Vandring fra isbjerge til bygd i Grønland

Har du lyst til at opleve en grønlandsk bygd med knap 50 indbyggere og 200 slædehunde og kombinere det med en smuk og fredfyldt vandretur gennem den grønlandske natur, er ruten Oqatsut/Rodebay-Ilulissat en perfekt mulighed.

Manfred_Horender_Greenland_Tourism.jpg
Skrevet af: Redaktionen - Foto: Manfred Horender / Greenland Tourism
Opdateret den 01. aug 2022
Læst af: 8992

Har du lyst til at opleve en grønlandsk bygd med knap 50 indbyggere og 200 slædehunde og kombinere det med en smuk og fredfyldt vandretur gennem den grønlandske natur, er ruten Oqatsut/Rodebay-Ilulissat en perfekt mulighed.

Ruten ligger ved Diskobugten, som de fleste besøger for at opleve de enestående isbjerge, som driver rundt i bugten. Men har du lyst til at vandre gennem den arktiske natur, er ruten supervelegnet.

Du kan sejle fra den større by, Ilulissat, ud til den grønlandske bygd Oqatsut/Rodebay. På sejlturen er der gode chancer for at se de store pukkelhvaler og finhvaler. I bygden kan du snuppe en bid rensdyr, hvalkød eller andre grønlandske specialiteter på bygdens lille restaurant H8, eller du kan tage en overnatning på det lille vandrerhjem, før du tager vandreskoene på og går de 18 kilometer hjem igen med Diskobugtens isbjerge på din ene side og lav- og mosbevoksede fjelde og morænelandskaber på den anden. På turen vandrer du gennem arktisk tundra med tuer, forbi Bredebugt og brusende elve, fjelde, dale, sumpe og dybe slugter, mens de drivende isfjelde ude i bugten fuldender oplevelsen.

God for de fleste

Denne arktiske dagvandretur kombinerer det bedste af Grønland og kan gås af de fleste. Ruten er markeret med varder og orange mærker, stigningerne overkommelige, og ruten kan gås på cirka otte timer. Men det kan alligevel være godt at tage kort med og i hvert fald mad og drikke. Du rammer flyvepladsen ved Ilulissat, hvorfra du kan gå de sidste tre kilometer ind til byen eller tage en taxa fra lufthavnen. Det koster under 100 kroner.

Den lille bygd ligger en times sejlads fra Ilulissat og har omkring 50 indbyggere. Det er et pragtfuldt sted at tage sig et par overnatninger, betragte livet og mærke stilheden. Nætterne er helt tyste, og dagene det samme. Du kommer tæt på livet her, og er du heldig, lander fangere en sildepisker, en lille hval, eller en 25 meter lang finhval på kysten.

Du kan selvfølgelig også vende ruten og gå derud og sejle tilbage til Ilulissat med en fiskekutter eller turbåd. Eller du kan spare billetten til båden og gå frem og tilbage til Oqatsut. Se et kort over ruten her. 

Andre spændende artikler


Vandretur i Sydgrønland

Vandretur i Sydgrønland

Kajak og vandring i det vilde Grønland

Kajak og vandring i det vilde Grønland

Vandring fra Kangerlussuaq til Sisimiut

Vandring fra Kangerlussuaq til Sisimiut