Interview med BS Christiansen

Vild med desmerdyr

Først i går vendte han hjem fra tv-optagelserne til TV2’s programserie Signe og B.S. på afveje i Mellemamerika. Men nu er han ikke typen, der spilder alt for meget tid på at restituere. En god nats søvn – sikkert endda med det ene øje åbent – så er han klar igen. I dag skal han være med til en fernisering her i Ebeltoft Zoo i forbindelse med Børneprojekt Danmark, som han tager aktivt del i. Sammen med en række andre kendte ansigter har han valgt et dyremotiv til et maleri, der skal sælges her i dag til fordel for syge børn. Han har valgt et desmerdyr.
“Jeg er en stor fan af desmerdyret, for jeg mener, at vi mennesker kan lære meget af dens måde at klare sig på. Den tager kobraslangen, men det kan den kun, fordi den er risikovillig. Den eksponerer sig og lader slangen hugge og hugge, indtil den bliver træt, og til sidst spiser den slangen.”
Et øjebliks tavshed. Måske har jeg umiddelbart lidt svært ved at identificere mig med et desmerdyr. Han registrerer det med det samme, og fortæller begejstret videre om sit lille forbillede:
“Det handler om nøjagtig det samme for os mennesker. Vi kan kun udvikle os, hvis vi tør løbe en risiko og eksponere os selv over for andre.”

Som en surfer

En nådesløs mellemamerikansk sol har sat tydelige spor på hans hud, og den mørkebrune kulør matcher godt til de brune og gule blade på efterårstræerne udenfor. Han har for en stund smidt den ellers så karakteristiske kasket. Håret har den samme længde som skægstubbene, der har fået lov at stå et par dage. Det bærer også de samme grå stænk, der markerer, at den 51-årige eksjægersoldat også nærmer sig sit efterår. Af samme grund stoppede han sit engagement i Jægerkorpset for to år siden. Her ryddede han sit skrivebord fjorten dage før den globale skæringsdato 11. september 2001.

Som han sidder der med skægstubbene og de rolige brune øjne, kunne han lige så godt være den lidt for tørstige onkel med de alt for dårlige jokes til familiefesterne. Hvis altså ikke det lige var fordi, at han aldrig drikker alkohol. Er der en ting, han hader, er det nemlig at miste kontrollen.

“Jeg plejer at bruge billedet af surferen på havet. Det handler om at befinde sig foran på bølgen hele tiden. Hvis du er bagpå den, kan du ikke manøvrere, og det kan nemt blive farligt. Og så får du i øvrigt heller ikke den fede oplevelse ud af det. Hvis du derimod er foran på bølgen, har du kontrol. Så er det dig, der bestemmer, hvordan du bevæger dig. Måske bliver bølgen vildere, end du havde regnet med, men det er lige meget, for du har kontrol, når du befinder dig foran på bølgen.”

Slugte saltvand

Filosofien om at være på forsiden af bølgen var måske B.S. Christiansens vigtigste værktøj under optagelserne til Signe og B.S. på afveje.
“Jeg sagde det til hende hele tiden: Vi skal hele tiden være på forkant. Vi må aldrig løbe tør for vand, og vi må ikke blive så trætte, at vi laver fejl. For så kan det blive farligt. Hvis man for eksempel får for lidt at drikke, kan man få tunnelsyn, hvilket gør det svært at handle rigtigt, hvis der skulle opstå en farlig situation. Kroppen reagerer på den måde. Når man mangler væske, energi, føde, mineraler, mister man evnen til at tænke klart. Derfor handler det om hele tiden at være på forsiden af bølgen.”

Nu vil mange måske tænke, at det er et stykke lagkage for en hærdet jægersoldat at bevæge sig igennem junglen for at lave nogle tv-optagelser. Men B.S. Christiansen understreger, at der skam var udfordringer nok – også for ham.

“Der var da situationer, hvor det var lidt kritisk. På et tidspunkt var vi ude på en øde ø. Jeg var efterhånden træt af at se fjernsyn, hvor folk er på en øde ø og ikke kan finde ud af en skid, så jeg ville vise Signe Svendsen, at vi godt kunne fange en fisk. Da vi lå ude i vandet, fik jeg øje på nogle langustaer, nogle hummerlignende dyr, nede på bunden. Vi blev enige om at prøve at fange dem. Men pludselig kom hun til at sluge noget saltvand. Når man får saltvand ned i systemet, så snører det sig til, og først når man er ved at gå til, åbnes der op igen. Jeg spurgte, om hun var ok, og hun sagde ja, men jeg kunne se, at det ikke passede. Den situation kunne sagtens have udviklet sig til at blive kritisk, men jeg synes nu, vi havde kontrol over det hele vejen igennem.”

Tænk som slangen

Selvom der var udfordringer nok på turen, får man altså ikke B.S. Christiansen til at indrømme, at han på noget tidspunkt var utryg ved situationen.
“Det er selvfølgelig også noget af det, jeg har lært efter mange år i jægerkorpset: Det nytter ikke noget at være bange. Hvis der er noget, man er bange for, er det sindssygt vigtigt at konfrontere sig med det. Ellers får følelsen bare lov til at forplante sig og blive til frygt, og så blokerer man for alvor.“
Mens han sidder og snakker om at konfrontere sin frygt, spoler mine tanker automatisk en time tilbage til, hvor jeg stod ansigt til ansigt med en gigantisk tigerpyton. Ganske vist med en tyk glasvæg imellem os, men rigeligt tæt til at få det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.
“Det er nøjagtig det samme med slanger. Her kan du konfrontere din frygt ved at sætte dig ind i, hvordan en slange er skruet sammen. En slange får færten ved at stikke tungen ud og derefter føre den op i et hul i ganen, hvor den smager eller lugter. Derefter søger den efter varme med de to huller i hovedet og går i retning af varmen. Endelig går den efter bevægelse, når den hugger. Så det er meget enkelt: Du skal have Handsker på, hvis du stikker hånden ned i krattet, så kan den ikke få færten. Hvis den alligevel skulle få færten, skal du bare stå helt stille, for den hugger aldrig, når der ikke er bevægelse. Af samme grund kommer der ikke bare en slange og bider dig, mens du sover.”
Jeg kan mærke, hvordan roen gør sit indtog i min krop. Nu kan de sgu bare komme an, de slanger…

Fokuserer på faren

Netop en slange udsatte B.S. Christiansen for den måske største overraskelse under turen i Mellemamerika. En situation, hvor han indrømmer, at han blev lidt – ok, måske ikke bange – men så i hvert fald overrasket.
“På et tidspunkt var der en boaslange, der bed efter mig. Der blev jeg sgu lidt overrasket. Vi kom gående og fik øje på slangen, som godt nok sad i huggestilling, men de hugger altså næsten aldrig. Jeg ved nogenlunde, hvor langt de kan hugge, så jeg sørgede for at holde den rette afstand. Da vi gik forbi den, huggede den lige pludselig og landede lige ved siden af min fod. Det havde jeg altså ikke lige regnet med.”
Selvom det ikke var tilfældet på turen i Mellemamerika, så har B.S. Christiansen selvfølgelig som jægersoldat oplevet mange situationer, hvor der virkelig var fare på færde. Og umiddelbart kan det være svært at tro, at man kan bevare den cool fremtoning, han sidder med her ved cafebordet, når det virkelig brænder på.
“Hvis det sker, at jeg kommer om på bagsiden af bølgen og bliver presset for alvor, så fokuserer jeg helt vildt. Man kan egentlig godt sammenligne det lidt med tunnelsyn – blot i positiv forstand – for jeg har udviklet en evne til at lukke alt andet ude og kun fokusere på faren i sådan en situation.”

Risiko kan regnes ud

Hvis den slange nu havde fået ram på B.S. Christiansen, så kan man være sikker på én ting: Han ville ikke kalde det et uheld, snarere dårlig forberedelse.
“Det er utopi at tro, at man kan have kontrol over alt, når man bevæger sig i naturen, men hvis man ikke har fuldstændig kontrol, må man operere med kalkuleret risiko. Det vil sige, at man hele tiden skal tænke de forskellige scenarier igennem. På et tidspunkt skulle jeg svømme over en stærkt brusende flod for at trække et reb til Signe Svendsen. I sådan en situation laver jeg en beregning på, hvor hurtigt jeg kan svømme og sammenholder den med, hvor hurtigt strømmen vil trække mig ned langs floden. Og hvis jeg finder ud af, at jeg godt kan nå over, skal jeg også tænke over, hvad der sker, hvis jeg skulle slå mig på en sten eller andet skulle gå galt derude. Hvad gør jeg så, og hvad gør hun så? Andre folk ville måske bare kaste sig ud og sige ’det kan jeg sagtens klare, det går nok’. Men så mener jeg, at man er dumdristig i stedet for blot dristig.”

Fra hemmelighedskræmmeri til berømmelse

To små piger bevæger sig langsomt hen mod vores bord. Skuttende sig under mors vinger kigger de op på den store jæger.
”Giver du autografer?” spørger moren.
BS tøver ikke og sætter sin signatur på pigernes papir, mens han løfter blikket og spørger:
”Nå, er I ude for at se på dyrene?”
De to piger krummer sammen af forlegenhed og får tvunget et forsigtigt ’ja’ over læberne.
B.S. Christiansen er for alvor trådt ud af den evige skygge og hemmelighedskræmmeriet i Jægerkorpset. Faktisk er han på det seneste nærmest blevet allemandseje gennem udsendelserne på TV2. Nogle ville kalde det en popsmart fremstilling af, hvordan det er at klare sig i junglen, men B.S. Christiansen forsvarer programmet.
“Det er klart, at meget af det er iscenesat, for ellers bliver det ikke godt tv. Når vi skal rapelle ned ad et vandfald, så er vi jo nødt til at tænke på, at vi også skal have kameraet med. Men jeg tror ikke, man kan lave sådan et program bedre og tættere på virkeligheden, end det vi har lavet her.”

Kameramænd ødelagde jagten

På rejsen tværs over Mellemamerika havde B.S. Christiansen ud over Signe Svendsen følge af en kameramand, en tilrettelægger og to sikkerhedsfolk. Men af og til kunne han faktisk godt ønske, at han havde været af sted uden al den ståhej.
“Det er hundrede gange nemmere at være derude uden at skulle lave tv, for alting bliver så omstændigt. Mange af de ting, vi skulle igennem, måtte jeg for eksempel holde hemmelige for hende, indtil lige før de skete, for de skulle jo have hendes reaktion på tv. Ellers ville det klart være min stil at briefe og forberede hende langt tidligere. Det er også hårdt, når vi man er på jagt, og man er ude fjerde gang uden at skyde noget, fordi kameraholdet larmer. De var virkelig dygtige, men det gør altså bare alting lidt vanskeligere. Men det er jo nødt til at være sådan, for ellers bliver det jo ingenting værd for seerne.”

Virkeligheden er hårdere

Ideen med programmet er, at seeren hele tiden skal sidde foran fjernsynet og veksle mellem to følelser, nemlig “gid det var mig” og “godt det ikke er mig”. Derfor har det også været vigtigt for kameraerne at komme helt tæt på Signe Svendsens reaktioner og fange vekselvirkningen mellem eventyrlyst, opgivelse, udmattelse og begejstring hele tiden.
“Det er svært, for virkeligheden vil altid være meget hårdere, end det du ser. Der er jo mange ting, man ikke kan gengive. Der er et tidspunkt, hvor eremitkrebs på jorden gør, at Signe Svendsen ikke kan sove en hel nat. Den udmattelse, det medfører, kan du ikke vise på tv. Og det samme gælder varmen og fugtigheden, som var de største udfordringer. Du kan ikke vise på tv, hvordan det er at være våd flere dage i træk.”
På trods af frustrationerne over skramlende kameramænd og andre forhindringer, mener B.S. Christiansen, at han har fået meget ud af at være med til at lave programmet.
“Jeg sagde ja til det her, fordi jeg bare skulle være mig selv, og så synes jeg, det var et spændende eksperiment. Jeg har lært at begå mig i naturen, fordi jeg skulle – det var nødvendigt for at overleve som professionel soldat – og ikke fordi jeg synes, det var dejligt at være i naturen. At koble det med en person, der slet ingen erfaring har, synes jeg er interessant.”

Denne artikel er blevet bragt i Adventure World/Opdag Verden nr. 56 i 2003.