Zambia

Økonomi og politisk stabilitet kan selvfølgelig diskuteres, men der hersker fred i landet. Cirka 73 stammer med Lozi, Bemba, Ngoni og Tonga stammerne, som nogle af de største stammer, har levet i harmoni med hinanden i mange år og er et levende bevis på, at det kan lade sig gøre. Fordi Zambia er et fredeligt land, har sydafrikanere og en del hvide godsejere fra Zimbabwe slået sig ned i Zambia.

Hovedstaden Lusaka har 2 millioner indbyggere og ligger nogenlunde midt i Zambia og centralt for alle de store nationalparker. Er du rygsækturist skal du bo på Cha Cha Backpackers, som ud over logi, bl.a. tilbyder ”Low budget” ture ved Zambezi floden.

Zambias historie

I 1857 ankom den britiske missionær David Livingstone til Victoria vandfaldet. Han blev efterfulgt af købmænd og opdagelsesrejsende, der arbejdede for den engelske millionær, Cecil Rhodes, som navn gav landet Nord Rhodesia.

I 1909 blev der bygget en jernbane ud til det Indiske Ocean og i 1924 overtog England koloniadministrationen. Samtidig øgede mineselskaber deres investeringer i kobberminerne som gav tårnhøje profitter. Den zambiske økonomi og udviklingen af landet var især lagt an på eksport af kobber og enorme rigdomme blev således ført ud af landet eller investeret i det hvide mindretals luksusliv.

Men i starten af 50’erne begyndte den nationalistiske bevægelse, NRANC for alvor at røre på sig. Læreren Kenneth Kaunda blev general sekretær for NRANC og Kaunda fik en vigtig rolle for Zambias kommende selvstændighed. Det var under hans ledelse der gjort op med et kolonistyre, der totalt havde undertrykt den sorte befolkning og den 24 oktober 1964 blev Zambia uafhængigt.

Efter uafhængigheden var der færre end 100 universitetsuddannede zambiere, deriblandt en ingeniør og to læger. Infrastrukturen var særdeles uudviklet, lige bortset fra de veje og jernbaner som fragtede rigdommene ud af landet. Zambia havde en svær tid foran sig og et enormt arbejde med at bygge landet op lå forude. 

Det gjorde det ikke nemmere at der i perioder var mangel på nedbør og mad. Bl.a. i 1981 medførte det, at 300.000 mennesker stod overfor umiddelbar mangel på vand og fødevarer. I 1985 rystedes landet af en række strejker, som regeringen slog ned på. I slutningen af året besluttede regeringen ydermere at hæve prisen på majsmel for at kunne opfylde IMF’s betingelser for at få et lån på 200 millioner dollars for perioden 1986-87. Prisstigningen udløste voldelige protester i mineregionen i landets nordlige del. Resultatet af 3 dages protester og plyndringer var mange dræbte og 90 millioner dollars i tab i minerne. Kaunda måtte ændre sin politik overfor IMF, og begrænsede renter og afdrag på udlandsgælden til 10 % af landets eksportindtægter.

Frederick Chiluba valgt som præsident i 1991
Kaunda’s popularitet var nedadgående. Med en valgdeltagelse på kun 55 % blev han genvalgt som præsident i 1988, men ved valget i 1991 (der var blevet fremskyndet 2 år som følge af den kaotiske økonomiske situation) blev han slået af Frederick Chiluba, der havde en faglig baggrund og fik 81 % af stemmerne.

Den nye regering omstrukturerede økonomien, privatiserede statslige virksomheder og hævede igen prisen på majsmel og andre basale fødevarer. Ikke desto mindre skulle det sydlige Afrika nu opleve den værste tørke i det 20. århundrede og blev hårdt plaget af mangel på fødevarer. Et møde blandt vestlige lande med Verdensbanken, gav 400 millioner i fødevarebistand til Zambias 10 millioner mennesker. 

Inflationen nåede op på 140 % i 1993. Regeringen måtte reducere de offentlige udgifter, tilskynde til privatiseringen af virksomheder og bekæmpe narkohandelen for at opnå den nødvendige støtte fra Parisklubben i 1994. Beskyldningerne for korruption og manglen på landbrugspolitik fik i 1995 præsidenten til at bede om landbrugsministerens afgang og til at bede de øvrige ministre om opgørelser over deres indtægter. Kort tid efter fjernede Chiluba direktøren for landets nationalbank for pludseligt at have devalueret landets valuta, kwacha med mere end 20 %. Chiluba lagde skylden for landets krise på udlandsgælden, hvis renter og afdrag slugte 40 % af bruttonational produktet. I marts 1996 eftergav Parisklubben Zambia 67 % af dets gæld og IMF's og Verdensbankens strukturtilpasningsprogram  blev gennemført i 1997.

Ud over at måtte kæmpe med dårlig økonomi, modtog Zambia mange flygtninge fra Angola i 1999. Mængden af angolanske flygtninge i lejre i Zambia voksede så drastisk, at det blev livsfarligt at leve i lejrene. FN blev tvunget til at sende fødevarehjælp til støtte for hjælpen fra regeringen i Lusaka. I februar afviste Chiluba at lade tropper fra Angola forfølge UNITA oprørere ind i Zambia og forstærkede styrkerne ved at grænsen, for at hindre at Angola alligevel gik over uden tilladelse.

I april 2000 erklærede regeringen, at den med glæde ville modtage de hvide godsejere og bønder, der pga. volden måtte forlade nabolandet Zimbabwe. En del er kommet til samt hvide fra Sydafrika også er begyndt at etablerer sig ned især inden for turismen. I dag er landets mineressourcer, især kobber stadig grundlag for økonomien. Men minedriften har haft negative følger for miljøet og man prøver at få bedre gang i turismen.

Patrick Levy Mwanawasa valgt som præsident i 2002
Chiluba tabte valget i 2002 og siden har Præsident Patrick Levy Mwanawasa og hans Parti MMD styret landet som fortsat kæmper for at komme på fode. På trods af Zambia gang på gang har stået med ryggen mod muren grundet økonomi og tørke har man håb og tro på fremgang.  

Rejsen rundt i Zambia

Lokal transport / Infrastruktur
Den mest almindelige transport er med bil. Zambia har et par store hovedveje, som går gennem landet. De fungerer udmærket, dog er der altid et vejarbejde i gang et eller andet sted. Hovedvejen fra syd til Lusaka hedder T1, fra Lusaka til Nord hedder vejen T2, mod vest T3 og mod øst T4. 

Der er to tog gennem landet kommende ind fra nord via Tanzania og fra Syd via Zimbabwe. Taxi kan hyres i de fleste større byer, og der er små busser, som kører fra by til by. Standen af det lokale transport system gør dog, at forsinkelser må påregnes.

Rejsen til og fra Zambia

Fly
Mange flyselskaber flyver til Zambia, blandt andet British Airways, KLM og Kenya Airways. Man flyver ind og ud af hovedstaden Lusaka. På vej til og fra Lusaka mellemlander man typisk i en større Europæisk hovedstad samt f.eks. Nairobi.

Bil
Er du allerede på det afrikanske kontinent, kan du køre ind i Zambia fra Congo, Tanzania, Zimbabwe, Malawi og Mozambique. Glem alt om Angola! Fra Congo er den mest benyttede grænse overgangen nord for Chingola i Zambia. Fra Tanzania tages overgangen syd for Mbeya. Fra Zimbabwe tager alle stort set ind via broen mellem byen Victoria Falls og byen Livingstone i Zambia. Fra Malawi er overgangen ved Chipata oplagt, og kommer du fra Mozambique, er overgangen ved Katete oplagt. Mange grænseovergange er åbne 24 timer  - og alligevel ikke.

Prøv at komme i dagtimerne fra 7 – 18. Husk at der er venstrekørsel i Zambia. Benzin og diesel er forholdsvis nemt at få i landets større byer. For at bringe en bil ind i Zambia skal du have en temperary import permit, TIP (tilladelse) eller, alt efter hvor bilen kommer fra, et Carne’ de passage (tolddokument på bilen). Hvis føreren ikke er ejeren af bilen, skal der kunne fremvises et engelsk skrevet brev fra ejeren om, at måtte bruge bilen i Zambia. Du bør tjekke med FDM, om nogle af disse forhold skulle have ændret sig. Alternativt kan du kontakte the Controller of Customs and Excise Headquarters, Box 60500, Livingstone, Zambia.

Tog
Det er 2 steder, du kan køre ind med tog. Det ene er med Tazara line fra Dar Es Salaam i Tanzania. Der kører 2 afgange i hver sin retning ugentlig. Tiderne holder stort set aldrig, så du skal have en god portion tålmodighed. Den anden linie er fra Zimbabwe via Victoria Falls Town til Livingstone. Der er afgange hver anden dag. Bestil kun 1. klasse (Glem alt andet.), og husk at medbringe vand og mad

Til vands
Du kan også sejle til Zambia via Lake Tanganyika. MV Liemba, en af verdens ældste dampfærger, sejler fra Bujumbura in Burundi, via Kigoma i Tanzania og lægger til ved Mpulungu i Zambia. Færgen tager biler, gods og passagerer på første, anden og tredie klasse. Brug kun 1. klasse. Det er muligt at købe mad om bord. Forsinkelse på op til 1 døgn eller mere kan forekomme.

Sundhed og sikkerhed

Sundhedssektoren mangler som i alle udviklings lande, penge. Der er dog enkelte gode klinikker, som er tilknyttede de vestlige ambassader. Også Zambia har malaria og AIDS, som mange mennesker dør af. Situationen kan bl.a. aflæses i den faldende produktion i landbruget, som følge af mange syge og døende i den arbejdsduelige alder. Gennemsnitslevealderen er omkring 45 år, og 37 pct. af befolkningen kan ikke læse.

Der er ikke specielt mange myg i Zambia. Man bliver ikke ædt som på en sommeraften i Danmark. Men selvfølgelig er de der. Med hensyn til malaria har vi fra vesten den store fordel, at vi kan tage forebyggende medicin (malaria profylakse) samt ligeledes behandle efterfølgende for malaria. Det bedste, man kan gøre, er naturligvis at undgå at blive stukket. Det lyder måske som en kliche’, men man kan faktisk gøre meget. Inden myggene vågner om aftenen, bør man tage mygge balsam på. Hertil kommer løstsiddende højhalset tøj med lange ærmer og benklæder på. På hoteller bør man kontrollere at myggenettet for vinduet ikke har huller. Det samme gælder telte, tjek for huller i hele teltet. Er det et myggenet som hænger en seng kan man ydermere præparerer det, tjek ligeledes for huller og husk at stop godt til hele vejen rundt om sengen så myggene ikke kan komme ind mellem net og seng.

Selvfølgelig kan du være uheldig og blive stukket af en malariasmittebærende myg. Men har du taget dine fore byggende malariapiller, kan feberen slåes ned af den malaria pillekur, du også har taget med på hjemmefra. Rådfør dig inden afrejse med din egen læge, en af de tropemedicinske klinikker eller Seruminstituttet. Derudover bør du være vaccineret mod stivkrampe, gul feber og smitsom leverbetændelse samt p.t. (20.08.2004) difteri.

Med hensyn til sikkerhed bør du ikke opholde dig i grænselandet mod Angola og Congo. Men her er heller ikke noget at komme efter for turister. Så længe du rejser rundt i de turistede områder og måske endda med en turoperatør, som sørger for overnatning og indkvartering, er du i god sikkerhed. Generelt bør man/du? ikke gå ud efter mørkets frembrud nogen steder. I storbyerne er der en del tiggere og kriminalitet så som lommetyveri og overfald efter værdier. Man kan ikke gå frit med et kamera hængende om halsen og da slet ikke med en synlig pengekat. Penge bør gemmes inde på maven eller i en lomme på indersiden af bukserne. Det skal se ud som om, du ikke har noget på dig. Lad være med at have flybilletter, pas og penge i en kæmpe pengekat på maven. Husk at de penge du har, måske svarer til flere måneders løn for en Zambianer eller simpelthen bare mad. Med andre ord: brug almindelig sund fornuft.

Værd at vide om Zambia

Byer
Hovedstaden Lusaka er hektisk og den største af Zambias byer. Cirka 60 % af dens 2 millioner indbyggere er uden arbejde. Der er rige indkøbsmuligheder, et hav af små bilreservedelshandlere, restauranter, frisører, frugthandlere og aflagt tøj fra vesten, som sælges på gaden. De fleste butikker ligger langs hovedgaden Cairo Road, men Lusaka har de senere år fået en ansigtsløftning med take away butikker, indkøbscentre, parker og restaurering af gamle bygninger.

For kort og information prøv The Zambian Turist Board, The Craft Shop på Pamodzi Hotel eller kortcentret i Mulungushi House overfor den Amerikanske ambassade. Alle byer har 220 volt, 50 hertz ligesom i Danmark.

Kitwe er den næststørste by med 900.000 indbyggere, og Ndole den tredjestørste by med 600.000 indbyggere. Dertil kommer en række byer med mellem 100.000 og 300.000 indbyggere, hvoraf byen Livingstone nok den mest kendte på grund af navnet. Livingstone er Zambias turistcentrum ved Victoria Vandfaldene.

Zambia er et af de mest urbaniserede lande i Afrika grundet har økonomien været baseret på indtjeningen fra især kobberminerne. Landets erhvervsstruktur er derfor blevet meget ensidig, og folk er vandret til minebyerne for at få arbejde. De voldsomme folkevandringer fra land til by har medført slumkvarterer omkring alle Zambias store byer. Slumbyerne er bygget af forhåndenværende materialer: plastik, blik og brædder, og livet i slumbyerne er hårdt. Der er ofte tale om en overlevelseskamp. Opfindsomheden er derfor stor, og en omfattende uformel sektor med gadehandel er vokset frem. Men også tyveri, vold, svindel og tiggeri er blevet en del af storbyernes dagligdag.

Landdistrikterne
Bevæger man sig ud på landet, finder man en helt anden kultur end i storbyerne. Her findes hytterne i små klynger, som udgør familiens boplads. Flere bopladser udgør en landsby. Husene har ingen møbler men små græsmåtter eller skind til at sove på. Væggene er lavet af ler, der er mast ind imellem de flettede grene. Taget er af græs og palmeblade.

Landsbyen er normalt ledet af en landsbyformand. Flere landsbyer i samme egn udgør tilsammen et høvdingedømme og ledes af en høvding. Både landsbyformænd og høvdinge er højt respekterede af befolkningen. Der er flest kvinder og børn i landsbyerne. Mange mænd er draget til byen eller til en af minerne for at arbejde. Drengene leger eller vogter kvæg. Når pigerne når 5-årsalderen, begynder de at hjælpe kvinderne med husholdningen, ofte med et barn på ryggen.

Mad og drikke

Maden i Zambia er meget international på hoteller, restaurationer og lodger. Morgen maden indeholder typisk toast, æg, marmelade, kaffe, te osv.  Frokost er meget med frugt, måske noget fra konserves dåser, brød, grønsager, ris sov. Aftensmaden kan bestå af suppe, en sammenkogt kødret, en steak osv. Men det er som nævnt den mad som turister oplever. Maden ude i landdistrikterne, i den lille strå hytte, er ensformig og ikke altid lige nærings rig.  Det kan være en skål med sammenkogte rodfrugter, kassava, yams, noget frugt, majs, brød og vand.

Vandet fra hanerne i byerne bør ikke drikkes. Køb vand på flasker i supermarkederne og husk ligeledes at salat på de lidt dårligere lodger og hoteller kan give et forfærdeligt maveonde. Tag altid piller med til maven.

Befolkning, kultur og religion

Befolkning og kultur
zambianere udgør 98% af befolkningen og nedstammer fra flere indvandringsbølger af bantufolk og er underinddelt i 73 etniske grupper. De resterende 2% udgøres af europæere (70.000) og asiater (cirka 15.000)

Religion
Zambia er et multietnisk samfund med mange stammer. Der findes minoriteter af muslimer, hinduer og kristne. De fleste regner sig som kristne men kombinerer kristendommen med den traditionelle tro. Den gamle tradition er meget forankret i befolkningen. Ånder, naturkræfter, vaner og storfamiliebegrebet er stadig vigtige bærere af sociale funktioner og har en afgørende indflydelse på folks liv.

Sprog
Engelsk er det officielle sprog. Dertil kommer 5 officielt anerkendte bantusprog, som anvendes indenfor undervisning og administration: Nyanja, Bemba, Lozi, Luvale og Tonga.