Friendship Highway

De vilde tibetanere

Det går dog først rigtig op for mig, da vi stopper i den vindblæste flække Old Tingri. Jeg havde nær glemt, hvor vilde tibetanerne ser ud. Mænd i lange yakskindsjakker bærer mørke Solbriller med guldkanter, har bundet yakknogler i de lange, viltre fletninger, de har store øreringe i turkis, og de har cigaretter hængende i flaben.

Kvinderne har høje kindben, sprukne kinder, tykt, sort hår til livet, glitrende bæltespænder så store som fodbolde, og drenge med røde kinder jager udmarvede, usle hunde i gruset langs vejen.

En hest spændt foran en trækærre står og gumler på foderet i sin mulepose, så klokken om dens hals taktfast bimler, og en gryde hænger spændt ud over en form for parabol, der forstærkede solens stråler og bringer vandet i kog.

Fra husene stiger røg op, og den isnende luft dufter sødligt af dung, tørret yakmøg. Vi spiser dampende varme momoer, drikker te og går op på en bakke bag byen. Foran os rejser nordsiden af Mt. Everest sig.

Kigger man mod tagtoppene, ser man kinesiske soldater med geværer og videokameraer.

Hvor er munkene?

Ud over sletterne, der mange steder er dækket af is, trisser fåreflokke rundt mellem de ruiner, man ser rigeligt af langs Friendship Highway, hvis man holder øjnene åbne. Ofte er der tale om klostre, der blev ødelagt, plyndret, bombet af kinesiske styrker, efter de invaderede Tibet i 1950.

Inden da var der mere end 6000 klostre i Tibet, men da kulturrevolutionen, med dens had for alt gammelt, traditionelt og religiøst, havde fejet hele vejen fra Kina i øst og op over det tibetanske plateau, var der blot et par hundrede tilbage.

Heldigvis blev de ikke alle ødelagt, og da vi når til Shigatse, Tibets næststørste by, sætter vi kursen direkte mod det traditionsrige kloster, Tashilhunpo. Inde mellem de hvidkalkede munkeboliger bliver vi suget ind i strømmen af pilgrimme, der vrimler ind i de forskellige tempelrum med meterhøje, gyldne Buddhastatuer, flakkende fyrfadslys, oldgamle og falmede vægmalerier med gode dæmoner i rød og blå, der beskytter mod det onde, og buddhistiske skrifter i små sirligt indbundne kasser.

Luften er så tæt, man næsten kan indsnuse århundreder af pilgrimme, men én ting slår mig. Hvor er alle munkene?

Vi vandrer rundt mellem pilgrimme, der udfører glidefald, drejer på bedemøller, messer, men jeg ser ikke en eneste munk. Ikke før vi atter er på vej ud og pludselig mødt af et hav af munke i flagrende, røde klæder.

Vi finder ud af, at de kommer fra et tvungent ’patriotisk genuddannelsesmøde’, hvor kinesiske embedsmænd fortæller dem alt, hvad de behøver at vide: At Tibet altid har været en del af Moderlandet Kina, at Dalai Lama er en ulv i fåreklæder, en separatist og en fjende af fred (Beijing har endda kaldt ham en promoter af ’voldtægt, mord og barnekannibalisme’), og de skal fornægte ham. Den slags møder, hvor statsautoriserede løgne får frit løb, foregår to gange om ugen i Tashilhunpo. Deltagelse er obligatorisk.

Den gamle by

Inden vi begiver os videre fra Shigatse tager vi en tur på den kora, en hellig rundgang, der snor sig om Tashilhunpo. Stien er flankeret af gyldne bedemøller, og pilgrimme vandrer messende rundt om rundt.

Vi bliver inviteret inden for i et lille nonnekloster, og oppe fra bjergsiden kan vi se ned over de flade tage i Shigatse. Det er påfaldende, hvor meget de ligner husene på landet. Den samme forskårne konstruktion, de samme flade tage med smældende bedeflag, og kviste, der ligger klar til at blive brugt i brændeovnen.

Det er, som havde man taget en landsby og klemt den ind midt i Tibets næststørste by. Uden for den gamle by ser vi de brede boulevarder og store glasbygninger, der omringer de gamle og mest af alt minder om en moderne, kinesisk by.

Vi kører videre over den vinterfrosne højslette, bliver indhyllet i sandstorme, varmer os på utallige kopper dampende varm te på små spisesteder og stopper i Gyantse med den berømmede Stupa, der indeholder adskillige små, smukke tempelrum. Igen er der fuldt med pilgrimme, bygningen er nærmest levende med dem, og vi sidder længe ude på en åben plads og ser dem vandre rundt og rundt.

Tilbage i jeepen trykker vi næserne flade mod ruderne for at se op til toppene under store gletsjere, mens vi krydser endnu et iltfattigt pas og når til bredden af den fortryllende, turkisblå sø, Yamdrok Tso.

Buddhisme gennemsyrer Tibet og som så mange andre ting i naturen – bjerge, bjergpas, floder og så videre – er Yamdrok Tso hellig. Det er da også svært at løsrive sig fra dens skønhed, som vi slynger os op ad vejen til det sidste pas, der ligger mellem os og Lhasa.

Den belejrede by?

Varemærket over dem alle, Dalai Lamas gamle palads Potala, byder os velkommen på en frostklar eftermiddag i december. Vi indkvarterer os i et fint, gammelt hus i den gamle bydel og bevæger os snart op gennem de snævre gader til hjertet af Lhasa, Barkhor-pladsen. 

Her bliver vi med det samme suget ind i malstrømmen af pilgrimme, der hvileløst vandrer rundt og rundt om Tibets helligste tempel, Jokhang. Nogle af dem, der kommer langvejs fra, fra de vilde regioner i Østtibet, rækker deres tunger ud i den traditionelle tibetanske hilsen, og de stirrer måbende på os. Her, midt på vinteren, er der ikke mange udlændinge i Lhasa.

Pilgrimmene er klædt i traditionelle dragter med ærmer, der slæber sig af sted langs jorden, og finurlige hatte i klare farver, og de går rundt i de smalle gader, der er pakket med boder, der sælger dem smykker, bedeflag, bedemøller, buddhastatuer, uldne hatte, og meget, meget mere.

Det er en farverig scene, men alt er ikke lutter idyl. Kigger man mod tagtoppene, ser man kinesiske soldater med geværer og videokameraer, der overvåger den fredelige flok.

Af og til blander patruljer i kampuniformer sig med pilgrimmene, og sådan har det været, siden tibetanerne i 2008 gjorde oprør med tusindvis af arrestationer og flere henrettelser til følge. Lige siden har soldaterne patruljeret i Lhasa.

For enden af vejen

De næste dage besøger vi klostre og templer i Lhasa. Vi spankulerer gennem de lange, mørke gange i Potala, det imponerende bygningsværk, der troner på bakken over den gamle hovedstad, vi snuser rundt i Jokhang-templet, der virker så gammelt, at det er uvirkeligt, og vi kører til udkanten af Lhasa for at kigge inden for i Sera og Drepung – to af de største og historisk set vigtigste buddhistiske klostre i Tibet.

Vi ser munkene debatteret på livet løs i gårdhaven, og selvom vi ikke forstår en dyt, så er det et underholdende skue, da munkene skiftes til at stille hinanden spørgsmål, og spørgsmål bliver ledsaget af teatralske klap.

Der er stadig magi at finde i Lhasa, her for enden af vejen, for selvom kineserne har gjort deres for at gøre Tibet til nok en af sine mange provinser, så er her et særpræg, der nægter at lade sig kvæle og en befolkning, der holder fast i deres skikke. Det vidner de tusindvis af pilgrimme, der flokkes, hvor end vi kommer frem, tydeligt om.

3 gode bøger om Tibet

Tibet Tibet af Patrick French: Glimrende bog om Tibets fortid og nutid.

Trespassers on the Roof of the World af Peter Hopkirk: Masser af underholdende historier om gale eventyrere i slutningen af 1800-tallet, der forsøgte at nå frem til Lhasa, da den endnu var ’forbudt’.

Fire under the Snow af Palden Gyatso: Gruopvækkende, sand historie om tibetansk munk, som kineserne fængslede i over 30 år, fordi han havde den forkerte klasse-baggrund.

Pas på hvad du pakker

Det er værd at kigge bagagen gennem en ekstra gang, inden du rejser ind i Tibet. Hvad vi anser som tilforladeligt, kan nemlig være problematisk i Tibet. Under det kinesiske styre er billeder af den nuværende 14. Dalai Lama forbudte (jeg rev en side ud af min bog om Reinhold Messners jagt på den sagnomspundne yeti, da forfatteren poserede med Dalai Lama), det samme er det tibetanske flag, bøger om Tibet bliver ofte konfiskeret, og det er nok en god idé at lade din ’Free Tibet’ T-shirt hænge derhjemme i skabet. 

Kapløbet om Den forbudte by

Selvom det i dag kræver diverse specialtilladelser af rejse ind i Tibet, er det intet, sammenlignet med hvordan det engang var. I det 18. århundrede var Tibet lukket land, da tibetanerne ville beskytte deres religion, og Lhasa blev kendt som Den Forbudte By.

Kombineret med beliggenheden bag verdens højester bjerge og på den anden side af uendelige ørkener, satte det gang i fantasien hos en broget skare eventyrere, der risikerede liv og lemmer for at blive den første hvide mand eller kvinde til at nå frem.

Der var eventyrer, der forsøgte at tvinge sig frem med private minihære, andre forklædte sig som handlende, en ville ind og prædike Guds ord til Dalai Lama (!), nogle rejste gennem ubeboede områder og andre mistede livet i forsøget.

Ingen af dem nåede dog Lhasa, men blev alle opdaget og tvunget uden om Lhasa, og det var ikke før den karismatiske (og senere hen dybt excentriske) Sir Francis Younghusband ledte en invaderende engelsk hær til Lhasa i 1904, at kapløbet af Lhasa så sin afgørelse. 

Verdens yngste politiske fange

Når du besøger det fantastiske kloster Tashilhunpo i Shigatse, så send en tanke til Gedhun Choekyi Nyima. I midten af halvfemserne blev han som 6-årig ’opdaget’ som reinkarnationen af Panchen Lama – den næst-vigtigste lama i Tibet efter Dalai Lama.

Hans udvælgelse var foregået efter oldgamle tibetanske ritualer, men den kinesiske regering i Beijing, der traditionelt ikke har noget som helst at skulle have sagt i den sammenhæng, var ikke enige.

De indsatte i stedet deres egen Panchen Lama, der sidenhen er blevet betragtet som en ren marionet. Siden har ingen hverken set eller hørt fra Gedhun Choekyi Nyima eller hans familie, og han bliver betragtet som verdens yngste politiske fange.