Boguddrag fra 'Magiske Grønland'

Rasmus&FreuchenMagiske Grønland udgives i anledning af Eventyrernes Klub 75 års-jubilæum. De har samlet de vildeste skrøner og oplevelser fra Grønland skrevet af nulevende og afdøde medlemmer. Grønland har en særlig plads i klubbens hjerte. Stifteren var grønlandsfareren Peter Freuchen, og med Grønland er Danmark jo en arktisk nation. Vi møder isbjørne og isbjerge, fantastisk fauna og flora, død og voldsomme ulykker, gavmilde og hjertelige grønlændere, kort sagt: Grønland i en nøddeskal.

PETER FREUCHEN (1886-1957) 

Polarforsker og forfatter. Deltog som ung student i Danmark-ekspeditionen til Nordøstgrønland 1906-08, og i 1910 grundlagde han sammen med Knud Rasmussen en handelsstation i Thule, som han bestyrede indtil 1919. I den periode deltog han i den første Thule-ekspedition, hvor han sammen med Knud Rasmussen krydsede indlandsisen til Danmark Fjord i et forgæves forsøg på at finde nyt om det forsvundne makkerpar Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen fra Alabama-ekspeditionen. I 1921-24 var han med på den femte Thule-ekspedition til arktisk Canada, hvor han virkede som biolog og kartograf. Medlem nr. 1.

8702153651 BOGUDDRAG fra ’Magiske Grønland’

Rævepelse i Thule
I 1910 grundlagde Knud Rasmussen sammen med Peter Freuchen handelsstationen Thule, og det var noget helt nyt for eskimoerne

Af Peter Freuchen

Introbillede: Rasmus&Freuchen
Billedtekst: Peter Freuchen og Knud Rasmussen i 1912.

Vi havde mindst fyrretyve læs varer at bringe op over Melvillebugten i vinterens løb, og den eneste måde at gøre det på var at overbevise eskimoerne om, at det morede dem at gøre det. Knud var manden for at ordne det. De, der havde ræveskind at sælge, fik anmodning om at aflevere dem til os, derefter kunne de selv køre ned til Tassiussak og handle for pengene dér. Så kunne de samtidig tage nogle kasser med for os, og Knud fortalte dem alle, at de havde netop sådan nogle fine hunde, så han var interesseret i at se, om de kunne trække lige så store læs som andres. De kunne til gengæld fodre deres hunde frit ved Bjørneborg, så de havde i det hele taget kun fordel af turen.
Først i marts havde vi alt oppe undtagen nogle få kasser rifler, der lå på et næs nede i Melvillebugten. Så forlod Knud os omsider for at tage hjem til sin kone i Danmark. Han måtte igen ned til Holstensborg. Ingen forstod, hvordan han kunne nå det på den tid af året, men han gjorde det i bedre tid end nogen før ham og kom hjem med første skib. Jeg blev tilbage for at bestyre Thule, og jeg var glad ved mit ansvar og fast besluttet på at vise dem derhjemme, at jeg kunne få Thule til at betale sig.
Det var meningen, at jeg skulle rejse mod nord igen. Jeg ville kortlægge den resterende del af Nordøstgrønlands kyst, Henrik og to eskimoer skulle følge med. Sechmann skulle imens tage sig af stationen og handelen. Vi startede, men det blev en kort glæde. Da vi var vel oppe på bræen, forsvandt den lille Iggianguaq ned i en revne med hunde og slæde. Det er den eneste gang i min hele rejsekarriére, at jeg har ladet en anden køre min teodolit, og det skyldtes særlige forhold den dag. Den gik med ned, og selv om vi fik den fisket op, var den kommet slemt til skade. Vi var nødt til at køre tilbage og se at låne et andet instrument hos amerikanerne ved Etah næste år. Nu var de allerede rejst. Endnu en gang var revnerne i indlandsisen ude efter mig. De bliver min ulykke til sidst. Dengang sparede de mig, men ødelagde min ekspedition.
Foråret var for vidt fremskredet nu. Mr. Jerome Allen fra Crocker Land-ekspeditionen kom ned til mig for at se på Saunders Ø, om han kunne bruge den høje fjeldkant dér til trådløs telegrafantenne. Den mærkelige mand havde den idé, at man måtte kunne telegrafere over den vanvittige strækning hjem til Amerika fra Grønlands nordligste del. MacMillan selv troede på det, i hvert fald mente han, at fremtiden ville gøre det praktisk gennemførligt. Mere nøgterne folk indså dog, at det var galmandsværk.
I 1925 var admiral Byrd den første mand, der fik trådløs forbindelse mellem Grønland og New Zealand. I 1914 blev MacMillan leet ud, fordi han købte det dyre udstyr til ingen nytte.
Foråret var storslået. Navarana syede et nyt og meget stort telt til os, og hun tog sig nu personligt af vor ægindsamling. Vi samlede henved 10.000 æg sammen til vinterbrug og gemte dem på steder, hvor ingen hvalfanger kunne finde dem. Men der kom ingen hvalfanger igennem det år. Isen blokerede Melvillebugten, og kun meget få hvalrosser kom op til os. Nu havde jeg fred til at skrive, og jeg havde en dejlig tid. Jeg skrev alt det ned om eskimoerne, jeg kunne opspore om dem. Jeg samlede deres lege og kogekunst, deres sportsforhold og meget andet, en viden som jeg den dag i dag er den eneste, der sidder inde med.
Vi havde det godt på bopladsen. Saunders Ø har så mange minder fra tidligere tider. Selv Navarana kunne fortælle, hvordan hun som lille pige engang under nogle sten havde fundet seks stearinlys, som ingen kendte til. Sorqaq havde taget dem fra hende, da han som åndemaner anså dem for farlige at have med at gøre. Stakkels gamle Sorqaq var ilde medtaget nu! Begge hans arme var næsten lamme, og han havde slemme smerter i skuldrene. Han gik kun med stor anstrengelse og bar en fangerstol mellem tænderne for at kunne sætte sig ned og hvile en gang imellem. Kvinderne grinede ham ud og gjorde nar; hans kone var den værste, hun lavede et stort nummer ud af at kundgøre hans impotens for den lattermilde forsamling. Den gamle stoiker sad bare stille og hørte dem ikke, det var under hans værdighed at bryde sig om kvinders tale. Men når det blev for slemt, henvendte han sig stille til de tilstedeværende mænd:
”Det tilfælde indtræffer, at man begynder at tænke! Der var en tid, da man drog snart nordpå, snart sydpå for at gøre kur til pigerne. Og da rejste man aldrig forgæves. Der var en tid, da kvinder blev gemt bort, når man kom til bopladsen. Dette får en mæt mand til at tænke!”

PF-NavaranaNår vi bragte en hvalros ind til kysten, kom han ned til stranden og smed små sten på den for at få fangstparter. Hans hunde stod stadig bundne ved elven, men de blev aldrig brugt. De andre drillede ham tit ved at flænse på en isflage bare lidt ude i vandet, så han ikke kunne komme derud. Jeg spurgte dem, hvad de ville gøre, når de selv blev så gamle og svage:
”Vi vil dø og ikke vise os i den afmægtighed, som gør en mand latterlig!”
Mequsaq, Navaranas bedstefar, havde alle dage været Sorqaqs rival, og nu, da han var ovenpå efter at være blevet medlem af min husstand, hånede han den svage ved stadig at give ham småbidder, han havde levnet, eller på anden måde vise sin magt. Taterat, Sorqaqs lamme søn, var nu helt elendig. Det sidste led i hans usle krop var stivnet. Det var kæbeleddet. Hans mor kom til mig om hjælp, og jeg forsøgte at vride munden op på ham med en tang, men det var umuligt. Så slog jeg de fire fortænder ud på ham med en hammer, og der fremkom en åbning i munden, som han var henrykt for. Hans familie tyggede maden for ham og puttede den ind, og aldrig har nogen haft bedre fordøjelse end han. Knud havde lovet ham gratis tobak, så længe der var noget at få. Det var hans store glæde. Hver morgen blev han slæbt ud på en slæde og lå så i solen og røg. Når han tabte piben ud af munden, råbte han med sin vældige stemme:
”En pibe er tabt! Nogen ønskes hen at anbringe den, hvor den hører til!”
Taterat kunne ikke tage den op selv eller tænde den. Hans far nægtede at tænde den for ham:
»Det traf sig, at man var en voksen mand, da det var brug at benytte ild til at koge ved, ikke til selve føden!«
Mange af de yngre kom naturligvis til og hjalp ham med piben på den måde, at de røg længe på den selv, før de stak den i munden på ham, uden at bryde sig om hans vrede skælden.
Jeg fangede meget fra kajak den sommer, og jeg kom til at holde af at sidde stille i den olierolige fjord om dagen og vente på sælerne, mens jeg drømte med åbne øjne om meget rundt om i verden. Henrik var taget til Tassiussak på sidste islæg for at gøre vor motorbåd klar, og han kom op med den, bugseret af Kap York. Pedersen havde klaret Melvillebugten, skønt flere andre havde forsøgt det forgæves det år. Nu kom han med nye forsyninger og resten af, hvad vi havde efterladt nede hos Nielsen. Vi havde de sædvanlige travle dage ved skibstid, og om aftenen dansede vi. Navarana havde jo lært dansens fryd i Tassiussak, og nu lærte hun trinene fra sig til sine veninder, men selv var hun naturligvis aftenernes dronning og viste sig for alt folket som inkarnationen af selskabsliv og verdensdamemanerer.
Der var navnlig en matros om bord, der bedårede dem alle. Hvilken kvinde kan stå for hvide lærredsbukser og brune turistsko, og – oh under at skue – han havde rødt hår og var fregnet. Det var aldrig set før, og han slog alle tidligere Don Juan-rekorder. Navarana fortalte mig, at han tog dem med på spadsereture og bød dem cigaretter, som han dog økonomisk nok brækkede i to, så hver fik en halv. Han var også i stand til at danse med cigaret i munden – aldrig oplevet tidligere – og blev anset for elegancens foregangsmand og sande profet. Han blev flittigt drøftet i kommende vintre.
Da skibet sejlede, kom den sædvanlige fred og ro. Jeg glædede mig til mine aviser. Jeg tog altid en avis om dagen, kun var jeg et år bagud, men holdt datoen. Hvad gør det så med et år? Jeg har kun een gang brudt reglen og bladet frem for at se resultatet. Det var, da madame Caillaux havde skudt redaktør Calmette ved Figaro, og jeg kunne ikke udholde spændingen, om juryen dømte hende eller ej.
Hun blev frikendt.

Da vi ikke selv havde ret mange penge, lavede vi dem bare. Det kostede kun 120 kroner at lave for 30.000 af aluminium.


Mørketiden kom, og med den kom eskimoer fra nær og fjern for at handle. Naturligvis udeblev de, der boede nordpå i nærheden af Etah. Deres ræve gik til MacMillan, men vi havde mange venner, der ikke svigtede os. De forstod snart, at vore handelsmetoder var anderledes, end de var vant til, og at det svarede sig at holde sig til os. Alle blev modtagne som gæster hos os, og da de fleste kun handlede een gang om året, var det naturligvis deres store tid. De var altid glade ved at komme på besøg og begærlige efter at høre, hvad nyt vi kunne fortælle, og ivrige efter selv at berette om deres oplevelser – alt, hvad der kunne bryde dagliglivets ensformighed.
Vi havde et badekar, som var et særligt trækplaster. Alle kunne få bad hos os, men betingelsen var, at de selv hentede isen ind og smeltede den og varmede vandet. Dette badekar var så populært, at mændene undertiden lå i det i timevis. Når vandet blev for koldt, hældte deres koner varmt vand på, og den hygiejniske virkning af dette årlige bad var imponerende. Der var dog også dem, der ikke ville nedværdige sig til den slags afsindige narrestreger.
Man talte om mange ting, som mænd taler om – fangsten, om hundene og om børnene. Hvad ellers skulle der være? Ræve nævnedes ikke. Men når besøget havde varet en tre dage, der som bekendt er maximum for fisk og gæster, gav jeg mig – bare for at sige noget – til at spørge, om de havde ræveskind. Manden så forbavset på mig, det var dog et tosset spørgsmål!
”Mig, ræveskind! Ak nej! Det er hændet, at du har besøg af en ussel fanger. Der kommer aldrig ræveskind til vort hus. Det kræver dygtige folk at fange ræve – vi kan ikke!”
”Det er kedeligt,” svarede jeg.
”Jeg trænger netop til ræveskind, og da jeg skulle have nogle rigtig fine, havde jeg regnet med dig. Jeg må henvende mig til de dygtigste!”
”Å, ja, ja dog, nu har jeg endelig noget rigtigt godt at fortælle hjemme. Peterssuaq har gjort en mægtig fejltagelse, som man ikke ville have troet muligt! Det tilfælde er indtruffet, at en sølle mand har været fræk nok til at bilde dig ind, at jeg kunne fange ræve. Jeg har vovet at vise mig for dig og er gået ind i dit hus. Jeg er overhovedet ikke rævejæger. Ak, nej, nej! Jeg er kun en ulykkelig uduelig! Hvor er nu min sølle kone og mine elendige børn? Vi må straks rejse bort, for nu vil den store, hvide mand blive vred på os. Han troede, at vi havde ræveskind, og vi er kommet uden et eneste!”
”Jamen, jeg er tvunget dertil! Her har jeg gået og ventet netop på dig for at få nogle rigtig gode skind. Hvad er det da, du har i din pose derude?”
”Ak, det er intet, der tåler at omtales i dette fine hus!”
”Jeg troede, det var ræveskind. Det håbede jeg!”
”Så, nu kom min tur til at le meget. Han troede, at det var ræveskind! Det er intet andet end gammelt skidt og pjalter, som vi har taget med for at tørre os i enden med. Nogle bruges også til at gnide vore hænder af med, og hjemme har de været brugt til at skrubbe gulvet med!”
”Kan jeg ikke få dem at se. Jeg er ikke vant til at se særlig gode skind her, så jeg vil gerne se på dem, du har!”
”Absolut nej,” svarede han, ”de burde være smidt bort, inden vi nåede bopladsen her. Vi skulle aldrig have bragt dem til dette hus, hvor så mægtige mennesker opholder sig. Vi gjorde det kun, fordi vi er klodsede og uvidende personer. Men tage dem inden for døren – aldrig!”

Kvinderne grinede ham ud og gjorde nar; hans kone var den værste, hun lavede et stort nummer ud af at kundgøre hans impotens for den lattermilde forsamling.

image001Efter endeløse udflugter fik jeg ham til at love at bringe sine ræve ind den næste dag for at vise mig, hvordan de så ud. Han gjorde det dog kun under dybe suk og klager, som om han havde blindtarmsbetændelse. Man må jo huske, at hele hans rejse var gjort for at sælge disse skind. Næste dag måtte jeg minde ham om hans løfte. Først så han forvirret ud, dybt ulykkelig, og så gik han endelig ud efter sine skind. Hari og hans kone kom tilbage med deres fælles kostbarheder, begge klagende og jamrende over, at de overhovedet var kørt til denne boplads. Endelig kunne de tømme indholdet af deres sække ud over gulvet, efter først at have sørget for at mange eskimoer var til stede, som kunne være vidne til deres triumf. Nu var det min tur til at tale. Jeg satte mig ned og gned mine øjne, som om det ikke kunne være sandt. Når manden igen begyndte at gøre sig bebrejdelser, fordi han havde vist mig dem, vinkede jeg ham til tavshed og sagde, at jeg begreb ikke, hvordan han kunne få fat i alle de bedste ræve i distriktet. Og efter en lang palaver bad jeg ham endelig stoppe dem i posen igen og bringe dem ud. Thi jeg var så længselsfuld efter at købe dem, at jeg var dybt bedrøvet, fordi jeg intet ejede at betale dem med. De var for værdifulde, og jeg for fattig.
”Du vil da vel ikke foregive, at du tror, jeg er fræk nok til at forlange noget for de skind? Sådan nogle lusede skindlaser. Nej, nej! Jeg ville ønske, at du ville vise dig højsindet nok til at modtage dem som gave, men det er vel for meget forlangt og for fræk en tanke.”
”Å, du kan tro, jeg ville gerne have dem. Så ville der endelig være noget rigtig godt at sende hjem til Knud i Danmark!”
"Nej! Absolut nej! Ikke til Knud. Han kender nemlig gode ræveskind, når han ser dem. Sig ham ikke, at de er fra mig – skønt det forstår han sikkert, når han får dem for øje. Når han ser noget rigtig slet, aner han, det er fra os!”
Omsider kunne vi give os til at handle rigtigt.
”Her!” sagde jeg så.
”Tag selv nøglen og gå ud i butikken og se selv. Se, hvor latterligt det er derude. Jeg beder dig gå alene, da jeg blues ved at gå med og være vidne til jeres skuffelse!”
Dette var deres rejses store øjeblik. Manden og konen og hans familie fik nøglen og forsvandt ud i vort lagerrum. Nogle af de lokale grønlændere fulgte med og forklarede og fortalte dem tingenes værdi. Jeg vidste, at hver enkelt ting blev minutiøst undersøgt og befølt. Hvis der var 50 bøsser af en bestemt slags, blev hver eneste taget ned, pakket ud af papiret og set efter og pakket ind igen. Mig kunne det jo være ligemeget, hvor længe de var derude, jeg fik så tid nok til at se på skindene og beregne, hvor meget jeg kunne betale for dem.
Langt om længe havde de så fået det hele set igennem og kom ind. Nu kom det store og sidste opgør mellem køber og sælger. Eskimoerne havde den opfattelse, at jo mere beskedne de var i begyndelsen, des bedre forretning ville de gøre. Jeg begyndte med at spørge, hvad de ville have, men manden sagde, at efter at have set den pragtfulde samling varer, vi var i besiddelse af, ville han ikke ydmyge nogen ting ved at anmode om den. Men hvis jeg endelig ville have noget af mit bragt hjem til hans hus, ville han gerne have nogle søm. Men nu måtte jeg tage fat. Om han ikke havde lyst til en bøsse? Jo, det var netop det, han ville! Og patroner? Jo, det var ganske klart! Hvad skulle han med en bøsse uden ammunition? Hvordan med en kniv? Å, en kniv behøvede han utroligt! En øse? Ja, en øse var netop, hvad han havde håbet at få. En gryde? Ja, hvis han ejede en rigtig gryde, ville hans lykke være fuldendt! Tobak? Å, hvis jeg virkelig ville overlade ham lidt tobak, ville han ryge det i vinterens løb og tænke på mig samtidig. Og således blev vi ved. Når så endelig manden var færdig, vendte jeg mig til konen:
”Skal du ikke også handle?”
”Hvem? Jeg? Taler du til mig? Lyder det som om en mægtig mand taler til en kvinde? Oh, lad dog ikke den ydmygelse overgå mig efter alt det andet.”
”Jamen ønsker du da intet?”
”Ak, nogen taler til mig! Og jeg aner ikke, hvordan jeg skal svare. Ingen har nogensinde henvendt sig til mig før!”

PFDette sidste var naturligvis tydeligt opspind, og jeg blev ved. Mand og kone holdt altid af at lade, som om de handlede hver for sig ganske uafhængigt – de troede, de fik mere på den måde. Konen higede efter nåle og tråd, sakse og uldtrøjer, spejle og syæsker og tekedler og tobak og sæbe, og hvad andet vi kunne tilbyde hende.
”Hov, hov! Vent et øjeblik!” skreg manden.
”Lad mig dog komme udenfor og prygle min kone, og lad mig trække hende derud ved håret. Nu kan da alle se, at jeg ikke har tugtet hende, så hun har lært beskedenhed. Lad mig komme til, gå væk, jeg skal have fat i hende!”
Men selv det fik en ende. Jeg skrev ned på en liste, hvad de ville have, og hvor meget af hvert de kunne få, og så gik de ud til Henrik eller Sechmann, der stod for udleveringen. Men derefter kom det mest spændende, og det gav lejlighed til at vise det største handelstalent. Det var, når man havde glemt noget. De kom altid rendende tilbage.
”Ak, jeg er så bedrøvet! Men jeg ønsker i virkeligheden næsten ingenting undtagen en fil. Jeg kom nærmest herhen for en fil, og hvis jeg nu må rejse hjem uden at have fået en fil med, vil det hele have været forgæves.”
”Du kan få en fil!”
Manden løb efter sin fil.
Naturligvis anede de kære mennesker ikke, at jeg havde regnet med det og holdt et par ræve tilbage til dækning af deres ”forglemmelser”. Det er slet ikke så let endda at lære primitive folk at handle. Polareskimoerne havde været vant til at købslå med hvalfangerne; det vil sige, de gav dem, hvad de havde, og fik så, hvad kaptajnerne havde lyst til at undvære. Hvilket naturligvis ikke altid var netop i eskimoernes favør.
Næste år lavede vi selv penge heroppe i Thule. Ingeniør Nyeboe tegnede dem og fik dem lavet af aluminium. Så kunne de selv lære at vurdere tingenes værdi. For os var det en fordel. Da vi ikke selv havde ret mange penge, lavede vi dem bare. Det kostede kun 120 kroner at lave for 30.000 af aluminium. Der var huller i dem, så de kunne trækkes på en snor. Ideen med at lave penge tjente vi meget på og eskimoerne mere. Måske er det fra os, at så mange regeringer senere har taget den idé op at lave dem uden større værdier i metal eller dækning bagved.

Magiske Grønland af Eventyrernes Klub. Gyldendal. 349.95 kr.

 

Tags:

Bøger
Skrevet af: Peter Freuchen, Skrevet Fredag, 28 November 2014, opdateret 01 Juni 2016, læsninger: 2008

Log ind

Log ind