5 måneder på tømmerflåde gennem Amazonas

Med strømmen ind i Amazonas

Henrik Frederiksen var to et halvt år inde i en cykeltur jorden rundt, da han fik en idé: Han ville bygge en tømmerflåde og flyde dybt ind i verdens største regnskov. Vi fik fat i ham i Ecuador til en snak om et utroligt eventyr med uberørt jungle, fantastiske møder med de indfødte og lidt flere farer end håbet.

IMG_1086.jpg
Skrevet af: Tore Grønne - Foto: Henrik Frederiksen
Opdateret den 04. apr 2023
Læst af: 12409

Henrik Frederiksen var to et halvt år inde i en cykeltur jorden rundt, da han fik en idé: Han ville bygge en tømmerflåde og flyde dybt ind i verdens største regnskov. Vi fik fat i ham i Ecuador til en snak om et utroligt eventyr med uberørt jungle, fantastiske møder med de indfødte og lidt flere farer end håbet.

Henrik vågner til lyden af mænd, der råber og skriger. Han titter ud ad teltet, der har været slået op på tømmerflåden, siden det 24 m² store bliktag fløj til himmels i en særligt voldsom tropisk storm. En båd sejler direkte mod dem. I stævnen står en mand med en maskinpistol. Aggressivt kommanderer han Micha på knæ. Henrik kommer ud med hænderne over hovedet. Men med maskingeværet rettet mod sig er det eneste, Henrik føler, lykke. De har ikke skudt med det samme. Ville de dræbe dem, havde de skudt med det samme, tænker han. Han knæler ved siden af Peycho og Micha. De bevæbnede mænd er unge. Halvfede. Tatoverede. Baseballkasketter er trukket godt ned i panderne. De har guldure på håndleddene. Hvad nu?

 

IMG 1387Drømmen om Amazonas
Adskillige måneder forinden, to år inde i en cykeltur jorden rundt, mødte Henrik en bulgarsk cyklist i det sydlige Chile. Peycho var ligesom Henrik på vej fra Tierra del Fuego til Alaska. De snakkede om eventyr. Drømme for fremtiden. Henrik syntes, det kunne være sjovt at padle i Kano eller ro i Kajak. Peycho mente, at en tømmerflåde ville være sjovere. Blot flyde med strømmen, den perfekte kontrast til strabadserne på cyklen. Seks måneder senere i Bolivia stødte de på hinanden igen, og sammen cyklede de til inkaernes gamle hovedstad, Cusco. På hotellet faldt snakken igen på tømmerflåden, og inden nogen af dem havde set sig om, var de dybt optaget af projektet.
”Jeg havde brug for at lave et eller andet anderledes, og idéen sad lige i øjet. For det første ville tømmerflåden bringe os dyb ind i Amazonas, som jeg altid gerne har villet se. For det andet var jeg tiltrukket af, at jeg ikke vidste, om det kunne lade sig gøre,” fortæller Henrik.
Henrik og Peycho forsøgte at finde noget på nettet om andre, der havde gjort noget lignende. Forgæves. Og hurtigt fandt Henrik ud af, at han slet ikke ville høste andres erfaringer, hvis de overhovedet fandtes. Eventyret skulle væres helt deres eget.
”Der var noget tiltrækkende ved at befinde mig på dybt vand. Det var paradoksalt nok ikke længere en udfordring at cykle. Rent fysisk vidste jeg, at det sagtens kunne lade sig gøre at cykle fra Argentina til Alaska. Det var bare at blive ved med at gøre, hvad jeg havde gjort i to et halvt år. Jeg savnede at kaste mig ud i noget, jeg ikke vidste, hvordan man bar sig ad med,” siger Henrik.
På værelset i Cusco gav de to cyklister hånd på at gøre et forsøg. De ville bygge en tømmerflåde og flyde ind i verdens største regnskov.

IMG 1584Skubber fra land
I den ecuadorianske by Coca fik Henrik og Peycho lov til at bruge et lille stykke land hos en indfødt familie. De lærte dem tricks til at binde bambus sammen, og efter en måned vuggede tømmerflåden på floden. Foran dem gemte det uigennemtrængelige, grønne vildnis ikke blot på mystik, men også spørgsmålstegn. Var der strøm nok til at drive frem ad? Kunne de fare vild i netværket af bifloder, der forgrener sig i det uendelige? Hvad hvis én af dem blev bidt af en slange?

Da de skubbede fra land, var der dog straks mere umiddelbare problemer. Flåden kolliderede med tunge træstammer. Den ramlede ind i bredden. Var umulig at styre. Bambus blev slået i stykker, og de gik straks i gang med at reparere. Men hvad med tønderne? Kunne de punktere? Flåden flød, men de havde ingen kontrol med den, og efter en time blev de ramt af heftige regnskyl. Alt rystede.

”De første to timer var virkelig mytiske. Det havde været noget rod, hvis den var faldet fra hinanden på den første dag, men flåden var stærkere, end vi havde antaget,” fortæller Henrik.

Hurtigt fik de lavet nogle årer, og snart så de Coca forsvinde bag sig. De flød ud på floden Napo – en biflod til Amazonfloden, der er op til en kilometer bred. Bredderne var to uigennemtrængelige mure af grønt grønne. Strømmen førte dem dybere og dybere ind i Amazonas.

De drev som spøgelser gennem et usynligt landskab.

IMG 2880Frihed
I løbet af den første uge gik tømmerflåden igen og igen på grund på sandbanker. Det krævede såvel kræfter og som timer at skubbe den fri, og flere gange var der intet andet er at gøre end at vente på, at floden steg. Første gang, de gik på grund, begyndte flåden pludselig at drive sent på aftenen. Natten var sort, og de drev som spøgelser gennem et usynligt landskab. Det bragede, når de kolliderede med træstammer.

”Det var vildt, men efter nogle dage gik det op for os, at strukturen var stærkere, end vi havde troet. Det gik også op for mig, at selvom hele flåden sank, så kunne jeg svømme ind til bredden, komme frem til en by og hæve penge på mit kreditkort. Og selvom den skulle synke, så havde det været et godt eventyr. Det var en kæmpe frihedsfornemmelse.”

IMG 1242Regnskovens orkester
Som dagene gik, fik Henrik og Peycho bedre og bedre styr på tømmerflåden. De lærte at læse floden, navigere flåden og fik selskab af sydafrikanske Micha, der havde boet de seneste tre år i den peruanske jungle. Langsomt fandt de tre rytmen på floden. Når solen satte himlen i brand tidligt om morgenen, vågnede de under myggenettene til junglens orkester af frøer, fugle, gekkoer og insekter.

De studerede kortet, floden, skubbede flåden fra land og flød. Når vinden blæste op sidst på formiddagen, lagde de til på en sandbanke. Læste bøger, spillede skak, lavede mad, slumrede, svømmede. Eller tog gummistøvler på fødderne, fattede macheten og gik på opdagelse i den uberørte jungle. Når vinden lagde sig, flød de videre, ind til solen igen forvandlede himlens kanvas til et gyldent skønmaleri, og en sandstrand udgjorde nattens hjem.

De fiskede, men uden det store helt. Det var de indfødte langt bedre til. Fra små landsbyer, hvor træhusenes tage er dækket med palmer, kom de sejlende ud til tømmerflåden i kanoer lavet af udhulede træstammer.

”Det var virkelig fint, og de var super flinke. De synes, det var sjovt, vi kom flydende, og ville gerne vide, hvem vi var, hvor vi var på vej hen, og om vi havde noget at handle med. De var ikke interesserede i penge, men ville gerne bytte varer med os – benzin, knive, sardiner på dåse, løg, kartofler og den slags,” fortæller Henrik.

Når solen satte himlen i brand tidligt om morgenen, vågnede de under myggenettene til junglens orkester.

IMG 3828På den mægtige Amazonflod
Napo-floden var en drøm at sejle på. Uspoleret, smuk, og så ren, at de lokale, der altid tog godt imod dem, drikker direkte fra den. Ecuador blev til Peru, og efter en måned kom øjeblikket, hvor Napo-flyder ud i Amazonefloden. I Iquitos købte de en motor til tømmerflåden. Ikke for at drive flåden frem, men for at undgå kollisioner med de enorme passager- og containerskibe på klodens vandrigeste flod.

”Det var en stor oplevelse at flyde ud på Amazonfloden. Den er nogle gange op til fem-seks kilometer bred i kurverne, og den var super hurtig. På Napo havde vi tilbagelagt 20-40 kilometer om dagen. Nu var det op mod 100 kilometer,” fortæller Henrik.

Amazonfloden var ikke blot større. Sigtbarheden var ofte blot 10 centimeter, og floden er fyldt mystiske dyr som elektriske ål, pilrokker, piratfisk og krokodiller. Det var dog mere mennesker, der var at frygte på floden. På grænsen til Brasilien advarer politiet mod pirater. Senere begyndte de lokale også at advare mod dem. De sagde, folk bliver overfaldet. Røvet. Slået ihjel.

”Vi må erkende, at vi undervurderede det. Vi skulle ikke være fortsat ind i Brasilien, men i starten slog vi det hen. Det har nok at gøre med, at i de år, jeg har rejst på cykel, har jeg mødt så mange mennesker, der hele tiden advarer mod, at det her og det der er farligt. På et eller andet tidspunkt bliver man immun. Havde jeg lyttet til alle de folk, var jeg aldrig kommet uden for Danmarks grænser. Problemet er bare, at nogle gange er advarslerne sande,” siger Henrik.

IMG 2920Slum i Brasilien
Jo dybere ind i Brasilien, tømmerflåden drev, jo fattigere og jo mere hjælpeløse blev landsbyerne. Stemningen var til tider ondsindet, og på land var det mere som at gå gennem slumområder end at slentre gennem i småbyer i junglen

”Det virkede, som om de folk langs floden i Ecuador og Peru var mere afklarede med, at de ikke havde så mange penge. De havde deres traditioner, sammenhold og familie. De kunne fiske og dyrke yucca og bananer. De smilede, virkede glade, fremstod velernærede og sunde, og jeg tror ikke, de havde nogen misundelse eller had over ikke have mere,” siger Henrik.

I Brasilien virkede det mere fattigt. Som om mange mennesker var taget ud for at opdyrke jorden, men det var mislykkedes. Der var problemer med alkoholisme og stoffer

”Folk lod ikke til at være tilfredse med livet. De ville ind til byerne og køre i store biler, men det har de ikke penge til. Det var mere social desperation, end det var en traditionel kultur. Det var måske der forskellen mellem Ecuador og Brasilien lå,” siger Henrik.

CocaAndJungle0021På knæ
Og så en morgen vågner Henrik i teltet til de skrigende mænd, der kommanderer de tre kammerater til at knæle med hænderne over hovederne.

”Hvor er jeres våben? Hvor er stofferne? Vi ved, I har våben? Vi ved, I har stoffer,” skriger de.

Henrik er sikker på, de er pirater. Men lykkelig for livet, og for at de ikke allerede ligger døde på dækket. Mændene går i gang med at rode gennem deres sager. De finder Peychos kamera. Men lægger det tilbage i tasken. De siger nu, de er politi. Stemningen bliver mere afslappet.

”Jeg er ikke sikker på, hvem de var, men jeg er glad for, de ikke skød os. Det er et stort indviklet miks at pirater, narkotrafikanter og politi, som handler sammen. Jeg bryder mig ikke engang om at tale om det, der skete. Jeg er ikke en eller anden antihelt, der løber rundt som en sindssyg og opsøger farer. Jeg fortryder, vi sejlede ind i det farlige område. Eventyr har aldrig handlet om farer – jeg opsøger oplevelser,” siger Henrik.

IMG 1511I mål
Få dage senere flyder Henrik, Peycho og Micha ind i millionbyen Manaus. Bag dem ligger 3000 kilometer og fire måneder gennem Amazonas.

”Vi havde bygget vores egen flåde, sejlet gennem junglen, mødt mennesker, levet på tømmerflåden. Det havde været fantastisk, men det var selvfølgelig også lidt melankolsk at nå frem. Nu var det slut. Nu skulle vi skilles,” fortæller Henrik.

Men tilbage ligger minderne om en eventyrlig færd. For eksempel det om turen op en sideflod til Napo i en lille båd, de fik bygget undervejs, slæbte og brugte til småture. I en landsby, der stort set aldrig får gæster, blev de inviteret inden for af høvdingen. Stemningen var varm og gæstfri, der blev serveret yuccabrød, friskbagt fra bålet inde i huset, samt en tyk, varm, orange drik. Solens stråler brød gennem sprækker i loftet og trak lyse streger gennem støvet i luften. Høvdingen delte coca-pulver med dem. Det smagte hæsligt og havde nogenlunde den samme effekt som at drikke en cola. Høvdingen spurgte interesseret til de tre fyres kulturer og lande og foreslog så, at de tog med tre lokale mænd på en jagt- og fisketur længere op ad floden.

”Vi så en abe, som de skød efter uden at ramme, men de var super gode til at fiske og fangede over 20 fisk på en time. Vi fangede intet. I de dage, vi besøgte dem, føltes det så langt væk fra alting. De var så langt fra os fysisk, kulturelt og mentalt, men de syntes, vi var lige så mystiske, som vi syntes, de var. Men der var utrolig god, gensidig respekt,” fortæller Henrik.

Oplevelser som den var det, hele eventyret handlede om. Henrik ville opleve uspoleret natur og de mennesker, der bor og lever der. Være fri til at drive af sted på sin egen tømmerflåde. På eventyr dybt inde i verdens største regnskov, hvor civilisationen, som vi kender den, er så uendelig fjern, lydene tilhører junglen, og solnedgangene brænder sig fast på nethinden for evigt.


Kort tid efter vi talte med Henrik, begav han sig ud på den næsten 4300 kilometer lange vandretur på USA’s Pacific Crest Trail. Du kan følge ham på www.henrikwalksthewalk.wordpress.com


La Bolsa

IMG 2313På La Bolsa, som tømmerflåden blev døbt, var rammen og huset konstrueret af bambus, mens 20 tomme plastictønder holdt den flydende. Den vejede 1500 kilo, og derudover kom 700 kilo i form af mad, brændstof, simple møbler, køkkensager og solpanel samt de tre mænd og deres personlige grej. Ved turens afslutning i Manaus blev La Bolsa skilt ad, og de tre venner gik hver til sit.


Tag til himmels

IMG 2891Hver anden eller tredje dag blev tømmerflåden ramt af heftige storme. Man kunne se fronten komme hen over floden som en hvid væg af regn. Inde på bredden blev træerne rusket rundt. Når det skete, var der to minutter til at samle alt, hvad der lå løst på dækket, putte det i tønder, surre dem fast og holde på hat og briller, mens stormen rasede. De første fem minutter var altid de værste. Så faldt vindstyrken, og regnen kom. Da en særlig voldsom storm på Amazonfloden hamrede mod flåden, rev den taget af med ét hug, og det fløj 20-30 meter op i luften som en drage. Flåden flakkede som et spillekort på meterhøje bølger, der bankede mod bredden og forårsagede mudderskred. Efter ti minutter faldt vindstyrken. De sidste to uger var der ingen steder at undgå regnen, men et midlertidigt plastictag giver skygge.


Amazonas

IMG 1578Amazonas udgør over halvdelen af jordens samlede regnskovsareal. Regnskoven dækker et areal på omtrent 550.000.000 km², hvor der vokser omtrent 390.000.000.000 individuelle træer. Mellem dem lever og gror cirka hver tiende kendte dyre- og planteart i verden. Amazonfloden starter i 5170 meters højde i Perus Andesbjerge, og skyller 6437 kilometer senere 209,000 m3 vand ud i Atlanterhavet i sekundet.

Tore Grønne

Tore Grønne

Tore Grønne er chefredaktør på Opdag Verden. Han har skrevet flere bøger om sine cykeleventyr og er medlem af Eventyrernes Klub. Tore har cyklet 50.000 kilometer rundt i verden, vandret lange ture...

Andre spændende artikler


26.000 km rundt om Nordpolen

26.000 km rundt om Nordpolen

Ski & Sail i Nordnorge

Ski & Sail i Nordnorge

Dansk verdensrekord: Ny Guinea rundt i kano

Dansk verdensrekord: Ny Guinea rundt i Kano

An Error Occurred: Whoops, looks like something went wrong.

Sorry, there was a problem we could not recover from.

The server returned a "500 - Whoops, looks like something went wrong."

Help me resolve this