes hjælp vil bevæge os mellem tre ikoniske fjeldstationer fra fjeldturismens barndom, Storulvån, Blåhammaren og Sylarna. Hvor vi vil overnatte indendørs i varme senge, have sauna med fjeldudsigt, hygge med ild i brændeovnen og få serveret treretters middag på tallerkenerne.

Fra Storulvån Fjeldstation går de første kilometer i ådalen langs den tilsneede Storulvå i lavt birkekrat med forkrøblede fjeldbirk. På trods af deres ringe højde er de måske også fra fjeldturismens barndom i starten af 1900-tallet, hvor fjeldturister med træski og skindtøj trådte de samme spor. Heroppe er vintrene nemlig så kolde, og somrene så korte, at de ældgamle træer ikke bliver mere end et par meter høje.

En gnæggende rype klædt i hvide vinterfjer flyver op tæt på os, opskræmt af de to enlige skiløbere på sporet. Ellers er her ikke en lyd. Her er nærmest så stille, at man kan høre stilheden som en susen for ørerne. Omkring os er her ikke andet end skandinavisk natur, når den er allerbedst.

Rygsækkene er uvant lette, for med overnatningerne indendørs og måltider på fjeldstationernes restauranter, har vi kunnet efterlade meget af vores sædvanlige vintergrej hjemme. Snart når vi over trægrænsen. Store, bløde snefnug daler ned omkring os. Det er altid specielt at komme over trægrænsen, selvom der ikke er megen udsigt i snevejret.

Vi går i retning af Sveriges højest beliggende fjeldstation, Blåhammaren. Den ligger i 1.086 meters højde, så det kan ikke overraske, at ruten naturligt nok kun har én retning: op ad. Det gør ingenting, når bare højdemeterne giver appetit til aftenens treretters menu.

”Hej, skal I spise på Blåhammaren?” er spørgsmålet, som møder os fra alle modkørende skiløbere, for middagen på Blåhammaren har nemlig nærmest opnået kultstatus blandt fjeldfolket. Flere ser decideret forelskede ud, når de fortæller os om maden. Hvem skulle tro, at der på en fjeldtop i vejløst terræn midt i vildmarken ligger en gourmetrestaurant, hvor stort set alt er baseret på lokale råvarer; renkød fra områdets mange rener, ørred fra nærliggende søer, lam fra jämtlandske gårde, oste fra lokale gårdmejerier, elg fra lavlandets skove og svenske tyttebær og blåbær? Det får os kun til at sætte mere fart i skiene for at nå fjeldstationen, for efterhånden løber vores tænder i vand ved tanken om aftenens middag.

Hvem skulle tro, at der på en fjeldtop i vejløst terræn midt i vildmarken ligger en gourmetrestaurant, hvor stort set alt er baseret på lokale råvarer; renkød fra områdets mange rener, ørred fra nærliggende søer, lam fra Jämtlandske gårde, oste fra lokale gårdmejerier, elg fra lavlandets skove og svenske tyttebær og blåbær?