Med isøkse i hånden og pigge under støvlerne er det slet ikke så svært. Men tungen skal holdes lige i munden for at undgå at falde i en gletschersprække og lide samme tort som tegnebogen, der blev tabt i 1969 og først spyttet ud 27 år senere. En gletschervandring på norske Nigardsbreen er en øvelse i tillid til sit udstyr samt et kig ind i isens fascinerende verden.
”Da vi kommer helt ind mellem de små toppe, og udsigten til dalen forsvinder bag os, er det som at træde ind i en science fiction-film. Landskabet antager de underligste former, og lige meget hvor man kigger hen, er det blåt, blåt og blåt.”
Den lille motordrevne båd vugger stille i det irgrønne vand. Den specielle farve skyldes, at vandet kommer fra gletscheren, der ligger lige foran os. Nigardsbreen er en af de 22 arme og tunger, der går ud fra Jostedalsbreen. Med sine 487 km2 er den Nordeuropas største gletscher, hvis man ser bort fra de islandske giganter.
På afstand så den faktisk ikke ud af noget særligt, men jo mere vi nærmer os, desto mere frygtindgydende ser kolossen ud, som den tårner sig brat op mod himlen. Jeg har svært ved at se, hvordan vi skal komme op af den til fods.
Fremme ved gletscheren får vi en kort instruktion og spænder jernpigge – steigeisen – under støvlerne. Jeg lader handsken glide hen over gletscherens regnvåde, isede overflade og sluger en lille klump. Om et øjeblik vil det vise sig, om støvlerne virkelig kan stå fast i det voldsomt kuperede isterræn. I den ene hånd har jeg en isøkse, den anden krummer jeg i spænding. Nok foregår turen under ordnede forhold, og nok har vores guide gjort dette tusindvis af gange før, men jeg er langt fra overbevist om, at det her vil gå godt.
How to resolve AdBlock issue? 
