Klatretur i Norges Molladalen

“Melbøsetra” stod der på skiltet. Det var her, afkørslen skulle være. Godt, for vi havde kørt lang tid nu, og der var ikke længe til, før mørket sænkede sig. Vi kørte et par kilometer på grusvej, indtil vi nåede en parkeringsplads. Bilen blev parkeret og sækkene løftet op på ryggen. Det var lykkedes mig at lokke to kammerater med udvalgt efter deres kvalifikationer. Jostein kunne sikre reb, og Mr. Nelson havde bil. Vi glædede os til at komme op i fjeldet.

Vi havde ikke gået mange skridt før det skete; vestlandsvejret gjorde sin entre med regn og vind. Vi kunne ikke se meget af omgivelserne, men kortet røbede, at der skulle være stejle og flotte fjeldmassiver omkring os. Sulten mindede os om det fremskredne tidspunkt, og vi fandt Telt og kogegrej frem og gik i gang med at slå lejr.

Efter en time var middagen spist. Mørket kom snigende, og vinden tiltog i styrke. Den rev og sled i teltet, og vi måtte øge stemmevolumet betydeligt for overhovedet at kunne gøre os forståelige. Der gik ikke mange minutter, før vi helt opgav kommunikationen, krøb ned i soveposen og bad om godt vejr til dagen efter.

Blafrende på “Bladet”
Næste morgen kiggede tinderne frem under skydækket. Vi var imponerede. Her var overvældende mange flotte toppe. Et par aftener i forvejen havde vi i Molladalens klatreguide udpeget vores mål. Valget var faldet på den yderst fotogene top “Bladet” og “Mohns Top”. Naturen gjorde sig betragtelig bedre i virkeligheden end på billeder.

Vi bevægede os hurtigt opover. Morgenens opholdsvejr var forduftet, og nu var vejret skidt uden tegn på at blive bedre. Det var bare om at klø på og udnytte dagen, inden det blev værre. I det mindste var skydækket stadig så højt, at vi kunne se omgivelserne. Vi fulgte Mohns Renne op mod fjeldryggen mellem Mohns- og Randers Top. Vi gik forsigtigt og forsøgte så godt, vi kunne ikke at sparke sten ned i hovedet på den, som gik under. Idet vi rundede selve fjeldryggen kom “Bladet” til syne. En slank stennål set fra denne position med en topflade på bare ca. 15x15 cm. Langt væk kunne vi se Hjørundfjorden, en flot fjord omkranset af mægtige toppe.

Vi fandt reb og sele frem og gjorde os klar til opstigningen på “Bladet”. Klatringen er enkel; klippenålen er ikke højere end 15-20 meter. Jostein tog position som ansvarlig sikrer, Mr. Nelson blev udnævnt til fotograf. Mit drømmemotiv var jo mig selv balancerende på et ben på toppen, men vinden var stærk og jeg havde mere end rigeligt at gøre med at klamre mig til klippen. Fotografisk var lysforholdene heller ikke rigtig på vores side. Ikke desto mindre var det sjov klatring, og da vi kvejlede rebet sammen, var vi godt tilfredse med bedriften.

Flere toppe
Vi holdt en kort pause og diskuterede, hvad vi så skulle lave. Alle havde lyst til at bestige Mohns Top. Samtidig havde vi set en flot pinakel nede i Mohns Renne, som kunne være sjov at komme op på senere. Til toppen af Mohn er der et par spændende passager, men ellers ikke de store problemer. Udsigten deroppefra er storslået - selvom den havde været flottere uden alle skyerne. Vi var taknemmelige for det, vi fik set... 

Vi returnerede samme vej, som vi var kommet op, og fandt ned til Mohns Renne igen. Her lå vores udvalgte pinakel: “H3-nålen”. Den var lidt højere end “Bladet” og bød på 40-50 meter let klatring. Jostein og Mr. Nelson havde byttet roller: Mr. Nelson var sikrer og Jostein fotograf. Selve toppen var forholdsvis rummelig, og her var det ikke noget problem at stå oprejst, selvom det blæste godt. Udsigten ned mod bunden af Molladalen var nydelig. Pæne billeder blev det til, inden vi gjorde os klar til at begive os tilbage til teltet.

Dagen gik på hæld. Ved teltet skiftede vi tørt tøj og lavede aftensmad. Tørfoder er faktisk god mad for sultne turmaver. Måske ikke så opfindsomt, men mættende.

Skyllet hjem
Vinden hev og sled i teltdugen. Regnen gjorde sit til at hæve støjniveauet, så heller ikke denne aften var samtalerne særligt frugtbare. Vi gik hurtigt til køjs. I løbet af natten faldt forventningerne til morgendagens vejr mere og mere. Møgvejret blev ved, og hele næste dag måtte vi blive i teltet. Det havde været praktisk med gæller.

Næste morgen var frustrationen til at føle på. Tredje dag med regn og blæst. Det var ikke bare bygevejr - nej, det var styrtregn og stormvinde. Måske er det derfor, at Molladalen er så lidt besøgt?  Vores tålmodighed slap op: Nu ville vi hjem! Meget hurtigt var teltet pakket sammen og rygsækkene atter på ryggen. Skyerne lå så lavt, at vi ikke længere kunne se toppene. Men vi vidste, de var der, og vi svor at vende tilbage - når vi havde forsonet os med vejrguderne.

Artiklen er tidligere bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 37 aug/sep 2001  

Praktiske oplysninger

Molladalen ligger lige øst for Ålesund på Norges vestkyst; nærmere bestemt mellem Barstadvik og Standal, yderst på den halvø, som er afgrænset af Hjørundfjorden i øst og Vartdalsfjorden i vest.  Det er først og fremmest fjeldene på østsiden af dalen, som bliver besøgt. Det er her, de højeste og mest udfordrende toppe ligger.

Fjeldene strækker sig fra nord mod syd retning og tre toppe skiller sig ud: Jønshorn, Randers Top og Mohns top. Disse toppe kan nås uden de store problemer, hvis man er en smule vant til at færdes i fjeldet. Oveni de tre toppe findes der en mængde mindre toppe og spidse pinakler, der giver landskabet dets særpræg.