Du er her:
  • Europa
  • På langs af Pyrenæerne

På langs af Pyrenæerne

31 dage alene på Haute Route Pyrenean

En mand sætter alene ud på en af Europas mest udfordrende langdistanceruter. Alene. En enorm udfordring med 800 kilometer og 23 bjergpas på over 2.500 meter og et ønske om at vandre sig til visdom.

DSCN1442.jpg
Skrevet af: Christoffer Lange
Opdateret den 21. jun 2022

En mand sætter alene ud på en af Europas mest udfordrende langdistanceruter. Alene. En enorm udfordring med 800 kilometer og 23 bjergpas på over 2.500 meter og et ønske om at vandre sig til visdom.

 

Jeg stod på stranden i Hendaye og så ud over Atlanterhavet, mens solen stod op. Tanken havde været at tage en forfriskende dukkert, inden jeg begyndte at gå, men da jeg stod der og lyttede til bølgerne, begyndte mine tanker at vandre. Jeg forestillede mig alle de bjerge – en hel bjergkæde! – som jeg ville vandre gennem. 800 kilometer og et svimlende antal højdemeter borte lå mit mål: Middelhavet.

”Du kan sgu bade, når du kommer derned – det skal være din belønning for at gennemføre!” sagde jeg til mig selv.

Så begyndte jeg at gå.

De første dage igennem Baskerlandet var prøvende. De første to dage var der hedebølge med kvalmende tung luft, som kulminerede i et vanvittigt tordenvejr. De næste tre dage gik jeg indhyllet i et tæppe af skyer, med en sigtbarhed på 5-50 meter. Sidst på femtedagen slap jeg endelig fri af skyerne, og pludselig ændrede terrænet sig fra kuperet, grønt bakkelandskab til ægte bjerge. Den aften, da jeg slog mit telt op, så jeg solen gå ned i det tykke skydække, som jeg var blevet intim med de sidste par dage.

Jeg startede tidligt dagen efter og så solen stå op gennem et hvidt hav af lavtliggende skyer. Jeg befandt mig over skyerne. De tidlige morgenstråler oplyste landskabet og klippevæggene omkring mig i et fantastisk lysshow. Jeg tænkte ved mig selv, hvordan jeg var det eneste menneske, som oplevede denne guddommeligt smukke morgen. Mindet om de tidligere dages strabadser forsvandt bogstaveligt talt som dug for solen, og jeg kneb en lille tåre, så rørt var jeg af skønheden.

DSCN0936

Baskerlandet er kendt for lavtliggende skyer, som gør navigation besværlig og ødelægger udsigterne. I tre dage kunne jeg nærmest intet se, og jeg havde konstant min Garmin eTrex 30x GPS i hånden. Det var desuden virkelig koldt i de tætte, fugtige skyer.

Underbukser og ensomhed
Snart gik jeg igennem den franske Parc National des Pyrénées; et af højdepunkterne på ruten. Her var fyldt med mennesker, men dog også utrolig smukt. Desuden var stierne gode. Jeg tilbagelagde mange kilometer – én dag gik jeg 40 km med tæt på 3.000 meters stigning. Jeg kom også over de første høje bjergpas på ruten. To af dem måtte jeg kravle over i underbukser, efter jeg ved et uheld om morgen havde skidt i bukserne. Ingen skam i det – det sker på et tidspunkt for alle langdistancevandrere.

Jeg klatrede baglæns ned igennem en stejl sprække, da jeg fik øje på et par, som var på vej op fra den anden side, og det gik op for mig, at jeg havde valgt den værst tænkelige rute over bjergpasset.

”Bonjour!” råbte jeg til dem, men kun kvinden så forvirret rundt.

Jeg forsøgte igen og vinkede, da hun fik øje på mig. Hun så noget chokeret ud og rettede straks blikket nedad. Jeg tror ikke, at hun havde set en gut sådan hænge og dingle i sine underbukser på en klippevæg før.

Da jeg nåede Gavarnie – starten for den hårdeste og mest spektakulære del af ruten, som går gennem den centrale del af Pyrenæerne – følte jeg mig meget ensom. Jeg havde desværre ikke haft held med at kommunikere med franskmændene, da jeg hverken taler fransk eller spansk, og på ti dage havde min længste samtale med et andet menneske varet knap et kvarter.

DSCN1753

En af de dovne morgener. Normalt var jeg oppe at gå, længe inden solen ramte mit telt. Min rygsæk vejede 6 kilo med alt undtagen mad og vand, og jeg kunne godt have ønsket, at den var lidt lettere. Overvejer du selv at gå ruten, anbefaler jeg en så lav baseweight som overhovedet muligt.

Bjerggederne og mig
Tanken om at være alene igennem længere tid skræmmer de fleste, og det er de færreste som faktisk nogensinde oplever det. Det er synd, for man kan igennem disse længerevarende solo-eventyr, lære uvurderlige lektier om livet og opnå enorm selvindsigt – vandre sig til visdom, som jeg kalder det.

Min intention med Haute Route Pyrenean var at være alene derude i bjergene. Jeg havde ingen smartphone, kunne ikke lytte til musik eller underholde mig selv på nogen måde. Det var blot mig og det uendelige tankerum imellem himmel og jord.
Ude af Gavarnie klatrede jeg op ad en stejl bjergside, op over skyerne til Col de la Séde.

Det var en anden verden deroppe; en verden af sten og absolut stilhed. Inden længe var jeg indsvøbt i et tykt skydække. Jeg navigerede over blokmark, gik langs bjergryggen tæt på afgrunden og klatrede på hænder og fødder op igennem kampesten til bjergtoppen Pic de la Géla i 2800 meters højde. Intet kunne jeg se deroppe, og jeg skulle nu navigere ned ad bjerget over rullesten til sikker grund, inden det blev mørkt.

Da jeg så ned ad bjerget på den anden side, stirrede jeg lige ind i øjnene på en bjergged; en pyrenæisk gemse, teknisk set en gedeantilope, kun få meter fra mig. Jeg tror, at den var endnu mere overrasket over at se mig deroppe, end jeg var over at se den. Men den flygtede ikke. I stedet hoppede den stille af sted, stoppede op og så tilbage på mig igen som for at sige:

”Følg efter, og jeg fører dig sikkert ned ad bjerget”.

Det var først dagen efter, at jeg kunne se, hvor jeg havde stået på toppen af bjerget, med flere hundrede meters fald til den ene side. På min tur så jeg i alt omkring 75 pyrenæiske gemser. Glæden ved deres selvskab var lige stor hver gang, for der var nemlig ikke mange andre ude at gå samme rute som jeg. Faktisk mødte jeg kun et enkelt makkerpar, som gik samme tur. Jeg sov alene hver nat, bortset fra de få nætter jeg tilbragte under et tag, og jeg vandrede alene hver eneste dag.

Hvad fanden laver jeg herude?!
Når jeg tænker tilbage på min tid i den højeste del af Pyrenæerne, er det med nostalgisk glæde, men i realiteten var det over halvdelen af tiden egentlig ingen fornøjelse. Det var ren lidelse. Jeg skulle koncentrere mig om hvert eneste skridt, jeg tog, krydse den ene nådesløse blokmark efter den anden og klatre over de højeste og sværeste bjergpas på ruten. Men naturligvis var det alpine landskab ubegribelig smukt og anderledes, som befandt man sig på en anden planet. Det var bare, at terrænet var så fandens ugæstfrit. Som om bjergene ikke ønskede, at man skulle være der, eller i hvert fald at man skulle gøre sig fortjent til at være der.

Da jeg var kommet igennem Portillon-regionen, over Gourgs-Blancs og Litérole og havde gået halvdelen af ruten, stod den sidste store udfordring, ifølge min Pocket Guide, mellem mig og Middelhavet: Col de Mulleres (2.928 m). De lovede regnvejr, den dag jeg ville over Mulleres, og det begyndte ganske kort efter, jeg satte ud den dag.

Men det skulle ikke stoppe mig. Jeg ville over Mulleres lige meget hvad.

Regnen tog hurtigt til i styrke, og snart pissede det ned. Da jeg var ved at være rigtig højt oppe og tæt på bjergpasset, kom der et brag fra himlen, og det begyndte at hagle i stedet. Snart var jeg endnu engang indhyllet i skyer, med næsten ingen sigtbarhed. Torden brummede omkring mig. Jeg skulle ned herfra. Nu!

Jeg fulgte ruten på min GPS langs bjergkammen, da den pludselig slog 90 grader til højre, og jeg forfærdet kiggede udover bjergkanten. Jeg skulle klatre 10-15 meter, næsten vertikalt, ned. Mulleres er uden tvivl det mest uhyggelige bjergpas på ruten. Det er decideret klatring, hvor et fald meget vel kan resultere i døden. ”Ingen vej tilbage,” tænkte jeg og begyndte at klatre ned ad klippevæggen, mens det haglede og bragede foroven.

”HVAD FANDEN LAVER JEG HERUDE?!” var min næste tanke.

Men det vidste jeg selvfølgelig godt inderst inde. Og hvilken rus jeg følte, da jeg kom sikkert ned og i ly fra uvejret.

DSCN1938

På toppen af Pic du Canigou (2.785 m) med udsigt til målet: Middelhavet, knap 100 km vandring væk, som jeg gik på to dage. I ugevis havde jeg drømt om denne udsigt, så det var et af de største øjeblikke på turen.

Tidskontoen
Så hvorfor tage på et vildt vandre-eventyr som Haute Route Pyrenean?

”Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve livet sandt for mig selv, ikke det liv andre forventede af mig.”

Det er, hvad de fleste mennesker fortryder, når de ligger for døden, fandt en våger igennem mange år, Bronnie Ware, ud af og skrev om i The Top Five Regrets of the Dying.

Vi har alle en bankkonto. Beholdningen svinger, men vi kan altid se, hvor mange penge der står på kontoen. Og vi kan altid fylde flere på. Vi har også alle en tidskonto – vores tid på jorden. Den er definitiv. Man kan ikke se, hvor meget tid der står tilbage på kontoen, og man kan ikke fylde mere på. Ens for alle er, at vi skal dø og ikke kan tage nogen ting med os herfra. Alligevel lever de fleste mennesker i den materielle verden, men den er ikke ægte. Hvad der er ægte, er vores oplevelser, som vil leve for evigt.

Desværre er mange folk så bange, at de aldrig rigtigt gør noget med deres liv. Nogle tror, at man skal være en slags superhelt, der ikke mærker frygt for at gøre de ting, som jeg gør. Men jeg er også bange – faktisk var jeg lige ved at skide i bukserne af frygt, inden jeg skulle af sted. Det handler om at mærke frygten og sige ”Fuck det – det skal ikke holde mig tilbage!” For frygt er i virkeligheden en slags illusion. Er man modig og giver frygten sin langemand, har jeg selv oplevet, hvordan universet, eller tilsyneladende højere kræfter, holder hånden over én.

Vær modig
Jeg har talløse eksempler på de højere kræfter; bl.a. da jeg havde fejlberegnet mængden af mad, som jeg skulle bruge til en lang sektion uden proviantering. Terrænet var noget hårdere, end jeg havde regnet med, og hvad der skulle tage fire dage, tog i stedet seks dage. Jeg prøvede at holde igen med at spise, men hen ad aftenen på femtedagen begyndte jeg virkelig at kunne mærke, hvor afkræftet jeg var. Jeg havde kun en halv portion couscous, to myslibarer og en håndfuld peanuts tilbage. Og stadig lidt over 25 kilometer og omkring 2.000 højdemeter at gå. Jeg vidste, at jeg ville blive endnu svagere dagen efter, så jeg spiste resten af min mad og fortsatte.

Da det var ved at blive mørkt, krydsede jeg en lille grus-parkeringsplads. Der var nogle få biler, men ingen mennesker i syne. Jeg fik øje på en stor informationstavle med overhæng. Derunder fandt jeg en plasticpose med skrald i, hvor i blandt der var en stor pose pasta, et halvt kilo tomatsovs og tre dåser tun tilbage.

Jeg var reddet!

Godt en uge efter nåede jeg Middelhavet. Jeg fejrede det ved at leve tre dage som strand-bums – sov under den åbne stjernehimmel og vågende hver morgen til solen, der stod op over havet. Og jeg kan love dig for, jeg fik badet. Vær modig og lad ikke frygt holde dig tilbage i livet. Lev før du dør.


Christoffer Lange & The Grateful Hike

Jeg er 24 år. Født og opvokset i Horsens, hvor jeg stadig befinder mig, når jeg ikke er hjemme i naturen. Min vandreerfaring inkluderer thru-hikes af Colorado Trail, Kungsleden og Haute Route Pyrenean og en kort sektion af GR7. I kan følge mig på mine eventyr på min Facebookside The Grateful Hike. Her kan man også kontakte mig, hvis man ønsker at vandre HRP; Jeg hjælper gerne.


DSCN1466

Når jeg følte mig allermest ensom, rendte jeg altid ind i nogle fantastiske mennesker. Jeg mødte Nikola (på billedet) og Jakub, et par fra Tjekkiet, som jeg gik over Col Supérieur de Litérole (3.050 m) med – den eneste gang, jeg vandrede med nogen, på hele turen.

Den højeste rute gennem Pyrenæerne

Haute Route Pyrenean (HRP) er beskrevet mere som et slags koncept end en egentlig vandresti. Idéen om at forbinde Atlanterhavet og Middelhavet via den højeste rute igennem Pyrenæerne blev udtænkt i 1968 af Georges Véron. Sidenhen er den blevet gjort populær af Ton Joosten, der har beskrevet sin rute i en guidebog udgivet af Cicerone. Det er den, de fleste følger.

I nyere tid har entusiaster videreudviklet ruten, så den egner sig mere til selvstændige vandrere, der ikke ønsker at benytte bjerghytter undervejs. Desuden er der nogle mere udfordrende sektioner. Sådan en rute gik jeg. Helt præcist var det Paul Atkinsons rute, som han beskriver i sin HRP Pocket Guide, der kun indeholder den mest essentielle information og download af ruten til ens GPS.

Kort om Haute Route Pyrenean (HRP)

Startsted: Hendaye ved Atlanterhavet i Frankrig.
Slutsted: Banyuls-sur-Mer ved Middelhavet i Frankrig.
Lande: Frankrig, Spanien og Andorra. Man krydser ofte grænsen flere gange om dagen.
Længde: Omtrent 800 km. Det veksler altid lidt afhængigt af rutevalg og variationer.
Højdemeter: 42.000-52.000 m (Joosten-ruten vs. Atkinson-ruten).
Bjergpas over 2.500 meter: 23.
Højeste punkt: Traditionelt Col Inférieur de Litérole på 2.983 meter. På min rute Col Supérieur de Litérole på 3.050 meter.
Gennemsnitlig tid: 45 dage. Jeg brugte 31 dage.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

 

Find din næste tur her


Ruteforslag
GR20 - Korsika

GR20 - Korsika

Kipling Travel
Ture på egen hånd
Korsika fra nord til syd - GR20

Korsika fra nord til syd - GR20

Ruteforslag
GR223 PÅ MENORCA

GR223 PÅ MENORCA

Andre spændende artikler


Familievandring på Camino Primitivo

Familievandring på Camino Primitivo

3 dagsture på La Palma

3 dagsture på La Palma

11 dage gennem Pyrenæerne

11 dage gennem Pyrenæerne

Log ind