Du er her:
  • Europa
  • Bjergvandring, dybe kløfter og kultur i Andalusien

Bjergvandring, dybe kløfter og kultur i Andalusien

I maurernes fodspor

Sommeren i sydspanske Andalusien er yderst varieret. Camilla Hvalsøe sukker efter en Middelhavsdukkert under vandreturen i den hede kløft, Poquiera, mens hun på bestigningen af den Iberiske Halvøs højeste punkt, Mulhacén, ville ønske, hun havde husket handskerne. Og, nå ja, der er også tid til at falde i svime over maurernes arkitektur i Granada

BjergstiKlavs.jpg
Skrevet af: Camilla Hvalsøe
Opdateret den 06. dec 2016

Sommeren i sydspanske Andalusien er yderst varieret. Camilla Hvalsøe sukker efter en Middelhavsdukkert under vandreturen i den hede kløft, Poquiera, mens hun på bestigningen af den Iberiske Halvøs højeste punkt, Mulhacén, ville ønske, hun havde husket handskerne. Og, nå ja, der er også tid til at falde i svime over maurernes arkitektur i Granada

Klokken er 12, og vi befinder os dybt nede i Poquiera Kløften, hvor ikke en vind rører sig, og solen brager ned fra en skyfri himmel. Temperaturen har allerede rundet de 40 grader. Min anatomi gør, at jeg ikke kan svede men i stedet koger op indvendigt, så jeg er postkasserød i hovedet og har på fornemmelsen, at der siver damp ud af mine ører.

Man kan spørge sig selv, hvad i himlens navn vi laver på en af Las Alpujarras varmeste vandrestier på en af årets varmeste dage – eller hvorfor vi ikke bare vender om? Men nej, uanset hvad, så er vi fast besluttet på at gennemføre vandreturen - kløften er nemlig eventyrlig smuk og stien af den slags, der nærmest tigger om at blive vandret. Så selvfølgelig fortsætter vi.

Planen var at starte tidligt, men inden vi fik spist morgenmad, vendt verdenssituationen med den storsmilende, senegalesiske tjener Ibrahim, pakket rygsækken, kørt til Capileira hvor vandreturen starter, købt ind til picnic, ventet på at bageren med byens bedste brød åbnede, tisset af og drukket en kaffe på det hyggelige torv i byen, var klokken blevet 10.

Så uden at have prioriteterne i orden, er vi altså helt selvforskyldte i at traske rundt herude i middagsheden.

Kløften over Middelhavet
Stien følger floden Rio Poquiera, og fra tid til anden skal vi krydse floden. Jo højere vi kommer op i kløften, desto tættere er vi på floden og de små tilløbende bække.

Det er dejligt svalende at dyppe solhatten i floden, tage den på igen og mærke hvordan smeltevandet fra de højtliggende bjerge løber ned af nakken. Vi er nu så højt, at vi bag os kan se det blå Middelhav.

På nethinden vælter billeder frem af hvide sandstrande, en dukkert i havet, kolde drinks og behagelig liggestole under skyggefulde parasoller - sådan som flertallet af Andalusiens sommerturister tilbringer dagen. Nu ved jeg hvorfor.

Dét, man ikke har i benene, må man have i vilje og stolthed

Opstigningen til det lille landbrugsområde Las Tómas begynder at flade ud, og vi befinder os i det mest spektakulære, åbne bjerglandskab. Gamle markterrasser fra datidens landbrug ligger som en stejl trappe med høje trin, og hvor kløftens frodige vegetation går over i klippe, skifter de gigantiske bjergrygge farve fra grøn til grå for til sidst at forsvinde op i en knaldblå himmel med de hvide ’snehatte’.

Fuglene kvidrer, og overalt høres den lette rislen fra områdets vandingskanaler – grundlagt af romerne og perfektioneret af maurerne – som bringer smeltevand ned til landsbyerne og landbrugene i dalen. Det er idyl, så det basker.

En let brise heroppe i det åbne landskab mindsker varmen, og vi slår os ned på bjergsiden og spiser vores medbragte andalusiske skinke og det famøse nybagte brød. Frokosten skyller vi ned med frisktappet bjergvand fra vandingskanalen lige under os.

Resten af vandreturen går ned ad bakke på kløftens åbne østside med udsigt til Las Alpujarras smukke hvide landsbyer, der ligger nænsomt strøet ud over de grønne dale. Efter seks timers vandring er vi tilbage i Capileira, hvor vi drikker en kold øl på torvet, inden vi kører tilbage til Mecina Fondales og kaster os forventningsfulde i hotellets pool i haven.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

Bjerge1Den Iberiske Halvøs top
”I må desværre ikke køre længere end hertil,” meddeler den flinke parkvagt, som er kommet frem fra sit lille skur ved parkeringspladsen på Hoya del Portillo.

Det ville ellers have været rart at kunne køre lidt tættere på toppen og forkorte den 10-11 timers vandretur, vi har foran os til Mulhacén, der med sine 3482 meter er det højeste punkt på den Iberiske Halvø.

På den anden side er vi jo her for at vandre, så vi parkerer bilen, tager rygsækkene på begiver os af sted. Turen starter i lidt over 1300 meters højde omgivet af fyrretræer. Her er faktisk lidt køligt, så jeg må have en langærmet trøje på – hvilken forskel fra turen i Poquiera kløften, men vi har trods alt også lært af vores fejltagelser og er kommet tidligt af sted i dag.

Efter knap to timers vandring kommer vi til bjergrefugiet Poquiera, hvor vi drikker en kop te og studerer kortet for den rute, vi har valgt mod toppen.

”Den er ikke så godt markeret, men I kan ikke gå fejl, så længe I følger floden Rio Naute op,” siger refugium-mutter.

Så vi følger floden efter bedste evne, men inden længe kommer vi til store områder med snefaner. Vinden er taget til, og solen er gået bag en stor grå sky. Her er lidt diset og fugtigt, så jeg finder min skaljakke frem og tager den på. Brrr, er det virkelig kun 24 timer og 1000 højdemeter siden, at varmen var ved at tage livet af os?

Med til tops?
Vi zigzagger op langs floden og forsøger så vidt som muligt at undgå de uberørte snefaner – mest fordi vi ikke helt ved, hvad der gemmer sig nedenunder, og man kan høre vandrislen over det hele.

Næsten tørskoede ankommer vi efter fire times vandring til en usædvanlig smuk, stor og grydeformet dal skabt af sidste istids gletsjere. Til venstre kan vi se toppen af Sierra Nevadas andet højeste bjerg, Pico Valeta, og til højre rejser Mulhacéns bombastiske top sig 400 stejle højdemeter over os.

Vi søger ly for vinden i et lille simpelt refugium, hvor de sidste par hundrede besøgende tydeligt har ignoreret påmindelsen om selv at tage deres affald med ned igen.

”Skal du med til toppen?”, spørger Klaus.
Jeg har hængt lidt i bremsen det sidste stykke op i dalen – kan ligesom ikke rigtig finde min rytme, og måske bliver jeg også hurtigere træt heroppe i mere end 3.000 meters højde.

”Selvfølgelig skal jeg da det,” svarer jeg, nærmest lidt fornærmet og tænker, at dét man ikke har i benene, må man have i vilje og stolthed.

Mit møde med maurisk arkitektur i Alhambra er kærlighed ved første øjeblik.

TopMulhacyaknoEmirens hjerte
Klaus er et pænt stykke foran mig på vej op af den stejle serpentinersti mod toppen, og jeg har opgivet at følge med. Det var da en utrolig energi, han lægger for dagen. Jeg stopper op flere gange – både for at nyde udsigten, tage billeder, hvile og for ikke at blæse omkuld.

Her er intet, der kan give læ fra vinden, som blot synes at tage til. Det er juni måned i Sydspanien, og jeg har ikke taget vanter med, selvom jeg godt kunne bruge dem lige nu. To vilde bjerggeder med kæmpestore, krumme horn kommer løbende ned fra toppen, men er væk, inden jeg får hænderne op af lommerne og kameraet frem.

Halvvejs oppe af bjergsiden er udsigten over den runde dal endnu mere fantastisk – ikke mindst fordi en fin, lille turkis sø nu pludselig er dukket op mellem de grå, sneklædte klipper. Da jeg endelig kommer op på toppen sidder Klaus sammenkrøbet i læ bag en stor sten. Jeg finder min egen sten at krybe ned bagved, og gennem blæsten råber vi tillykke til hinanden.

Jeg kigger mig omkring - gad vide hvor emirens hjerte er begravet? Bjerget Mulhacén er opkaldt efter Mulay Hasan, emiren fra Granada, som døde i 1485. Ifølge legenden ønskede han at få sit hjerte begravet et højt og fredeligt sted, hvilket blev her på Sierra Nevadas højeste top.

Han havde sikkert ikke forestillet sig, at der fem hundrede år senere ville være tusindvis af mennesker årligt, som tramper hen over hans dyrebare hjerte. På den anden side, så ligger hjertet måske så dybt begravet, at de mange fødder ikke forstyrrer.

I hvert fald er Mulay Hasans gravkammer og de medhørende skatte på trods af adskillige forsøg aldrig blevet fundet.

RefugieUdsigt til Afrika
På en god dag har man fra toppen en 360-graders udsigt over Sierra Nevada bjergkæden, Granada by, Middelhavet, Afrikas kyst og, hvis det er ekstremt klart, også Rif-bjergene i Marokko.

Sådan en dag er det desværre ikke i dag, men selv i sin råhed er omgivelserne heroppe fantastiske. Inden vi begynder nedstigningen, lægger vi vejen forbi et lille helgenskrin godt gemt inde mellem nogle store sten, og takker ‘Virgin de las Nieves’ (‘Sne-Madonnaen’) for at holde hånden over os på turen op og ned fra toppen.

Vandringen ned fra toppen er lang, men giver god mulighed for at lade tankerne flyve, mens den ene fod automatisk sætter sig foran den anden. Efterhånden som vi kommer længere ned, bliver vejret hurtigt bedre, og man forstår nu, hvorfor folk er så glade for at bo her.

I mange af årets måneder kan man nemlig stå på ski i Sierra Nevada om formiddagen og derefter køre den korte tur til solkysten for at bade og slikke sol om eftermiddagen.


MauerGranada på en dag

Væk i araberkvarteret
Havde jeg nogensinde hørt om maurerne, før jeg kom til Andalusien? Måske i folkeskolen men ellers ikke. På trods af at maurerne dominerede Andalusien og det meste af Spanien i mere end 700 år, er det forbavsende få levn, der er tilbage fra deres storhedstid.

Mest af alt fordi det kristne Spanien ved generobringen af landet gjorde, hvad de kunne for at udslette ethvert spor fra maurernes herredømme. I et forsøg på at få stillet min nysgerrighed omkring maurerne tager jeg en vandredag ud af programmet og kører til Granada.

Efter at have bladret guidebogen igennem, har jeg en lang liste over, hvad jeg gerne vil nå i byen: Besøge det gamle arabiske kvarter Albaicín, i arabisk bad, spise marokkansk mad til frokost, opleve flamenco og besøge Alhambra-paladset, som jeg har ladet mig fortælle er et af de bygningsværker, man bare må se i sit liv.

Jeg starter i det gamle arabiske kvarter, Albaicín, og med Lonely Planet i hånden er planen at følge deres tur rundt i kvarteret. Det går meget godt de første ti minutter, men derefter farer jeg vild i de mange smalle og snørklede gyder.

Jeg bruger lidt tid på at finde ud af, hvor på kortet jeg er, men giver til sidst op, inden jeg ender med at kigge mere på kort end på at opleve det hyggelige og atmosfærefyldte kvarter. På et eller andet tidspunkt kommer jeg vel ud igen, og den bedste måde at opleve et område på er ofte bare at slentre rundt og lade omgivelserne komme til én frem for omvendt.

Så det gør jeg, og med lidt held kommer jeg endda op til udsigtspunktet Mirador de San Nicolás, hvorfra den flotteste panoramaudsigt over Sierra Nevada, Alhambra-paladset og Granada by møder en.

Imponerende Alhambra
Midt på dagen er Granada lige så varm som bunden af Poquiera-kløften, så jeg nyder at gå rundt i Alhambras skyggefulde bygninger. Omkring mig myldrer det med mennesker og spanske vifter, så jeg holder mig lidt tilbage, indtil de fleste er blafret videre, og jeg får rummet næsten for mig selv.

Det kan godt være, at ruinerne fra ældgamle, velkonstruerede romerske broer er beundringsværdige, og at barokkens kirker og kolossale, gotiske katedraler er imponerende, men mit møde med maurisk arkitektur i Alhambra er kærlighed ved første øjeblik.

Slanke marmorsøjler i overflod, den sofistikerede måde der er leget med lys og vand, sirligt udskårne trælofter, prægtige hvælvinger med de mest detaljerede stalaktitdekorationer samt vægge fyldt med kakler i farverige og smukt sammensatte mønstre, som får én til straks at ville renovere sit badeværelse.

Der er en stolthed for håndværket og en opmærksomhed omkring den mindste detalje, som man sjældent ser andre steder, og da slet ikke spansk arkitektur og håndværk generelt. Jeg kunne let gå rundt her i flere timer, hvis ikke det var, fordi jeg havde en aftale med et arabisk bad og en flamencodanser.

Efter en lang dag i Granada vender jeg tilbage til Las Alpujarras, hvor Ibrahim og Cecilio stadig har baren på hotellet åben, og efter et glas af hotellets hjemmeproducerede, økologiske vin, vælter jeg udmattet af varmen og dagens mange indtryk omkuld i min seng til lyden af klimaanlæggets sagte summen.


ByBymurLidt om Andalusien

Andalusien er den næststørste af Spaniens 17 selvstyrende regioner og er arealmæssigt cirka dobbelt så stor som Danmark. Andalusien ligger i syd ud til Middelhavet i øst og det Atlantiske Ocean i vest og grænser op til Portugal samt provinserne Extremadura, Castilla-La Mancha og Murcia. Hovedstaden er Sevilla.

Det var maurerne, som i det syvende århundrede døbte regionen Al-Andalus, og de mest synlige levn fra deres knap 800 år i regionen er Las Alpujarras hvide berber-landsbyer, Albaicín og Alhambra i Granada samt moskéen La Mezquita i Cordoba.
Boks slut


Bjergkæden Sierra Nevada

Femogtyve kilometer fra Spaniens sydkyst løber den 80 kilometer lange bjergkæde Sierra Nevada (’sneklædte bjerge’) fra øst til vest. Bjergkæden er det højeste massiv i Europa efter Alperne, og en femtedel af dens toppe rækker over 3000 meter i vejret.

Det 3482 meter høje bjerg Mulhacén er det højeste punkt på den Iberiske Halvø. Der ligger sne på toppen af bjergene fra oktober til maj. Godt 2000 kilometer vandingskanaler bragte i sin tid smeltevand fra bjergenes toppe ned til dalen – cirka en fjerdedel af vandingskanaler er i dag stadig i brug.

I Sierra Nevada findes 2000 forskellige plantearter (heraf 70 endemiske), 60 fuglearter og 140 endemiske insekter. Med lidt held kan man også se den vilde bjergged med sine store, krumme horn.


StiFlodLas Alpujarras

Bjergdistriktet Las Alpujarras ligger på Sierra Nevadas sydside og består af dramatiske lange, smalle og dybe floddale, hvor små byer af hvidkalkede huse ligger klistret fast til klippesiderne i flere niveauer i det stejle terræn. Pålidelig vandforsyning fra bjergkæden og områdets vandingskanaler gør det til et af de mest frugtbare områder i Spanien – men det stejle, klippefyldte terræn gør landbrug til en udfordring.

På gammeldags facon dyrkes her citrusfrugter, figner, mandler, druer og oliven på de stejle terrasser og små marker. Las Alpujarras var maurernes sidste tilflugtssted, inden de i 1492 fik valget mellem at konvertere til kristendommen eller sejle tilbage over Gibraltarstrædet.
Boks slut


Heste

Er du ikke til vandring?

Til hest i Las Alpujarras
Hvis du ikke har lyst til selv at bevæge dig i bjergene, så få en hest til det! Kvinden med det skønt klingende navn, Dallas Love, udbyder ture til hest i Las Alpujarras/Sierra Nevada. Læs mere på www.spain-horse-riding.com.

Arabisk bad i Granada
Forkæl dig selv med et arabisk bad, stille muzak og sød myntete i et af Granadas stemningsfyldte bade som for eksempel Hammam Al Andalus
www.hammamalandalus.com.

Lækker Lufttørret skinke
Byen Treveléz i Las Alpujarras er en af Spaniens højest beliggende byer, og her er luften kølig og tør mere eller mindre hele året rundt. Besøg byen, der dufter af lækker serrano skinke og kig ind på et ‘secadero’ for at se, hvordan en simpel proces kan fremstille nok verdens mest velsmagende skinke.

Find din næste tur her


Ruteforslag
GR221 - Mallorca

GR221 - Mallorca

3.495,-
Fællesture
Vandring på Mallorca

Vandring på Mallorca

Ruteforslag
GR223 PÅ MENORCA

GR223 PÅ MENORCA

Andre spændende artikler


Vintervandring og mountainbike på Tenerife

Vintervandring og mountainbike på Tenerife

Overset vandreparadis på Kanarieø

Overset vandreparadis på Kanarieø

Vandring på tværs af De Kanariske Øer

Vandring på tværs af De Kanariske Øer

Log ind