Havkajak ved Nordvestpassagen

Padletag og vingesus

Ekspeditionshistorie og eskimo-bopladser, pakis og moskusokser, kammeratskab og eventyr. Vi har taget en snak med Tonni Frandsen om at ro Kajak i den legendariske Nordvestpassage højt mod nord i Canada.

IMG_4040.jpg
Skrevet af: Tore Grønne - Foto: Tonni Frandsen
Opdateret den 04. apr 2023
Læst af: 16561

Ekspeditionshistorie og eskimo-bopladser, pakis og moskusokser, kammeratskab og eventyr. Vi har taget en snak med Tonni Frandsen om at ro Kajak i den legendariske Nordvestpassage højt mod nord i Canada.

Tore Grønne: "Hvordan fik du ideen til at ro Kajak gennem Nordvestpassagen?”
Tonni Frandsen: ”Den udsprang af tidligere ture. Vi er en gruppe kammerater, der har været på tur sammen, siden vi var unge, lavet ekspeditioner og rejst meget i det arktiske.

Et af mine forbilleder, John Andersen, har skrevet en bog om sin tur gennem Nordvestpassagen. Det har jeg været enormt inspireret af. Der er det historiske, det kulturelle, naturen.

Jeg har tidligere sejlet Kano i området, men nu skulle drømmen om en del af Nordvestpassagen realiseres i Kajak. Der er flere steder, den er kedelig, så det gjaldt om at finde en spændende og udfordrende passage.”

TG: ”Hvad gør en passage spændende?”
TF: ”Det kan være, der er eskimoer og inuitter. Det kan være pakis. Natur. Dyreliv. Det lyder helt åndsvagt, men skal det være en god tur, skal man ramme lige der, hvor det er besværligt, men ikke for besværligt.”


TG:Hvorfor skal det være besværligt?”
TF: ”Fordi det at arbejde hårdt og kæmpe i elementerne får én til at føle sig i live. Det har betydning, det man laver. Når der er is, er det besværligt at ro i Kajak, men det er meget flottere, end når der ikke er is.”

”Der er perioder, hvor man næsten er i en dvaletilstand.”

 

P7290031

Dvaletilstand
TG:Hvad er det fascinerende ved området?”
TF: ”Jeg har sejlet Kano på rigtig mange floder i Nunavut og Nordvestterritoriet, og det er i virkeligheden en tilstand at være i. Det er den, jeg søger. Jeg nyder at være derude, hvor der er tid til at tænke og tid til slet ikke at tænke. Man bliver inspireret. Og så er der perioder, hvor man næsten er i en dvaletilstand.”


TG: ”Savner du den tilstand herhjemme? Kan du komme i den?”
TF: ”Ja, det kan jeg. Jeg sejler kapkano, og når jeg er ude at ro, er der en del af turen, hvor jeg kommer i den tilstand. Det er jo ikke i lang tid, men det sker, når man er på tur og bruger kroppen. Det sker også, når jeg kører på mine rulleski.”

TG:Er det en tilstand, du aktivt søger herhjemme?”
TF: ”Ja, det er et fysiologisk og mentalt behov.”


TG: ”Tilbage til Nordvestpassagen. Hvilken strækning valgte I så?”
TF: ”Vi startede i Cambridge Bay på Victoria Island nord for fastlandet. Det var her, Knud Rasmussen mødte kobbereskimoerne på sin femte ekspedition. Vi sluttede så i Kugluktuk, der er bedre kendt som Coppermine.

IMG 3991

Hænder revet til blods
TG: ”Hvad betyder det historiske aspekt for dig; at du kan sidde hjemme og læse om Knud Rasmussen i de områder?”
TF: ”Det betyder meget. Jeg har læst mange bøger af de gamle eventyrere, polarfarerne. Det er det, der har inspireret mig. Det er så velskrevet. Jeg ved ikke, hvorfor de var så gode til at skrive dengang. Roald Amundsen var den første til at sejle igennem Nordvestpassagen og skrev en hel fantastisk bog om det.”

TG:Hvad er Cambridge Bay for et sted?”
TF: ”Der bor cirka 2000 mennesker i Cambridge Bay, og omtrent halvdelen er inuitter. Der er ingen veje, der går her ud, så du kan kun flyve ind. Der er ingen træer overhovedet. Det er tundra. Kuperet. Et gammelt område, der er slidt ned. Der er permafrost, men landskabet ændrer karakter, fordi permafrosten smelter. Alle de floder, jeg har sejlet på i området, fører op til ishavet, men nu skulle vi i havet med kajakken.”

TG:Hvordan var det at sætte kajakken i havet?”
TF: “Det var fantastisk. Jeg har masser af kanoerfaring, men det der med en Klepper foldekajak, en toerkajak, og at være på ekspedition i den, det var nyt. Det var spændende.

Vi havde slæder med, så vi kunne trække kajakken over isen. Vi havde sågar kanovogne med. Der var mange ting, vi selv havde fundet på. Og det vi selv havde fundet på, det virkede ikke. Stort set. På førstedagen brød kanovognene sammen under den sindssyge vægt.

Vi erfarede dog samtidig, hvad sådan en Kajak egentligt kan holde til. Trak vi kajakken hen over isen og snublede, så blev vores hænder revet til blods på de meget hårde iskrystaller, men kajakken fik ikke en skramme, ikke en ridse. Den gled bare af på isen.”

P7251646

Isen som en lunge
TG: ”Jeg synes tit, der er nogle små justeringer i starten af en tur. Var der nogle ting, I måtte justere på?”
TF: ”Vi var ekstremt forsigtige i starten og havde konstant vores tørdragter på. Vi var jo totalt ekviperede og lignede et par Ninja Turtles. Vi kampsvedte. Det var juli, og når der ikke var vind, og solen skinnede, var det som at være i Italien. Da vi nåede til Kugluktuk badede børnene fra en badebro i havet. De svømmede rundt og hyggede sig. Jeg var målløs. Det var som at være ved rivieraen. Men den første af de to uger, var der dog is på havet.”

TG: ”Hvordan var det at ro i isen?”
TF: ” Vi gik rigtig meget. Mellem isen. Nogle gange på bundisen. Nogle gange kunne vi gå gennem små passager og trække kajakken henover. Så komme op i kajakken og sejle videre til en ny forhindring og trække den op over.

Var det lavvandet, kunne vi gå på bunden. Det var spænende at lære tidevandet at kende. Når det kom, spredte isen sig, og når det gik ud, så lagde isen sig på bunden, og det hele blev samlet. Det var som en stor, pulserende lunge, og når isen spredte sig, var det bare med at komme af sted.”

TG:Det lyder til at være hårdt arbejde.”
TF: ”Ja, det var dejligt hårdt arbejde, og vi var trætte, når vi slog teltet op. Men ugen i isen var som en konstant lykkerus hver dag, dagen lang. Det lyder underligt, men jeg tror, det er det samme, som en bjergbestiger, der nærmer sig toppen, oplever. Man er opfyldt, og det er så fedt.

Og så, fra den ene dag til den anden, forsvandt isen. Der var ikke antydningen af is, da vi kiggede ud af teltet en morgen. Vinden var gået i nord, og i løbet af få timer havde den presset isen ned til fastlandet 70 kilometer væk.”

”Det var helt drømmeagtigt. Vandet var som silke.”

P8010087

Kammeratskab og silkevande
TG: ”Var der nogle bygder undervejs?”
TF: ”Vi kom forbi Starvation Cove, hvor eskimoerne tager ud og fisker. Der mødte vi nogle af de lokale og fiskede med dem. Ellers mødte vi ingen undervejs. Men jeg var jo ikke alene.

Jeg var af sted med min kammerat, Mogens Morgen. Vi har været på ture sammen, siden vi var 20 år gamle, blandt andet i Yukon, og jeg har padlet med hans lillebror, Ole. For mig er det alfa og omega at være af sted med en anden.

Jeg kan ikke det der med at gøre det alene. Det er for kedeligt. Det handler jo også om kammeratskabet og at dele oplevelsen. Det giver en masse mening bagefter. Og så er der trygheden ved at være to.”

TG: ”Havde I nogle bekymringer, inden I tog af sted?”
TF: ”Vi skulle lave et kryds over Wellington Bay på 25 kilometer. Det var vi var lidt nervøse for. Hvis det bliver dårligt midt på sådan et kryds, er det skidt. Men det var vindstille og næsten havblik, da vi skulle krydse. Det var helt drømmeagtigt. Vandet var som silke. Isen, vi havde haft den første uge, var væk.”

TG: ”Blev isen så væk?”
TF: ”Fuldstændig. Den var presset væk og smeltet. Det gik stærkt. Det betød, at de to dele af turen, blev meget forskellige.”

TG: ”Hvordan sørgede I for, at det blev en sikker tur?”
TF: ”Vi havde selvfølgelig noget sikkerhedsudstyr med, nødraketter, GPS’er og satellittelefon, men vi er begge to garvede padlere. Det handler jo om tage kloge beslutninger og ikke tage nogle chancer.

Der var en aften, hvor der var vind og bølger. Isen lå som store betonblokke, der kørte op og ned. Vi var trætte og skulle i land og lave lejr. Vi lå og kiggede på det, og det var som om, der var en rytme.

Vi tænkte, at vi godt kunne høvle ind, men lige før vi besluttede at gå gennem, sagde Mogens: ’Skal vi ikke sejle lidt længere?’ 10 minutter senere var der ingen is.”

P8030098

Moskusokser og bopladser
TG:Ændrer landskabet sig undervejs?”
TF: ”Ja, det gør. Der er områder, hvor der decideret er kobber; små kobberklumper og helt grønne klipper. Der er ikke fast metal, men landskabet er i kobberfarve og irret. Der var også store områder med lav dværgpil, dværgbirk og blåbær.

TG: ”Hvad med dyr?”
TF: ”Vi så en del moskusokser. De er sky og stikker af, men et sted så vi tre hanner inde i landskabet. Vi gik i land, og de løb op på en sneklædt bakketop, hvor de begyndte at kæmpe, lege og knalde panderne sammen. Det var forrygende.

De var unge hanner, strejfere, der samlede kræfter og skulle ind og stjæle nogle hunner og starte deres egen flok. Der er også falke, høge, hvidhovedede havørne, kongeørne og masser af slags gæs. Vi har set hvidhvaler på andre ture i området, men det så vi desværre ikke denne gang.”

TG: ”Hvad så I ellers undervejs?”
TF: ”Det fede, når man ror i Kajak, er, at når man kigger ind på land og tænker, at det sted derovre ser godt ud til en lejr, så er der nogle eskimoer, der har tænkt nøjagtigt det samme engang.

Bopladserne er fra forskellige tidsperioder og forskellige kulturer. Vi fandt teltringe, kunne se hvor bålet engang havde været, og hvor teltstolperne havde stået. De nyeste er måske 100 år gamle. Andre var tudsegamle. Det var utrolig spændende.

Vi kunne se, hvor køddepoterne havde været, og hvor der havde været rævefælder. Der er særligt frodigt, hvor eskimoerne sad og spiste og smed madrester og ben. Der vokser blomster. Det er ret vildt, for ellers er der goldt.

Det tager jo 100 år, før der begynder at vokse noget igen, efter der har været en bålplads. Vi fandt pladser mange steder, når vi gik i land. Efterhånden lærer man, hvad man skal kigge efter. Vi fandt også nogle gamle fangsthytter, hvor de hvide har levet og fanget bjørne og ræve, men så forladt hytterne. Der var gamle geværkolber og gryder.”

P8070179

Livet set ude fra
TG: ”Når jeg er på tur, kommer jeg til at tænke en del over livet derhjemme, og hvordan jeg lever det. Oplever du også det?”
TF: ”Helt sikkert. Hver gang, jeg er på tur og kigger på mit liv ude fra, ser jeg det klarere, end når jeg står midt i det. Man får tænkt over sine værdier, og hvad man sætter pris på.

Hvad man i højere grad skal bruge sin energi på. Det bliver langsomt en del af ens personlighed, at man har de her erfaringer. Nogle vil opleve det som hårdt at tage ud på tur, men det er jo faktisk det afslappende i det, der er motivationen.

Det er hårdt på en afslappende måde. Jeg har gjort det i så mange år, at det er en naturlig del af min tilværelse. Jeg kan ikke helt adskille det.”


Nordvestpassagen

Nordvestpassagen er en søvej, der forbinder Atlanterhavet med Stillehavet. Passagen går ind og ud mellem øer i Ishavet og den nordlige kyst af Nordamerika.

Opdagelsesrejsende søgte i århundrede efter en handelsrute i området, men det var ikke før 1850, den blev opdaget af Robert McClure. Roald Amundsen var den første til at sejle gennem passagen på sin ekspedition i skibet Gjøa fra 1903 til 1906.

 


IMG 3961

Ved Amundsens skib

Roald Amundsen, den første mand på Sydpolen og den første til at sejle gennem Nordvestpassagen, drømte også om at nå Nordpolen. Han ville lade sit skib skrue ned i isen og drive med det hen over Nordpolen; fuldføre det, der aldrig lykkedes for Fridtjof Nansen.

Amundsen fik lavet et skib, han kaldte Maud, og forsøgte tre vintre i træk at ryge over Nordpolen. Men det lykkedes ikke. I stedet gik han fallit og solgte skibet til Hudson Bay Company. De sejlede fragt med skibet i Nordvestpassagen, hvor det gik ned. Det er Maud, der ligger bag Tonni Frandsen på billedet her.

”Det var et højdepunkt på turen at finde Maud. Skibet ligger i et lavvandet område i Cambridge Bay. Jeg havde læst om det og forestillet mig, vi skulle ud og finde det. At det blev besværligt. Det var det ikke. Man ser det med det samme, man kommer ind i bugten. Det var fantastisk. Historiens vingesus,” fortæller Tonni Frandsen.


Blå bog: Tonni Fransen

Tonni Frandsen (f. 1958) har foretaget en lang række ekspeditioner gennem de seneste 30 år. Han har været på adskillige lange kanoekspeditioner i Canadas Northwest Territories og Yukon; ture på Horton River, Coppermine River, Yukon River og Anderson River.

Han har krydset Indlandsisen på ski, roet Kajak og vandret i Grønland og rejst jorden rundt. Tonni er forfatter til friluftsklassikeren Den Store Kanohåndbog, og han er medlem af såvel Eventyrernes Klub som Dansk Kanoekspeditionsklub.

Tore Grønne

Tore Grønne

Tore Grønne er chefredaktør på Opdag Verden. Han har skrevet flere bøger om sine cykeleventyr og er medlem af Eventyrernes Klub. Tore har cyklet 50.000 kilometer rundt i verden, vandret lange ture...

Andre spændende artikler


Färnebofjärdens Nationalpark i havkajak

Färnebofjärdens Nationalpark i havkajak

Filippinerne i havkajak

Filippinerne i havkajak

Sydamerika rundt i kajak

Sydamerika rundt i Kajak

An Error Occurred: Whoops, looks like something went wrong.

Sorry, there was a problem we could not recover from.

The server returned a "500 - Whoops, looks like something went wrong."

Help me resolve this